Victor Hugo: Fransk digter, romanforfatter og menneskerettighedsaktivist

Victor Hugo var søn af Joseph Léopold Sigisbert Hugo (1773-1828) og Sophie Trébuchet (1772-1821). Han havde to ældre brødre ved navn Abel Joseph Hugo (1798-1855) og Eugène Hugo (1800-1837). Han blev født i 1802 i Besançon (i departementet Doubs). Hugo boede i Frankrig det meste af sit liv. Under Napoleon III's regeringstid gik han i eksil. I 1851 boede han i Belgien, i Bruxelles. 1852 flyttede han til Jersey. Han blev der indtil 1855, hvorefter han tog til Guernsey for at bo der indtil 1870. Han boede der igen i 1872-1873. Fra 1859 var hans eksil et frivilligt valg.

Nogle store begivenheder prægede Hugos tidlige barndom. Få år før hans fødsel blev bourbon-dynastiet styrtet under den franske revolution. Den første republik rejste sig og faldt, og det første franske imperium opstod under Napoléon Bonaparte. Napoléon blev kejser to år efter Hugos fødsel. Bourbonmonarkiet blev genindført, da Hugo var 17 år. Hans forældre havde forskellige politiske og religiøse holdninger. Hugos far var officer. Han havde en meget høj rang i Napoléons hær. Han var en ateistisk republikaner og betragtede Napoléon som en helt. Hans mor var en ekstrem katolsk royalist. Da Hugo's far var officer, flyttede familien ofte. Victor Hugo lærte meget af disse rejser. Han opholdt sig i Napoli og Rom i seks måneder, inden han tog tilbage til Paris. Han var kun fem år på det tidspunkt, men han huskede rejsen godt.

Hans mor, Sophie, tog til Italien med sin mand, som var guvernør i en provins nær Napoli. De tog også til Spanien, hvor Josef regerede tre spanske provinser. Sophie skiltes midlertidigt fra sin mand i 1803, da det var et svært liv. Hun bosatte sig i Paris. Det betød, at hun dominerede Hugos uddannelse. Derfor viser Hugos tidlige værker, hovedsageligt i poesi, at han roser monarkismen og troen. Revolutionen i 1848 fik Hugo til at gøre oprør mod sin katolske royalistiske opdragelse. Efter denne revolution foretrak han republikanisme og fritænkning.

Som ung forelskede Victor Hugo sig i sin tid. Han blev hemmeligt forlovet med sin barndomsveninde Adèle Foucher (1803-1868) mod sin mors vilje.

Han giftede sig med Adèle i 1822, efter at hans mor var død i 1821. Deres første barn, Léopold (født i 1823), døde som spæd. Hugo fik fire andre børn ved navn Léopoldine (28. august 1824), Charles (4. november 1826), François-Victor (28. oktober 1828) og Adèle (24. august 1830). Hugo udgav sin første roman i 1823 (Han d'Islande). Hans anden udkom tre år senere (Bug-Jargal, 1826). Han udgav yderligere fem digtsamlinger (Les Orientales, 1829; Les Feuilles d'automne, 1831; Les Chants du crépuscule, 1835; Les Voix intérieures, 1837; Les Rayons et les ombres, 1840) mellem 1829 og 1840. Dette bidrog til hans ry som en af de største elegiske og lyriske digtere i hans tid.

Hans ældste og yndlingsdatter, Léopoldine, døde, hvilket gjorde Hugo meget ked af det. Hun døde i en alder af 19 år i 1843. Det var kun kort tid efter hendes ægteskab. Hun druknede i Seinen ved Villequier. Hendes tunge nederdele trak hende ned, da en båd væltede. Hendes mand døde, da han forsøgte at redde hende. På det tidspunkt var Victor Hugo på rejse med sin elskerinde i Sydfrankrig. Han hørte om Léopoldines død fra en avis, da han sad på en café. Han beskriver sit chok og sin sorg i sit digt À Villequier:

Herefter skrev han mange digte om sin datters liv og død. Et af hans mest berømte digte er nok Demain, dès l'aube. I dette digt beskriver han, hvordan han besøger hendes grav.

