Børne- og studenterdage
Berlioz var den ældste af seks børn. En bror og en søster blev voksne, og Berlioz har altid været meget glad for dem begge. Hans far var læge. Familien boede på landet nordvest for Grenoble.
Berlioz gik kun i skole i en kort periode, da han var ti år gammel. Resten af sin uddannelse fik han af sin far. Han kunne godt lide fransk og latinsk litteratur og rejsebøger om fjerne lande. Han lærte at spille fløjte, flageolet og guitar. Han læste en bog af Rameau om harmoni. Han har aldrig haft et klaver. Han forestillede sig bare akkordernes lyde i sit hoved. Han var kun 12 år, da han forelskede sig i en pige ved navn Estelle, som var 18 år. Han blev drillet meget med det. Han begyndte at komponere noget musik.
Da han var 17 år, sagde hans far, at han ville have ham til at blive læge. Berlioz ville gerne studere musik, men hans far tvang ham til at tage til Paris for at studere medicin. Berlioz skulle blive i Paris resten af sit liv. Han studerede medicin i to år, men han hadede det. En dag, under en anatomiundervisning, fik han nok og sprang ud af vinduet. Han begyndte at studere musik. Hans far blev rasende og holdt op med at sende ham penge. Berlioz var meget fattig og begyndte at skrive musikkritik for aviser. På den måde tjente han de fleste af sine penge resten af sit liv. Han lånte også penge af venner.
Berlioz begyndte at gå på Opéra. Han kunne især godt lide Glucks musik og gik på biblioteket for at studere Glucks partiturer. I slutningen af 1822 fandt han en god lærer. Hans navn var Le Sueur. Han fik Berlioz til at stoppe med at udgive sin musik, indtil han havde lært at komponere ordentligt. På 1826 blev han officielt student ved konservatoriet. Han fortsatte med at studere hos Le Sueur og hos Reicha. Han forsøgte fire gange at vinde den vigtige musikpris kaldet Prix de Rome. Første gang skrev han et stykke kaldet La Mort d'Orphée (Orfeus' død). Dommerne sagde, at det var uspilleligt, men Berlioz fik et orkester til at spille det. Anden gang skrev han et stykke kaldet Herminie, som havde en melodi, som han senere brugte som hovedmelodi til sin Symphonie fantastique. Tredje gang skrev han kantaten La mort de Cléopâtre, som er et vidunderligt værk, men han vandt alligevel ikke prisen. Fjerde gang skrev han en kantate La mort de Sardanapale, og han vandt prisen. Næsten al musikken til dette værk er nu gået tabt.
Berlioz forstod ikke engelsk, men han gik til en forestilling af Shakespeares Hamlet, der blev opført af et engelsk teaterkompagni. Skuespillerinden i rollen som Ophelia hed Harriet Smithson. Berlioz blev lidenskabeligt forelsket i hende, selv om han ikke kendte hende, og begyndte at følge hende overalt. Til sidst giftede han sig med hende. Ægteskabet blev ikke en succes. Berlioz var i virkeligheden forelsket i Ophelia, figuren fra Shakespeares skuespil. Han havde svært ved at elske Harriet i det virkelige liv.
Shakespeares skuespil skulle imidlertid blive en stor inspiration for Berlioz. Han skrev mange værker, der er inspireret af Shakespeare, bl.a. Roméo et Juliette, Béatrice et Bénédict, Roi Lear og flere andre. Han blev også på dette tidspunkt inspireret af Goethes Faust samt af mange andre forfattere, bl.a. E.T.A. Hoffmann, Scott og Byron. Han opdagede også Beethovens musik, som hjalp ham til at lære at give store kompositioner form.
Berlioz begyndte at få travlt med at arrangere koncerter med sin musik i Paris. Han blev hurtigt kendt som en meget original ung komponist. At vinde Prix de Rome gav ham i en periode en fast indtægt, men han skulle til Rom. Berlioz ønskede ikke at tage til Rom. Han sagde, at han havde masser af arbejde i Paris. Den egentlige grund til, at han ikke ville tage af sted, var sandsynligvis, at han var forelsket i en 19-årig pige ved navn Camille Moke. .
1830'erne
Berlioz tilbragte 15 måneder i Rom. På vejen dertil besøgte han sine forældre, som tilsyneladende havde tilgivet ham, at han ikke havde studeret medicin. De kunne nu være stolte over, at deres søn var så succesfuld. I Italien skrev Berlioz ikke meget musik. Han kunne ikke lide italiensk musik eller italiensk kunst, men han blev inspireret af landskabet, solen, havet og de mennesker, han mødte: sømænd, bønder, billedhuggere og rejsende. Han kunne ikke lide Rom, men han kunne godt lide Firenze. Han hadede Villa Medici, det hus, hvor han skulle bo. Når han rejste rundt, skrev han noget musik. Da han hørte nyheden om, at Camille nu elskede en anden mand, blev han så rasende, at han forlod Rom for at vende tilbage til Paris for at dræbe dem begge. Men da han nåede til Nice, faldt han til ro og ombestemte sig. Han vendte tilbage til Rom.
