En EU-medlemsstat er et af de 27 lande, der er blevet medlem af Den Europæiske Union (EU). Unionen blev oprettet i 1958 som Det Europæiske Økonomiske Fællesskab (EØF) og har siden udviklet sig både i medlemsantal og i kompetenceområder. Efter Storbritanniens udtræden den 31. januar 2020 består EU af 27 medlemsstater.

Hvad betyder det at være EU-medlemsstat?

At være EU-medlemsstat indebærer, at et land har tiltrådt traktaterne, accepterer EU's grundlæggende regler og deltager i Unionens fælles politikker i større eller mindre omfang. Medlemslande samarbejder om indre marked, toldunion, konkurrence- og miljøregler mv., og de deltager i de fælles beslutningsprocesser gennem repræsentation i Rådet, Europa-Parlamentet og via Kommissionen. Enkelte politikområder er overført fra nationalt niveau til EU-niveau i henhold til traktaterne, mens andre områder forbliver national suverænitet.

Københavnskriterierne

Før en stat kan optages som EU-medlem, skal den opfylde de såkaldte Københavnskriterier (fastlagt i 1993). Kort sagt kræver kriterierne:

  • et stabilt demokrati med retsstatsprincip, beskyttelse af menneskerettigheder og respekt for mindretal;
  • en fungerende markedsøkonomi og evne til at klare konkurrence og markedskræfterne inden for EU;
  • evnen og viljen til at overtage EU's regler og forpligtelser (acquis communautaire), herunder gennemførelsen af lovgivning og administrative kapaciteter.

Derudover vurderer Kommissionen løbende kandidatlandenes fremskridt gennem landerapporter og screening af det relevante acquis. Nogle kandidater skal gennemføre særlige reformer og institutionelle forbedringer, før forhandlinger kan afsluttes.

Optagelsesproceduren

Adgangsprocessen er formelt baseret på artikel 49 i Traktaten om Den Europæiske Union. Hovedtrinene er:

  • et land søger om medlemskab og får kandidatstatus (hvis Kommissionen og Rådet vurderer, at grundlæggende kriterier er opfyldt);
  • screening og forhandling af forhandlingskapitler, hvor hvert felt af EU-lovgivning gennemgås; kapitler kan åbnes og lukkes efter fremskridt;
  • når forhandlingerne er afsluttet, indgås en tiltrædelsestraktat, som skal godkendes af Rådet med enstemmighed, have samtykke fra Europa-Parlamentet og ratificeres af alle nuværende medlemsstater i overensstemmelse med deres forfatningsmæssige krav (nogle gange gennem nationale folkeafstemninger).

I praksis kan der også indgås overgangsordninger, overvågningsmekanismer og særlige betingelser, som sikrer, at nye medlemslande implementerer aftalerne ordentligt efter indtrædelsen.

Historiske udvidelser

EU/EØF begyndte med seks grundstater og er vokset gennem flere udvidelsesrunder. De vigtigste runder er:

  • Den oprindelige oprettelse (1958): Belgien, Frankrig, Italien, Luxembourg, Nederlandene og Vesttyskland.
  • 1973 (1. januar): Storbritannien, Danmark og Irland.
  • 1981 (1. januar): Grækenland.
  • 1986 (1. januar): Spanien og Portugal.
  • 1995 (1. januar): Østrig, Finland og Sverige.
  • 2004 (1. maj): Ti lande fra Central- og Østeuropa samt Middelhavsregionen — Cypern, Tjekkiet, Estland, Ungarn, Letland, Litauen, Malta, Polen, Slovakiet og Slovenien (EU's største enkeltudvidelse i antal lande).
  • 2007 (1. januar): Bulgarien og Rumænien udgør den videre udvidelse.
  • 2013 (1. juli): Kroatien som seneste tiltrædende medlemsstat.

Efter disse runder er Unionen kommet op på 27 medlemsstater (efter Storbritanniens udtræden). Udvidelserne har ofte været ledsaget af overgangsforanstaltninger og særlige overvågningsmekanismer for at sikre overholdelse af EU-standarder.

Om Bulgarien og Rumænien

Bulgarien og Rumænien udgør den anden del af EU's femte udvidelse og blev medlem af EU den 1. januar 2007. Tiltrædelsen fulgte årtiers forberedelse, omfattende reformprogrammer og en række anbefalinger fra Kommissionen. Begge lande underskrev deres tiltrædelsestraktat den 25. april 2005 ved en ceremoni i Neumünster Abbey i Luxembourg. Som led i tiltrædelsesprocessen indførte EU efter indtrædelsen monitorerings- og evalueringsmekanismer på visse områder for at sikre varig efterlevelse af retstatsprincipper og bekæmpelse af korruption.

Fremtidige muligheder

Der føres løbende forhandlinger og dialog med en række kandidat- og potentielle kandidatlande. Forhandlingsstatus og tempo varierer fra land til land, afhængigt af politiske reformer, administrative kapaciteter og opfyldelsen af Københavnskriterierne. Udvidelsesprocessen er både politisk og teknisk og kan tage mange år fra ansøgning til fuldt medlemskab.