Syfilis: årsager, symptomer, stadier og behandling

Primær fase

Når en person får syfilis, begynder sygdommen i den primære fase. En person får syfilis ved at have sex med en person, der har syfilis. Normalt har den person, der har syfilis, sår på kønsdelene forårsaget af syfilis. Ved at røre ved disse sår under sex (herunder oralsex eller analsex) kan en person få syfilis.

Senere opstår der som regel et skrumpebarn (hudlidelse) på det sted på kroppen, hvor de inficerede sår har været i kontakt med det inficerede sår. Skancre kan være smertefuldt. Den mest almindelige type chancre bliver større og større, indtil det bliver til et sår.

Kræft kan forekomme andre steder end på kønsorganerne. Hos kvinder forekommer chancre oftest på livmoderhalsen - bunden af livmoderen. Nogle mennesker får slet ingen chancre. Mange mennesker, der har sekundær syfilis (40-85 % af kvinderne og 20-65 % af mændene), siger, at de aldrig har haft en chancre i den primære fase.

Omkring det sted, hvor syfilis er kommet ind i kroppen, bliver lymfeknuderne normalt større ca. 7 til 10 dage efter, at chancren er opstået. Hvis personen ikke får behandling, kan sårene vare i tre til seks uger.

Sekundær fase

Hvis en person ikke får behandling, vil syfilis blive værre. Den sekundære fase af syfilis begynder omkring fire til ti uger efter, at personen først blev smittet. Sekundær syfilis kan give mange forskellige symptomer. De mest almindelige tre symptomer er dog:

• Sår på slimhinderne (f.eks. næse, hals, kønsorganer eller anus)
• Udslæt på brystet, ryggen, hænderne og/eller fødderne
• Hævede lymfeknuder

Alle de sår, som folk får i denne fase, kan sprede syfilis. Bakterien lever inde i sårene.

Symptomerne på sekundær syfilis bliver normalt bedre efter tre til seks uger. I ca. 25 % af tilfældene (1 ud af 4) kan symptomerne dog vende tilbage.

Latent stadium

I den latente fase af syfilis har en person ingen symptomer, men blodprøver viser, at han har syfilis. Latent syfilis beskrives som enten tidlig eller sen syfilis.

• Den tidlige latente fase: I USA kaldes latent syfilis "tidlig", hvis det er mindre end et år siden, at personen har haft sekundær syfilis. I Det Forenede Kongerige kaldes latent syfilis "tidlig", hvis der er gået mindre end to år.
• I dette stadium kan symptomerne på sekundær syfilis stadig komme tilbage.
• Den sene latente fase: Folk går ind i dette stadium, når det er mere end et år (i USA) eller mere end to år (i Storbritannien) siden, de har haft sekundær syfilis.
• Personer i dette stadie har ingen symptomer og spreder ikke syfilis så let som personer i det tidlige latente stadie.

Tertiær fase

Hvis en person med syfilis ikke får behandling, kan sygdommen nå det værste stadium - tertiær syfilis. Dette sker normalt tre til 15 år efter, at personen først blev smittet. Uden behandling får en tredjedel af de personer med syfilis tertiær sygdom. Personer med tertiær syfilis kan ikke smitte andre personer med syfilis.

Der findes tre forskellige former for tertiær syfilis.

Gummatøs syfilis (sen godartet syfilis)

Gummiagtig syfilis kan opstå et sted fra et til 46 år efter, at personen først fik syfilis. I gennemsnit sker det efter 15 år. Den forårsager bløde, tumorlignende betændelseskugler (hævelse) af mange forskellige størrelser. Normalt optræder de på huden, knoglerne og leveren, men de kan forekomme overalt.

Ca. 15 % af de mennesker, der ikke bliver behandlet for syfilis, får gummisyfilis.

Neurosyfilis

Ved neurosyfilis inficerer syfilis det centrale nervesystem (hjernen og rygmarven). Hos nogle mennesker opstår neurosyfilis kort tid efter, at de har fået syfilis. (Dette kaldes tidlig neurosyfilis.) Nogle af disse personer har ingen symptomer på neurosyfilis. Andre får syfilitisk meningitis, en farlig infektion af hjernehinderne (de beskyttende lag, der beklæder hjernen og rygmarven).