François-René de Chateaubriand, den berømte romantiske forfatter, havde indflydelse på Hugo i begyndelsen af 1800-tallet. Da Hugo var ung, sagde han, at han ville være Chateaubriand ou rien ("Chateaubriand eller ingenting"). Mange af de ting, som Chateaubriand gjorde, kopierede Hugo. For det første forsvarede han romantikkens sag. Derefter blev han involveret i politik og støttede republikanismen. Til sidst blev han tvunget i eksil på grund af sine politiske synspunkter. Hugos lidenskab og veltalenhed i hans tidlige værker gjorde ham succesfuld og berømt i en tidlig alder. Hans første digtsamling (Odes et poésies diverses) blev udgivet i 1822. På det tidspunkt var Hugo kun tyve år gammel. Den indbragte ham en kongelig pension (penge fra kongen) fra Louis XVIII. Hans digte blev beundret, men det var hans næste samling, fire år senere i 1826 (Odes et Ballades), der afslørede Hugo som en stor digter.

Victor Hugos første modne fiktionsværk udkom i 1829. Det afspejlede hans interesse for samfundet, som han oftere viste i sine senere værker. Le Dernier jour d'un condamné (Den sidste dag af en dødsdømt mand) havde stor indflydelse på senere forfattere som Albert Camus, Charles Dickens og Fjodor Dostojevskij. Claude Gueux udkom i 1834. Det er en dokumentarisk novelle om en virkelig morder, der var blevet henrettet i Frankrig. Hugo selv betragtede den som en forløber for sit store værk om social uretfærdighed, Les Misérables. Men Hugos første succesroman Notre-Dame de Paris (The Hunchback of Notre Dame), som blev udgivet i 1831, var Hugo's første succesroman. Den blev hurtigt oversat til andre sprog i hele Europa. En af romanens virkninger var at få indbyggerne i Paris til at restaurere den forsømte Notre Dame-katedral, som tiltrak tusindvis af turister, der havde læst den populære roman. Bogen inspirerede også til en fornyet forståelse for bygninger fra før renæssancen, som begyndte at blive aktivt bevaret.

Hugo begyndte at planlægge en stor roman om social elendighed og uretfærdighed allerede i 1830'erne, men det skulle tage hele 17 år, før Les Misérables blev realiseret og endelig udgivet i 1862. Forfatteren var meget bevidst om romanens kvalitet, og udgivelsen af værket gik til den højestbydende. Det belgiske forlag Lacroix og Verboeckhoven iværksatte en for den tid usædvanlig markedsføringskampagne og udsendte pressemeddelelser om værket hele seks måneder før lanceringen. I første omgang blev kun første del af romanen ("Fantine") udgivet, som blev lanceret samtidig i de store byer. Bogens udgaver blev udsolgt i løbet af få timer og fik en enorm indvirkning på det franske samfund. Det kritiske establishment var generelt fjendtligt indstillet over for romanen; Taine fandt den uoprigtig, Barbey d'Aurevilly klagede over dens vulgaritet, Flaubert fandt i den "hverken sandhed eller storhed", Goncourt-folkene kritiserede dens kunstighed, og Baudelaire - på trods af positive anmeldelser i aviserne - kritiserede den privat som "usmagelig og uduelig". Les Misérables viste sig at være populær nok blandt masserne til, at de emner, som den satte på dagsordenen i den franske nationalforsamling, snart blev sat på dagsordenen. I dag er romanen stadig hans mest vedvarende populære værk. Den er populær over hele verden og er blevet tilpasset til film, tv og teaterforestillinger.

Den korteste korrespondance i historien er den mellem Hugo og hans forlægger Hurst & Blackett i 1862. Det siges, at Hugo var på ferie, da Les Misérables (som er på over 1200 sider) blev udgivet. Han telegraferede beskeden med et enkelt tegn "?" til sin forlægger, som svarede med et enkelt "!".

Hugo vendte sig væk fra sociale og politiske emner i sin næste roman, Les Travailleurs de la Mer (Havets arbejdere), der blev udgivet i 1866. Alligevel blev bogen godt modtaget, måske på grund af den tidligere succes med Les Misérables. Hugos fortælling om menneskets kamp mod havet og væsnerne i dets dybder, som var dedikeret til kanaløen Guernsey, hvor han tilbragte femten år i eksil, startede en usædvanlig trend i Paris: blæksprutter. Fra blækspruttefade og udstillinger til blækspruttehatte og fester blev pariserne fascineret af disse usædvanlige havdyr.

