Vaccine: Definition, virkning, immunitet og historie

Forskeren Edward Jenner skabte den første vaccine i 1770'erne. På dette tidspunkt var kopper en dødelig sygdom. Jenner bemærkede, at folk, der allerede havde haft kopper (en sygdom, der er beslægtet med kopper), normalt ikke fik kopper. Han troede, at det at få kopper beskyttede folk mod kopper.

For at afprøve denne idé gav Jenner en dreng kopper. Derefter smittede han drengen med kopper. Drengen blev ikke syg, fordi han allerede havde fået kopper. Jenner havde ret: at have fået kopper beskyttede folk mod kopper.

Fordi koboltindsprøjtning gjorde færre mennesker syge end kopperindsprøjtning, gjorde England kopperindsprøjtning ulovlig i 1840. I 1853 lavede de en ny lov, som sagde, at alle børn skulle vaccineres mod kopper med Jenners vaccine.

I det 19. århundrede fremstillede Louis Pasteur en vaccine mod rabies.

I det 20. århundrede skabte forskere vacciner for at beskytte folk mod difteri, mæslinger, fåresyge og røde hunde. I 1950'erne skabte Jonas Salk polio-vaccinen.

Der findes dog stadig ikke vacciner mod mange vigtige sygdomme som malaria og hiv.

Mange lande har vedtaget love om obligatorisk vaccination - love, der kræver, at visse personer skal vaccineres. I mange lande skal børn f.eks. vaccineres mod visse sygdomme for at kunne gå i offentlig skole.

Der findes mange forskellige typer vacciner.

En almindelig type vaccine er en "levende vaccine". Denne type vaccine indeholder en lille mængde af en levende virus eller bakterie. Inden vaccinen gives, svækker forskerne virussen eller bakterien, så den ikke kan gøre en person syg. Når en person får en levende vaccine, lærer immunforsvaret at genkende og bekæmpe den pågældende virus eller bakterie. Hvis personen så bliver udsat for virussen eller bakterien i fremtiden, vil immunforsvaret allerede "vide", hvordan det skal bekæmpe den. Eksempler på levende vacciner omfatter vacciner mod mæslinger, fåresyge og skoldkopper.

En anden almindelig type vaccine er en "inaktiveret vaccine". Disse vacciner indeholder døde vira eller bakterier. De får ikke immunforsvaret til at reagere så kraftigt som levende vacciner. Derfor kan folk have brug for "boostersprøjter" - ekstra doser af vaccinen, der gives på bestemte tidspunkter, så deres immunsystem kan "lære" at bekæmpe infektionen. Eksempler på inaktiverede vacciner omfatter vacciner mod kighoste, rabies og hepatitis B.

I andre vacciner injiceres kun et proteinmolekyle fra viruset eller bakterien i patienten. Proteinet er tilstrækkeligt til, at patientens immunsystem kan genkende hele kimen.

Med messenger RNA-vacciner injiceres kun messenger RNA (mRNA), som fungerer som en plan eller opskrift på proteinet, i patienten. De første mRNA-vacciner blev fremstillet i 1990'erne, men forskerne fremstillede ikke et stort antal af dem før 2010'erne. Nogle mRNA-vacciner virker mod kræft og kan gøre tumorer mindre.

Forskere kan fremstille nogle typer vacciner i et laboratorium.

Vacciner garanterer ikke fuldstændig beskyttelse mod en sygdom. Med andre ord kan en person få en sygdom, som vedkommende er vaccineret imod.

Nogle gange sker det, fordi personens immunsystem ikke reagerede på vaccinen (det "lærte" ikke at bekæmpe sygdommen, efter at personen fik vaccinen). Det kan ske, fordi personens immunsystem allerede er svagt (f.eks. på grund af diabetes, HIV-infektion, alderdom eller steroidbrug). Det kan også ske, fordi personens immunsystem ikke kan danne de særlige B-celler, som danner de antistoffer, der klæber til patogenet.

