Hvad er et visum? Definition, typer og krav for indrejse

Nogle visa kan udstedes ved ankomsten eller efter forudgående ansøgning på landets ambassade eller konsulat eller i nogle tilfælde gennem et specialiseret rejsebureau med tilladelse fra det udstedende land i afrejselandet. Hvis der ikke findes nogen ambassade eller noget konsulat i ens hjemland, må man rejse til et tredjeland (eller ansøge pr. post) og forsøge at få udstedt et visum der. Behovet for et visum afhænger generelt af ansøgerens statsborgerskab, hvor længe ansøgeren planlægger at opholde sig, og hvilke aktiviteter ansøgeren ønsker at foretage sig i det land, han besøger. Dette kan resultere i forskellige formelle kategorier af visa med forskellige udstedelsesbetingelser.

Nogle lande, men ikke alle, har gensidige visumordninger: Hvis land A kræver, at borgere fra land B skal have visum for at rejse dertil, kan land B anvende gensidighed og kræve visum af borgere fra land A. Hvis A tillader B's borgere at rejse ind i landet uden visum, kan B ligeledes tillade A's borgere at rejse ind i landet uden visum.

Eksempler på sådanne gensidige visumordninger findes mellem:

• Algeriet [1] og Canada [2]
• de fleste af SNG-medlemsstaterne og de afrikanske lande
• Brasilien og Canada/IS-medlemsstater
• Armenien og de fleste ikke-CIS-medlemsstater [3]

Der kan opkræves et gebyr for udstedelse af visum; disse gebyrer er typisk også gensidige, så hvis land A opkræver 50 USD af land B's borgere for et visum, vil land B ofte også opkræve det samme beløb af land A's besøgende. Det kan også være op til den enkelte ambassade at bestemme, hvilket gebyr der opkræves. En lignende gensidighed gælder ofte for visummets varighed (den periode, hvor man har tilladelse til at anmode om indrejse i landet) og det antal indrejser, man kan forsøge at rejse ind i landet med visummet. Hurtig behandling af visumansøgningen for visse lande vil normalt medføre ekstra gebyrer.

Dette gensidige gebyr er blevet mere almindeligt i de seneste år, da USA har besluttet at opkræve et visumbehandlingsgebyr på 100 dollars af statsborgere fra forskellige lande (som ikke kan refunderes, selv om der ikke udstedes et visum). En række lande, herunder Brasilien, Chile og Tyrkiet, har gjort det samme. Brasilien kræver et forudgående visum før indrejse i landet, og at en amerikansk statsborger skal have taget fingeraftryk og fotograferes ved ankomsten, hvilket svarer til USA's krav til brasilianere og andre udlændinge.

Den udstedende myndighed, som normalt er en afdeling af landets udenrigsministerium eller -afdeling (f.eks. det amerikanske udenrigsministerium), og typisk konsulære embedsmænd, kan anmode ansøgeren om relevant dokumentation. Dette kan omfatte bevis for, at ansøgeren er i stand til at forsørge sig selv i værtslandet (logi, mad), bevis for, at den person, der er vært for ansøgeren i sit hjem, virkelig eksisterer og har tilstrækkelig plads til at huse ansøgeren, bevis for, at ansøgeren har tegnet en syge- og evakueringsforsikring osv. Nogle lande kræver bevis for helbredstilstand, især i forbindelse med langtidsvisa; nogle lande nægter personer med visse sygdomme, f.eks. aids, sådanne visa. De nøjagtige betingelser afhænger af landet og visumkategorien. Bemærkelsesværdige eksempler på lande, der kræver hiv-test af fastboende udlændinge, er Rusland [4] og Usbekistan. [5] I Usbekistan bliver kravet om hiv-test dog nogle gange ikke håndhævet strengt. [6]

Udviklede lande kræver ofte stærke beviser for, at man har til hensigt at vende tilbage til hjemlandet, hvis visummet er til midlertidigt ophold, og især hvis ansøgeren kommer fra et udviklingsland, på grund af indvandringsproblemer.

Den udstedende myndighed kan også kræve, at ansøgerne skal attestere, at de ikke er dømt for strafbare forhold, eller at de ikke deltager i visse aktiviteter (f.eks. prostitution eller narkohandel). Nogle lande vil nægte visum, hvis de rejsendes pas viser beviser for statsborgerskab eller rejser til et land, som ikke er anerkendt af det pågældende land. Saudi-Arabien vil f.eks. ikke udstede visa til statsborgere fra Israel eller til personer med beviser for besøg i Israel.

