Denguefeber

Tegn og symptomer

De fleste mennesker, der får denguevirus (80 %), har ingen symptomer eller har kun milde symptomer (som almindelig feber). Omkring 5 % af de smittede (eller 5 ud af 100) bliver meget mere syge. Et lille antal af disse mennesker har symptomer, der kan slå dem ihjel.

Når en person har fået denguevirus fra en myg, tager det mellem 3 og 14 dage, før vedkommende bliver syg. (Dette kaldes virusets inkubationstid.) Oftest begynder folk at føle sig syge efter 4 til 7 dage.

Når børn har denguefeber, har de ofte de samme symptomer som gastroenteritis (maveinfluenza), såsom opkastninger og diarré, eller forkølelse. Børn er dog mere tilbøjelige til at få alvorlige komplikationer af denguefeber.

Denguefeber forekommer i tre faser: febril, kritisk og genopretning.

Den febrile fase

I feberstadiet har personer med denguefeber normalt høj feber. ("febril" betyder, at en person har feber.) Feberen er ofte over 40 grader celsius (104 grader Fahrenheit). Nogle gange bliver feberen bedre, men kommer så tilbage igen.

I feberfasen kan folk også have:

• Smerter over hele kroppen
• En hovedpine
• Udslæt (dette sker hos 50 til 80 % af de mennesker, der bliver syge af denguefeber)
• Petechiae (små røde pletter på huden). De skyldes, at kapillærer (som transporterer blod) går i stykker. Dette får blodet til at løbe ud og dukke op under huden.
• Små mængder blødning fra slimhinderne i mund og næse

Den febrile fase varer normalt 2 til 7 dage. Denne fase slutter, når den høje feber er forsvundet.

Den kritiske fase

Hos ca. 5 % af de personer med denguefeber går sygdommen derefter over i et kritisk stadium. ("Kritisk" betyder "meget farlig".) Den kritiske fase varer normalt 1-2 dage.

I denne fase siver plasma (den flydende del af blodet) ud af kroppens små blodkar. Plasmaet kan ophobe sig i brystet og maven. Dette er et alvorligt problem af flere grunde.

Plasma transporterer blodceller, glukose (sukker), elektrolytter (salte) og mange andre vigtige ting til hele kroppen. Alle dele af kroppen har brug for disse ting for at overleve. Hvis der løber for meget plasma ud af blodkarrene, vil der ikke være nok tilbage til at transportere disse ting til kroppens vigtigste organer. Uden disse ting kan organerne ikke fungere normalt. Dette kaldes denguechok-syndrom.

Plasma indeholder også blodplader, som hjælper blodet med at størkne (de hjælper med at stoppe blødninger). Hvis en person ikke har nok blodplader, kan han/hun få farlige blødninger. Ved denguefeber sker denne blødning normalt i mave-tarmkanalen. Når en person har blødning, plasmaudsivning og ikke nok blodplader, har vedkommende dengue hæmoragisk feber. ("Hæmoragi" betyder "farlig blødning".)

Genopretningsfasen

Genoptræningsfasen er den fase, hvor patientens krop er ved at overvinde sygdomsprocessen. I denne fase tages det plasma, der er løbet ud af blodkarrene, tilbage op i blodbanen. Denne fase varer normalt 2 til 3 dage.

I denne fase har personer med dengue ofte det meget bedre. De kan dog have meget slem kløe og en langsom hjertefrekvens.

Der kan også opstå alvorlige problemer i genopretningsfasen. Hvis en persons krop optager for meget væske tilbage i blodbanen, kan det forårsage "væskeoverbelastning". Dette kan medføre, at der ophobes væske ilungerne, hvilket giver vejrtrækningsproblemer. Væskeoverbelastning kan også forårsage kramper eller en ændret mental status (ændringer i en persons tænkning og adfærd).

Komplikationer

En gang imellem kan denguefeber påvirke andre systemer i kroppen. Dengue kan f.eks. forårsage:

• Ændret mental status: Dette sker hos 0,5-6 % af personer med meget alvorlig denguefeber. Det kan ske, når denguevirussen forårsager en infektion i hjernen. Det kan også ske, når vigtige organer, som f.eks. leveren, ikke fungerer korrekt på grund af denguefeber.
• Neurologiske lidelser: Det er problemer med hjernen og nerverne, som f.eks. Guillain-Barré syndrom og post-dengue akut dissemineret encephalomyelitis.
• Infektion i hjertet eller pludselig leversvigt (disse er meget sjældne).

