Ludwig van Beethoven (1770–1827): Liv, værker og musikalsk arv

Man ved meget lidt om Beethovens barndom. Han blev døbt den 17. december 1770 og blev formentlig født et par dage før det. Beethovens forældre var Johann van Beethoven (1740 i Bonn - 18. december 1792) og Maria Magdalena Keverich (1744 i Ehrenbreitstein - 17. juli 1787). Magdalenas far, Johann Heinrich Keverich, havde været høvding ved ærkebispedømmets hof i Trier på fæstningen Festung Ehrenbreitstein over for Koblenz. Hans far var en ret ubetydelig musiker, der arbejdede ved kurfyrsten af Kölns hof. Dette hof lå i Bonn, og det var her, han boede, indtil han var en ung mand. Hans far gav ham sine første lektioner i klaver og violin. Beethoven var et vidunderbarn ligesom Mozart, men mens Mozart som lille dreng blev taget med rundt i hele Europa af sin far, rejste Beethoven aldrig, før han var 17 år. På det tidspunkt var hans klaverlærer en mand ved navn Neefe, som havde lært klaveret af Carl Philipp Emanuel Bach, søn af Johann Sebastian Bach. Neefe sagde til kurfyrsten, at den unge Beethoven skulle have mulighed for at rejse, så han fik lov til at tage til Wien. Der fik han måske en eller to lektioner af Mozart, men så fik Beethoven et brev om, at hans mor var døende, så han skyndte sig tilbage til Bonn. Snart døde hans mor, og Beethoven måtte hjælpe til med at passe familien, fordi hans far var blevet alkoholiker. Beethoven spillede bratsch i kurfyrstens orkester, han begyndte at komponere, og han fik mange venner. Nogle af disse venner var musikere, og andre var meget vigtige mennesker, mange af dem var aristokrater, som kunne hjælpe ham i hans karriere.

I 1792 lod kurfyrsten Beethoven rejse til Wien igen. De forventede, at han ville vende tilbage efter et stykke tid. Beethoven forlod dog aldrig Wien. Han blev der resten af sit liv. Han ville gerne have haft nogle flere kompositionstimer hos Mozart, men Mozart var netop død, så han fik undervisning hos Haydn i stedet. Haydn var en god lærer, men et år senere rejste han til England. Derfor fik Beethoven undervisning af en mand ved navn Albrechtsberger, som ikke var så berømt som Haydn. Han var også en god lærer, og han fik ham til at skrive en masse tekniske øvelser. Han viste ham, hvordan han kunne skrive avanceret kontrapunkt og fugaer. Det hjalp ham til at blive en stor komponist.

Beethoven ønskede at blive berømt som pianist og komponist, så han begyndte at lære vigtige, aristokratiske mennesker at kende. Nogle af disse mennesker havde allerede hørt ham i Bonn, da de havde rejst dertil, så hans navn blev kendt i Wien. Det hjalp også, at han kunne sige, at han var elev af den berømte Joseph Haydn. Der var mange aristokratiske folk i Wien, som kunne lide musik, og mange havde deres egne private orkestre. Nogle af dem begyndte at give Beethoven steder at bo, da kurfyrsten af Bonn holdt op med at sende ham penge i 1794. Beethoven begyndte at optræde i private hjem, og han blev kendt for sine improvisationer. I 1795 opførte han en af sine klaverkoncerter ved en koncert. Han fik også sin første udgivelse (hans opus 1). Dette var en gruppe på tre klavertrioer. Haydn havde hørt dem ved en privatkoncert et år forinden og havde rådet Beethoven til ikke at udgive den tredje. Han udgav den dog alligevel, og det var den, der blev den mest succesfulde. Hans opus 2 var en gruppe af tre klaversonater, som han spillede ved sin ven prins Lichnowskys hof. Da han udgav dem, dedikerede han dem til Haydn.

Beethoven var begyndt at blive berømt og rejste til steder som Prag og Pressburg. Han skrev meget kammermusik. Han var måske lidt jaloux på den succes, som Haydn havde med sine seneste symfonier, som han havde skrevet til London. I 1800 gav han sin første offentlige koncert med sin egen musik. Han dirigerede både sin første symfoni og septetten. Flere forlæggere forsøgte nu at overtale ham til at lade dem udgive hans nye værker. Beethoven var ved at blive berømt som komponist. Og i denne periode producerede Beethoven sin mest berømte klaversonate: nr. 14 i cis-mol, som fik tilnavnet "Moonlight". Den blev skrevet til hans kæreste, den 16-årige Giulietta Guicciardi. Han var dog langt fra lykkelig, fordi han indså, at han var begyndt at blive døv. Og da han bad om at blive gift med Giulietta, nægtede hendes forældre og giftede hende i stedet med en anden 20-årig mand.

