Død

Samfund og kultur

Døden er almindeligvis en trist eller ubehagelig ting for folk. Den kan få folk til at tænke på deres egen død. Folk kan savne eller være kede af den person, der er død, eller være kede af det. De kan også være kede af det på grund af den afdødes familie og venner.

I ethvert samfund er menneskers død omgivet af ritualer - en begravelse eller en begravelse er normalt. Nogle steder var det almindeligt at spise de døde i en form for rituel kannibalisme. Men det er ikke længere almindeligt, bl.a. fordi sygdomme som kuru kan overføres på denne måde. Menneskelige døde kroppe er tabu i de fleste samfund og skal håndteres på en særlig måde - af en kombination af religiøse og hygiejniske årsager. Et menneskeligt lig skal altid anmeldes i loven for at sikre, at det bliver bortskaffet korrekt.

Håndtering af lig og deres ejendele

At finde årsagen til et menneskes død og forhindre, at et lignende dødsfald sker for andre, er hovedårsagerne til, at man undersøger menneskers sygelighed eller lader døde kroppe blive skåret op og undersøgt ved en obduktion. Nogle religioner tillader ikke obduktioner, fordi de mener, at liget er helligt. Obduktioner er normalt påkrævet af staten, hvis nogen dør, og folk ikke ved hvorfor. Obduktionen hjælper med at finde ud af, om nogen har dræbt personen med vilje, forsøgt at skade den pågældende, eller om den døde af en sygdom.

For at forberede sig på deres egen død kan mennesker skrive et testamente for at gøre det klart, hvem der skal have deres ejendom og ejendele. En person vil undertiden også frivilligt melde sig som organdonor. Det kan betyde, at man giver hele kroppen til medicinsk forskning. Det kan også redde andres liv ved at gøre organtransplantationer mulige.

Religiøse opfattelser af døden

I lang tid har mange mennesker været bange for døden, og mange har spekuleret på, hvad der kan ske med mennesker, når de dør. Dette er et af de største spørgsmål inden for filosofi og religion. Mange mennesker tror, at der findes en eller anden form for liv efter døden.

Gamle herskere insisterede nogle gange på, at ikke blot deres egne kroppe og meget ejendom, men også deres tjenere og slægtninge skulle destrueres ved deres begravelse.

Kristendommen har et særligt fokus på døden på grund af romernes statsdrab på Jesus Kristus. I islam mener man, at dette viser uretfærdigheden i de menneskelige systemer til at uddele døden og de bedste menneskers evne til at overvinde den og endda tilgive den. I kristendommen selv mener man, at det beviser, at Jesus selv virkelig var Gud og derfor kunne miste sin krop og stadig have opstandelsens kraft. I buddhismen mener man, at reinkarnation forekommer. Reinkarnation er en idé hentet fra hinduismen.

Konfucianismen anbefaler respekt for forældre og former for forfædredyrkelse for at respektere både døde og levende forfædre.

Ritualer omkring døden

Alle etiske traditioner, herunder den medicinske opfattelse af kroppen, har et ritual omkring døden. Ofte undskylder disse ritualer adfærd, som ville være forhadt, hvis de ikke havde ritualet. Man kan f.eks. sige, at organtransplantation er som kannibalisme.

Meget af det, der sker ved et menneskes død, er rituelt. Folk, der ønsker, at deres død skal håndteres på en bestemt måde, og som ønsker en bestemt behandling som f.eks. kremering af deres lig, bør beslutte sig på forhånd og træffe de nødvendige betalinger og aftaler. Dette gør det meget lettere for deres familie efter deres død, da der ikke længere er mulighed for at kommunikere ønsket klart og tydeligt.

Af samme grund er det vigtigt at sige farvel. Den største stress ved døden synes at komme for de kære, som "ikke fik mulighed for at sige farvel".

Måske er det for at lindre denne stress, at ritualer skabes, og for at samle dem, der kendte en person, så den personlige oplevelse, som en person ikke længere selv kan kommunikere, kan udveksles af andre.

Nogle ritualer, som f.eks. seancer, hævder at give folk mulighed for at tale med de døde. Dette hævdes ikke at være særlig pålideligt, hverken af forskere eller af dem, der selv foretager dem meget ofte.

Døde kroppe kan mumificeres enten naturligt eller med vilje.

Forberedelse til døden

Ud over testamenter, afsked, organdonationer og begravelser er der vigtige personlige erfaringer med at beslutte, om man vil give videre eller ej, når man ved, at man snart dør. Palliativ pleje fokuserer på de grundlæggende beslutninger, som folk træffer, når de er meget tæt på livets afslutning, og den sikrer, at der altid er nogen til rådighed til at tale med dem. Det er en erstatning for heroiske medicinske indgreb, som kan holde dem fysisk i live, men uden livskvalitet. Den menneskelige psykologi skal forberede sig på døden, hvis den skal være andet end en hurtig overraskelse:

Elizabeth Kubler-Ross skrev, at der var flere stadier i døden, hvoraf benægtelse var det første og accept var det sidste. At optegne sit liv er ofte noget, som folk med accept vil gøre for at efterlade en erindringsbog eller en komplet selvbiografi:

Fordi begivenhederne ikke længere er i den levende hukommelse og måske kun er en del af den mundtlige overlevering, er der projekter, der har til formål at registrere alt, hvad folk husker om Første Verdenskrig og Shoah. Det første af disse projekter gik ud på at registrere alt, hvad man husker om den amerikanske borgerkrig. Denne disciplin har ændret historien, da vi har så mange flere førstepersonsberetninger om tiden, og gjort socialhistorien meget mere standardiseret.

Andre udtryk for død

Der findes andre udtryk for død. Eksempler herpå er: "at gå bort", "at gå til et bedre sted", "at købe gården" (normalt brugt i militæret), "at forlade jorden", "at sove længe" og "at sparke til lommen". udtrykket "væk" kan også være et udtryk for at beskrive døden. f.eks. hvis en person er død, siger man også, at vedkommende er væk, som i "gået til et bedre sted" eller "ikke længere her".

Unaturlige dødsårsager

Alderdom er ikke det eneste, der kan gøre en person død. Mennesker får andre mennesker til at dø. Det kaldes drab eller mord. Tre berømte mord er John Wilkes Booth, der dræbte Abraham Lincoln, James Earl Ray, der dræbte Martin Luther King Jr., og Harvey Lee Oswald, der dræbte USA's præsident John F. Kennedy. Mennesker kan også dø ved ulykker, der resulterer i uhelbredeligt traume, hypotermi, sult, selvmord og dehydrering.