Hugo vendte tilbage til politiske og sociale spørgsmål i sin næste roman, L'Homme Qui Rit (Manden der griner), der blev udgivet i 1869 og tegnede et kritisk billede af aristokratiet. Romanen blev dog ikke så vellykket som hans tidligere forsøg, og Hugo begyndte selv at kommentere den voksende afstand mellem ham og litterære samtidige som Flaubert og Émile Zola, hvis realistiske og naturalistiske romaner nu overgik hans egne værker i popularitet. Hans sidste roman, Quatre-vingt-treize (Ninety-Threize), der udkom i 1874, handlede om et emne, som Hugo tidligere havde undgået: terrorregimet under den franske revolution.

Efter tre forgæves forsøg blev Hugo endelig valgt ind i Académie française i 1841, hvilket bekræftede hans position i den franske kunst- og litteraturverden. En gruppe franske lærde, især Etienne de Jouy, kæmpede mod den "romantiske udvikling" og havde formået at forsinke Victor Hugos valg. Herefter blev han i stigende grad involveret i fransk politik. Han blev ophøjet til adelsmand af kong Louis-Philippe i 1841 og kom ind i det højere kammer som pair de France, hvor han talte mod dødsstraf og social uretfærdighed og for pressens frihed og for Polens selvstyre. Han blev dog også mere og mere tilhænger af den republikanske styreform og blev efter revolutionen i 1848 og dannelsen af den anden republik valgt til den forfatningsmæssige forsamling og den lovgivende forsamling.

Da Louis Napoleon (Napoleon III) tog magten helt til sig i 1851 og indførte en antiparlamentarisk forfatning, erklærede Hugo ham åbenlyst for en forræder mod Frankrig. Han flyttede til Bruxelles, derefter til Jersey og bosatte sig til sidst med sin familie på kanaløen Guernsey i Hauteville House, hvor han levede i eksil indtil 1870.

I sit eksil udgav Hugo sine berømte politiske pamfletter mod Napoleon III, Napoléon le Petit og Histoire d'un crime. Pamfletterne blev forbudt i Frankrig, men fik alligevel stor betydning i Frankrig. Han komponerede eller udgav også nogle af sine bedste værker i sin tid på Guernsey, herunder Les Misérables og tre meget roste digtsamlinger (Les Châtiments, 1853; Les Contemplations, 1856; og La Légende des siècles, 1859).

Han overbeviste dronning Victorias regering om at skåne seks irere, der var dømt for terroraktiviteter, og hans indflydelse blev anerkendt for at få dødsstraffen fjernet fra forfatningerne i Genève, Portugal og Colombia. Han havde også bønfaldt Benito Juarez om at skåne den nyligt tilfangetagne kejser Maximilian I af Mexico, men uden held.

Selv om Napoleon III gav amnesti til alle politiske eksilerede i 1859, afviste Hugo det, da det betød, at han måtte begrænse sin kritik af regeringen. Det var først efter Napoleon III's fald fra magten og udråbelsen af den tredje republik, at Hugo endelig vendte tilbage til sit hjemland i 1870, hvor han straks blev valgt ind i nationalforsamlingen og senatet.

Han var i Paris under belejringen af den preussiske hær i 1870 og spiste som bekendt dyr, som han fik af Paris' zoologiske have. Da belejringen fortsatte, og maden blev stadig mere sparsom, skrev han i sin dagbog, at han var reduceret til at "spise det ukendte".

På grund af sin interesse for kunstneres rettigheder og ophavsret var han med til at stifte Association Littéraire et Artistique Internationale, som førte til Bernerkonventionen til beskyttelse af litterære og kunstneriske værker.

Hugos religiøse synspunkter ændrede sig radikalt i løbet af hans liv. I sin ungdom kaldte han sig selv katolik og erklærede sig respektfuld over for kirkens hierarki og autoritet. Herefter blev han ikke-praktiserende katolik og gav i stigende grad udtryk for antikatolske synspunkter. Han havde en tilfældig interesse for spiritisme i sit eksil (hvor han også deltog i seancer), og i de senere år slog han sig ned på en rationalistisk deisme, der lignede Voltaires. En folketællingsmand spurgte Hugo i 1872, om han var katolik, og han svarede: "Nej, jeg er fritænker".

Hugo mistede aldrig sin antipati over for den romersk-katolske kirke, hvilket i høj grad skyldtes det, han så som kirkens ligegyldighed over for arbejderklassens situation under monarkiets undertrykkelse, og måske også på grund af den hyppighed, hvormed Hugos værk optrådte på pavens liste over "forbudte bøger" (Hugo talte 740 angreb på Les Misérables i den katolske presse). Ved sine sønner Charles og François-Victor's død insisterede han på, at de skulle begraves uden krucifiks og præst, og i sit testamente gjorde han samme bestemmelse om sin egen død og begravelse. Men selv om Hugo mente, at det katolske dogme var forældet og døende, angreb han aldrig direkte selve institutionen.

