Richard Wagner

Hans liv

Tidlige år

Han studerede ved universitetet i Leipzig, men han fik ikke lov til at blive fuldgyldigt student, fordi han ikke havde de rette skolepapirer. Selv om han levede et vildt liv, arbejdede han hårdt på sin musik. Han studerede partiturer af Beethovens strygekvartetter og symfonier, og han skrev sin egen symfoni, som blev opført i 1833 i det berømte Leipzig Gewandhaus. Han skrev sin første opera, Die Feen (Feerne) i Würzburg. Han blev dirigent for en omrejsende operagruppe og forelskede sig i en af sangerne, Minna Planer, og han giftede sig med hende i 1836. Hans anden opera, Das Liebesverbot, baseret på Shakespeares skuespil Measure for Measure, blev en fiasko.

Wagner kunne altid lide at bruge penge, og han fandt snart ud af, at han skyldte mange mennesker penge, så han tog til Paris, hvor han boede i tre år. Han havde ingen succes der, ingen af de franske musikere viste nogen interesse for ham, og han var meget fattig. Det lykkedes ham alligevel at skrive operaen Rienzi i 1841, og den blev snart fulgt op af Der fliegendeHolländer, som stadig er en favorit blandt operaelskere i dag. Den blev opført første gang i Dresden i 1843. Publikum var ikke meget for den, fordi de var vant til operaer som Rienzi, der var skrevet på den gamle måde. Wagner fik jobbet som hofopera-komponist i Dresden. Han blev der indtil 1849. I den periode arbejdede han meget hårdt på at gøre operaforestillingerne bedre, forbedre orkestret og uddanne sangerne. I 1845 skrev han endnu en stor opera, Tannhäuser. Folk begyndte efterhånden at forstå den måde, hvorpå Wagners musik fortalte historiens drama. Herefter blev alle hans operaer store succeser, selv om der altid var nogle mennesker, der hadede hans musik, f.eks. musikkritikeren Eduard Hanslick.

År i eksil

I 1848 afsluttede han arbejdet på Lohengrin, men det blev ikke opført, fordi han støttede revolutionerne i 1848 i de tyske stater og deltog i demonstrationerne. Selv om han deltog i kampene, var han ved at blive arresteret, så Franz Liszt hjalp ham med at flygte til Schweiz. Han boede i Zürich indtil 1858. Her skrev han om musik, dirigerede og læste historier fra den nordiske mytologi. Han begyndte at tænke på at skrive operaer om disse historier. Det var noget, som det skulle tage ham over 25 år at færdiggøre. De skulle blive til de fire operaer, der er kendt som Der Ring des Nibelungen (Nibelungens ring), som tilsammen fortæller én lang historie. De fire operaer, der udgør denne berømte Ring-cyklus, er Das Rheingold (Rhinegold), Die Walküre (Valkyrien), Siegfried og Götterdämmerung (Gudernes tusmørke). På grund af den politiske situation i Tyskland på det tidspunkt forventede Wagner, at der ville opstå en socialistisk stat. Operaerne i Ring-cyklussen var en ny form for musikdrama (som Wagner blot kaldte "drama"). Disse operaer kan ses som beskrivelser af en ny slags verden, hvor mennesket er frit. Musikken anvendte ideen om ledemotivet (på engelsk: "leading motive"), hvor musikalske ideer repræsenterer karakterer eller følelser og hjælper til udvikling og forståelse af historien.

I 1857 havde Wagner skrevet de to første operaer samt første og anden akt af Siegfried. Tredje akt af Siegfried blev dog først skrevet mange år senere, fordi han kunne se, at der på det tidspunkt ikke fandtes noget egnet operahus til at få disse operaer opført. Han blev forelsket i en kvinde ved navn Mathilde Wesendonk, hvis mand var meget rig. Denne affære førte til en separation med hans kone, Minna. Han skrev en opera om en ulykkelig kærlighedsaffære: Tristan und Isolde (Tristan og Isolde).

Midt i karrieren

I mellemtiden skrev han endnu en opera: Die Meistersinger von Nürnberg (Mesterssangeren af Nűrnberg). Det er den eneste komedie, Wagner skrev. Den foregår i middelalderens Tyskland og handler om en sangkonkurrence.