De mest almindelige typer af visa er:

• Et transitvisum, der normalt er gyldigt i 3 dage eller mindre, til gennemrejse af landet til en tredje destination.
• Et turistvisum, der gælder for en begrænset periode med fritidsrejser, og som ikke tillader forretningsaktiviteter. Nogle lande udsteder ikke turistvisa. Saudi-Arabien indførte først turistvisa i 2004, selv om landet udstedte (og stadig udsteder) pilgrimsvisa til Hajj-pilgrimme.
• Et forretningsvisum, der giver mulighed for at drive handel i landet. Disse visa udelukker generelt permanent ansættelse, hvortil der kræves et arbejdsvisum.
• Et visum til midlertidig arbejdskraft med henblik på godkendt beskæftigelse i værtslandet. Det er generelt vanskeligere at få et sådant visum, men det er gyldigt i længere perioder end et forretningsvisum. Som eksempler herpå kan nævnes USA's H-1B- og L-1-visa.
• Et visum ved ankomst, som er et visum, der udstedes umiddelbart før indrejse i landet, f.eks. i en lufthavn eller ved en grænsekontrolpost. Dette er forskelligt fra at der slet ikke kræves visum, da den besøgende stadig skal have visummet, før han/hun overhovedet kan forsøge at passere gennem immigrationsmyndighederne. Visummet ved ankomsten er normalt ikke andet end en ankomstskat, selv om de besøgende stadig kan blive nægtet indrejse selv med et visum.
• Et ægtefællevisum, der udstedes til ægtefællen til en person, der er bosiddende eller statsborger i et bestemt land, for at give parret mulighed for at bosætte sig i landet. Som eksempel kan nævnes Det Forenede Kongeriges EØS-familietilladelse.

Mindre almindelige visa omfatter:

• Et visum til studerende, som giver indehaveren ret til at studere på en højere læreanstalt i det udstedende land. Studerende, der studerer i Algeriet, får dog udstedt turistvisum. [7]
• Et working holiday-visum til personer, der rejser mellem lande, der tilbyder et working holiday-program, som giver unge mennesker mulighed for at påtage sig midlertidigt arbejde under rejsen. Mindst ti europæiske lande tillader arbejde for studerende fra lande uden for EU.

[8]

• Et diplomatisk visum (undertiden et officielt visum), som giver indehaveren diplomatisk status og normalt kun er tilgængeligt for indehavere af diplomatpas.
• Et høflighedsvisum, der udstedes til repræsentanter for udenlandske regeringer eller internationale organisationer, som ikke opfylder betingelserne for diplomatisk status, men som fortjener en hurtig og høflig behandling. Et høflighedsvisum giver normalt ikke privilegier eller immuniteter.
• Et journalistvisum, som nogle lande kræver af personer med dette erhverv, når de rejser for deres respektive nyhedsorganisationer. Blandt de lande, der kræver dette visum, kan nævnes Cuba, Iran, Nordkorea, Saudi-Arabien, USA (I-visa) og Zimbabwe.
• Afiancee-visum, der udstedes for en begrænset periode forud for et planlagt ægteskab baseret på et dokumenteret forhold til en statsborger i destinationslandet. En tysk kvinde, der ønsker at gifte sig med en amerikansk mand, kan f.eks. få et Fiancee-visum (også kendt som et K-1-visum), som giver hende mulighed for at rejse ind i USA.
• Et immigrantvisum, der udstedes til personer, der har til hensigt at immigrere til det udstedende land. De udstedes normalt til en enkelt rejse, da indehaveren, afhængigt af landet, senere vil få udstedt et permanent opholdskort, som vil give den rejsende mulighed for at rejse ind i det udstedende land et ubegrænset antal gange. (f.eks. United States Permanent Resident Card)...

Visum kan også være til en enkelt indrejse, hvilket betyder, at visummet annulleres, så snart indehaveren forlader landet, til dobbelt indrejse eller til flere indrejser, hvilket betyder, at man kan rejse ind i landet flere gange med det samme visum. Landene kan også udstede genindrejsetilladelser, som gør det muligt at forlade landet midlertidigt uden at visummet bliver ugyldigt. Selv et forretningsvisum giver normalt ikke indehaveren ret til at arbejde i værtslandet uden en yderligere arbejdstilladelse.

