En kapillær er et blodkar. Den har ikke det muskulære/elastiske væv, som andre blodkar har. Den har en encellet væg, der hjælper med at transportere stoffer gennem organismer. Kapillærer er små og mindre end alle andre blodkar. De er ca. 5-10 μms store, som forbinder arterier og venoler og gør det muligt at flytte vand, ilt, kuldioxid samt mange andre næringsstoffer og affaldskemikalier mellem blodet og de omkringliggende væv.

Struktur

Kapillærernes væg består primært af et enkelt lag af endothelceller (enlaget epitel) og en tynd basalmembran. Der findes ingen eller kun meget lidt glat muskulatur og elastisk væv i selve kapillærvæggen. Uden på basalmembranen kan der sidde pericytter — små støtteceller, som bidrager til stabilitet, regulering af blodflow og karpermeabilitet. I nogle væv kan metarterioler og prækapillære sphinktere regulere, hvor meget blod der ledes gennem et kapillærnet.

Funktion — hvordan stofudveksling foregår

  • Diffusion: Mindre opløste stoffer som ilt og kuldioxid bevæger sig passivt fra områder med høj koncentration til lav via endothel-laget.
  • Filtration og reabsorption: Hydrostatisk tryk i kapillaren skubber væske ud, mens kolloid-osmotisk tryk (proteiner i blodet) trækker væske ind — principper, der ofte beskrives med Starling-kræfter.
  • Vesikulær transport/transcytose: Større molekyler kan transporteres gennem endothelceller i små vesikler.
  • Paracellulær transport: Små opløselige stoffer kan passere mellem endothelceller ved små åbninger eller fenestrationer i visse kapillærtyper.

Typer af kapillærer

Der findes flere varianter afhængigt af vævstype og behov for udveksling:

  • Kontinuerlige kapillærer: Har uafbrudt endotel; findes i muskler, hud og hjerne (blod-hjerne-barrieren er en specialiseret form).
  • Fenestrerede kapillærer: Har små porer (fenestrae) i endothellet og findes i nyrer og tarm, hvor hurtig udveksling af væske og små molekyler er nødvendig.
  • Sinusoider (diskontinuerlige): Større åbninger og uregelmæssig basalmembran; findes i lever, milt og knoglemarv, hvor celler og store molekyler skal passere.

Regulering og lokal kontrol

Blodgennemstrømning i kapillærnet styres lokalt af metaboliske behov (fx øget flow ved høj aktivitet), af nerveimpulser og af lokale hormoner og mediatorer (fx NO, adenosin). Kapillærrekruttering betyder, at flere kapillærer kan åbnes for blodgennemstrømning, når vævet har øget behov for ilt og næring.

Klinisk betydning

  • Ødem: Øget kapillærpermeabilitet eller ubalance i Starling-kræfterne kan føre til væskeophobning i vævet.
  • Inflammation: Inflammasjonsmediatorer øger kapillærpermeabiliteten, så immunceller og plasmaproteiner kan nå det skadede område.
  • Diabetes: Kronisk højt blodsukker kan skade kapillærer (mikroangiopati) og føre til problemer i øjne, nyrer og nerver.
  • Kræft: Tumorer stimulerer angiogenese — vækst af nye kapillærer — som forsyninger til tumoren.
  • Sepsis og shock: Generaliseret lækage i kapillærer kan føre til svær blodtryksfald og organsvigt.

Betydning for helhed og måling

Kapillærer er essentielle for vævsoxygenering, næringsforsyning og affaldsfjernelse. Tæthed af kapillærer varierer med vævets metaboliske krav (fx høj hos muskler og hjerte). Mikrocirkulationen kan vurderes klinisk og eksperimentelt ved metoder som kapillarmikroskopi, laser-Doppler flowmetry eller måling af vævsoksygenering.

Samlet set er kapillærer små, men afgørende for organismers funktion: deres enlagede struktur, typer og reguleringsmekanismer sikrer præcis kontrol af stofudveksling mellem blodet og væv.