Beethoven synes at have forsøgt at glemme disse dårlige tanker ved at arbejde meget hårdt. Han komponerede en masse mere musik, herunder sin tredje symfoni, kaldet Eroica. Oprindeligt gav han den titlen Bonaparte til ære for Napoleon, som han beundrede. Men da Napoleon kronede sig selv til kejser i 1804, begyndte Beethoven at tænke, at han bare var en tyran, der ville have en masse magt. Han gik hen til bordet, hvor partituret til symfonien lå, og rev titelbladet i stykker. Beethoven blev i Wien det år og arbejdede hårdt på en opera og gav klaverundervisning til Josephine von Brunsvik, som han skrev lidenskabelige breve til. Hun var en ung enke med fire børn. Det er umuligt at vide helt, hvilke følelser hun havde for Beethoven, men socialt set hørte hun til i det højere samfund og mente sandsynligvis, at en vild musiker ikke var en passende ægtemand. Til sidst giftede hun sig med en baron, men dette ægteskab blev ligesom det første heller ikke lykkeligt.

I 1805 skrev Beethoven sin eneste opera. Den blev opført to gange det følgende forår, men blev derefter ikke opført igen i otte år. Beethoven havde foretaget flere ændringer i operaen, som blev kendt som Fidelio. Den ouverture, som han havde skrevet til opførelsen i 1806, er nu kendt som Leonore 3 og bliver normalt opført separat ved koncerter. Operaen er en "redningsopera", en typisk fransk slags opera, der beskriver en mand, der bliver fængslet og reddet af sin elskerinde, som forklæder sig som mand og formår at komme ind i fængslet.

Beethoven fortsatte med at skrive kompositioner: en violinkoncert, symfonier, klaverkoncerter, strygekvartetter og kammermusik. To af hans største symfonier blev produceret i 1806: Symfoni nr. 5 og symfoni nr. 6 "Pastorale". Den første var kendt for sin mørke og dybe tone, især i første sats. Den anden var berømt for sin skildring af landskabet. Han skrev også klaverkoncert nr. 4 og klaverkoncert nr. 5 "Kejser". Han tjente penge ved at behage aristokraterne og dedikere værker til dem mod honorarer og ved at sælge sin musik til forlag. Lejlighedsvis tjente han penge på koncerter. Det var ikke en regelmæssig indkomst. Han ville gerne have haft jobbet som kapelmester hos kejseren. Det kunne han ikke få, men i 1809 gav tre rige aristokrater: ærkehertug Rodolph, prins Lobkowitz og prins Kinsky ham en indtægt for resten af livet på betingelse af, at han blev i Wien. Det betød, at Beethoven ikke behøvede at bekymre sig så meget om penge. Han blev bedt om at skrive musik til Egmont, et skuespil af Goethe. Ouverturen bliver meget ofte opført som et koncertstykke. Beethoven ønskede meget gerne at møde Goethe. De to store mænd mødtes i Teplitz. Goethe beskrev senere Beethoven som en ret vildmand, der gjorde livet surt for sig selv med sin tværgående holdning til verden. Beethoven beundrede flere kvinder, herunder en, som han skrev et lidenskabeligt brev til. Hun er kendt som den "udødelige elskede", men ingen ved, hvem hun var. Beethoven synes at være blevet dybt deprimeret, fordi han aldrig fandt sand lykke i kærligheden.

I et brev af 29. juni 1801 fortalte Beethoven en ven i Bonn om en frygtelig hemmelighed, som han havde haft i nogen tid. Han vidste, at han var ved at blive døv. I nogen tid havde han haft feber og mavesmerter i perioder. En ung mand forventer ikke at blive døv, men nu var han begyndt at indrømme det over for sig selv. Han havde svært ved at høre, hvad folk sagde. Netop på det tidspunkt, hvor han var begyndt at blive kendt som en af de største komponister nogensinde, var det et frygteligt slag at indse, at han var ved at miste hørelsen. I 1802 opholdt han sig i en periode i Heiligenstadt, som nu er en forstad til Wien, men som dengang lå uden for byen. Der skrev han et berømt brev, som er kendt som Heiligenstadt-testamentet. Det er dateret den 6. oktober og fortalte om hans stigende frustration over sin døvhed. Han beder folk om at tilgive ham, hvis han ikke kan høre, hvad de siger. Han fortæller, at han ofte havde tænkt på selvmord, men at han havde så meget musik i hovedet, som skulle skrives ned, at han besluttede sig for at fortsætte sit liv. Dette meget følelsesladede brev blev fundet blandt hans papirer efter hans død. Han sendte det aldrig til nogen.

