Versailles-traktaten 1919 – betingelser, konsekvenser og arv
Versailles-traktaten 1919: Overblik over traktatens hårde betingelser, politiske og økonomiske konsekvenser og dens arv, der formede Europa og banede vej for Anden Verdenskrig.
Versailles-traktaten (fransk: Traité de Versailles) var en fredstraktat, underskrevet 28. juni 1919 i Spejlsalen på slottet i Versailles, der formelt afsluttede krigsforholdet mellem Tyskland og de sejrende magter efter Første Verdenskrig. Traktaten blev udarbejdet af de ledende allierede magter og underskrevet af blandt andre Japan, USA, Frankrig og Storbritannien. Tyskland deltog ikke i forhandlingerne og blev stillet over for et ultimatum: underskriv traktaten eller blive besat yderligere af de allierede styrker.
Betingelser i hovedtræk
- Militære begrænsninger: Tyskland måtte reducere sine væbnede styrker kraftigt – bl.a. fra omkring seks millioner soldater til højst 100.000 mand – og afskaffe værnepligt. Landet skulle aflevere sine ubåde, store dele af sit artilleri og alt militært flymateriel; flåden blev stærkt begrænset og fik kun lov til at beholde et begrænset antal slagskibe. Tanks, militære fly og en række offensive våben var forbudt.
- Territoriale ændringer: Tyskland mistede områder til nabolande (bl.a. Alsace-Lorraine tilbage til Frankrig), store dele af Østpreussen og en polsk korridor, dele gik til Polen, Nord-Schleswig til Danmark efter folkeafstemning, Eupen-Malmedy til Belgien, og kolonierne blev omdannet til mandatområder under Folkeforbundet.
- Rhinlandet og Saar: Rhinlandet blev demilitariseret og skulle være fri for tyske styrker; Saar-landet blev stillet under international forvaltning med fransk kontrol over kulindustrierne for en periode.
- Krigsskyld og erstatninger: Traktaten indeholdt den berygtede krigsskyldsklausul (artikel 231), som gav Tyskland ansvar for krigen og dermed grundlag for krav om erstatninger. Et senere Reparationskomité fastsatte i 1921 erstatningskravet til 132 milliarder guldmark, et beløb der vakte megen modstand og blev genforhandlet senere.
- Internationale institutioner: Traktaten oprettede Folkeforbundet som en ny international organisation med det formål at mægle i konflikter og bevare freden.
Øjeblikkelige konsekvenser
De økonomiske og politiske krav fra traktaten ramte det nyoprettede demokratiske Tyskland, Weimarrepublik, hårdt. Betalingskravene og tabet af industriområder forværrede den økonomiske situation og bidrog til ustabilitet. I begyndelsen af 1920'erne fulgte alvorlig økonomisk krise og i 1923 en voldsom inflation, hvor værdien af landets valuta, Reichsmark, kollapsede.
Traktaten blev opfattet af mange tyskere som en ydmygende og ensidig fred, hvilket skabte bitterhed og et politisk klima, hvor ekstreme kræfter kunne få opbakning. Den britiske økonom John Maynard Keynes advarede i værket "The Economic Consequences of the Peace" om, at betingelserne var for hårde og ville underminere Europas økonomiske genopbygning; hans synspunkter blev dog i vid udstrækning ignoreret i forhandlingsfasen.
Langsigtede følger og arv
Traktatens rolle i de følgende to årtiers begivenheder er omdiskuteret blandt historikere. Flere klare følger kan fremhæves:
- Politiske radikalisering: Den nationale ydmygelse, økonomiske problemer og følelsen af uretfærdighed gav grobund for politiske bevægelser, som udnyttede utilfredsheden — mest markant Adolf Hitler og nationalsocialisterne. Hitler blev tysk kansler i 1933 og begyndte systematisk at ophæve traktatens begrænsninger; hans politik førte i sidste ende til Anden Verdenskrig.
- Internationale relationer: Nogle stormagter, især Frankrig, insisterede på hårde sanktioner for at sikre sikkerheden mod Tyskland. Andre lande følte, at traktaten ikke gav dem alle de gevinster, de havde forventet (fx Italien), hvilket også skabte efterkrigstidens spændinger.
- Folkeforbundets begrænsninger: Oprettelsen af Folkeforbundet var et vigtigt nyt skridt i internationalt samarbejde og løste enkelte tvister uden krig. Men forbundet manglede håndhævelsesmidler — bl.a. trak USA sig fra at ratificere traktaten og dermed ikke indtræde i forbundet — og det kunne ikke forhindre optrapningen frem mod 1939.
