Kløe (pruritus): Definition, årsager, symptomer og nervesystemets rolle
Kløe (pruritus): forstå definition, årsager, symptomer og nervesystemets rolle — en praktisk guide til årsagsafklaring, symptomhåndtering og lindring.
Kløe (latin: pruritus) er en ubehagelig fornemmelse, der fører til lysten eller refleksen til at klø sig. Kløe har mange ligheder med smerte, og begge er ubehagelige sanseoplevelser, men deres adfærdsmæssige reaktionsmønstre er forskellige. Smerte skaber en tilbagetrækningsrefleks, mens kløe fører til en kradserefleks. Nervefibre for kløe og smerte findes begge i huden, men informationen om dem sendes centralt i to forskellige systemer, som begge bruger det samme nervebundt.
Historisk set har man ikke betragtet følelsen af kløe og smerte som værende uafhængige af hinanden, indtil man for nylig fandt ud af, at kløe har adskillige træk til fælles med smerte, men at der er vigtige forskelle.
Årsager
Kløe kan skyldes mange forskellige forhold. Ofte kan årsagen opdeles i følgende grupper:
- Hudsygdomme: Eksem (atopisk dermatitis), sklerotiserende hudlidelser, skab, psoriasis, tør hud (xerosis) og kontakteksem.
- Systemiske sygdomme: Leversygdomme (kolestase), nyresvigt, stofskiftesygdomme (fx hyper- eller hypothyroidisme), hæmatologiske sygdomme og visse kræftformer kan give generaliseret kløe.
- Nevrologiske årsager: Skade eller sygdom i nerverne (fx postherpetisk neuralgi, perifer neuropati eller central skade) kan give lokaliseret eller brændende kløe.
- Lægemiddeludløst: Flere typer medicin kan udløse kløe som bivirkning (fx opioider, nogle antibiotika, statiner).
- Psykogene faktorer: Stress, angst og psykiske lidelser kan udløse eller forværre kløe.
- Andre årsager: Insektbid, allergi, hormonelle ændringer og kontaktskader ved kemikalier eller stoffer.
Symptomer og forløb
Kløe kan være lokaliseret (fx kun på arme eller ben) eller generel (hele kroppen). Man skelner ofte mellem akut kløe og kronisk kløe — kronisk kløe betegnes almindeligvis som kløe, der varer i mere end seks uger. Typiske følgesymptomer er rødme, småskader eller sår efter kradsning, søvnforstyrrelser og i alvorlige tilfælde sekundære infektioner eller gennemgribende påvirkning af livskvalitet.
Nervesystemets rolle
Kløe registreres af særlige sensoriske nerveender i huden, ofte kaldet pruriceptorer, som primært er små, umyeliniserede C-fibre. Disse fibre kan reagere på mange forskellige kemiske stoffer, herunder histamin, men også andre mediatorer (fx proteaser, peptider og cytokiner), hvilket forklarer, at ikke al kløe responderer på antihistaminer.
Signalet fra huden føres via perifere nerver ind til rygmarven og videre til hjernen. I rygmarven findes særlige baner og neuroner, der adskiller oplysninger om kløe fra smerte. Interessant nok hæmmer smerte ofte kløe — derfor virker krads som en kortvarig lindring: kradsning fremkalder smerteaktivering, som undertrykker kløe-signalet midlertidigt.
Ved kronisk kløe kan der opstå central sensibilisering, hvor nervebanerne bliver mere følsomme, og kløeoplevelsen forstærkes. Nogle former for neuropatisk kløe skyldes direkte beskadigelse af nerverne, så selv uden hudsygdom kan der opstå intens kløe.
Diagnose
- Anamnese og undersøgelse: Lægen spørger om varighed, forværrende/forklarende faktorer, udbredning og ledsagende symptomer samt gennemfører en systematisk hudundersøgelse.
- Blodprøver: For at udelukke systemiske årsager tages ofte blodprøver (fx Hb, lever- og nyretal, stofskifteparametre, eventuelt inflammationstal eller allergitest).
- Yderligere undersøgelser: Afhængig af mistanke kan der være behov for hudbiopsi, neurologisk udredning, lever- eller nyrefunktionstests eller henvisning til speciallæge (dermatolog, neurolog eller intern mediciner).
Behandling
Behandlingen afhænger af årsagen, men følgende tiltag er ofte relevante:
- Behandling af underliggende sygdom: Korrigering af lever- eller nyresygdom, ændring af medicin, behandling af hudsygdomme eller kontrol af blodsukker kan fjerne kløen.
- Topisk behandling: Fugtighedscremer (emollienter) mod tør hud, lokale steroidcremer ved inflammatorisk hudlidelse og ikke-steroide immunmodulerende cremer (fx calcineurinhæmmere) kan være effektive.
- Systemisk medicin: Antihistaminer kan hjælpe ved histaminrelateret kløe (nogle gange er de sedative antihistaminer nyttige ved søvnforstyrrelser). Ved kronisk eller neuropatisk kløe kan lægemidler som gabapentin, pregabalin, visse antidepressiva (fx mirtazapin eller SSRIs) eller immunmodulerende behandling være aktuelle.
- Fototerapi: Ultraviolet B (UVB) behandling kan hjælpe ved nogle former for generaliseret kløe.