Nogle vacciner virker bedre end andre til at beskytte folk mod en sygdom. Den faldende risiko for at få sygdommen kaldes effektivitet. Hvis f.eks. 80 % færre vaccinerede personer får sygdommen, er 80 % effektivitet. Der er mange grunde til forskellige virkningsgrader:

• Vaccination virker bedre mod nogle sygdomme end mod andre
• Vaccinen kan være mod en bestemt stamme af en sygdom. Hvis en person får en anden stamme af sygdommen, kan han eller hun stadig blive syg.
• Vacciner har normalt ikke permanente virkninger, så en person kan have brug for mange forskellige vaccinationer efter et skema. Hvis en person går glip af en planlagt vaccine, kan vedkommende miste sin beskyttelse mod en sygdom.
• Nogle mennesker er "non-responders" til visse vacciner. Det betyder, at deres immunsystem simpelthen ikke danner antistoffer til at bekæmpe en sygdom, selv efter at de er blevet vaccineret korrekt.
• Andre ting, som etnicitet, alder og genetik, kan påvirke, hvordan en person reagerer på en vaccine. I nogle tilfælde anvendes større doser til ældre mennesker (50-75 år og opefter), hvis immunrespons på en given vaccine ikke er så stærkt.

Lige siden vaccinerne kom frem, har der været folk, der ikke var enige i tanken om at bruge vacciner. Over hele verden er de fleste forskere og læger enige om, at fordelene ved at bruge vacciner er langt større end risiciene. De negative virkninger af vacciner er sjældne. Det er en langt større risiko ikke at vaccinere folk, fordi vacciner forhindrer lidelse og død som følge af smitsomme sygdomme.

Der har været kontroverser om brugen af vacciner, f.eks. om vacciner er sikre, om mængden af forskning og om det er moralsk rigtigt at tvinge folk til at blive vaccineret.

Nogle religiøse grupper tillader ikke brug af vacciner.

Nogle politiske grupper hævder, at folk bør kunne vælge, om de vil lade sig vaccinere eller ej. De hævder, at love, der kræver, at folk bliver vaccineret, krænker individuelle rettigheder. Som svar herpå hedder det i en undersøgelse: "Vaccineafvisning øger ikke kun den individuelle risiko for sygdom, men også risikoen for hele samfundet".

Nogle forældre vælger ikke at følge den almindelige vaccineplan for deres børn. I en undersøgelse blev der set på forældre til børn i alderen seks måneder til seks år. Den viste, at 13 % af disse forældre rapporterede, at de fulgte en alternativ vaccinationsplan. Af disse forældre var det dog mindre end 1 ud af 5, der oplyste, at de nægtede at tage alle vacciner. De fleste afviste kun visse vacciner og/eller udskød nogle vacciner, indtil barnet var ældre.

Forældre, der udskyder vacciner, indtil deres børn er ældre, er ofte bekymrede for, at deres barns immunsystem er for ungt og svagt til at kunne klare at få mange vacciner på én gang.

En af udfordringerne i forbindelse med udvikling af vacciner er af økonomisk art. De sygdomme, der har størst behov for vacciner i dag - hiv, malaria og tuberkulose - findes hovedsagelig i fattige lande. Virksomheder, der fremstiller vacciner, vil ikke tjene mange penge, fordi mange af de mennesker, der har brug for dem, er for fattige til at betale for dem. Der ville også være økonomiske og andre risici for disse virksomheder, hvis de forsøgte at fremstille nye vacciner mod disse sygdomme.

Gennem historien er de fleste vacciner blevet udviklet af regeringer, universiteter og non-profit-organisationer. Mange vacciner har været meget omkostningseffektive og gode for folkesundheden. I de seneste årtier er antallet af vacciner, der gives i hele verden, steget dramatisk. Denne stigning, især i antallet af forskellige vacciner, der gives til børn, inden de begynder i skole, kan skyldes love og støtte fra regeringer.

En anden hindring for at fremstille nye vacciner er, at når en ny vaccine fremstilles, indgiver producenten normalt patent på vaccinen. Disse patenter kan begrænse den proces, der anvendes til fremstilling af vaccinen, til producenten (i praksis kan retten til at fremstille vaccinen udliciteres). På den måde tjener patentet penge til ophavsmanden.