I 1864 var Wagner endnu en gang forgældet. Han flygtede til Stuttgart for at undgå at blive sat i fængsel (Tyskland bestod dengang stadig af mange små lande med hver sin lovgivning). Så fik han et stort held. Den nye konge af Bayern, Ludwig II, som kun var 18 år gammel, var vild med Wagners musik. Han havde læst digtet om Nibelungernes ring (Wagner havde skrevet teksten, men havde ikke færdiggjort musikken). Kong Ludwig opfordrede Wagner til at færdiggøre Ring-cyklussen med henblik på opførelser i München. Han gav ham et sted at bo, og hans nye operaer blev opført i München: Tristan und Isolde i 1865, Die Meistersinger von Nűrnberg i 1868, Das Rheingold i 1869 og Die Walkűre i 1870. Der var planer om et nyt operahus i München, men det blev aldrig bygget, fordi folk var vrede på Wagner, fordi han havde gæld til trods for, at han havde masser af penge fra kongen. En anden ting, som folk ikke brød sig om, var, at han forelskede sig i hustruen til den mand, der havde dirigeret hans operaer, Hans von Bülow. Hendes navn var Cosima. Hendes far var komponisten Franz Liszt, som ikke havde været gift med Cosimas mor. Wagner havde allerede forladt München i 1865, men kongen støttede ham stadig og gjorde det muligt for ham at bo i et stort hus kaldet Triebschen ved Luzernsøen. Cosima blev skilt fra von Bülow i 1870 og giftede sig med Wagner samme år.

Bayreuth og Wahnfried

Wagner arbejdede nu hårdt på Ringcyklussen igen. Han havde lovet kongen, at de fire operaer ville blive opført i München, når de var færdige, men han indså, at de ville kræve en særlig slags operahus. Så han tegnede sit eget operahus og fik det bygget i byen Bayreuth. Han brugte meget tid på at rejse og dirigere for at skaffe penge til dette store projekt. Kong Ludwig gav ham også en masse penge og et dejligt nyt hus i Bayreuth, som Wagner kaldte Wahnfried (husets navn betyder noget i retning af: Fred fra den gale verden). Endelig blev den komplette cyklus af fire operaer opført i august 1876 i det nye operahus, (Bayreuth Festspielhaus). Den tredje og fjerde opera i cyklusen, Siegfried og Götterdämmerung, blev opført for første gang.

Wagner boede resten af sit liv i Wahnfried. Nogle gange rejste han. Han tog til London og rejste flere gange til Italien. Han skrev sin sidste opera, Parsifal, som næsten har en religiøs følelse. Historien er relateret til legenderne om Kong Arthur og den hellige gral. Wagner dikterede sine erindringer til sin kone. Hans selvbiografi hedder Mein Leben (Mit liv). Han døde af et hjerteanfald, da han opholdt sig i Venedig. Han blev begravet i Wahnfried-området.

Wagners omdømme

Wagner havde en enorm indflydelse på musikkens udvikling. Mange komponister efterlignede hans harmonier eller lod sig påvirke af dem. I begyndelsen af det 20. århundrede var nogle komponister som Arnold Schönberg gået endnu længere og havde lavet mere og mere komplicerede harmonier, og komponisterne måtte finde nye måder at komponere på.

Wagner gjorde sine orkestre meget større end normalt. Træblæserne har f.eks. brug for fire af hvert instrument (fire fløjter, fire oboer osv.), og der er ekstra instrumenter som basklarinet og Wagner-tubaer. Hans idéer om musikdramatik var meget vigtige. Hans musik hjælper dramaet til at blive fortalt, fordi den hele tiden udvikler sig, ligesom musikken i en symfoni.

Wagner var antisemitisk. Wagners skrifter om jøder, herunder "Jødiskhed i musikken", svarede til nogle eksisterende antisemitiske tankestrømme i Tyskland i det 19. århundrede. Det offentliggjorte essay angriber to jødiske komponister og jøder i almindelighed.

Wagner døde længe før nazisterne opstod. Wagners enke og arvinger etablerede direkte politiske forbindelser med nazisterne. Deres handlinger for at nedgøre jødiske kunstnere og deres engagement i antisemitiske organisationer efter 1914 var med til at forberede grundlaget for den statsligt organiserede udvisning af jødiske kunstnere efter 1933.

Da Hitler kom til magten i 1930'erne, kunne han godt lide Wagners musik og mente, at det var noget typisk tysk. Wagners tanker i Die Meistersinger von Nűrnberg om tysk kunst passede til nogle af Hitlers tanker. Efter krigen blev musikken fejlagtigt opfattet som noget, der var nazistisk. Wagner skrev ting, der frit udtrykte sin uvilje mod jødiske komponister, selv om han roste Felix Mendelssohn for hans Hebrider-ouverture. Wagner havde også nogle jødiske venner. Wagners musik spilles meget sjældent i Israel. Daniel Barenboim gjorde folk i Israel vrede ved at dirigere Wagners musik ved en festival i Jerusalem i 2001.