Hugos rationalisme kan findes i digte som Torquemada (1869, om religiøs fanatisme), Paven (1878, anti-kirkelig), Religioner og religion (1880, hvor han benægter kirkernes nytte) og, posthumt udgivet, Satans og Guds ende (henholdsvis 1886 og 1891, hvor han fremstiller kristendommen som en griffin og rationalismen som en engel).

Selv om Hugos mange talenter ikke omfattede exceptionelle musikalske evner, havde han ikke desto mindre en stor indflydelse på musikverdenen gennem den uendelige inspiration, som hans værker gav komponister fra det 19. og 20. århundrede. Hugo selv nød især Glucks og Webers musik og beundrede Beethoven meget, og ret usædvanligt for sin tid værdsatte han også værker af komponister fra tidligere århundreder som Palestrina og Monteverdi. To berømte musikere fra det 19. århundrede var venner med Hugo: Berlioz og Liszt. Sidstnævnte spillede Beethoven i Hugos hjem, og Hugo spøgte i et brev til en ven, at han takket være Liszts klaverundervisning havde lært at spille en yndlingssang på klaveret - om end kun med én finger! Hugo arbejdede også sammen med komponisten Louise Bertin og skrev librettoen til hendes opera La Esmeralda fra 1836, som var baseret på karakteren i "The Hunchback of Notre Dame". Selv om operaen af forskellige årsager blev lukket kort efter sin femte opførelse og er lidet kendt i dag, har den for nylig oplevet en genoplivning, både i en klaver/sang-koncertudgave af Liszt på den internationale festival Victor Hugo et Égaux 2007 og i en komplet orkesterudgave, der præsenteres i juli 2008 på Le Festival de Radio France et Montpellier Languedoc-Roussillon.

Langt over tusind musikalske kompositioner er blevet inspireret af Hugos værker fra 1800-tallet og frem til i dag. Især Hugo's skuespil, hvor han forkastede det klassiske teaters regler til fordel for romantisk dramatik, tiltrak sig mange komponisters interesse og blev omdannet til operaer. Mere end hundrede operaer er baseret på Hugos værker, og blandt dem kan nævnes Donizettis Lucrezia Borgia (1833), Verdis Rigoletto (1851) og Ernani (1844) samt Ponchiellis La Gioconda (1876). Hugo's romaner og skuespil har været en stor inspirationskilde for musikere, der ikke blot har inspireret dem til at skabe opera og ballet, men også musikteater som Notre-Dame de Paris og den evigt populære Les Misérables, Londons længst spillende musical på West End. Hugos smukke digte har desuden tiltrukket sig en usædvanlig stor interesse fra musikere, og adskillige melodier er blevet baseret på hans digte af komponister som Berlioz, Bizet, Fauré, Franck, Lalo, Liszt, Massenet, Saint-Saëns, Rachmaninov og Wagner.

I dag stimulerer Hugo's værker fortsat musikere til at skabe nye kompositioner. For eksempel er Hugos roman mod dødsstraffen, The Last Day of a Condemned Man, for nylig blevet omdannet til en opera af David Alagna (libretto af Frédérico Alagna). Deres bror, tenoren Roberto Alagna, optrådte i operaens premiere i Paris i sommeren 2007 og igen i februar 2008 i Valencia sammen med Erwin Schrott som led i den internationale festival Victor Hugo et Égaux 2008. På Guernsey finder hvert andet år den internationale Victor Hugo Music Festival sted med en bred vifte af musikere og med premiere af sange, der er bestilt specielt hos Guillaume Connesson og baseret på Hugos poesi.

Da Hugo vendte tilbage til Paris i 1870, blev han hyldet som en nationalhelt i landet. På trods af sin popularitet tabte Hugo sit kandidatur til genvalg til nationalforsamlingen i 1872. I løbet af en kort periode blev han ramt af et let slagtilfælde, hans datter Adèle blev interneret på et sindssygehospital og hans to sønner døde. (Adèles biografi inspirerede filmen The Story of Adele H.) Hans kone Adèle var død i 1868. Hans trofaste elskerinde, Juliette Drouet, døde i 1883, kun to år før hans egen død. Trods sit personlige tab forblev Hugo engageret i sagen om politisk forandring. Den 30. januar 1876 blev Hugo valgt ind i det nyoprettede senat. Den sidste fase af hans politiske karriere anses for at være en fiasko. Hugo påtog sig rollen som en ustyrlig mand og fik ikke meget udrettet i Senatet.