Når et visum er udstedt, skal det normalt bruges inden for en vis periode.

Visummets gyldighed er ikke det samme som den tilladte opholdsperiode i det udstedende land. Visummets gyldighed angiver normalt, hvornår udlændingen kan ansøge om indrejse i landet. Hvis et visum f.eks. er udstedt den 1. januar og udløber den 30. marts, og den typiske tilladte opholdsperiode i et land er 90 dage, begynder det tilladte ophold på 90 dage den dag, hvor passageren ankommer til landet, hvilket skal være mellem den 1. januar og den 30. marts. Den rejsende kan derfor opholde sig i det udstedende land indtil den 1. juni.

Når du er i landet, kan gyldighedsperioden for et visum eller et godkendt ophold ofte forlænges mod et gebyr, hvis immigrationsmyndighederne vælger at gøre det. Ophold i længere tid end den periode, som indvandringsmyndighederne har givet tilladelse til, betragtes som ulovlig indvandring, selv om visumets gyldighedsperiode ikke er udløbet (f.eks. for visa til flere indrejser), og som en form for "uden for status", og lovovertræderen kan blive idømt en bøde, retsforfulgt, deporteret eller endog sortlistet (forbudt) mod at rejse ind i landet igen.

Hvis du rejser ind i et land uden gyldigt visum eller visumfritagelse, kan du blive arresteret og fjernet (deportation eller udelukkelse) fra landet. Hvis man gør ting, som ikke er tilladt i henhold til den status, man har fået ved indrejsen (f.eks. arbejder, mens man har status som turist uden arbejdstilladelse), kan man blive anset for at kunne udsendes, i daglig tale en illegal udlænding. En sådan overtrædelse er ikke en overtrædelse af et visum, på trods af den almindelige misbrug af udtrykket, men en overtrædelse af status, deraf udtrykket "out of status".

Selv om man har et visum, er det ikke en garanti for, at man kan rejse ind i det meste af landet. Grænseovergangsmyndighederne træffer den endelige afgørelse om at tillade indrejse og kan endda annullere et visum ved grænsen, hvis udlændingen ikke til deres tilfredshed kan påvise, at vedkommende vil overholde den status, som visummet giver ham.

Visum- og immigrationslovgivningen kan være meget forskellig fra land til land. Derfor anbefales udlændinge at undersøge visum- og immigrationslovgivningen i de lande, de ønsker at rejse ind i, og om de er berettiget til at få visum eller andre immigrationsfordele, sammen med immigrationsadvokater.

Mange lande har en mekanisme, der gør det muligt for indehaveren af et visum at ansøge om at blive længere tid i landet. I Danmark kan indehaveren af et visum f.eks. ansøge om opholdstilladelse hos Udlændingestyrelsen, efter at han/hun er ankommet til landet. I Det Forenede Kongerige kan ansøgninger indgives til Border and Immigration Agency. Under visse omstændigheder er det ikke muligt for indehaveren af visummet at gøre dette, enten fordi landet ikke har en mekanisme til at forlænge visa, eller højst sandsynligt fordi indehaveren af visummet bruger et visum til kortvarigt ophold til at bo i et land. I sådanne tilfælde foretager indehaveren ofte det, der kaldes visa run, dvs. at han/hun forlader landet i en kort periode for at ansøge om et nyt visum, inden han/hun vender tilbage, eller så han/hun kan få en ny opholdstilladelse, når han/hun rejser ind igen.

Et visum kan afvises af en række årsager, herunder (men ikke begrænset til) hvis ansøgeren:

