Denne artikel handler om den universelle religiøse institution. For generelle oplysninger om kristendommen eller oplysninger om specifikke kristne trossamfund henvises til den relevante side. For andre betydninger, se Kirke (flertydig).

Udtrykket den kristne kirke (ofte kaldet den katolske kirke i betydningen "universel") henviser bredt til det fællesskab af mennesker, som bekender sig til kristendommens tro. I en klassisk formulering — kendt fra øvrige kirkefædres skrifter og trosbekendelser — tales om "den ene, hellige, katolske og apostolske kirke". Formuleringen om "katolsk" i betydningen "universel" blev brugt tidligt i kirkens historie (bl.a. i nogle skrifter fra begyndelsen af 100-tallet), og blev senere fastlagt i oldkirkens trosbekendelser.

Hvad menes med "kirken"?

Begrebet "kirken" anvendes på flere niveauer:

  • Den universelle kirke: Alle, der nogensinde har troet eller vil tro på Jesus Kristus — et åndeligt legeme af troende.
  • De lokale menigheder: De konkrete sogne og menigheder, hvor troende mødes til tilbedelse og sakramenter.
  • Organiserede kirker eller trossamfund: Institutioner med struktur, liturgi og lære — fx Den romersk‑katolske Kirke, de østlige ortodokse kirker, anglikanske kirker og mange protestantiske samfund.

Centrale troslærdomme

Selv om kristne retninger er mangeartede, deler de fleste væsentlige trosartikler som:

  • Troen på én Gud i tre personer — Faderen, Sønnen (Jesus Kristus) og Helligånden (Treens læresætning).
  • Jesus som Guds inkarnation, hans korsdød og opstandelse som midtpunktet i frelsen.
  • Betydningen af Bibelen som grundlag for tro og læresætning, om end kirkers vægtning af Skrift, tradition og autoritet varierer.
  • Sakramenternes eller mysteriernes rolle (fx dåb og nadver) som midler til nåde — detaljer og antal varierer mellem trossamfund.

Kort historisk oversigt

Kirken blev grundlagt i det 1. århundrede i det romerske rige på baggrund af Jesu liv, lære, død og opstandelse. Nogle centrale milepæle:

  • Det tidlige kristne fællesskab: Apostlenes tid og de første menigheder udsprang fra jødisk-kristne kredse og spredtes gennem mission i Middelhavsområdet.
  • Forfølgelser og konsolidering: I begyndelsen mødte kristne forskelligartet modstand og forfølgelser, men kirken udviklede også intern organisation, teologi og liturgi.
  • Konstantin og den kejserlige accept: I begyndelsen af 300-tallet ændrede forholdene sig markant med kejser Konstantins tolerering og senere kristendommens status som statsreligion i Romerriget. Kirken voksede i magt og indflydelse og blev en central institution i senantik tid.
  • Trosbekendelser og kirkemøder: De store økumeniske konciler (fx Nikæa 325, Konstantinopel 381, Kalkedon 451) fastsatte væsentlige doktriner om Kristi natur og Treenigheden.
  • Skismaer: Gennem historien førte uenigheder om lære, liturgi og kirkelig autoritet til adskillelser, mest markant Øst‑Vest‑skismaet i 1054 mellem østlige ortodokse kirker og den vestlige (romersk‑katolske) kirke.
  • Reformationen: I 1500‑tallet udfordrede protestantiske reformatorer som Martin Luther og Jean Calvin den romersk‑katolske kirkes lære og praksis, hvilket førte til dannelsen af mange protestantiske kirker.
  • Moderne tid: Fra 1700‑tallet og frem har kirken oplevet sekularisering i dele af Vesteuropa, missionsudbredelse i resten af verden og mange økumeniske bestræbelser på at fremme dialog og samarbejde mellem trossamfund.