Vacciner indeholder ofte andre ting end den aktive vaccine (den svækkede eller døde virus eller bakterie). Vacciner kan f.eks. indeholde:

• Aluminiumsalte eller -geler. Disse tilsættes for at hjælpe immunsystemet til at reagere tidligere og stærkere på vaccinen. De gør det muligt at give en lavere dosis af vaccinen.
• Der tilsættes antibiotika til nogle vacciner for at forhindre bakterier i at vokse, mens vaccinen fremstilles eller opbevares.

• Ægprotein er til stede i vacciner mod influenza og gul feber, fordi de fremstilles af kyllingeæg. Vacciner kan også indeholde andre proteiner.
• Formaldehyd bruges til at dræbe bakterier til visse vacciner. Det bruges også til at dræbe uønskede vira og bakterier, der kan komme ind i vaccinen, mens den fremstilles.
• Mononatriumglutamat (MSG) og 2-fenoxyethanol anvendes som stabilisatorer i nogle få vacciner for at sikre, at vaccinen ikke ændrer sig, hvis den udsættes for varme, lys, syre eller fugtighed.
• Thimerosal er et konserveringsmiddel, der indeholder kviksølv. Det tilsættes til vaccineflasker, der indeholder mere end én dosis, for at forhindre skadelige bakterier i at vokse i vaccinen.

Konserveringsmidler i vacciner, såsom thiomersal, phenoxyethanol og formaldehyd, forhindrer alvorlige negative virkninger. Thiomersal er mere effektivt mod bakterier, holder længere under opbevaring og gør vaccinen stærkere, sikrere og mere stabil (mindre tilbøjelig til at blive ændret af f.eks. varme). I USA, EU og nogle få andre udviklede lande anvendes det dog ikke længere som konserveringsmiddel i børnevacciner, fordi det indeholder kviksølv. Nogle mennesker har hævdet, at thimerosal bidrager til autisme. Der er dog ikke noget overbevisende videnskabeligt belæg for denne opfattelse.

Hvis der ikke er tilsat konserveringsmiddel til en vaccine, kan skadelige bakterier vokse i vaccinen. I 1928 voksede der f.eks. stafylokokbakterier i en difteri-vaccine uden konserveringsmiddel i den. Ud af 21 børn, der fik denne vaccine, døde 12 af dem.

De fleste versioner af anti-coronavirus opbevares ved meget lav temperatur før brug. Det hjælper med at bevare vaccinen i dens mest effektive tilstand.

Dyr vaccineres for at forhindre, at de får sygdomme, og for at forhindre, at de smitter mennesker med sygdomme. Både kæledyr og husdyr vaccineres rutinemæssigt.

I nogle tilfælde kan populationer af vilde dyr vaccineres. Nogle gange vaccineres vilde dyr ved at sprede vaccineholdigt foder i et sygdomsramt område. Denne metode er blevet anvendt til at forsøge at bekæmpe rabies hos vaskebjørne. Hvor rabies forekommer, kan lovgivningen kræve, at hunde skal vaccineres mod rabies.

Hunde kan også vaccineres mod mange andre sygdomme, herunder hundesyge, hundepest, parvovirus, infektiøs hundehepatitis, adenovirus-2, leptospirose, bordatella, parainfluenzavirus og borreliose.

• I dag gives vacciner til mennesker i alle aldre.
• Kombinationer af vacciner bliver mere og mere almindelige. Vacciner, der indeholder fem eller flere dele, anvendes i mange dele af verden.
• Der er ved at blive udviklet nye metoder til at give vacciner. Nogle af disse nye tilførselssystemer omfatter hudplaster, aerosoler, der gives gennem inhalationsapparater, og indtagelse af genmanipulerede planter.
• Forskere udvikler vacciner, der skal gøre menneskers naturlige immunforsvar stærkere.
• Forskere forsøger at fremstille vacciner, der kan hjælpe med at helbrede kroniske infektioner i stedet for kun at forebygge sygdom.
• Embedsmænd i sundhedsvæsenet kan ændre deres strategier for at give vacciner på baggrund af forskelle i, hvordan mænd, kvinder og gravide kvinder reagerer på vacciner.

Forskere arbejder også på vacciner mod mange ikke-infektiøse sygdomme hos mennesker, f.eks. kræft og autoimmune lidelser. F.eks. er den eksperimentelle vaccine CYT006-AngQb blevet undersøgt som en mulig behandling af forhøjet blodtryk.

• Virologi