Efter endt ophold i Italien vendte han tilbage til Paris og besøgte sine forældre undervejs. Han begyndte at arrangere koncerter med sin musik. Det var her, han lærte Harriet Smithson at kende. De havde et mærkeligt frieri, og han giftede sig med hende i 1833. Året efter fik de en søn. Ægteskabet var aldrig let. Deres personligheder var forskellige, de var fattige, og de talte ikke hinandens sprog. På 1842 gik de fra hinanden, og Harriet døde i stor fattigdom i 1854.
Selv om nogle få mennesker mente, at Berlioz var en original komponist, syntes mange andre, at hans musik var meget mærkelig. Han tjente næsten ingen penge på at komponere. De fleste af de penge, han tjente, kom fra musikalsk journalistik, hvilket han hadede. Når hans værker blev opført, dirigerede han dem som regel selv. Han skrev et værk for bratsch og orkester kaldet Harold en Italie. Paganini havde bedt ham om at skrive det til ham til at spille, men da Paganini så musikken, kunne han ikke lide den, fordi den ikke var "prangende" nok til bratsch. Nogle år senere hørte Paganini værket og besluttede, at han kunne lide det, så han betalte Berlioz 20.000 franc. Det var mange penge, og det gjorde det muligt for Berlioz at bruge tid på at skrive et nyt stort værk: Roméo et Juliette. Da dette blev opført første gang, mente nogle kritikere, at Berlioz nok ikke forstod Shakespeare. Men Richard Wagner, der var blandt publikum ved den første opførelse, var meget imponeret. Berlioz forsøgte at få succes som operakomponist, men folk forstod ikke hans originale musik. Han skrev en Grand symphonie funèbre et triomphale, der oprindeligt var skrevet til et militærorkester. Les nuits d'été er en meget bevægende sangcyklus.
Senere i livet
I 1840'erne og 1850'erne tilbragte Berlioz en stor del af sin tid på rejser i udlandet. Han rejste til Tyskland, Østrig, Rusland og England. Han var ved at blive mere berømt i udlandet end hjemme i Frankrig, selv om han stadig vendte tilbage til Paris. Tyskerne elskede hans musik og var imponerede over hans dirigentvirksomhed. Han dirigerede sjældent noget andet end sin egen musik. På 1846 komponerede han et af sine fineste værker: La Damnation de Faust, som blev opført på Opéra-Comique. Operahuset var halvt tomt. Det var en stor skuffelse for ham. Berlioz fortsatte med at turnere til andre lande, hvor folk satte pris på ham. Han havde stor succes i Sankt Petersborg, i Berlin, hvor han optrådte for kongen af Preussen, og i London, hvor han aldrig fik løn for de koncerter, som Jullien dirigerede, fordi Jullien ikke havde nogen penge tilbage. Han havde dog andre succeser i London, og englænderne kunne lide ham meget godt.
På 1854 døde Harriet Smithson, og syv måneder senere giftede Berlioz sig med Marie Recio, en sangerinde, som han havde kendt i 12 år. Hendes spanske mor kom til at bo hos dem, og hun tog sig meget venligt af Berlioz i hans sidste år, da han var syg. Berlioz' søn Louis var blevet kaptajn i flåden og rejste rundt i hele verden. Det var noget, Berlioz altid havde drømt om at gøre siden sin barndom, hvor han læste rejsebøger. Berlioz var forfærdelig trist i 1867 da han hørte, at Louis var død i Havana af gul feber.
Berlioz havde altid haft en passion for den latinske digter Vergil. På 1856 brugte han lang tid på at skrive en lang opera i fem akter kaldet Les Troyens (Trojans). Han vidste, at det ville være næsten umuligt at finde nogen, der ville sætte en opførelse op. Det blev først muligt i 1863 efter at han havde delt værket op i to dele. Herefter gik der 30 år, før operaen blev opført igen. Den indeholder noget af hans bedste musik. Især stormscenen er berømt og bliver ofte opført separat som et orkesterstykke.
Efterhånden som han blev ældre, blev han besat af døden. Han havde mistet to koner, og hans to søstre var også døde. Han begyndte at gå på kirkegårde. Han skrev sine Memoires (selvbiografi). Den er blevet oversat til mange sprog, herunder engelsk.
På 1863 skrev han til Estelle, den pige, han havde elsket, da han var barn. Hun var nu en enke på 67 år, og han var 60 år. Han besøgte hende i Lyon og elskede hende igen. Han skrev regelmæssigt til hende resten af sit liv og boede tre gange hos hende i Grenoble, hvor hun boede sammen med sin søn. Hun forstod ham efterhånden bedre, og hun gav ham meget lykke i hans sidste år.
En sidste rejse til Sankt Petersborg blev for meget for Berlioz. Han blev syg. Han tog til Nice på hjemvejen, hvor han to gange faldt sammen, mens han gik ved havet. Han tog tilbage til Paris, hvor han blev passet af sin svigermor. Han døde den 11. marts 1869 og blev begravet i Cimitière Montmartre.