• har begået svig eller afgivet urigtige oplysninger i sin ansøgning;
• Kan ikke bevise, at de har stærke bånd til det land, hvor de har deres nuværende bopæl;
• har til hensigt at bo eller arbejde permanent i det land, han/hun skal besøge;
• Har ikke en legitim grund til rejsen;
• Har ingen klare muligheder for at have tilstrækkelige midler til at forsørge sig selv, mens han/hun er i landet;
• Har ikke indkvartering i bestemmelseslandet;
• ikke har arrangeret sin transport;
• ikke har en syge-/rejseforsikring, der er gyldig for rejsemålet og opholdets varighed;
• har en straffeattest eller har en verserende straffesag;
• Har ikke en god moralsk karakter;
• ansøger med kort varsel;
• anses for at være en sikkerhedsrisiko;
• har fået afvist deres tidligere visumansøgning(er);
• Er statsborger i et land, som værtslandet har dårlige eller slet ikke eksisterende forbindelser med;
• Har en smitsom sygdom, f.eks. tuberkulose;
• Har tidligere overtrådt reglerne om indvandring;
• har aldrig tidligere foretaget nogen rejse til udlandet;
• Har rejst før, men har fået visum til andre lande, som ikke ligger i nærheden af destinationslandet;
• behersker ikke sproget tilstrækkeligt;
• Har planlagt en ferie uden andet formål end sightseeing.

Det er en betingelse for indrejse i mange lande at være i besiddelse af et gyldigt visum, men der findes dog forskellige fritagelsesordninger. I nogle tilfælde kan indehavere af diplomatpas få visumfri indrejse, selv om indehavere af almindelige pas skal have visum (se: Pas).

Nogle lande har gensidige aftaler, som betyder, at visum ikke er nødvendigt på visse betingelser, f.eks. når det drejer sig om turisme og om et relativt kort ophold. Et eksempel herpå er USA's visumfritagelsesprogram. Sådanne gensidige aftaler kan skyldes fælles medlemskab af internationale organisationer eller en fælles arv:

• Alle borgere fra ECOWAS-medlemsstaterne, bortset fra dem, der ved lov er defineret som uønskede udlændinge, kan rejse ind i og opholde sig uden visum i en medlemsstat i højst 90 dage. Det eneste krav er et gyldigt rejsedokument og internationale vaccinationsattester.
• Statsborgere fra de stater, der er medlemmer af Det Østafrikanske Fællesskab, behøver ikke visum for at rejse ind i nogen af medlemslandene.
• Nogle lande i Commonwealth kræver ikke turistvisum for borgere fra andre Commonwealth-lande.
• De fleste lande i Sammenslutningen af Sydøstasiatiske Nationer (ASEAN) kræver ikke turistvisum for borgere fra andre ASEAN-lande.
• Armenien [9] og Usbekistan [10] tillader borgere fra SNG-medlemsstater, undtagen Turkmenistan, at rejse ind i landet som turister uden visum.

Andre lande kan også ensidigt indrømme visumfri indrejse for statsborgere fra visse lande for at lette turismen.

Visumfri rejse mellem lande finder også sted i alle tilfælde, hvor der ikke kræves pas til sådanne rejser. (For eksempler på pasfri rejser, se Internationale rejser uden pas.)

Visum er normalt kun gyldigt til indrejse i det land, der har udstedt visummet. Lande, der er medlem af regionale organisationer eller part i regionale aftaler, kan dog udstede visa, der er gyldige for indrejse i nogle eller alle organisationens eller aftalens medlemslande:

• Schengenvisummet er måske det mest kendte eksempel på et fælles visum. Dette visum har sin oprindelse i Schengenaftalen fra 1985 mellem de europæiske stater, som giver mulighed for en fælles politik for midlertidig indrejse af personer (herunder visa). Visummet giver en turist eller besøgende adgang til det område, der er omfattet af aftalen (kendt som "Schengenområdet" eller "Schengenland"). Borgere fra lande uden for EU og EØS, der ønsker at besøge Europa som turister, og som har brug for et visum for at komme ind i Schengenområdet, skal blot anskaffe sig det fælles Schengenvisum fra ambassaden/konsulatet i et af Schengenlandene. Herefter kan de uhindret besøge et eller alle Schengenlande som turister eller i forretningsøjemed. De behøver ikke at få særskilte visa for alle de Schengenlande, de ønsker at besøge.

