Franz Schubert – østrigsk komponist fra Wien, klassisk til romantisk

Schuberts far var skolelærer. Familien fik 12 børn, men kun fire af dem blev voksne. Schuberts far forsøgte at overtale sine sønner til at hjælpe til i skolen, når de blev voksne. Som dreng lærte den unge Franz violin, klaver, orgel, sang og harmoni. Han blev hurtigt meget dygtig til dem alle. Hans lærere var alle forundrede over, hvor hurtigt han lærte. Han var også meget dygtig til andre fag i skolen.

I ferierne spillede han strygekvartetter med sine to brødre og sin far. Han skrev sine første strygekvartetter til dem, som de skulle spille. I en alder af 16 år havde han komponeret en masse musik, herunder sin første symfoni. Hans mor døde. Hans far giftede sig snart igen. Hans stedmor var meget venlig mod ham og lånte ham ofte penge. Han havde en mærkelig tommelfinger på sin højre hånd.

Som 17-årig underviste Schubert på sin fars skole. Han var blevet afvist af hæren, fordi han var for lille (under 1,5 meter) og havde et meget dårligt syn. Han fik stadig kompositionsundervisning af Antonio Salieri. Han gik ofte i operaen, hvor han hørte noget af tidens fineste musik. Han kunne godt lide at læse. En af hans yndlingsbøger var Goethes "Faust". Han skrev en sang med titlen "Gretchen am Spinnrade", som handler om den unge pige i bogen, der sidder ved et spinderhjul og drømmer om sin elsker. Klaveret har et blidt akkompagnement, der lyder som spinderiets dunken. Musikken stopper et øjeblik, når pigen forestiller sig, at hendes elsker kysser hende, hvorefter klaveret gradvist begynder igen. Det er en meget berømt sang. En anden sang, som hurtigt gjorde ham berømt i hele Europa, var "Erlkönig". Da den blev udgivet første gang, troede en anden komponist, som også hed Franz Schubert, at nogen havde udgivet en sang i hans navn, fordi musikforlaget sendte den til ham til rettelse. Han sendte et meget vredt brev tilbage og sagde, at han ikke havde komponeret det vrøvl.

Det var svært at finde tid nok til at komponere, fordi han var lærer. En mand ved navn Schober overtalte Schubert til at opgive at undervise, så han kunne bruge al sin tid på at komponere. Snart var han blevet kendt i alle saloner i Wien, hvor han mødte berømte mennesker, hvoraf mange var musikere. Disse møder blev kaldt "Schubertiader", fordi de spillede og sang hans musik. Han skrev så mange vidunderlige stykker, at det virker mærkeligt, at musikforlagene ikke ønskede at udgive dem. De var kun interesserede i at udgive værker skrevet af udøvende musikere, men var ikke særlig interesserede i folk som Schubert, der bare komponerede. I en periode blev han musiklærer for grev Johann Esterházys to prinsesser, men så vendte han tilbage til Wien for at bo hos familien Schober. I de sidste par år af sit liv var Schubert syg. Han måtte forlade Schober's hus og finde sine egne værelser. Han var ofte desperat fattig og komponerede i sengen for at holde varmen.

Selv om Beethoven og Schubert boede i samme by, mødtes de kun én gang, selv om de kendte hinandens musik. Schubert besøgte Beethoven den 19. marts 1827. Beethoven var døende. Schubert var en af fakkelbærerne ved hans begravelse. Halvandet år senere var Schubert også død. Han bad om at blive begravet i nærheden af Beethoven. Deres grave lå kun tre steder fra hinanden.

Schuberts sange er blandt de største, der nogensinde er skrevet. De er alle fortolkninger af tyske digte. Tyske kunstsange kaldes Lieder (udtales "leder"), og Schubert gjorde sine Lieder meget specielle ved at lade klaverakkompagnementet beskrive sangens handling på mange forskellige måder. Hvis man forsøger at synge dem i en oversættelse, er det svært at få det til at lyde godt. Det er bedst at høre dem på tysk og at have en oversættelse, så man forstår, hvad der bliver sunget. Nogle af de sidste sange, han skrev, udgør en cyklus kaldet "Die Winterreise" ("Vinterrejsen"). Digtene handler om en mand, der er ulykkelig, fordi hans elskerinde ikke vil have ham. Han går ud i den kolde vinterskov, og hele naturen synes at afspejle den måde, han føler sig på indeni. Sangene synges normalt af en mandlig sanger (tenor, baryton eller bas).

Schubert skrev en masse kammermusik. Blandt hans mest berømte værker er flere strygekvartetter, en strygekvintet (for 2 violiner, bratsch og 2 celloer) og "ørred"-kvintetten (for klaver, violin, bratsch, cello og kontrabas). Der er sonater og sonatiner for violin og klaver og en sonate for et instrument kaldet "arpeggione", som blev brugt i omkring ti år efter, at det blev opfundet, hvorefter det blev glemt. Sonaten spilles normalt på en cello eller en bratsch i dag. Der findes masser af klavermusik, herunder sonater, impromptus og også klaverduetmusik. Schubert skrev otte berømte impromptus.

Schubert skrev ni symfonier. Den sidste er kendt som den "store" symfoni i C-dur. Den ottende kaldes den "ufuldendte". Der er kun to satser i stedet for de sædvanlige fire. Mange mennesker diskuterer stadig, hvorfor han lod den være ufærdig. Nogle mener endda, at han fuldførte den, og at de to sidste satser enten er gået tabt eller nu er kendt som satser fra en klaverduet. Vi får det nok aldrig at vide med sikkerhed.

Det meste af sit liv blev han støttet af sine venner, som gav ham manuskriptpapir, når han ikke havde råd til det. Mange af hans største værker blev først bredt kendt i 1860'erne, længe efter hans død. Huset i Wien, hvor Schubert blev født, er nu et museum, som folk kan besøge.