I februar 1881 fejrede Hugo sin 79-års fødselsdag. For at ære det faktum, at han var på vej ind i sit firsindstyvende år, blev der afholdt en af de største hyldester til en nulevende forfatter. Festlighederne begyndte den 25., da Hugo fik overrakt en Sèvres-vase, den traditionelle gave til suveræniteter. Den 27. blev der afholdt et af de største optog i fransk historie. Demonstranterne strakte sig fra Avenue d'Eylau, ned ad Champs-Élysées og hele vejen til centrum af Paris. Paraderne marcherede i seks timer for at passere Hugo, mens han sad i vinduet i sit hus. Hver en tomme og detalje af begivenheden var for Hugo; de officielle guider bar endda kornblomster som en hentydning til Cosettes sang i Les Misérables.

Hugo døde 22. maj 1885 i Paris, Frankrig, af en infektion, 83 år gammel. Hans død udløste en intens national sorg. Han blev ikke kun æret som en stor litterær skikkelse, men også som statsmand, der prægede den tredje republik og demokratiet i Frankrig. Mere end to millioner mennesker deltog i hans begravelsesoptog i Paris fra Triumfbuen til Panthéon, hvor han blev begravet. Han deler en krypt i Panthéon med Alexandre Dumas, père og Émile Zola. De fleste større franske byer har en gade opkaldt efter ham. Den allé, hvor han døde i Paris, bærer nu hans navn.

Mange er ikke klar over, at Hugo var næsten lige så produktiv inden for billedkunst som inden for litteratur, idet han lavede mere end 4.000 tegninger i sin levetid. Tegningen var oprindeligt en hobby, men blev vigtigere for Hugo kort før hans eksil, da han besluttede at stoppe med at skrive for at hellige sig politik. Tegningen blev hans eneste kreative udfoldelsesmulighed i perioden 1848-1851.

Hugo arbejdede kun på papir og i lille skala; som regel med mørkebrun eller sort pen- og tuschvask, nogle gange med hvide strejf og sjældent med farve. De overlevende tegninger er overraskende veludførte og "moderne" i deres stil og udførelse og er en forsmag på surrealismens og den abstrakte ekspressionismes eksperimentelle teknikker.

Han tøvede ikke med at bruge sine børns stencils, blækpletter, vandpytter og pletter, aftryk af blonder, "pliage" eller foldning (f.eks. Rorschach-pletter), "grattage" eller gnidning, ofte med trækul fra tændstikkepinde eller fingre i stedet for pen eller pensel. Nogle gange blandede han endda kaffe eller sod i for at opnå de ønskede effekter. Det forlyder, at Hugo ofte tegnede med venstre hånd eller uden at se på siden eller under spiritistiske seancer for at få adgang til sit ubevidste sind, et begreb, der først senere blev populariseret af Sigmund Freud.

Hugo holdt sine kunstværker ude af offentlighedens søgelys af frygt for, at de ville overskygge hans litterære arbejde. Han nød dog at dele sine tegninger med sin familie og sine venner, ofte i form af kunstfærdigt håndlavede visitkort, hvoraf mange blev givet som gaver til besøgende, når han var i politisk eksil. Nogle af hans værker blev vist frem for og værdsat af samtidige kunstnere som Van Gogh og Delacroix; sidstnævnte gav udtryk for, at hvis Hugo havde besluttet at blive maler i stedet for forfatter, ville han have overgået deres århundredes kunstnere.

Galleri:

Guernsey-folket byggede en statue i Candie Gardens (St. Peter Port) til minde om hans ophold på øerne. Byen Paris har bevaret hans boliger Hauteville House, Guernsey og 6, Place des Vosges som museer. Det hus, hvor han boede i Vianden i Luxembourg i 1871, er også blevet et museum.

Hugo er æret som en helgen i den vietnamesiske Cao Dai-religion.

Avenue Victor-Hugo i Paris' XVIème arrondissement bærer Hugos navn og forbinder Place de l'Étoile med Bois de Boulogne via Place Victor-Hugo. Dette torv har et stop i Paris Métro, der også er opkaldt efter ham. En række gader og alléer i hele Frankrig er ligeledes opkaldt efter ham. Skolen Lycée Victor Hugo blev grundlagt i hans fødeby, Besançon i Frankrig. Avenue Victor-Hugo i Shawinigan, Quebec, Canada, er opkaldt til hans ære.