I 1814 havde Beethoven nået toppen af sin berømmelse. Det wieneriske folk anså ham for at være den største nulevende komponist, og han blev ofte inviteret af kongelige personer til deres paladser. Det var det år, hvor han spillede sin berømte klavertrio op. 97 Ærkehertugen. Det var sidste gang, han spillede klaver offentligt. Hans døvhed gjorde det umuligt at fortsætte.

Beethoven havde mange problemer, da hans bror Caspar Carl døde og efterlod en 9-årig søn. Drengens mor var muligvis ikke i stand til at tage sig af ham, men det skulle Beethoven bevise i en retssal. I flere år tog han sig af sin nevø, men det var et vanskeligt forhold, og det involverede en masse juridiske breve og skænderier med folk. I 1826 forsøgte Karl at skyde sig selv. Han overlevede, men folk overtalte Beethoven til at holde op med at være hans værge. Karl gik ind i hæren.

De sidste år var ulykkelige år for Beethoven. I denne periode komponerede han meget lidt. I 1817 kom han så til hægterne igen og skrev sine to sidste symfonier, en messe kaldet Missa Solemnis, sine sidste fem klaversonater og en gruppe strygekvartetter, som var så moderne og vanskelige, at meget få mennesker på den tid forstod musikken. I dag mener folk, at de er de største værker, der nogensinde er skrevet for strygekvartet.

Hans niende symfoni kaldes korsymfoni, fordi der er et kor og solister i den sidste sats. Dengang forstod folk heller ikke dette, fordi en symfoni normalt er et værk for orkester, ikke et værk med sangere. Beethoven valgte ordene fra et digt af den tyske digter Friedrich Schiller: An die Freude (Ode til glæden). Det handler om at leve sammen i fred og harmoni, så det sender et vigtigt budskab til folk. Derfor er den i de seneste år blevet valgt som nationalsang for Den Europæiske Union. Den niende symfoni blev opført ved en koncert den 7. maj 1824. Efter scherzo-satsen klappede publikum begejstret, men Beethoven kunne ikke høre bifaldet, og en af sangerne måtte vende ham rundt, så han kunne se, at folk klappede.

Beethoven døde den 26. marts 1827. Omkring 20.000 mennesker kom på gaden til hans begravelse. Den berømte digter Franz Grillparzer skrev begravelsestalen. En af fakkelbærerne var Franz Schubert. Schubert døde det følgende år. I 1888 blev Beethovens og Schuberts jordiske rester flyttet til en anden kirkegård i Wien og blev anbragt side om side.

Med hensyn til de instrumenter, som komponisten brugte gennem hele sit liv, var der en række forskellige klaverer (fortepianoer). Efter at være flyttet til Wien købte Beethoven et klaver af Streicher. Som hans elev Carl Czerny husker det, havde han også et Walter-piano. Beethovens sidste instrument var et fortepiano fra en wiener klaverbygger Conrad Graf. Efter komponistens død blev det solgt til familien Wimmer, og det står nu udstillet i Beethovenhaus i Bonn.

Beethovens musik inddeles normalt i tre perioder: tidlige, midterste og sene perioder. De fleste komponister, der lever længe, udvikler sig med alderen og ændrer deres måde at komponere på. Selvfølgelig er disse stilændringer ikke pludselige, men de er en ganske god måde at forstå de forskellige perioder i hans komponistliv på.

Hans første periode omfatter de værker, som han skrev i sin ungdom i Bonn, og hans tidlige dage i Wien frem til omkring 1803. Hans midterste periode begynder med Eroica-symfonien og omfatter de fleste af hans orkesterværker. Hans sidste periode omfatter den niende symfoni og de sene strygekvartetter.

Beethoven er nok den mest berømte af alle komponister, og den mest omtalte. Han havde en vild personlighed, og det var noget, som romantikerne i det 19. århundrede altid forventede af store kunstnere. Romantikken mente, at kunstneren på en eller anden måde var en person med overdrevne egenskaber, der ikke var som normale mennesker. Beethoven havde en meget stærk personlighed. Han levede i den franske revolutions tid og havde stærke holdninger til uafhængighed og måder at leve frit fra tyranni på. Det gjorde ham til en helt i mange menneskers øjne.

Hans musik var så berømt, at mange komponister i det 19. århundrede havde svært ved at komponere, fordi de troede, at de ville blive sammenlignet med ham. For eksempel tog det Johannes Brahms lang tid at skrive sin første symfoni. Han troede, at alle forventede, at han skulle være den næste Beethoven. Det var først i slutningen af det 19. århundrede, at Gustav Mahler skrev flere symfonier med sang, selv om han gør det meget anderledes end Beethoven.