- Retlig og institutionel arv: Mandatsystemet under Folkeforbundet og ideen om internationale organisationer lagde grunden til senere institutioner, fx FN's system for mandater/trusteeship og moderne international ret.
Sammenfattende var Versailles-traktaten både en afslutning på Første Verdenskrig og starten på nye problemer: den forsøgte at sikre fred gennem straf og omfordeling, men skabte samtidig betingelser, der bidrog til politiske spændinger, økonomisk krise og senere konflikt. Dens arv diskuteres fortsat: var den for hård, for svag, eller blot utilstrækkelig til at skabe en holdbar europæisk orden efter en ødelæggende krig?
Rådet af fire
Betingelser
Tyskland
Tyskland måtte give Alsace-Lothringen tilbage. Frankrig var stadig flov over, at Tyskland var blevet indtaget under den fransk-preussiske krig. Franskmændene fik også Tyskland til at trække sine tropper ud af Rhinlandet, den lange landstrækning på Tysklands grænse til Frankrig med Rhinen, som var vigtig, da Tyskland havde mange fabrikker og virksomheder der. Hvis tyske tropper vendte tilbage til Rhinlandet, tillod traktaten franskmændene var at invadere Tyskland.
Tyskland måtte også afgive dele til Polen, et land, der bestod af russiske og østrigske dele og de polske og litauiske folk, der boede i dem. Polen havde været et stort kongerige et par hundrede år tidligere, men Østrig, Preussen og Rusland tog under Polens delinger dele af kongeriget og gjorde en ende på dets eksistens.
Belgien
Belgien fik lov til at have Moresnet, Eupen og Malmedy. Det er hovedårsagen til, at Belgien har et tysktalende samfund.
Opdeling af imperier
Traktaten opdelte også mange store imperier på den tabende side. USA's præsident Woodrow Wilson mente, at det var en rigtig god idé, fordi mange mennesker i Europa ønskede at blive fri for de store imperier. Men det skabte også problemer, f.eks. at der var mange små lande ved siden af et meget større Tyskland.
Deling af Østrig-Ungarn
Ved den separate traktat i Saint-Germain-en-Laye samme år blev Østrig-Ungarn delt op i mange lande. Det ene var Østrig, som skulle være hjemland for østrigerne, der talte tysk og havde regeret Østrig-Ungarn. Dets hovedstad var Wien. Et af problemerne med Versailles-traktaten var, at de fleste østrigere som Adolf Hitler mente, at Østrig skulle blive en del af Tyskland. Det førte senere til den tyske invasion af Østrig.
Ungarn blev også oprettet. Ligesom Polen var det et land, der havde været stærkt århundreder tidligere. Et andet nyt land, Tjekkoslovakiet, blev oprettet for at blive tjekkernes og slovakernes hjemland. Den tjekkiske del havde før krigen heddet Bøhmen og Mähren. Mange tyskere boede nær dets grænser i Sudeterlandet og insisterede på, at det skulle være en del af Tyskland, hvilket Hitler senere fik.
Bosnien, Slovenien, Kroatien (dele af Østrig-Ungarn), det nordlige Makedonien (del af Bulgarien), Serbien og Montenegro blev gjort til ét land, kaldet Jugoslavien, hvilket betyder "sydslavisk". Det nye land skulle være et sydslavisk hjemland, men havde mange religiøse, sproglige og nationale forskelle.
De baltiske lande
Nye lande ved Østersøen (Estland, Finland, Letland og Litauen) blev også oprettet ved andre traktater efter Første Verdenskrig. Den russiske revolution var begyndt under krigen, og Ruslands zar Nikolaus II blev dræbt, og der blev dannet en kommunistisk stat. Der rasede en borgerkrig i Rusland mellem de antikommunistiske hvide og de kommunistiske røde. Rusland havde mistet kontrollen over sit vestlige område (Estland, Finland, Letland, Litauen og dele af Polen). Senere, under Anden Verdenskrig, overtog Sovjetunionen Estland, Letland, Litauen og halvdelen af Polen.
Sèvres-traktaten
En anden traktat, Sèvres-traktaten, gav dele af det besejrede osmanniske rige til de forskellige vindere. De græske og tyrkiske hære startede dog snart en ny krig.