I byen Avellino i Italien boede Victor Hugo kortvarigt i det, der i dag er kendt som Il Palazzo Culturale, da han i 1808 mødtes med sin far Leopold Sigisbert Hugo. Victor ville senere skrive om sit korte ophold her: "C'était un palais de marbre...". I Edinburgh, Skotland, findes der en delikatessebutik ved navn Victor Hugo Delicatessen, som oprindeligt blev drevet af et fransk par, men som blev købt i 2005. Butikken ligger på Melville Terrace, med udsigt over engene og ved siden af kollegiet Sciennes, der ligger ved University of Edinburghs kollegium.

Udgivet i Hugo's levetid

• Odes et poésies diverses (1822)
• Odes (Hugo) (1823)
• Han d'Islande (1823) (Hans af Island)
• Nouvelles Odes (1824)
• Bug-Jargal (1826)
• Nils Gunnar Lie's historie (1826)
• Odes et Ballades (1826)
• Cromwell (1827)
• Les Orientales (1829)
• Le Dernier jour d'un condamné (1829) (Den sidste dag for en dømt mand)
• Hernani (1830)
• Notre-Dame de Paris (1831), (Notre-Dame's pukkelryg)
• Marion Delorme (1831)
• Les Feuilles d'automne (1831)
• Le roi s'amuse (1832)
• Lucrèce Borgia (1833) (Lucretia Borgia)
• Marie Tudor (1833)
• Littérature et philosophie mêlées (1834)
• Claude Gueux (1834)
• Angelo, tyran de padoue (1835)
• Les Chants du crépuscule (1835)
• La Esmeralda (eneste libretto til en opera skrevet af Victor Hugo selv) (1836)
• Les Voix intérieures (1837)
• Ruy Blas (1838)
• Les Rayons et les ombres (1840)
• Le Rhin (1842)
• Les Burgraves (1843)
• Napoléon le Petit (1852)
• Les Châtiments (1853)
• Les Contemplations (1856)
• Les TRYNE (1856)
• La Légende des siècles (1859)
• Les Misérables (1862)
• William Shakespeare (1864)
• Les Chansons des rues et des bois (1865)
• Les Travailleurs de la Mer (1866), (Havets arbejdere)
• La voix de Guernsey (1867)
• L'Homme qui rit (1869), (Manden der griner)
• L'Année terrible (1872)
• Quatrevingt-treize (1874)
• Mes Fils (1874)
• Actes et paroles - Avant l'exil (1875)
• Actes et paroles - Pendant l'exil (1875)
• Actes et paroles - Depuis l'exil (1876)
• La Légende des Siècles 2e serie (1877)
• L'Art d'être grand-père (1877)
• Histoire d'un crime 1re partie (1877)
• Histoire d'un crime 2e partie (1878)
• Le Pape (1878)
• La pitié suprême (1879)
• Religions et religion (1880)
• L'Âne (1880)
• Les Quatres vents de l'esprit (1881)
• Torquemada (1882)
• La Légende des siècles Tome III (1883)
• L'Archipel de la Manche (1883)

Digte af Victor Hugo

Udgivet efter Hugos død

• Théâtre en liberté (1886)
• La fin de Satan (1886)
• Choses vues (1887)
• Toute la lyre (1888)
• Amy Robsart (1889)
• Les Jumeaux (1889)
• Actes et Paroles Depuis l'exil, 1876-1885 (1889)
• Alpes et Pyrénées (1890)
• Dieu (1891)
• France et Belgique (1892)
• Toute la lyre - dernière série (1893)
• Les fromages (1895)
• Korrespondancer - Tome I (1896)
• Korrespondancer - Tome II (1898)
• Les années funestes (1898)
• Choses vues - nouvelle série (1900)
• Post-scriptum de ma vie (1901)
• Dernière Gerbe (1902)
• Mille francs de récompense (1934)
• Océan. Tas de pierres (1942)
• L'Intervention (1951)
• Samtaler med evigheden

Online tekster

• Værker af Victor Hugo på Project Gutenberg
• Værker af Victor Hugo på Internet Archive
• Værker af Victor Hugo på The Online Books Page
• Politiske taler af Victor Hugo: Victor Hugo, Min hævn er broderskabet!
• Udvalgte digte
• Biografi og tale fra 1851 Arkiveret 2007-08-08 på Wayback Machine
• Nekrolog i The Times