Billede, der viser symptomerne på denguefeber

Årsag

Denguefeber skyldes denguevirus. I det videnskabelige system, der klassificerer virus, tilhører denguevirussen familien Flaviviridae og slægten Flavivirus. Andre vira, der tilhører samme familie og kan gøre mennesker syge, er gul febervirus, West Nile-virus, Zika-virus, japansk encephalitisvirus og flåtbåren encephalitisvirus. De fleste af disse vira spredes af myg eller flåter.

Hvordan dengue smitter

Denguevirus spredes mest af myg fra Aedes-slægten, især myggearten Aedes aegypti. Aedes aegypti er den mest sandsynlige myggeart til at sprede denguefeber, fordi den kan lide at leve tæt på mennesker og ernærer sig af mennesker i stedet for af dyr. En person kan få denguevirus fra blot ét myggestik.

Nogle gange kan myg også få dengue fra mennesker. Hvis en hunmyg stikker en person med dengue, kan myggen få denguevirus fra personens blod. Efter ca. 8 til 10 dage spredes viruset til myggenes spytkirtler, som producerer spyt (eller "spyt"). Nu vil myggen producere spyt, der er inficeret med denguevirus. Når myggen bider et menneske, går dens inficerede spyt ind i mennesket og kan give det pågældende menneske denguevirus.

En person kan også få denguevirus, hvis vedkommende får en blodtransfusion eller organdonation fra en person, der har viruset. I nogle lande, hvor denguevirus er almindeligt forekommende, som f.eks. i Singapore, spredes denguevirus ved mellem 1,6 og 6 blodtransfusioner ud af hver 10.000 blodtransfusioner.

Denguevirus kan også spredes fra en mor til hendes foster under graviditeten, eller når barnet fødes. Dette kaldes vertikal overførsel.

Dengue smitter normalt ikke på andre måder.

Denguevirus i det menneskelige legeme

Når en person får denguevirus fra en myg, sætter virussen sig fast på og kommer ind i personens hvide blodlegemer. (De hvide blodlegemer er en del af immunsystemet, som forsvarer kroppen ved at bekæmpe trusler som f.eks. infektioner). Når de hvide blodlegemer bevæger sig rundt i kroppen, laver virussen kopier af sig selv. De hvide blodlegemer reagerer ved at danne mange særlige proteiner, som f.eks. interferon, der fortæller immunsystemet, at det skal arbejde hårdere, fordi der er en trussel i kroppen. Disse proteiner forårsager feber, influenzalignende symptomer og stærke smerter, som opstår ved denguefeber.

Hvis en person har en alvorlig infektion, laver virussen kopier af sig selv meget hurtigere i kroppen. Fordi der er meget mere af virussen, kan den påvirke mange flere organer (som f.eks. leveren og knoglemarven). Virussen kan forhindre knoglemarven i at danne blodplader normalt. Det gør det meget mere sandsynligt, at der sker meget slemme blødninger.

Risikofaktorer

Spædbørn og småbørn med dengue er mere tilbøjelige end voksne til at blive meget syge. Kvinder er mere tilbøjelige end mænd til at blive meget syge. Dengue kan være livstruende for personer med kroniske (langvarige) sygdomme som diabetes og astma.

Der findes fire forskellige typer af denguevirus. Når en person først har haft en type virus, er han normalt beskyttet mod denne type resten af sit liv. Han vil dog kun være beskyttet mod de tre andre typer af viruset i kort tid. Hvis han senere får en af disse tre typer af virus, er der større sandsynlighed for, at han får alvorlige problemer som denguechok-syndrom eller dengue hæmoragisk feber.

Denguevirus (klyngen af mørke prikker nær midten) under et elektronmikroskop


Myggen Aedes aegypti, der spiser af et menneske

Diagnoser

Normalt diagnosticerer lægerne dengue ved at undersøge den smittede person og konstatere, at symptomerne passer til dengue. Men når dengue er i de tidlige stadier, kan det være svært at skelne mellem denne sygdom og andre infektioner forårsaget af virus.

