Det romerske kongerige (latin: Regnum Romanum) var den monarkiske regering i byen Rom og dens territorier. Der er ingen skriftlige optegnelser fra den tid overlevet. Historierne om det blev skrevet under republikken og imperiet og er i høj grad baseret på legender. Derfor er der ikke meget sikkert om det romerske kongeriges historie.

Det romerske kongeriges historie begyndte dog med byens grundlæggelse, der traditionelt dateres til 753 f.Kr., og sluttede med kongernes fald og republikkens oprettelse omkring 509 f.Kr.

Baggrund og kilder

Viden om Roms tidlige monarki bygger først og fremmest på senere antikke forfattere som Livy, Dionysius af Halicarnassus og Plutarch, som skrev flere hundrede år efter begivenhederne. Der findes ingen samtidige skriftlige kilder, og meget af beretningen er blandet med myter og politisk teologi. Derfor må historierne vurderes kritisk og suppleres med arkæologiske fund fra Rom og de omkringliggende områder.

Kongerne — traditionen om de syv

Den traditionelle liste over de syv romerske konger dækker perioder med både mytisk indhold og mulig historisk kerne. Kort oversigt:

  • Romulus — byens mytiske grundlægger. Tildeles oprettelsen af byens tidlige institutioner, militære organisation og indbyggeroptagelse (asyl) samt fortællingen om Sabinerkvinderne.
  • Numa Pompilius — fremhævet som en fredelig lovgiver og religiøs reformator, ofte kreditert for at indføre mange af Roms tidlige religiøse institutioner.
  • Tullus Hostilius — traditionelt en krigerkonge, forbundet med udvidelser gennem krig og konflikter med nabobyer.
  • Ancus Marcius — angives at have kombineret krigsførelse med opbygning af havneanlæg (Ostia) og offentlige arbejder.
  • L. Tarquinius Priscus (Tarquin den Ældre) — ofte beskrevet som af etruskisk ophav; forbundet med store byggerier og institutionelle ændringer.
  • Servius Tullius — krediteres reformer af borgerklassifikation (forgængeren til census), og det traditionsbundne Serviske bymurværk tilskrives ham.
  • L. Tarquinius Superbus (Tarquin den Ypperste) — beskrives som en despotisk hersker, hvis overgreb og hans søns handlinger (herunder historien om Lucretia) førte til kongedømmets fald og dannelsen af republikken.

Politiske institutioner og magtdeling

I kongedømmet var rex (kongen) den centralt udøvende magt: leder i krig, øverste præst og dommer i visse sager. Samtidig fandtes en tidlig form for rådssamling, som senere udviklede sig til senatet, bestående af byens ældre og fremtrædende mænd. Folkeforsamlinger og de såkaldte curiae fungerede som rammer for borgerdeltagelse, men deres nøjagtige funktion i den tidlige periode er usikker. Samfundet var præget af klientelisme og slægtsbaserede eliter, og skellet mellem patriciere og plebejere var endnu ikke fuldt ud formaliseret, som det blev i republikkens senere historie.

Religion og kultur

Religion spillede en central rolle i Roms tidlige samfund. Kongen havde ofte religiøse funktioner som øverste pontifex og ansvarlig for offentlige ritualer. Fremtrædende institutioner som pontifexerne, augurerne (fyrstesyn via fugletegn), og Vestalinderne udviklede sig i denne periode eller tilskrives den. Rituel praksis, ofringer og religiøse lovtekster (som senere blev tolket af romerske historikere) gav kongen legitimitet og sikrede samfundets orden.

Arkæologiske spor og etruskisk indflydelse

Arkæologi fra Palatine-højen, Forum og nærliggende gravpladser viser, at Rom voksede fra en samling af landsbyer til en by med offentlige byggerier i det 8.–6. århundrede f.Kr. Fund tyder på kulturel og teknisk påvirkning fra Etrurien og andre italienske kulturer, blandt andet i byggepraksis og kunsthåndværk. Hvor meget af monarkiets institutioner der skyldes indre udvikling, og hvor meget der er lånt eller påvirket udefra, er genstand for løbende forskning og debat.

Faldet og overgangen til republik

Den traditionelle beretning placerer kongedømmets ende omkring 509 f.Kr., efter at L. Tarquinius Superbus blev styrtet. Den berømte fortælling om Lucretia — en adelskvinde, hvis voldtægt af en kongelig søn og efterfølgende selvmord udløste opstand — bruges i de gamle kilder som katalysator for overgangen til republik. Efter kongens afsættelse blev monarkens funktioner fordelt på to valgte konsuler og en række andre republikanske embedsmænd, og princippet om kongemagt blev erklæret for forvist fra Rom.

Historisk vurdering og betydning

Moderne historikere anerkender, at meget af de traditionelle beretninger er mytologiserede, men de fleste mener, at der ligger en reel historisk kerne bag: en gradvis politisk og social centralisering i det tidlige Rom, kontakt og udveksling med nabokulturer (særligt etruskerne) og udviklingen af institutioner, som senere blev formaliseret under republikken. Det romerske kongedømme anses således som en vigtig tidlig fase i udviklingen af den romerske stat, der lagde grundlaget for Roms senere ekspansion og politiske kultur.

Væsentlige kilder i antikken: primært Livy, Dionysius af Halicarnassus og Plutarch. For moderne forståelse supplerer arkæologiske udgravninger og komparative studier af italienske kulturer de litterære beretninger.