Organisation, lederskab og gudstjeneste

Kirkelig organisation varierer meget:

  • Episkopale kirker (fx romersk‑katolsk, ortodoks, anglikansk) har biskopper som ledende embedsmænd og en hierarkisk struktur.
  • Præstestyrede og konsistorielle modeller findes i mange protestantiske kirker, hvor synoder, råd eller menighedsråd spiller centrale roller.
  • Gudstjenesteformer: Fra meget faste liturgier (messe, gudstjeneste med nadver) til frie og karismatiske møder — musik, bøn, prædiken og sakramenter er typisk centrale elementer.

Sakramenter og praksis

De fleste kristne holder fast i dåb og nadver som særligt vigtige handlinger. Antallet af anerkendte sakramenter varierer:

  • Romersk‑katolske og ortodokse kirker taler ofte om syv sakramenter (fx dåb, nadver, konfirmation, skriftemål, ægteskab, ordination, salvelse af syge).
  • Mange protestantiske kirker regner primært dåb og nadver som sakramenter, mens andre ser dem som vigtige sakramentale handlinger uden at fastsætte et bestemt antal.

Hovedtrosretninger

De store grene i kristendommen omfatter blandt andet:

  • Romersk‑katolske kirke — centraliseret i pavedømmet med en lang tradition for teologi, liturgi og kirkelig myndighed.
  • Øst‑ortodokse kirker — bestående af flere nationale og regionale kirker med fælles teologi og liturgi, vægt på traditionens kontinuitet.
  • Orientalsk‑ortodokse kirker — adskilt fra østlig ortodoksi efter Kalkedon‑koncilet, egne liturgiske traditioner.
  • Anglikanske kirker — en bro mellem katolsk liturgi og protestantisk reformerat teologi; stor variation regionalt.
  • Lutherske kirker — bygger på Luthers reformer, med vægt på retfærdiggørelse ved tro og Bibelens autoritet.
  • Protestantiske samfund — bredden rummer reformerte, baptistiske, metodistiske, pentekostale og mange frikirker med forskellig teologi og praksis.

Kulturel og global betydning

Kristendommen har haft stor indflydelse på kunst, kultur, lovgivning, uddannelse og sociale institutioner gennem århundrederne. I dag er kristne fordelt globalt med store befolkninger i Amerika, Europa, Afrika og dele af Asien. Samtidig står mange kirker over for moderne udfordringer som sekularisering, religiøs pluralisme og interne kontroverser.

Kontroverser og økumenik

Forskelle i lære, kirkestruktur og moralspørgsmål har ført til både teologiske kontroverser og adskillelser. I det 20. og 21. århundrede er der desuden rejst betydelige spørgsmål om kvinders ordination, holdninger til seksualitet og ægteskab, samt hvordan kirken skal respondere på moderne etiske og sociale problemstillinger. Samtidig arbejder mange kirkesamfund økumenisk for at fremme dialog og fællesskab på tværs af skismaer.

Afsluttende bemærkninger

Den kristne kirke er et mangfoldigt fænomén, både som åndeligt fællesskab og som konkrete trossamfund med forskellig organisation, teologi og praksis. For mere detaljerede oplysninger om troens indhold, historiske perioder eller enkelte trossamfund, se de enkelte artikler og kilder for videre læsning.

I teksten ovenfor anvendes flere begreber og navne, som kan uddybes i særskilte artikler om fx trosbekendelsen, Helligånden eller specifikke kirker og historiske begivenheder.

Historiske bemærkninger: Kirken spillede i senantikken en stadig større rolle som religiøs og politisk institution i det tidligere Romerrige og i de lande, hvor kristendommen blev statsreligion eller havde stærk kulturel indflydelse. Denne udvikling førte både til institutionel vækst og til situationer, hvor kirkelig magt kunne være involveret i undertrykkelse af rivaliserende trosretninger eller politiske grupper—et komplekst kapitel i kirkens historie, der fortjener nuanceret behandling.