Neurosyfilis kan også opstå senere, normalt fire til 25 år efter, at en person først fik syfilis. (Dette kaldes sen neurosyfilis.) Sen neurosyfilis kan forårsage mange alvorlige problemer. For eksempel:

• Meningovaskulær syfilis, som forårsager kramper
• Generel parese: Ved denne hjernesygdom forårsager syfilis kronisk meningoencephalitis - en infektion i både hjernehinderne og hjernen, som ikke forsvinder. Dette får dele af hjernen til at dø.
• På grund af dette får personen demens (som forårsager problemer med den måde, en person tænker, husker, handler og opfører sig over for andre mennesker).
• Personen får også tabes dorsalis (som giver problemer med balancen og smerter i ben og fødder)

Omkring 6,5 % af de personer, der ikke bliver behandlet for syfilis, får sen neurosyfilis.

Kardiovaskulær syfilis

Denne type tertiær syfilis forårsager problemer med det kardiovaskulære system (hjerte og blodkar). Den opstår normalt 10 til 30 år efter, at personen først blev smittet med syfilis.

Det mest almindelige problem er syfilitisk aortabetændelse, som påvirker aorta. Aorta er den vigtigste arterie i hjertet; den er med til at transportere blod til hele kroppen. Syfilitisk aortitis kan få aorta til at blive for stor. Hvis aorta er for stor, kan den ikke fungere korrekt.

Omkring 10 % af de mennesker, der ikke bliver behandlet for syfilis, får hjerte-kar-syfilis.

Medfødt syfilis

Medfødt syfilis spredes fra en mor til hendes foster under graviditet eller fødsel.

To ud af tre spædbørn, der fødes med syfilis, har ingen symptomer. Hos de andre spædbørn kan symptomerne vise sig, efterhånden som barnet bliver ældre. De mest almindelige symptomer er:

• Hepatosplenomegali (hvor to vigtige organer, leveren og milten, er større end normalt)
• Udslæt
• Feber
• Neurosyfilis
• Hævelse i lungerne

Hvis spædbørn med syfilis ikke bliver behandlet, kan de få sen medfødt syfilis, som har meget alvorligere symptomer. Barnet kan f.eks. få kramper, og deres krop og hjerne vokser måske ikke normalt.

Bakterier

Syfilis er forårsaget af bakterien Treponema pallidum. Treponema pallidum er en bakterieart, der er formet som en spiral: en spirochaete. Der findes forskellige typer af Treponema pallidum-bakterier, som kaldes underarter.

Forskere mener, at Treponema pallidum kun kan leve i mennesker. Bakterien kan ikke overleve uden for et menneske i mere end et par dage.

Overførsel: hvordan syfilis spredes

Syfilis spredes mest ved seksuel kontakt eller under graviditet fra en mor til hendes foster. Syfilis kan smitte gennem ubeskadigede slimhinder eller gennem beskadiget hud. Derfor kan syfilis spredes gennem oralsex, vaginalsex og analsex. Den kan også spredes ved at kysse, hvis personen med syfilis har et sår i munden.

Kun en meget lille mængde af Treponema pallidum-bakterien behøver at komme ind i en persons krop for at forårsage syfilis. Det er dog ikke alle, der udsættes for primær eller sekundær syfilis, der får sygdommen.

En person kan få syfilis, hvis han/hun får en blodtransfusion fra en person med sygdommen. Mange lande tester dog bloddonationer for syfilis. I lande, der ikke gør det, er det meget mere sandsynligt, at man får syfilis fra en blodtransfusion.

Forskere mener, at syfilis normalt ikke spredes ved at dele nåle (ved at bruge de samme nåle til at injicere stoffer).

En person kan ikke få syfilis ved at sidde på et toiletsæde, ved at bruge et varmt badekar eller en swimmingpool, ved at dele tallerkener, kopper eller redskaber, ved at dele tøj eller ved at udføre andre almindelige daglige aktiviteter.