Verdenssundhedsorganisationen siger, at en person sandsynligvis har dengue, hvis:

1. Han har feber, OG
2. Han har to af disse symptomer:
1. Kvalme og opkastning;
2. Et udslæt;
3. Smerter over hele kroppen;
4. Et lavt antal hvide blodlegemer; eller
5. En positiv tourniquet-test. (For at udføre denne test vikler en læge en blodtryksmanchet om en persons arm i fem minutter og tæller derefter eventuelle røde pletter på huden. Hvis personen har mange pletter, er det mere sandsynligt, at vedkommende har denguefeber).

Verdenssundhedsorganisationen siger også, at i områder, hvor denguefeber er almindeligt forekommende, er alle advarselstegn samt feber normalt et tegn på, at en person har denguefeber.

Blodprøver

Nogle blodprøver viser ændringer, når en person har denguefeber. Den tidligste ændring er et lavt antal hvide blodlegemer i blodet. Et lavt antal blodplader kan også være et tegn på denguefeber. Ved særlige blodprøver kan man undersøge selve denguevirusset, virusets nukleinsyrer eller de antistoffer, som immunsystemet danner for at bekæmpe virusset. Disse særlige prøver er dog dyre. I mange områder, hvor dengue er almindeligt forekommende, har de fleste læger og klinikker heller ikke laboratorier til blodprøver eller særlige maskiner.

Det kan være svært at se forskel på denguefeber og chikungunya. Chikungunya er en lignende virusinfektion, der har mange af de samme symptomer som denguefeber og forekommer i de samme dele af verden. Dengue kan også have nogle af de samme symptomer som andre sygdomme, f.eks. malaria, leptospirose, tyfus og meningokoksygdom. Ofte vil lægen, før en person får stillet diagnosen dengue, foretage undersøgelser for at sikre sig, at vedkommende ikke har en af disse sygdomme i stedet.

WHO's klassifikationssystemer

I 1997 skabte Verdenssundhedsorganisationen (WHO) et system til at beskrive de forskellige typer denguefeber. Til sidst besluttede WHO, at denne gamle måde at opdele denguefeber på skulle gøres enklere. Den besluttede også, at ikke alle med denguefeber passede ind i de gamle kategorier.

I 2009 ændrede WHO sit system til at klassificere (opdele) denguefeber. Det ældre system anvendes dog ofte stadig.

Det gamle system

WHO's gamle system inddelte dengue i tre kategorier:

1. Udifferentieret feber
2. Denguefeber
3. Dengue hæmoragisk feber. Den blev derefter inddelt i fire stadier, kaldet grad I-IV:
1. I grad I har personen feber. Han får også let blå mærker eller har en positiv tourniquet-test.
2. Ved grad II bløder personen ind i huden og andre dele af kroppen.
3. Ved grad III viser personen tegn på kredsløbschok. Dette kaldes denguechok-syndrom.
4. Ved grad IV er chokket så alvorligt, at man ikke kan mærke blodtryk og hjerterytme. Dette er en mere alvorlig udgave af denguechok-syndromet.

Det nye system

I 2009 skabte WHO et enklere system, som inddelte denguefeber i to typer:

1. Ukompliceret: Personer, der kun har denguefeber i feberfasen og aldrig går ind i den kritiske fase. De får det bedre af sig selv eller har blot brug for grundlæggende lægehjælp.
2. Alvorlig: Personer, der har symptomer, der kan slå dem ihjel, eller som har alvorlige komplikationer som følge af dengue.

Forebyggelse

Der findes ingen vacciner, der kan forhindre folk i at få denguevirus. Den bedste måde at forebygge denguevirus på er at beskytte folk mod myggestik og at kontrollere myggepopulationen.

Den bedste måde at bekæmpe myggen på er at slippe af med den (de steder, hvor den lever) Den bedste måde at gøre dette på er at fjerne områder med stående vand (vand, der ikke bevæger sig). Myg kan lide stående vand og lægger ofte sine æg, for at undgå at blive bidt af myg kan folk:

• bære tøj, der dækker huden helt og holdent
• Brug insektspray
• Brug myggenet, når de hviler sig.

