Det kroatiske sprog tales hovedsageligt i Kroatien og Bosnien-Hercegovina og i de omkringliggende lande i Europa. Sproget tilhører den sydslaviske gren af den indoeuropæiske sprogfamilie og er tæt beslægtet med serbisk, bosnisk og montenegrinsk; de fire betragtes ofte som varianter af det historiske serbokroatisk, men hver af dem har i dag sin egen standard og sprogpolitik. Kroatisk grammatik er grammatik for det kroatiske sprog. Det kroatiske sprog består af tre vernakulære sprog (kaikavian, kakavian og shtokavian).

Dialekter og udtale

De traditionelle dialektdeling bygger på ordet for "hvad" (kaj/ča/što) og giver navnene:

  • Kajkavisk (ofte skrevet kajkavisk) – udbredt i det nordvestlige Kroatien; har flere tætte kontakter til slovensk og ungarsk indflydelse.
  • Čakavisk (chakavisk) – primært langs kysten og på øerne; bevarer mange arkaiske træk og særprægede vokallyde.
  • Štokavisk – den mest udbredte og den dialektform, som moderne standardsprog i Kroatien hovedsageligt bygger på; her findes undervarianter som ikavisk, ijekavisk og ekavisk udtale.

I moderne terminologi kaldes disse dialekter normalt kajkavisk, čakavisk og štokavisk. Standardkroatisk er i praksis baseret på neo-štokaviske former og bruger overvejende ijekavisk udtale som norm i det skrevne sprog, mens lokale talemåder stadig viser stor variation.

Historisk kodificering og ortografi

De kroatiske grammatikbøger viser, at kodificeringen af sproget begyndte i begyndelsen af det 17. århundrede (den første grammatik blev skrevet af Bartol Kašić på latin i 1604). Det betyder, at reglerne for sproget blev nedskrevet. Fra 1604 til 1836 var der 17 grammatikere. De fleste af dem beskrev den Štokaviske dialekt, men nogle af dem handlede om kajkavisk. I det 19. århundrede blev der skrevet flere grammatikker baseret på Štokavian. De var "Nova ricsoslovnica illiricka", skrevet af Šime Starčević (1812), og "Grammatik der illyrischen Sprache", skrevet af Ignjat Alojzije Brlić (1833),. Selv før det 19. århundrede blev de tre dialekter af det kroatiske sprog næsten lige meget brugt. Den måde, hvorpå de enkelte dialekter blev nedskrevet, varierede dog i Kroatien. I nærheden af Adriaterhavskysten lignede den mere italiensk, og nær den ungarske grænse lignede den mere ungarsk. Alle grammatikker fra ovennævnte periode (1604-1836) anvendte tre accenter: akut, grav og circumflex, Starčevićs grammatik er en undtagelse, da den anvender et system med fire accenter. I det 19. århundrede foreslog Ljudevit Gaj nye bogstaver fra tjekkisk (č,ž,š,ľ,ň,ň,ď og ǧ). De bogstaver, der blev accepteret, var č, ž og š, og fra polsk ć. For andre fonemer (lyde) var de digraffer, der blev accepteret, ie, lj, nj og dž. Senere blev dj eller gj ændret til đ (efter forslag fra Đuro Daničić).

I praksis førte Gajs reformer til det, man i dag kalder Gaj-alfabetet: en latinsk baseret skrift med diakritiske bogstaver og nogle digraffer til at gengive de særlige kroatiske lyde. Det moderne kroatiske alfabet består af 30 bogstaver (herunder č, ć, dž, đ, lj, nj, š og ž), hvor dž, lj og nj regnes som enkelte bogstaver i alfabetisk rækkefølge.

Sprogets grammatiske træk

Kroatisk grammatik er karakteriseret af en rig bøjningsmorfologi og en syntaks, der er relativt fri takket være kasusmarkeringerne. Nogle centrale træk:

  • Kasus: der er syv kasus: nominativ, genitiv, dativ, akkusativ, vokativ, lokativ og instrumentalis.
  • Gramatiske køn: maskulinum, femininum og neutrum; adjektiver og pronomener kongruerer med substantivet i køn, tal og kasus.
  • Tal: singularis og pluralis (historisk også dualis i ældre stadier og i visse dialekter).
  • Verb: system med aspekt (perfektiv vs. imperfektiv), flere tider (nutid, perfektum dannet med hjælpeverbum, futurum, pluskvamperfektum i ældre stil), samt konditionalis og imperativ. Verbale former bøjes efter person og tal.
  • Ordstilling: Sætninger er ofte SVO (subjekt–verbum–objekt), men ordstilling kan være fleksibel for at skabe fokus eller følge klitisk placering (personlige pronominer og hjælpeverber har tendens til at stå i anden sætningsposition).

Standardisering, status og moderne brug

Standardkroatisk blev i høj grad formaliseret i løbet af 1800-tallet og efterfølgende, især gennem skolevæsen, litteratur, myndigheder og medier. I dag er kroatisk officielt sprog i Kroatien og et af de officielle sprog i Bosnien-Hercegovina (sammen med bosnisk og serbisk). Efter Kroatiens medlemskab af EU (2013) er kroatisk også et officielt EU-sprog.

Sproget tales af flere millioner mennesker, både i hjemlandet og i større emigrantmiljøer i Vesteuropa, Nordamerika og Australien. Der findes et rigt litterært og journalistisk felt på kroatisk, og moderne medier, uddannelse og administration understøtter det standardiserede sprog.

Mutual intelligibility og sprogpåvirkninger

Kroatisk er i høj grad gensidigt forståeligt med serbisk, bosnisk og montenegrinsk. De fire standarder har meget fælles ordforråd og grammatiske strukturer, men adskiller sig i visse ordvalg, stavning, udtale og politisk terminologi. Historisk har påvirkninger fra latin, italiensk (især langs kysten), ungarsk (i nordøst) og tyske sprogformer sat tydelige spor i ordforrådet.

Samlet set er kroatisk et veludviklet standardiseret sprog med dybe historiske rødder, rig dialektal variation og et klart defineret skriftsystem, som gør det velegnet til litteratur, administration og moderne kommunikation.