Det er svært for læger at diagnosticere syfilis alene ud fra de tegn og symptomer, der opstår tidligt, fordi mange sygdomme kan forårsage sår og udslæt på huden. I stedet kan de diagnosticere syfilis ved at foretage en blodprøve eller ved at se på blodet i et mikroskop. Blodprøver bruges oftere, fordi de er nemmere at udføre. Blodprøver kan dog ikke fortælle, hvilket stadie af syfilis en person har.

I 2010^[opdatering] findes der ingen vaccine, der forebygger syfilis.

Mere sikker sex

At undgå seksuel kontakt med en person, der har syfilis, er en af de bedste måder at forhindre, at man får syfilis.

Hvis man ikke ved, om ens seksualpartner har syfilis, kan man beskytte sig ved at dyrke mere sikker sex. Hvis man f.eks. bruger et latexkondom på den rigtige måde, mindsker man risikoen for at få en seksuelt overført sygdom som syfilis. Men selv om en person bruger kondom, er det stadig muligt for ham at få syfilis.

Derfor siger USA's Centers for Disease Control and Prevention (CDC), at de bedste måder at forebygge syfilis på er:

• At være i et længerevarende forhold med en partner, der ikke har syfilis;
• at begge partnere skal være loyale i deres forhold og ikke have seksuel kontakt med andre, og
• Undgå at bruge alkohol eller andre stoffer, fordi de gør folk mere tilbøjelige til at have risikabel og usikker sex, hvilket kan sprede syfilis.

Forebyggelse af medfødt syfilis

Medfødt syfilis hos nyfødte børn kan forebygges ved at teste mødre for syfilis i begyndelsen af graviditeten og behandle kvinder, der er smittet. Ved at følge disse trin blev Cuba i 2015 det første land i verden, der udryddede spredningen af syfilis fra cubanske mødre til deres spædbørn.

USPSTF (United States Preventive Services Task Force) og Verdenssundhedsorganisationen mener, at alle gravide kvinder bør testes for syfilis. Hvis en kvinde testes positiv, bør hendes seksualpartnere (de personer, hun har haft sex med) også behandles.

I de fleste udviklede lande er medfødt syfilis ikke almindelig. Det sker stadig en gang imellem, når kvinder ikke får nogen sundhedspleje under graviditeten. Medfødt syfilis er imidlertid langt mere almindelig i udviklingslandene. Mange kvinder i disse lande får ikke sundhedspleje under graviditeten, og andre får sundhedspleje, som ikke omfatter testning for syfilis. Når der findes programmer, der gør det lettere at få foretaget syfilistest, får færre børn medfødt syfilis i disse lande.

Forebyggelse af spredning af syfilis

Hvis folk gør visse ting, er de mere tilbøjelige til at få syfilis. Læger siger, at disse mennesker bør blive testet regelmæssigt. For eksempel siger CDC, at mænd, der har sex med mænd, bør testes mindst hvert år. At blive testet regelmæssigt er med til at forhindre, at syfilis bliver spredt. Hvis en person bliver testet og finder ud af, at han/hun har syfilis, er der større sandsynlighed for, at han/hun får behandling og ikke ved et uheld spreder syfilis til andre mennesker.

Syfilis er en anmeldelsespligtig sygdom mange steder, bl.a. i Canada, EU-landene og USA. Det betyder, at hvis en sundhedsperson (f.eks. en læge eller en sygeplejerske) ved, at en patient har syfilis, skal sundhedspersonen fortælle de offentlige sundhedsmyndigheder, at patienten er smittet. De offentlige sundhedsmyndigheder taler derefter med alle patientens seksualpartnere. De fortæller dem, at nogen måske har givet dem syfilis, uden at fortælle dem, hvem den pågældende person er. Læger kan også forsøge at få patienter med syfilis til at fortælle deres seksuelle partnere, at de skal lade sig behandle.