Integreret vektorkontrol

WHO foreslår et program til forebyggelse af denguefeber (kaldet et "integreret vektorkontrolprogram"), der omfatter fem forskellige dele:

1. Fortalervirksomhed, samarbejde mellem mennesker og lovgivning (love) bør bruges til at gøre folkesundhedsorganisationer og lokalsamfund stærkere.
2. Alle dele af samfundet bør arbejde sammen. Dette omfatter den offentlige sektor (som f.eks. regeringen), den private sektor (som f.eks. virksomheder og selskaber) og sundhedssektoren.
3. Alle metoder til sygdomsbekæmpelse bør samles.
4. Beslutninger bør træffes på grundlag af dokumentation. Dette vil være med til at sikre, at de ting, der gøres for at bekæmpe denguefeber, er nyttige.
5. Områder, hvor denguefeber er et problem, skal have hjælp, så de kan opbygge deres evne til at reagere godt på sygdommen på egen hånd.

Behandling

Der findes ingen specifik behandling af denguefeber. Ingen kendt antiviral medicin (medicin, der dræber virus) kan dræbe denguevirus. Sundhedspersonalet kan give "understøttende behandling" - behandle symptomerne på denguefeber for at forsøge at få patienterne til at få det bedre.

Forskellige mennesker har brug for forskellige behandlinger, afhængigt af deres symptomer. Nogle mennesker kan få det bedre ved blot at drikke væske derhjemme og ved at kontakte deres læge for at sikre sig, at de får det bedre.

Det er meget vigtigt at behandle dehydrering. Nogle gange er folk så dehydrerede, at de har brug for intravenøs væske - væske, der gives gennem en nål i en blodåre. Normalt har man kun brug for intravenøs væske i en dag eller to.

Læger kan give medicin som paracetamol mod feber og smerter. Ikke-steroide antiinflammatoriske lægemidler (NSAID) som ibuprofen og aspirin bør ikke anvendes, da de øger risikoen for blødning.

Personer med alvorlig dengue kan have brug for blodtransfusioner. At få ekstra blod vil hjælpe en person, hvis blodtrykket bliver meget lavt (som det er tilfældet ved denguechok-syndrom), eller hvis de ikke har nok røde blodlegemer i blodet (fordi de bløder af dengue hæmoragisk feber).

Når folk når op til denguefeberfasen, holder lægerne normalt op med at give intravenøs væske for at forhindre væskeoverbelastning (for meget væske i kroppen). Hvis en person får væskeoverbelastning, kan lægerne give en type medicin, der kaldes et diuretikum, som får patienten til at tisse den ekstra væske ud.

Blodtransfusioner kan hjælpe mennesker med denguefeber

Prognose

De fleste mennesker med denguefeber kommer sig og har ingen problemer bagefter.

Uden behandling dør 1 til 5 % af de smittede personer (1 til 5 ud af hver 100) af denguefeber. Med god behandling dør mindre end 1 %. Dog dør 26 % af de personer med alvorlig denguefeber.

Epidemiologi

Dengue er almindelig i mere end 110 lande. Hvert år smitter den 50 til 100 millioner mennesker i verden. Den forårsager også en halv million hospitalsindlæggelser og ca. 12 500-25 000 dødsfald i verden hvert år. Verdenssundhedsorganisationen siger imidlertid, at denguefeber ikke tages så alvorligt, som den burde. Organisationen kalder denguefeber for en af 16 "forsømte tropiske sygdomme" - sygdomme, som ikke får tilstrækkelig opmærksomhed. For hver million mennesker er denguefeber årsag til, at ca. 1600 år af livet går tabt. Det er omtrent det samme som andre tropiske og dødelige sygdomme som f.eks. tuberkulose. WHO siger imidlertid, at de forsømte tropiske sygdomme, som dengue, ikke får den opmærksomhed og de penge, der er nødvendige for at finde behandlinger og helbredelsesmetoder.

Dengue er ved at blive meget mere almindelig i hele verden. Det er den mest almindelige virussygdom, der spredes af leddyr. I 2010 var dengue-sygdommen 30 gange mere almindelig end i 1960. Forskere mener, at dengue kan blive mere almindelig, fordi:

• Flere mennesker bor i byerne.
• Der er flere mennesker i verden. Verdens befolkning vokser.
• Flere mennesker rejser internationalt (mellem lande).
• Man mener, at den globale opvarmning spiller en rolle i stigningen i denguefeber.

Dengue er mest udbredt omkring ækvator. 2,5 milliarder mennesker lever i områder, hvor dengue forekommer. 70 % af disse mennesker bor i Asien og Stillehavsområdet. I USA er 2,9-8 % af de personer, der kommer tilbage fra en rejse i områder, hvor dengue forekommer, og som har feber, blevet smittet under rejsen. I denne gruppe af mennesker er denguefeber den næsthyppigste infektion, der diagnosticeres efter malaria.

