Flavivirus: definition, arter og smitteveje (dengue, zika, gul feber)

Flavivirus: definition, arter og smitteveje – alt om dengue, zika og gul feber. Symptomer, transmission og forebyggelse. Læs om risiko, behandling og beskyttelse.

Flavivirus er en slægt i familien Flaviviridae. Denne slægt omfatter West Nile-virus, denguefebervirus, flåtbåren encephalitisvirus, gul febervirus, zikavirus og flere andre vira, der kan forårsage encephalitis (hævelse i hjernen).

Flavivirusser er opkaldt efter den gule febervirus - "flavus" betyder "gul" på latin. (Gul feber blev navngivet, fordi den ofte forårsagede gulfarvet hud, kaldet gulsot, hos ofrene).

Flavivirusser har en fælles størrelse (40-65 nm) og symmetri (form), og de ligner hinanden i et elektronmikroskop. De er fremstillet af enkeltstrenget RNA.

Mennesker får disse vira efter at være blevet bidt af en inficeret myg eller flåt. Hvis et menneske, der har et flavivirus, bliver bidt af en sund myg eller flåt, har mennesket normalt ikke nok virus i blodet til at smitte insektet. Det betyder, at mennesker ikke er med til at fortsætte virusets livscyklus (ved at inficere insekter, som så inficerer andre mennesker). Dette gælder dog ikke for gul feber eller denguefeber.

Folk kan også få flavivirus på andre måder, f.eks:

• Berøring af døde kroppe af dyr, der har været smittet med Flavivirus
• At få en blodtransfusion fra en person, der har et Flavivirus
• At have sex med en person, der har et flavivirus: Det er bevist, at dette gælder i hvert fald for zikavirus.
• Drikke upasteuriserede mælkeprodukter
• Et foster kan få et Flavivirus fra sin mor under fødslen

Det er usandsynligt, at dyr kan sprede flavivirus direkte til mennesker. Forskerne mener, at en myg eller en flåt skal bide et inficeret dyr, før den kan sprede virussen til et menneske ved at bide det pågældende menneske. Det betyder, at Flavivirus sandsynligvis ikke er smitsomme sygdomme. For eksempel viste tidlige forsøg med gul feber, at sygdommen ikke er en smitsom sygdom.

Virusets opbygning og arvestof

Flavivirusser er små, envelopede vira med et enkeltstrenget, positivt-sens RNA-genom. Genomet koder typisk for en enkelt polyprotein, som efter kløvning danner både strukturelle proteiner (f.eks. kapsidprotein C, prM/M og envelopeprotein E) og non-strukturelle proteiner (NS1–NS5), som er vigtige for replikation og immunevasion. E-proteinet er centralt for virusets evne til at binde sig til og trænge ind i værtsceller og er også hovedmålet for neutraliserende antistoffer.

Sygdomme og kliniske billeder

Flavivirusser giver et bredt spektrum af sygdomsbilleder, fra helt uden symptomer til alvorlig, livstruende sygdom:

• Let influenzalignende sygdom med feber, hovedpine, muskelsmerter og udslæt (almindeligt ved mange flavivirusinfektioner).
• Dengue: kan være mild (denguefeber) men kan udvikle sig til svær dengue med blødninger, plasmaeksudation og chok (dengue hemorrhagisk feber / dengue shock syndrome).
• Gul feber: kombination af feber, influenzasymptomer og i svære tilfælde leverskade med gulsot (gulsot), nyresvigt og blødninger; høj dødelighed i alvorlige tilfælde.
• Zikavirus: oftest mild sygdom, men associeret med risiko for neurologiske komplikationer som Guillain–Barré-syndrom og alvorlige fødselsdefekter (herunder microcephali) ved infektion under graviditet.
• West Nile og flåtbåren encephalitis: kan give encephalitis eller meningitis, især hos ældre eller immunsvækkede.

Smitteveje og infektionens cyklus

Hovedsmittevejen er via bid fra inficerede arthropoder:

• Myg (især Aedes-arter som Aedes aegypti og Aedes albopictus) spreder bl.a. dengue, Zika og gul feber.
• Flåter spreder bl.a. flåtbåren encephalitisvirus (TBE).

Der findes to grundlæggende transmissionscykler for mange flavivirus: en sylvatisk (vild) cyklus mellem vilde dyr og vektorer og en urban cyklus, hvor mennesker og synanthrope insekter (fx Aedes aegypti) opretholder smitte. Som nævnt ovenfor er mennesker ofte "dead-end hosts" (dvs. giver ikke tilstrækkelig viremæmi til at smitte nye insekter), men for gul feber og dengue kan mennesker udvikle tilstrækkelig viremæmi til at fungere som amplificerende værter og dermed opretholde en urban smittekæde.

