Blodplasma – Hvad er det? Sammensætning, funktion og medicinsk brug

Blodplasma: Få indsigt i sammensætning, funktion og medicinsk brug — transport, koagulation, plasmaferese og hospitalsanvendelser i en kort og letforståelig guide.

Blodplasma er den gule, flydende del af blodet. I normalt blod er blodcellerne svævet i plasmaet.

Plasma udgør ca. 55 % af det samlede blodvolumen. Det består hovedsagelig af vand (omtrent 90–92 % af volumen) og indeholder opløste proteiner, glukose, koagulationsfaktorer, mineralioner, hormoner og kuldioxid. Plasma er transportmediet for udskillelse.

De vigtigste proteiner i plasma er albumin (vedligeholder det kolloidosmotiske tryk og transporterer små molekyler), globuliner (inkl. immunglobuliner/antistoffer) og fibrinogen (en af koagulationsfaktorer). Proteinerne udgør samlet set omkring 6–8 % af plasmaets vægt. Elektrolytter (natrium, kalium, calcium, klorid), næringsstoffer og affaldsprodukter findes også opløst i plasmaet, som medvirker til at regulere væskebalancen, syre-base-status og temperatur.

På hospitaler fremstilles blodplasma på denne måde. Et antikoaguleringsmiddel stopper blodets størkning. Derefter centrifugeres blodrørene meget hurtigt i en centrifuge. Blodcellerne ryger ned i bunden af rørene. Plasmaet hældes over i en anden beholder. I praksis anvendes til transfusion ofte særlige opsamlingsposer med citratbaserede antikoagulantia; til serumbestanddele lader man derimod blodet størkne først og fjerner herefter koaglet.

Medicinsk brug af plasma

Hospitaler kan give patienterne:

1. Saltopløsning (rent vand plus salt) til blodvolumen. Dette kan gøres hurtigt i en nødsituation.
2. Blodplasma.
3. Pakker af røde blodlegemer.
4. Fuldt blod.

Blodserum er blodplasma uden fibrinogen eller de andre koagulationsfaktorer (dvs. fuldblod uden både celler og koagulationsfaktorer). Serum bruges ofte i laboratoriediagnostik, fordi koagulationsfaktorer kan interferere med visse analyser.

Typer af plasma og behandling

Forskellige plasma-produkter omfatter:

• FFP (Fresh Frozen Plasma) – plasma, der hurtigt fryses ned for at bevare koagulationsfaktorer; anvendes ved massiv blødning, leversvigt og ved manglende koagulationsfaktorer.
• Tørret eller lyofileret plasma – kan opbevares længere og anvendes i felten eller ved nødbehandling.
• Cryoprecipitat – et koncentrat af bestemte koagulationsfaktorer (fx fibrinogen, faktor VIII, von Willebrand-faktor) fremstillet fra plasma.
• Fraktioneret plasma – plasma kan opdeles til fremstilling af lægemidler som albumin, immunglobuliner (IVIG) og koncentrerede koagulationsfaktorer.

Indikationer for plasmatransfusion

Plasma bruges blandt andet ved:

• Massiv blødning eller ved behov for hurtig udskiftning af koagulationsfaktorer.
• Leversvigt, hvor koagulationsfaktorer ikke dannes tilstrækkeligt.
• Ved visse forgiftninger (fx ved behov for at udskifte blodets koagulationskomponenter) eller ved koagulationsforstyrrelser før indgreb.
• Therapeutisk plasmaudskiftning (se nedenfor) ved sygdomme som trombotisk trombocytopenisk purpura (TTP) og visse autoimmune lidelser.

Plasmaferese / plasmapherese

Plasmaferese er en medicinsk behandling, som indebærer, at man udtager blodplasma, behandler det og giver det tilbage til patienten. Ofte separeres patientens plasma fra cellerne i en maskine, den syge plasma kasseres eller behandles, og cellerne blandes med erstatningsvæske (fx donorplasma eller albuminopløsning) og returneres til patienten.

Indikationer for plasmaferese inkluderer autoimmune sygdomme (hvor skadelige antistoffer fjernes), TTP, visse neurologiske sygdomme (fx Guillain-Barré-syndrom i udvalgte tilfælde) og alvorlige intoxikationer. Plasmaferese kan reducere koncentrationen af sygdomsfremkaldende stoffer og give hurtig klinisk bedring.

Sikkerhed, kompatibilitet og risici

Plasmaoverførsel kræver ABO-kompatibilitet, fordi plasma indeholder antistoffer mod blodtypeantigener. AB-plasma betragtes som mest universel til modtagere (mindre risiko for anti-A/B-reaktioner), mens O-plasma indeholder anti-A og anti-B og derfor ikke er universel. Desuden screenes plasma for smitte (fx hepatitis, HIV) og kan behandles med metoder til patogenreduktion.

Mulige komplikationer ved plasmatransfusion inkluderer allergiske reaktioner, febrile ikke-hemolytiske reaktioner, transfusionsrelateret akut lungeskade (TRALI), transfusionsassocieret cirkulatorisk overbelastning (TACO) og sjældent overførsel af infektiøse agenser. Derfor overvåges patienter nøje under og efter transfusion.

Bloddonation og opbevaring

Plasma kan indsamles enten som en del af fuldblodsdonation eller ved plasmaferese (separeret donation), hvor donoren tilbageleveres egne blodceller. Ved plasmapherese kan donorer give plasma hyppigere end ved helbloddonation. Doneret plasma kan fryses som FFP for at bevare koagulationsfaktorer; frossen plasma har en angivet holdbarhed ved korrekt opbevaring og skal tøes inden brug.

Laboratorie- og forskningsbrug

Udover terapeutisk brug anvendes plasma ofte til laboratorieanalyser (fx måling af koagulationsfaktorer, elektrolytter og proteiner) og i forskning. Plasmafraktionering er grundlaget for mange plasmaafledte lægemidler, som er vigtige ved immundefekt, blødersygdomme og andre kroniske tilstande.

Praktisk bemærkning

Ved akut væsketab kan man hurtigt give saltopløsning for at genetablere volumen, men kun plasma eller blodkomponenter genoprette manglende koagulationsfaktorer og proteiner. Valget mellem saltopløsning, plasmaderivater, røde blodlegemer eller fuldblod afhænger af patientens tilstand, behov og laboratorieværdier.

Hvis du vil vide mere om specifikke plasma‑produkter, donorkriterier eller bivirkninger ved plasmatransfusion, kan du spørge om det, så uddyber jeg gerne.

Spørgsmål og svar

Spørgsmål: Hvad er blodplasma?

Q: Hvad består plasma af?

Spørgsmål: Hvordan fremstilles blodplasma på hospitaler?

Spørgsmål: Hvilke forskellige typer blodprodukter kan hospitalerne give patienterne?

Spørgsmål: Hvad er plasmaferese?

Spørgsmål: Hvilken rolle spiller plasma i udskillelsen?

Spørgsmål: Hvad er vandets volumen i plasma?

Søg efter bogstav