Historie

Denguefeber er sandsynligvis en meget gammel sygdom. I et gammelt kinesisk medicinsk leksikon fra Jin-dynastiet (som eksisterede fra 265 til 420 e.Kr.) omtales en person, der sandsynligvis havde denguefeber. Bogen talte om en "vandgift", som havde noget med flyvende insekter at gøre.

Skriftlige optegnelser fra det 17. århundrede fortæller om, hvad der kan have været epidemier af denguefeber (hvor sygdommen spredte sig meget hurtigt på kort tid). De mest sandsynlige tidlige rapporter om dengueepidemier er fra 1779 og 1780. I disse rapporter tales der om en epidemi, der spredte sig over Asien, Afrika og Nordamerika. Fra den tid og frem til 1940 var der ikke mange flere epidemier.

I 1906 beviste forskere, at mennesker blev smittet af Aedes-myg. I 1907 viste forskerne, at en virus forårsager denguefeber. Dette var blot den anden sygdom, der blev påvist at være forårsaget af en virus. (Den første var gul feber.) John Burton Cleland og Joseph Franklin Siler fortsatte med at studere denguevirussen og fandt ud af de grundlæggende principper for, hvordan virussen spredes.

Dengue begyndte at sprede sig meget hurtigere under og efter Anden Verdenskrig. Forskellige typer af denguefeber spredte sig også til nye områder. For første gang begyndte folk at få dengue hæmoragisk feber. Det første tilfælde af dengue hæmoragisk feber fandt sted i Filippinerne i 1953. I 1970'erne var dengue hæmoragisk feber blevet en væsentlig dødsårsag hos børn. Den spredte sig også til Stillehavet og Nord- og Sydamerika. Dengue hæmoragisk feber og denguechok-syndrom blev første gang rapporteret i Mellemamerika og Sydamerika i 1981.

Ordets historie

Det er ikke klart, hvor ordet "dengue" stammer fra. Nogle mener, at det stammer fra swahili-udtrykket Ka-dinga pepo. Denne sætning handler om, at sygdommen er forårsaget af en ond ånd. Swahili-ordet dinga menes at komme fra det spanske ord dengue, som betyder "forsigtig". Dette ord kan være blevet brugt til at beskrive en person, der havde knoglesmerter på grund af denguefeber; smerten ville få personen til at gå forsigtigt. Det er dog også muligt, at det spanske ord stammer fra swahili-ordet og ikke omvendt.

Andre mener, at navnet "dengue" stammer fra Vestindien. I Vestindien sagde man, at slaver, der havde dengue, stod og gik som "en dandy". På grund af dette blev sygdommen også kaldt "dandy feber".

Navnet "breakbone fever" blev første gang brugt af Benjamin Rush, en læge og USA's "Founding Father". I 1789 brugte Rush navnet "breakbone fever" i en rapport om denguefeberudbruddet i Philadelphia i 1780. I sin officielle rapport brugte Rush for det meste den mere formelle betegnelse "bilious remitting fever".

Udtrykket "denguefeber" blev ikke brugt almindeligt før efter 1828. Inden da brugte forskellige mennesker forskellige navne for sygdommen. Dengue blev f.eks. også kaldt "breakheart feber" og "la dengue". Der blev også brugt andre navne for alvorlig dengue: f.eks. "infektiøs trombocytopenisk purpura", "filippinsk", "thailandsk" og "Singapore hæmorrhagisk feber".

Forskning

Forskere fortsætter med at forske i metoder til at forebygge og behandle denguefeber. Der arbejdes også på at bekæmpe myggene, udvikle en vaccine og medicin til bekæmpelse af viruset.

Der er blevet gjort mange enkle ting for at bekæmpe myg. Nogle af disse ting har virket. F.eks. kan man sætte guppyer (Poecilia reticulata) eller copepoder i det stående vand for at æde myggelarverne (æggene).

Forskerne arbejder også fortsat på at udvikle antivirale lægemidler til behandling af denguefeber og forhindre, at folk får alvorlige komplikationer. De arbejder også på at finde ud af, hvordan virusets proteiner er opbygget. Dette kan hjælpe dem med at skabe medicin, der virker godt mod denguefeber.