Paul Ehrlich (14. marts 1854 - 20. august 1915) var en tysk læge af jødisk afstamning. Han vandt Nobelprisen i fysiologi eller medicin i 1908 sammen med Ilya Mechnikov for at have fundet ud af, hvordan immunitet bekæmper sygdomme. Ehrlich blev en af de ledende forskere inden for immunologi og kemoterapi i slutningen af 1800-tallet og begyndelsen af 1900-tallet; hans arbejde lagde grundlaget for moderne forståelse af antistoffer og for udviklingen af målrettede lægemidler.
Ehrlich ledede et forskningsprogram, der fandt den første behandling af syfilis, som virkede. Det var en arsenikforbindelse, som gik under handelsnavnet Salvarsan. Opdagelsen af den aktive forbindelse (ofte tilskrevet samarbejdet mellem Ehrlich og hans assistent Sahachiro Hata) blev tidligt set som et eksempel på en ”magisk kugle” — et stof, som specifikt angriber sygdomsfremkaldende organismer uden at skade patienten i samme grad. Han studerede også trypanosomiasis og andre protozoesygdomme. Han fremstillede trypanrødt, som (som hans japanske assistent Shiga viste) var effektivt mod trypanosomer. Salvarsan ændrede behandling af syfilis dramatisk og var i brug i flere årtier, indtil penicillin blev tilgængeligt.
Han opfandt et farvesystem til farvning af bakterier (før Gram-farvningen) og udarbejdede en omfattende oversigt over de dengang kendte teknikker til farvning af celler. Hans metoder forbedrede laboratoriemedicinens evne til at identificere og klassificere mikroorganismer. Han viste, hvordan man kan se forskel på forskellige slags hvide blodlegemer, og han opdagede mastceller, celler der i dag kendes for deres rolle i allergiske reaktioner og immunforsvaret. Han opdagede desuden, at methylenblåt, som farvelægger bakterier og cellekerner, kunne sætte malariaparasitten Plasmodium i tilbagegang (feberen falder), hvilket viste, at kemiske stoffer kunne påvirke parasitter in vivo.
Han ydede også et afgørende bidrag til et antiserum mod difteri og udviklede en metode til standardisering af terapeutiske serum. Standardiseringen var vigtigt for at kunne måle og sikre ensartet effekt af behandlinger med antitoksiner. Hans kollega Emil von Behring modtog alene Nobelprisen (1901) for serumterapien mod difteri, men Ehrlichs arbejde med standardisering og metodeudvikling var centralt for at gøre behandlingen klinisk anvendelig.
Ud over de konkrete opdagelser præsenterede Ehrlich teoretiske idéer, der fik stor betydning: hans såkaldte sidekædeteori (receptorteori) foreslog mekanismer for, hvordan celler genkender fremmede stoffer og danner antistoffer — en idé der hjalp til at forklare specificiteten i immunresponset. Han formulerede også begrebet om en "magisk kugle" — et stof, der selektivt bekæmper sygdom uden at skade kroppen — hvilket blev fundamentet for senere udvikling af kemoterapeutika. I 1896 grundlagde han Institut for Eksperimentel Terapi i Frankfurt (senere Georg-Speyer-Haus), hvor mange af hans vigtigste eksperimenter og lægemiddelforsøg blev udført.
Paul Ehrlichs arbejde omfatter laboratorieteknik, immunologi, parasitologi og tidlig lægemiddelkemi. Han efterlod sig en varig arv i form af metoder til farvning og standardisering, teoretiske bidrag til forståelsen af immunitet og konkrete terapeutiske præparater som Salvarsan. Hans forskning åbnede vejen for moderne vacciner, antistofforskning og målrettet medicin, og han betragtes fortsat som en pioner i medicinsk forskning.