• CARICOM-visummet blev indført i slutningen af 2006 og gav besøgende mulighed for at rejse mellem 10 CARICOM-medlemsstater (Antigua & Barbuda, Barbados, Dominica, Grenada, Guyana, Jamaica, Jamaica, St. Kitts & Nevis, St. Lucia, St. Vincent & Grenadinerne og Trinidad & Tobago). Disse 10 medlemslande var blevet enige om at danne et "fælles indenrigsrum", hvor rejsende kun skulle få deres pas stemplet og skulle indgive udfyldte, standardiserede ind- og udrejsedokumenter i den første havn og det første indrejseland. CARICOM-visummet gjaldt for statsborgere fra alle lande undtagen CARICOM-medlemsstater (bortset fra Haiti) og associerede medlemsstater, Canada, Frankrig, Tyskland, Irland, Italien, Japan, Japan, Nederlandene, Sydafrika, Det Forenede Kongerige, USA og disse landes oversøiske lande, territorier eller departementer. CARICOM-visa kan fås ved henvendelse til ambassaderne/konsulaterne i Barbados, Jamaica og Trinidad og Tobago, og i lande, der ikke har nogen CARICOM-repræsentanter, kan ansøgningsskemaerne fås ved henvendelse til ambassaderne/konsulaterne i Det Forenede Kongerige. Det fælles visum var kun beregnet til at gælde i forbindelse med verdensmesterskabet i cricket og blev ophævet den 15. maj 2007. Der er imidlertid drøftelser i gang om at indføre et revideret CARICOM-visum på permanent basis i fremtiden.

• Det mellemamerikanske fælles visum (Visa Única Centroamericana) blev indført ved CA-4-aftalen mellem Guatemala, El Salvador, Honduras og Nicaragua. Det er påkrævet for borgere fra alle andre lande, hvilket eliminerer behovet for separate indrejsevisa for hvert af landene. Personer, der rejser ind i regionen med et visum af type "B", kan rejse ind i området via enhver indgangsport. Personer, der rejser ind med et visum af type "C" (udstedt efter forudgående samråd med udenrigsministeriet), skal rejse ind via en indgangsport i det land, der har udstedt visummet. Når en person har fået indrejsetilladelse, kan vedkommende rejse videre til et hvilket som helst af de andre lande og har tilladelse til at blive indtil den dato, der er godkendt i den oprindelige indgangsport.

• Et østafrikansk enkelt turistvisum er blevet godkendt af de relevante sektormyndigheder under det østafrikanske fællesskabs integrationsprogram (EAC). Visummet vil være gyldigt for alle tre partnerlande i EAC (Kenya, Tanzania og Uganda). Ifølge forslaget til visum kan ethvert nyt østafrikansk visum udstedes af alle partnerstaternes ambassader. Visumforslaget fulgte efter en opfordring fra partnerlandenes turistforeninger om et fælles visum for at fremskynde markedsføringen af regionen som en fælles turistdestination, og EAC's sekretariat ønsker, at det godkendes inden World Travel Fair (eller World Travel Market) i London i november. Når det østafrikanske ministerråd har godkendt det, vil turisterne kunne ansøge om et enkelt lands indrejsevisum, som derefter vil kunne anvendes i alle de regionale medlemsstater som et initiativ med et enkelt indrejsekrav.

• SADC UNIVISA (eller Univisa) har været under udvikling, siden SADC-medlemmerne underskrev en protokol om udvikling af turisme i 1998. Protokollen skitserede Univisa som et mål for at gøre det muligt for besøgende at komme ind og rejse internationalt og regionalt så gnidningsløst som muligt. Det forventedes at blive operationelt ved udgangen af 2002. Indførelsen blev forsinket, og en ny gennemførelsesdato, udgangen af 2006, blev annonceret. SADC sigter nu imidlertid mod at få indført univisa-systemet i 2008, inden FIFA's verdensmesterskab i fodbold i Sydafrika i 2010. Det var oprindeligt meningen, at univisa-systemet i første omgang kun skulle være tilgængeligt for besøgende fra udvalgte "oprindelsesmarkeder" såsom Australien, Benelux-landene, Frankrig, Tyskland, Italien, Japan, Portugal, Spanien, Det Forenede Kongerige og USA. Det forventes nu, at når Univisa indføres, at det vil gælde for internationale (langdistanceturister) fra lande uden for SADC, der rejser til og inden for regionen, og at det vil tilskynde til rejser med flere destinationer inden for regionen. Det forventes også, at univisa vil frigøre turismepotentialet i de grænseoverskridende parker ved at sænke grænserne mellem nabolandene i parkerne. Visummet forventes at være gyldigt for alle lande med grænseparker (Botswana, Lesotho, Mozambique, Namibia, Sydafrika og Zimbabwe) og nogle andre SADC-lande (Angola og Swaziland).