Lissabontraktaten: EU-traktatens formål, indhold og betydning
Lissabontraktaten forklaret: formål, nøgleindhold og betydning for EU’s institutioner, beslutningsprocesser og medlemslande — klar, kortfattet guide for borgere og studerende.
Lissabontraktaten blev undertegnet den 13. december 2007 mellem 27 europæiske stater, der er medlemmer af Den Europæiske Union (EU). Den trådte i kraft den 1. december 2009. Det er nu det dokument, der definerer EU, men det er ikke en forfatning. Den indeholder et fælles sæt regler, som medlemsstaterne er blevet enige om at anvende på de områder, hvor de har besluttet at samarbejde. Den klarer sig bedre end tidligere traktater som Rom-traktaten og Maastricht-traktaten. Den giver Den Europæiske Union nye ting, f.eks:
Hovedpunkter i Lissabontraktaten
- EU får egen juridisk personlighed, hvilket betyder, at unionen kan indgå internationale aftaler og være medlem af internationale organisationer i eget navn.
- En permanent formand for Det Europæiske Råd (ofte omtalt som EU-præsident) indføres for at skabe kontinuitet i det politiske lederskab.
- En styrket fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik gennem posten som Den Øverste Repræsentant for Udenrigsanliggender og Sikkerhedspolitik samt etableringen af en EU-Udenrigstjeneste (EEAS) for at koordinere diplomatisk indsats.
- Udvidede beføjelser for Europa-Parlamentet, blandt andet gennem flere lovgivningsområder, hvor Parlamentet nu deler beslutningsmagten (fælles beslutningsprocedure) med Rådet.
- Nye beslutningsregler i Rådet, herunder indførelse af "dobbelt flertalsregel" (55 % af medlemsstaterne, repræsenterende mindst 65 % af EU's befolkning) for kvalificeret flertal på mange områder.
- Den Europæiske Unions Charter om Grundlæggende Rettigheder får i store træk juridisk bindende status, hvilket styrker beskyttelsen af borgerrettigheder på EU-niveau.
- Den Europæiske Borgerinitiativer (European Citizens' Initiative) introduceres, så mindst én million borgere fra et passende antal medlemsstater kan anmode Kommissionen om at fremsætte forslag.
- Større rolle til nationale parlamenter i at overvåge subsidiaritetsprincippet, bl.a. gennem de såkaldte gule og røde kort, hvor et betydeligt antal nationale parlamenter kan anfægte foreslåede EU-akter.
- Klarere sondring mellem EU's og medlemsstaternes kompetencer ved at systematisere, hvilke områder EU har eneret til at handle på, hvilke der deles, og hvilke der forbliver nationale.
- Mulighed for fremtidig reduktion af antallet af kommissærer og ændrede procedurer for udnævnelse af formanden for Europa-Kommissionen (valgknæppet mellem rådets forslag og Parlamentets godkendelse).
Virkning og betydning
Lissabontraktaten gjorde EU mere institutionaliseret og søgte at gøre beslutningsprocesserne både mere effektive og mere demokratiske. Europa-Parlamentets indflydelse blev styrket, hvilket gav et større demokratisk element i EU-lovgivningen. Samtidig skulle traktaten sikre, at EU kunne tale med én stemme i udenrigspolitikken og indgå bindende internationale aftaler som en samlet aktør.
Ratifikation og tvivl undervejs
Traktaten gennemgik en langvarig ratifikationsproces i alle medlemsstater. I enkelte lande rejste traktaten store politiske debatter og folkeafstemninger. I Irland stemte vælgerne først nej i 2008, men efter garantier og klarificeringer blev Lissabontraktaten godkendt ved en anden folkeafstemning i 2009, hvorefter traktaten kunne træde i kraft.
Kritik og fortsatte diskussioner
- Suverænitet og demokratisk underskud: Kritikere mener, at traktaten stadig flytter beslutningskompetence væk fra nationale parlamenter og vælgere, selvom nationale parlamenter fik styrket rolle i subsidiaritetskontrollen.
- Kompleksitet: Traktaten ændrede og omdøbte eksisterende traktater (TEU og EF-traktaten, der efterfølgende blev kaldt Traktaten om Den Europæiske Unions Funktionsmåde), hvilket har ført til fortsat debat om gennemsigtighed og forståelighed for borgerne.
- Forskellige nationale forbehold: Under ratifikationen opstod enkelte forbehold og protokoller fra enkelte medlemslande, hvilket illustrerede, at ikke alle dele af traktaten blev opfattet ens i hele unionen.
Konklusion
Lissabontraktaten er et centralt skridt i EU's institutionelle udvikling. Den gjorde unionen bedre rustet til at handle samlet internationalt, styrkede Parlamentets rolle og indførte mekanismer for borgerinddragelse og national parlamentarisk kontrol. Samtidig bærer debatten om demokratisk legitimitet, national suverænitet og traktatens forståelighed fortsat i EU-politikken.
Søge