Tidlige infektioner

Syfilis, der ikke er kompliceret, kan normalt behandles og helbredes med antibiotika.

Normalt har folk kun brug for én dosis penicillin G eller azithromycin. Hvis en person ikke kan tage nogen af disse lægemidler (f.eks. fordi han/hun er allergisk over for dem), kan andre lægemidler også virke. Doxycyclin og tetracyclin er f.eks. to andre mulige valg; de kan dog ikke anvendes til gravide kvinder.

Treponema pallidum-bakterien er blevet resistent over for mange forskellige antibiotika, herunder makrolider, clindamycin og rifampicin. Det betyder, at disse antibiotika ikke længere dræber bakterien.

Sene infektioner

Når en person er i de senere stadier af syfilis, er sygdommen sværere at behandle.

Hvis en person f.eks. har neurosyfilis, har vedkommende brug for antibiotika, der dræber infektionen i centralnervesystemet (hjernen og de vigtigste nerver). Det er imidlertid svært for penicillin G at komme ind i centralnervesystemet. Derfor er en enkelt indsprøjtning med penicillin - som normalt vil kurere tidlig syfilis - ikke nok til at kurere neurosyfilis. I stedet skal personer med neurosyfilis normalt have store doser penicillin i mindst 10 dage. Normalt skal de også have medicinen intravenøst (gennem en nål, der placeres i en blodåre), så den går mere direkte til centralnervesystemet. Hvis en person er allergisk over for penicillin, kan andre antibiotika som ceftriaxon, doxycyclin eller tetracyclin anvendes, men de skal gives over længere tid.

Når en person har syfilis i sen fase, vil behandling forhindre syfilis i at blive værre. Men hvis syfilis allerede har skadet personens krop, vil behandlingen ikke få denne skade til at forsvinde. I bedste fald kan behandlingen kun have en meget lille effekt på de skader, der allerede er sket.

Jarisch-Herxheimer-reaktion

Nogle gange kan behandlingen af syfilis forårsage en bivirkning kaldet Jarisch-Herxheimer-reaktionen. Denne reaktion starter normalt inden for en time efter, at behandlingen er begyndt, og varer i 24 timer. Symptomerne omfatter feber, muskelsmerter, hovedpine og en hurtig hjertefrekvens.

Antibiotisk medicin bryder syfilisbakterierne op og dræber dem. Når bakterierne brydes op, kommer der proteiner ud af dem. Disse proteiner forårsager Jarisch-Herxheimer-reaktionen.

I 1999 havde syfilis smittet omkring 12 millioner mennesker. Mere end 90 % af disse mennesker levede i udviklingslandene.

Syfilis forårsager problemer i mellem 700.000 og 1,6 millioner graviditeter hvert år. Syfilis kan medføre, at en gravid kvinde får en abort, en dødfødsel, et for tidligt født barn, et barn med medfødt syfilis eller et barn, der dør, før det er en måned gammelt. I Afrika syd for Sahara er syfilis årsag til op til 20 % af de perinatale dødsfald (dødsfald, der sker kort efter fødslen).

Syfilis var tidligere meget almindelig og forårsagede sygdom og død over hele verden. Den var især meget almindelig i Europa i det 18. og 19. århundrede. I begyndelsen af det 20. århundrede blev syfilis hurtigt mindre almindelig i den udviklede verden, fordi der blev brugt mere og mere antibiotika. Syfilis blev ved med at blive mindre almindelig indtil 1980'erne og 1990'erne. Siden år 2000 er syfilis igen blevet mere almindelig i USA, Storbritannien, Australien og Europa, især blandt mænd, der har sex med mænd.

I Kina og Rusland er syfilis blevet mere almindelig blandt heteroseksuelle ("hetero") siden 1990'erne. Undersøgelser siger, at dette skyldes usikre seksuelle praksisser, som f.eks. at have sex med mange forskellige personer, prostitution (at blive betalt for at have sex) og ikke at have mere sikker sex for at beskytte sig mod seksuelt overførte sygdomme.