Ud over bid kan smitte forekomme gennem:

• Kontakt med inficerede væv eller døde dyr (f.eks. ved håndtering af kadavre).
• Blodtransfusioner og organtransplantationer, hvis donor er inficeret.
• Smitte ved fødsel fra mor til barn (vertikal transmission).
• Kønssmitte (dokumenteret især for zikavirus; se link).
• Indtagelse af upasteuriserede mælkeprodukter fra inficerede dyr er teoretisk mulig (nævnt i kliniske rapporter for visse flavivirusser).

Diagnose

Diagnosen stilles ved kombination af klinik, rejse- og ekspositionshistorik samt laboratorieundersøgelser:

• PCR (nukleinsyremetoder) på blod, serum, urin eller cerebrospinalvæske i den tidlige (viraemiske) fase.
• Serologi – påvisning af IgM- og IgG-antistoffer. Serologiske tests kan krydsreagere mellem forskellige flavivirusser, hvilket komplicerer tolkningen.
• Neutralisationstest (PRNT) kan hjælpe med at identificere specifik virus i tilfælde af krydsreaktivitet.

Behandling

Der findes ingen bredt effektive antivirale lægemidler mod flavivirusser, så behandlingen er i høj grad symptomatisk og understøttende:

• Væsketerapi og omhyggelig monitorering ved svær dengue for at undgå og behandle chock og væsketab.
• Smerte- og feberreduktion (undgå NSAID/acetylsalicylsyre ved mistanke om dengue pga. blødningsrisiko).
• Intensiv behandling ved encephalitis eller organsvigt.

Forebyggelse

Forebyggelse bygger især på vektorkontrol og vaccination, hvor vacciner findes:

• Vaccine: Der findes en sikker og effektiv vaccine mod gul feber, som ofte kræves ved rejser til visse lande. Der findes også en vaccine mod TBE (flåtbåren encephalitis) til brug i risikoområder. En dengue-vaccine (Dengvaxia) er godkendt i nogle lande, men anvendelsen er kompliceret pga. risiko for svær sygdom ved vaccinerede, der ikke tidligere havde haft dengue; derfor anbefales den kun til personer med dokumenteret tidligere dengueinfektion i visse aldersgrupper.
• Vektorkontrol: Reducer myggenes ynglesteder (stagnant vand), brug insekticideindsatser og biologiske metoder, og implementer folkeoplysningstiltag.
• Personlige forholdsregler: Brug af myggenet, myggespray (DEET, picaridin), tøj der dækker huden, og undgå udendørsaktiviteter ved høj myggeaktivitet.
• Sikker blodforsyning og screening: Især under udbrud bør blodbanker screene donorer for relevant virus.
• Sikker sex: Ved Zika-smitte anbefales kondombrug eller sex-abstinenser i anbefalet periode for at forebygge seksuel transmission.

Epidemiologi og betydning

Flavivirusser findes over hele verden, primært i tropiske og subtropiske områder, men nogle (f.eks. West Nile og TBE) har betydning også i tempererede klimazoner. Udbredelsen følger ofte vektorernes udbredelse (myg og flåter). Klimaændringer, global rejseaktivitet og urbanisering har betydning for spredning og hyppighed af udbrud.

Prognose og komplikationer

Prognosen varierer fra fuldstændig restituerede uden symptomer til alvorlig sygdom og død. Mange infektioner er asymptomatiske eller milde, men nogle tilfælde udvikler alvorlige komplikationer som encephalitis, svær dengue med blødning og chok, leversvigt ved gul feber eller medfødte skader ved Zika. Hurtig genkendelse og passende behandling af alvorlige tilfælde kan reducere dødelighed.

Hvis du søger mere detaljeret information om et bestemt flavivirus (fx zikavirus, gul feber eller dengue), eller har behov for rejseråd, vaccinationer eller klinisk vejledning, anbefales det at konsultere sundhedsmyndigheder eller en læge med ekspertise i infektionssygdomme.

Spørgsmål og svar

Spørgsmål: Hvad er Flavivirus?

Spørgsmål: Hvordan bliver mennesker smittet med flavivirus?

Spørgsmål: Hvad betyder "flavus" på latin?

Spørgsmål: Hvordan ser flavivirus ud i et elektronmikroskop?

Spørgsmål: Er flavivirus smitsomme sygdomme?

Spørgsmål: Hvilken type RNA har flavovirus?

Søg efter bogstav