Gaius Julius Cæsar (juli 100 f.Kr. - 15. marts 44 f.Kr.) var en militær leder, politiker og forfatter i slutningen af den romerske republik.

Cæsar blev medlem af det første triumvirat, og da dette brød sammen, udkæmpede han en borgerkrig mod Pompejus den Store. Da han vandt krigen, blev Cæsar romersk diktator på livstid. Han blev dræbt af sine fjender i Rom.

Senere herskere i Rom kaldte sig selv "Cæsar", og denne titel blev senere kopieret som "Kaiser" og "Zar".

Tidlige år og politisk opstigning

Cæsar blev født i den aristokratiske gens Julia, en slægtslinie der hævdede afstamning fra den trojanske helt Aeneas. Familien havde høje titler og forbindelser, men var ikke økonomisk dominerende. Som ung fik han en klassisk uddannelse i retorik og lov. Han steg gradvist i graderne i det romerske politiske system: han var bl.a. quaestor, aedil og senere praetor, før han i 59 f.Kr. indtog posten som konsul.

Under sine tidlige år oplevede Cæsar både personlige kriser og politiske alliancer. Hans første ægteskab med Cornelia førte ham i konflikt med de konservative kræfter, og senere dannede han sammen med Pompejus og Crassus det uformelle samarbejde kendt som det første triumvirat, som skaffede ham betydelig magt og indflydelse.

Felttog i Gallien og militær succes

Fra 58 til ca. 50 f.Kr. førte Cæsar omfattende militære kampagner i Gallien (det meste af det nuværende Frankrig og Belgien). Han udvidede Romerrigets grænser til Rhinen og Englands sydkyst og underlagde mange keltiske stammer. Disse felttog gav ham både stor militær erfaring, personligt råderum over loyale legioner og rigdomme fra plyndring og krigsbidrag.

Under og efter felttogene skrev Cæsar de kortfattede og klare erindringer "Commentarii de Bello Gallico", som både er historisk kilder og propaganda: de fremstillede hans handlinger i et fordelagtigt lys og er stadig læst som et eksempel på klassisk latinsk prosa.

Borgerkrig og vej til absolut magt

Efter Crassus' død i 53 f.Kr. svækkedes triumviratet. Spændinger mellem Cæsar og Pompejus voksede, og i 49 f.Kr. krydsede Cæsar den lille flod Rubicon med sine legioner — en handling, der markerede begyndelsen på åben konflikt med Senatet og blev betragtet som en krigserklæring mod Republikken. Civilkrigen førte til en række feltslag; Pompejus blev slået ved Pharsalos i 48 f.Kr. og flygtede til Egypten, hvor han blev myrdet.

Cæsar fulgte til Egypten, indgik et politisk og privat forhold til dronning Kleopatra VII og fik en søn, som omtales som Ptolemaios XV ("Caesarion"). Efter flere års stridigheder og en række politiske manøvrer vendte Cæsar tilbage til Rom som den ubestridte leder og blev gradvist udnævnt til diktator på flere tidspunkter, indtil han i 44 f.Kr. blev udnævnt til diktator på livstid.

Reformer og styre

Som øverste magthaver gennemførte Cæsar en række reformer med både sociale, administrative og religiøse sigte. Blandt de vigtigste var:

  • Indførelsen af den julianske kalender (46–45 f.Kr.), der rettede op på den romerske kalender og lagde grundlaget for den kalender, Europa brugte indtil den gregorianske reform.
  • Omstrukturering af kommunalstyrer og provinser, bedre administration og reformer af skatteopkrævning.
  • Udvidelse af borgerrettigheder og tildeling af romersk statsborgerskab til flere indbyggere i italienske byer og nogle provinser.
  • Landfordeling og veteranbosættelser for at belønne soldater og reducere social uro.
  • Øget centralisering af magten omkring én person — Cæsar selv — og en udvidelse af antallet af senatorer, hvilket i praksis ændrede magtbalancen mellem Senatet og eksekutivmagt.

For mange var reformerne tiltrængte og moderne, men for konservative senatorer fremstod Cæsars magtkoncentration som et brud på republikanske principper og en glidebane mod kongedømme.

Forfatningskrise, attentat og eftermæle

Den 15. marts 44 f.Kr., de såkaldte ider af marts, blev Cæsar myrdet under et senatsmøde i Curia of Pompey. Et antal senatorer — hvoraf nogle havde været hans tidligere allierede — stod bag sammensværgelsen. De mest kendte af sammensvorne er Marcus Junius Brutus og Gaius Cassius Longinus. Attentatet havde til formål at genoprette republikken, men førte i stedet til ny uorden og yderligere borgerkrige.

På kort sigt førte mordet til magtkampe mellem Cæsars tilhængere og hans modstandere. På længere sigt banede det vejen for Octavian (senere kaldt Augustus), der efter kampen mod Marcus Antonius og Lepidus etablerede det kejserlige system og afsluttede republikken. Cæsars navn blev et dynastisk og senere institutionelt symbol: "Cæsar" blev en kejserlig titel og udviklede sig i forskellige sprogformer til bl.a. "Kaiser" og "Zar".

Forfatterskab og sprog

Udover sine politiske og militære bedrifter efterlod Cæsar værdifulde litterære værker. Hans kommentarer, især "De Bello Gallico" og "De Bello Civili", er præcise, klarsprogede og skrevet i første person, hvilket har gjort dem til vigtige kilder til både latin som sprog og de begivenheder, de beskriver. De bruges stadig i undervisning i klassisk latinsk stil.

Arv og vurdering

Cæsars virksomhed og personlighed er blevet vurderet meget forskelligt gennem tiden: han hyldes som en effektiv statsmand og reformator, og kritiseres som magtsyg diktator og republikens undergang. Mange af hans reformer — især den julianske kalender — havde langvarige følger. Hans militære taktikker, politiske innovationer og skrifter har gjort ham til en af de mest studerede skikkelser i antikkens historie.