I løbet af det 19. og 20. århundrede er symptomerne på syfilis blevet mindre alvorlige (ikke helt så slemme). Det skyldes til dels, at der er flere behandlinger, der virker godt, og hvis de gives tidligt, bliver syfilis ikke så slemt. Desuden er den bakterie, der forårsager syfilis, blevet svagere.

Hvis personer med syfilis behandles tidligt, kan de normalt helbredes, uden at sygdommen forårsager skader, som ikke kan udbedres. Syfilis er dog stadig meget farlig. Den forårsager stadig alvorlige problemer og undertiden døden, hvis den ikke behandles.

Syfilis gør også en person to til fem gange mere tilbøjelig til at få HIV. Smitte (at have både syfilis og hiv) er almindeligt. I nogle storbyer sker det hos op til 30-60 % af de personer, der har syfilis.

Ingen ved præcis, hvor og hvordan syfilis opstod. Der er to hovedopfattelser om, hvor sygdommen stammer fra.

Den første idé kaldes den "columbianske hypotese". (En hypotese er et kvalificeret gæt om, hvordan noget er sket). Denne hypotese siger, at da Christoffer Columbus' besætning kom tilbage til Europa efter at have udforsket den "nye verden", bragte de syfilis med tilbage til Europa og spredte sygdommen der.

Den anden idé kaldes den "præcolumbianske hypotese". ("Præcolumbiansk" betyder "før Columbus".) Denne hypotese siger, at syfilis allerede var i Europa før Columbus, og at folk bare ikke var klar over, at sygdommen eksisterede.

Selv om der er beviser, der kan bruges til at sige, at begge ideer er rigtige, er der flere beviser for den columbianske hypotese.

De første skriftlige optegnelser om et udbrud af syfilis i Europa er fra 1494 til 1495. Udbruddet fandt sted i Napoli i Italien, da Frankrig invaderede (forsøgte at overtage Italien). Fordi syfilis blev spredt af franske soldater, der kom tilbage fra Italien, blev den i begyndelsen kaldt "den franske sygdom".

Navnet "syfilis" blev første gang brugt i 1530 af en italiensk læge og digter ved navn Girolamo Fracastoreo. Han brugte ordet "syfilis" som titel på et latinsk digt, der talte om de skader, som sygdommen forårsagede i Italien. På andre tidspunkter i historien blev syfilis også kaldt "den store pox".

I 1905 opdagede to mænd ved navn Fritz Schaudinn og Erich Hoffmann, at syfilis skyldes Treponema pallidum-bakterien. Fem år senere skabte Paul Ehrlich den første behandling, der hjalp til at behandle syfilis (kaldet Salvarsan). Derefter begyndte forskerne at studere penicillin. I 1943 blev det officielt besluttet, at penicillin virkede mod syfilis.

Dette var en stor succes i behandlingen af syfilis. Før penicillin var behandlingen af syfilis ofte endnu værre end sygdommen. Folk blev f.eks. behandlet med kviksølv (som er giftigt og forårsager alvorlige helbredsproblemer), eller folk blev bare holdt væk fra alle andre.

Fra 1932 til 1972 foretog United States Public Health Service en undersøgelse af syfilis i Alabama. De ønskede at se, hvordan syfilis blev værre, når den ikke blev behandlet. Forskerne valgte en gruppe af fattige afroamerikanske sharecroppers, men fortalte dem aldrig, at de havde syfilis. Selv efter 1940'erne, da forskerne vidste, at penicillin kunne helbrede disse mennesker, nægtede de at lade dem få behandling eller endog fortælle dem, at penicillin kunne hjælpe dem. Denne undersøgelse, der nu kaldes Tuskegee-syfiliseksperimentet, var meget vigtig for skabelsen af medicinsk etik.

Mange berømte personer i historien kan have haft syfilis. Nogle mener f.eks. at Franz Schubert, Arthur Schopenhauer, Édouard Manet og Adolf Hitler har haft sygdommen.

• Seksuelt overførte sygdomme
• Treponema pallidum-bakterie
• Mere sikker sex
• Tuskegee-syfilisforsøget