Tyskland 1919 kort ifølge Versailles-traktaten
Problemer på lang sigt
Tyskland
Det tyske kejserrige blev til Weimarrepublikken. Et stort problem for Tyskland var at skulle betale et enormt beløb (6000 millioner pund) tilbage for alle de skader, som de allierede lande, især Frankrig, havde lidt under Første Verdenskrig. Det gjorde Tyskland til et af de fattigste lande i Europa i næsten 20 år og forårsagede politiske kampe i Tyskland. To vigtige partier, kommunistpartiet, som ønskede en kommunistisk revolution som i Rusland, og nazisterne, som mente, at Tyskland skulle blive det mest magtfulde land i Europa, kæmpede i mange år.
Begge parter var imidlertid stærkt imod traktaten, som de fandt var blevet fremtvunget af de allierede og var uretfærdig. Tyskerne måtte trods alt leve i nye lande, selv om de ønskede at være en del af Tyskland, men de nye lande blev oprettet under den undskyldning, at man skulle respektere lokalbefolkningens vilje. Traktaten var af denne og mange andre grunde forhadt i Tyskland.
Da Tyskland skyldte et stort beløb til de allierede, begyndte det at få lån fra amerikanerne, f.eks. under Dawes-planen. Under den store depression i 1932 ville USA have alle sine penge tilbage. Tyskland nægtede at betale og trykte flere og flere penge for at betale sin gæld. Det førte til hyperinflation, og Reichsmark blev værdiløs. Nogle tyskere ønskede endda at udkæmpe endnu en krig for at slippe af med den.
Folkeforbundet
Folkeforbundet, som blev oprettet ved traktaten, havde normalt for lidt magt til at forhindre krige i at finde sted. Japan indtog Manchuriet, men Folkeforbundet forhindrede ikke dette i at ske. Italien invaderede Etiopien, og den etiopiske kejser tiggede Folkeforbundet om hjælp, men det gjorde ikke meget. Tyskland, Japan og Italien forlod Ligaen, blev aksemagter, invaderede mange fredelige lande og forårsagede Anden Verdenskrig. USA og i en periode Sovjetunionen gik ikke engang med i Ligaen, selv om USA's præsident Woodrow Wilson havde presset på for at få sin idé med i traktaten. Ligaen blev aldrig taget alvorligt, selv om den til dels var blevet oprettet for at kontrollere, at traktaten blev overholdt.
Traktaten formåede ikke at opretholde freden i sidste ende og hjalp Nazi-Tyskland, ledet af Hitler, med at vinde mange tyskeres støtte til at slippe af med Versailles-kæderne, hvilket førte til Anden Verdenskrig.
Begyndelsen af Anden Verdenskrig
Tyskland og Sovjetunionen underskrev Rapollo-traktaten i 1922, hvori begge regeringer indvilligede i at ignorere tidligere traktater som Versailles-traktaten, samarbejde "i en ånd af gensidig velvilje" og hjælpe hinanden med deres økonomiske behov.
Tyskland invaderede Polen den 1. september 1939, og Anden Verdenskrig startede den dag.
Spørgsmål og svar
Spørgsmål: Hvem underskrev Versailles-traktaten?
Svar: Japan, USA, Frankrig, Tyskland og Det Forenede Kongerige underskrev alle Versailles-traktaten i 1919.
Spørgsmål: Hvilke lande var ikke med til at skrive traktaten?
Svar: Tyskland, Østrig og Ungarn var ikke med til at skrive Versaillestraktaten.
Spørgsmål: Hvilke militære begrænsninger skulle Tyskland acceptere?
Svar: Tyskland skulle reducere sine væbnede styrker fra 6 millioner til 100 000 mand og skulle skille sig af med sine ubåde og militærfly samt det meste af sit artilleri. Det fik kun lov til at beholde flådens slagskibe.
Spørgsmål: Hvilke territorier måtte Tyskland afgive?
A: Tyskland skulle tilbagegive franske områder, som det havde besat, samt store områder til Polen og andre naboer og alle sine kolonier i henhold til de betingelser, der var skitseret i traktaten.
Spørgsmål: Hvilke erstatninger krævede de allierede lande af Tyskland?
A: Som betaling for de skader, som de tyske tropper havde forvoldt under Første Verdenskrig, krævede de allierede lande, især Frankrig, enorme erstatninger af Tyskland; selv om der i første omgang ikke blev fastsat et nøjagtigt beløb, ville der blive betalt mange guldmark som en del af det, som de tyske skyldnere skyldte i henhold til traktatens bestemmelser.
Søge