Romersk kongerige

Fødsel

Det, der i sidste ende blev til Romerriget, begyndte som bosættelser omkring Palatinerhøjen langs floden Tiberen i det centrale Italien. Floden var sejlbar indtil dette sted. Stedet havde også et vadested, hvor man kunne krydse Tiberen. Palatinerhøjen og de omkringliggende bakker udgjorde let forsvarsværdige positioner i den brede frugtbare slette omkring dem. Alle disse træk bidrog til byens succes.

Den traditionelle beretning om den romerske historie siger, at Rom i de første århundreder blev regeret af syv konger i træk. Den traditionelle kronologi er blevet underkendt af moderne forskere. Gallerne ødelagde alle Roms historiske optegnelser, da de plyndrede byen efter slaget ved Allia i 390 f.Kr. eller 387/6, så der findes ingen samtidige optegnelser om kongeriget. Der må sættes spørgsmålstegn ved alle beretninger om kongerne.

Konger

Efter Romulus, som bl.a. skabte senatet, var der ifølge legenden seks andre konger: Numa Pompilius, Tullo Ostilio, Anco Marzio, Tarquinius Priscus, Servius Tullius og Tarquinius Superbus. Efter Romulus' død var det romerske senat ikke i stand til at vælge en ny konge, og efter megen debat mellem romere og sabinere blev de enige om at lade kuriatforsamlingen vælge en ny konge af Rom. De valgte Numa Pompilius. Numa var i modsætning til Romulus imod krig og mente, at den bedste kurs for Rom var fred, Numa er krediteret for at have bragt religion ind i den almindelige romerske hverdag.

Kongernes magt var næsten absolut, selv om senatet havde en vis indflydelse. Der var en stor undtagelse: kongedømmet var ikke arveligt.

Valg af konger

Hver gang en konge døde, gik Rom ind i en periode med interregnum. Den øverste magt i staten overgik til senatet, som havde ansvaret for at finde en ny konge. Senatet samledes og udpegede et af sine egne medlemmer - interrex - til at tjene i en periode på fem dage med det ene formål at udpege Roms næste konge.

Efter denne femdagesperiode udnævner interrex (med Senatets samtykke) en anden senator for en ny femdagesperiode. Denne proces ville fortsætte, indtil der blev valgt en ny konge. Når interrex havde fundet en egnet kandidat til kongeembedet, ville han forelægge kandidaten for Senatet, som ville gennemgå ham. Hvis senatet godkendte kandidaten, ville interrex sammenkalde forsamlingen og lede den under valget af kongen.

Når han først var blevet foreslået til forsamlingen, kunne Romerne enten acceptere eller forkaste ham. Hvis den valgte konge blev accepteret, trådte han ikke straks i embedet. To andre handlinger skulle stadig finde sted, før han blev udstyret med den fulde kongelige autoritet og magt.

For det første var det nødvendigt at indhente gudernes vilje til at udnævne ham ved hjælp af auspicer, da kongen skulle fungere som Roms ypperstepræst. Denne ceremoni blev udført af en augur, som førte den udvalgte konge til citadellet, hvor han blev placeret på et stensæde, mens folket ventede nedenunder. Hvis han blev fundet værdig til kongedømmet, meddelte auguren, at guderne havde givet gunstige tegn og dermed bekræftet kongens præstekarakter.

Den anden handling, der skulle udføres, var overdragelsen af imperium til kongen. Forsamlingens tidligere afstemning havde kun bestemt, hvem der skulle være konge, og havde ikke ved denne handling givet ham den nødvendige kongemagt. Følgelig foreslog kongen selv forsamlingen en lov, der tildelte ham imperium, og forsamlingen ville ved at stemme for loven tildele det.

I teorien valgte folket i Rom deres leder, men senatet havde størstedelen af kontrollen over processen.

Romulus

Romulus var Roms første konge og byens grundlægger, og de to navne er klart forbundet. I 753 f.Kr. begyndte Romulus at bygge byen på Palatinerhøjen. Efter at have grundlagt og navngivet (som historien fortæller) Rom, tillod han mænd af alle klasser at komme til Rom som borgere, herunder slaver og frie mænd uden forskel. For at skaffe sine borgere hustruer inviterede Romulus nabostammerne til en fest i Rom, hvor han bortførte de unge kvinder blandt dem (kendt som voldtægten af sabinerkvinderne). Efter den efterfølgende krig med sabinerne delte Romulus kongedømmet med sabinerkongen Titus Tatius.

Romulus udvalgte 100 af de bedste mænd til at danne det romerske senat som et rådgivende råd for kongen. Disse mænd kaldte han patres, og deres efterkommere blev patricierne. Han inddelte også den almindelige befolkning i tredive curiae, opkaldt efter tredive af de sabinske kvinder, som havde grebet ind for at afslutte krigen mellem Romulus og Tatius. Curiae'erne udgjorde de stemmeberettigede enheder i de romerske forsamlinger: Comitia Curiata.

Ud over krigen mod sabinerne og andre stammer efter voldtægten af sabinerkvinderne, førte Romulus krig mod fidenaterne og veienterne. Efter sin død i en alder af 54 år blev Romulus guddommeliggjort som krigsguden Quirinus og fungerede ikke blot som en af Roms tre store guder, men også som det guddommelige billede af byen Rom.

Tarquinius Superbus

Den syvende og sidste konge af Rom var Lucius Tarquinius Superbus. Tarquinius var af etruskisk oprindelse. Det var også under hans regeringstid, at etruskerne nåede toppen af deres magt. Mere end andre konger før ham brugte Tarquinius vold, mord og terrorisme for at bevare kontrollen over Rom. Han ophævede mange af sine forgængeres tidligere forfatningsmæssige reformer.

En sexskandale bragte kongen til fald. Angiveligt tillod Tarquinius sin søn, Sextus Tarquinius, at voldtage Lucretia, en romersk patricier. Sextus havde truet Lucretia med, at hvis hun nægtede at parre sig med ham, ville han dræbe en slave, derefter dræbe hende og få ligene fundet sammen, hvilket ville skabe en gigantisk skandale. Lucretia fortalte derefter sine slægtninge om truslen og begik derefter selvmord for at undgå en sådan skandale. Lucretias slægtning, Lucius Junius Brutus (forfader til Marcus Brutus), indkaldte senatet og fik Tarquinius og monarkiet udvist af Rom i 510 f.Kr.

Etruskernes styre i Rom fik således en dramatisk afslutning i 510 f.Kr., hvilket også var et tegn på den etruskiske magts fald i Latium.

Lucius Junius Brutus og Lucius Tarquinius Collatinus, et medlem af Tarquin-familien og Lucretias enkemand, blev de første konsuler i Roms nye regering. Denne nye regering skulle føre romerne til at erobre det meste af Middelhavsverdenen og skulle overleve de næste 500 år indtil Julius Cæsars og Octavians fremkomst.

Mange år senere, i den republikanske periode, blev denne stærke romerske modstand mod konger brugt af senatet som en rationalisering for mordet på landbrugsreformatoren Tiberius Gracchus.

Vækst i byområdet under kongeriget