- Adfærdstiltag og hudpleje: Korte, kølige bade, mild sæbe, regelmæssig fugtgivning, undgå varme og stramt tøj samt beskytte huden mod irritation hjælper ofte. Forkortede negle, handsker om natten og afledningsteknikker kan mindske skadelig kradsning.
- Specifikke interventioner: I mere behandlingsresistente tilfælde kan specialistbehandling (fx biologisk behandling ved atopisk dermatitis eller NK1-receptorantagonister for visse typer kløe) være relevant.
Komplikationer og prognose
Gentagen kradsning kan føre til hudskader, ardannelse, pigmentforandringer og infektioner. Kronisk kløe kan give søvnmangel, nedsat arbejdsevne og dårlig livskvalitet. Prognosen afhænger af årsagen: ved behandling af den underliggende lidelse kan kløen ofte bedres eller forsvinde, men nogle tilfælde kan være langvarige og kræve vedvarende, multidisciplinær indsats.
Hvornår bør du søge læge?
- Hvis kløen er svær, udbredt eller varer mere end seks uger.
- Hvis der samtidig er vægttab, feber, gulsot, hævede lymfeknuder eller tegn på infektion i huden.
- Hvis kløen vækker dig om natten eller påvirker daglig funktion og søvn.
Kløe er et almindeligt, men mangefacetteret symptom. En målrettet udredning og behandling af både hud- og systemiske årsager samt opmærksomhed på nervesystemets rolle øger chancen for effektiv lindring.
Et jordegern klør sig selv som reaktion på kløe
Årsager
Følelsen af kløe kan være forårsaget af en bevægelse af hårene eller frigivelse af et kemisk stof (histamin) fra celler under huden. Kløe anses for at være beskyttende, da den hjælper dyrene med at fjerne parasitter, der lander på deres hud.
Kløe kan være forårsaget af:
- Fødevareforgiftning
- Xerose. Dette er den mest almindelige årsag, som ofte ses om vinteren. Den er forbundet med høj alder, hyppig badning i varme brusere eller bade og miljøer med høj temperatur og lav luftfugtighed.
- Hudlidelser (såsom psoriasis, eksem, solskoldning, fodsvamp, hidradenitis suppurativa og mange andre). De fleste er af inflammatorisk karakter.
- Insektbid, f.eks. fra myg eller chiggers.
- Allergiske reaktioner ved kontakt med specifikke kemikalier, f.eks. urushiol fra giftig efeu eller giftig eg.
- Hodgkins sygdom
- Gulsot (bilirubin er hudirriterende ved høje koncentrationer)
- Polycytæmi, som kan forårsage generaliseret kløe på grund af øget histamin
- Fnat eller infektion med lus eller orme
- Skjoldbruskkirtel sygdom
- Barbering, som kan irritere huden
- Diabetes Mellitus
- Skæl (en usædvanlig stor mængde skældannelse er forbundet med denne fornemmelse)
- Jernmangelanæmi
- Parasitære infektioner
- Psykiatrisk
- Medicinering:
- Allergi - (på grund af en reaktion fra et individs immunsystem på visse kemiske forbindelser)
- Fotodermatitis - (sol)lys reagerer med kemikalier i huden, hvilket fører til dannelse af irriterende metabolitter
- Direkte (f.eks. morfin og andre opiater)
- Kolestase
- Relateret til graviditet:
- Pruritic Urticarial Papules and Plaques of Pregnancy (PUPPP)
- Gestationel pemphigoid
Fnat er en af årsagerne til kløe.
Behandling
Der findes en række receptpligtige og håndkøbsmedicin mod kløe. Nogle planteprodukter har vist sig at være effektive kløestillende midler, andre ikke. Ikke-kemiske midler omfatter afkøling, opvarmning og blød stimulering.
Nogle gange hjælper det at klø sig at klø sig, og derfor findes der apparater som f.eks. en rygkradsemaskine. Ofte kan kløen imidlertid forstærke kløen og endda forårsage yderligere skade på huden, hvilket kaldes "kløe-kløe-kløe-kløe-cyklusen".
Spørgsmål og svar
Q: Hvad er kløe?
A: Kløe er en ubehagelig fornemmelse, der fører til lysten eller refleksen til at kradse.
Q: Hvordan adskiller kløe sig fra smerte?
A: Selvom begge er ubehagelige sanseoplevelser, skaber smerte en refleksmæssig tilbagetrækning, mens kløe fører til en kradserefleks.
Q: Hvor er nervefibrene for kløe og smerte placeret?
A: Nervefibrene for kløe og smerte er begge placeret i huden.
Q: Hvordan sendes information om kløe og smerte til hjernen?
A: Information om kløe og smerte sendes centralt i to forskellige systemer, der begge bruger det samme nervebundt.
Q: Har man traditionelt set kløe og smerte som uafhængige fornemmelser?
A: Nej, traditionelt har kløe og smerte ikke været betragtet som uafhængige af hinanden.
Q: Hvad har nyere forskning afsløret om forholdet mellem kløe og smerte?
A: Nyere forskning har afsløret, at kløe har flere træk til fælles med smerte, men også har vigtige forskelle.
Q: Hvad er det latinske ord for kløe?
A: Det latinske ord for kløe er pruritus.
Søge