Franz Liszt

De tidlige år

Liszts far var embedsmand og arbejdede for prins Nikolaus Esterházy, den samme adelsfamilie, som ansatte komponisten Joseph Haydn. Da han var syv år gammel, begyndte hans far at lære ham at spille klaver. Han var et vidunderbarn, og i løbet af et år eller to spillede han allerede til koncerter. Han var så lovende, at nogle rige ungarere sagde, at de ville betale for hans musikuddannelse.

På 1821 flyttede hans familie til Wien. Han fik klaverundervisning af Czerny og kompositionsundervisning af Salieri. Han blev hurtigt berømt, selv om han stadig var en ung dreng, og han mødte berømte musikere som Beethoven og Schubert. Beethoven skulle have kysset ham på panden.

På 1823 flyttede hans familie igen, denne gang til Paris. Han ønskede at gå på konservatoriet for at studere musik, men Luigi Cherubini ville ikke lukke ham ind, fordi han var udlænding (dvs. ikke franskmand). Så han studerede musikteori privat hos Reicha og komposition hos Paer. Snart blev han bedt om at spille klaver overalt i Paris. Han rejste til London. Ved sit andet besøg der i 1825 spillede han for kong George IV på Windsor.

Liszt fortsatte med at rejse til andre lande. Efter sin fars død blev han klaverlærer i Paris. Han blev forelsket i en af sine elever. Det var den første af mange kærlighedsforhold, som han havde med forskellige kvinder. Han læste en masse bøger for at forsøge at uddanne sig ordentligt. Han mødte Berlioz, og han kunne lide Berlioz' musik meget godt. På 1831 mødte han violinisten Niccolò Paganini, og han blev forbløffet over hans virtuose spil. Liszt ville gøre for klaveret, hvad Paganini havde gjort for violinen. Begge mænd blev af tegnere tegnet som djævelske figurer. Begge mænd skrev musik, som var utroligt svær for deres instrumenter.

Snart mødte Liszt en grevinde ved navn Marie d'Agoult. Han begyndte at have en affære med hende. Grevinden forlod sin mand og flyttede til Geneve for at bo sammen med Liszt. De levede sammen i flere år og fik tre børn. Da Liszt gav en masse af sine penge væk for at være med til at betale for et monument for Beethoven i Bonn, måtte han tjene penge ved at tage på turnéer igen, så grevinden forlod ham. Han så hende og børnene stadig hver sommer i nogle år, men til sidst gik de helt fra hinanden.

Senere år

Liszt tilbragte otte år i Rom. Han skrev en masse religiøs musik og tog ordener i den katolske kirke. Hans datter Cosima, som havde giftet sig med den berømte dirigent Hans von Bülow, forlod sin mand og boede hos Wagner. De fik to børn sammen. Liszt og Wagner skændtes i mange år om dette.

Liszt tilbragte det meste af sine sidste år med at rejse frem og tilbage mellem tre byer: Rom, Weimar og Budapest. Han kaldte dette sit "vie trifurquée" (sit liv med tre gafler). Han døde i Bayreuth den 31. juli 1886.

Hans personlighed

Liszt havde en meget stærk personlighed, som påvirkede alle, han mødte. Når han spillede klaver ved koncerter, var han en stor showman. Folk tegnede karikaturer af ham, hvor han spillede klaver med sin vilde hårbunke. Han kunne være meget høflig og forstod at komme godt ud af det aristokratiske miljø. Han kunne være meget gavmild, han gav både penge og tid til andre musikere og gav ros, når den var fortjent. Han var en stærk, unik personlighed og en af sin tids vigtigste romantiske komponister. Han er kendt for sine blændende virtuose klaveropvisninger bedst.

Sammensætninger

De fleste af Liszts kompositioner var for klaver. Han skrev én klaversonate. Den er i h-mol. Dens form er meget forskellig fra sonater af komponister som Beethoven. Det er et meget romantisk værk, men det fortæller ikke en historie, som mange romantiske værker gør. Hans klaverværker er for det meste kortere stykker, som er ret frie i deres form. Han tog ofte et tema og transformerer det (ændrer det gradvist). Han skrev studier, som er meget mere end bare stykker til at forbedre ens klaverteknik. En samling hedder Transcendental Studies. I Schweiz skrev han Années de pèlerinage (Vandringsår), en samling stykker, som han senere gav titler til. Liszt udforskede alle de mulige lyde, som klaveret kunne frembringe (det var stadig et ret nyt instrument). Nogle gange fik han det til at lyde som et orkester. Nogle af hans sidste klaverværker er meget mere enkle at spille, selv om akkorderne ville have lydt meget moderne for hans tid. De minder om Debussys impressionistiske musik.

Ikke alle Liszts klaverstykker var originale kompositioner: han lavede også arrangementer eller transskriptioner. Det forekommer os i dag at være en mærkelig idé at tage en andens symfoni og arrangere den for klaver. Men det var det, Liszt ofte gjorde. Han tog symfonier af Beethoven eller sange af Schubert og ændrede dem, så de kunne spilles på klaver. Mange mennesker havde ikke mulighed for at høre koncerter særlig ofte, og de havde bestemt ikke radioer eller cd'er, så Liszt gjorde disse værker mere kendte og hjalp dem til at nå ud til et bredere publikum. Han lavede ofte vanskelige transskriptioner, hvilket betød, at han ændrede stykkerne og tilføjede ornamentale noter, så han gjorde et nyt stykke ud af et gammelt stykke.

Liszt's orkestermusik er også meget vigtig. Han skrev symfoniske digte: stykker, der fortæller en historie eller beskriver noget. Det mest kendte af dem hedder Les préludes. Han skrev også to klaverkoncerter.

Han skrev en masse kirkemusik. Kirkemusik var ofte ret sentimental dengang, men Liszt forsøgte at få sine værker til at hjælpe folk til at føle religiøs hengivenhed.

Konklusion

På mange måder var Liszt typisk for den romantiske kunstner. Han var altid på udkig efter en åndelig mening med livet. Han bar en vandrestav med hovederne af Frans af Assisi og Gretchen og Mephistopheles, figurer fra Goethes Faust. Han var en musiker fra det 19. århundrede, men gennem sin tænkning og sin musik så han frem mod det 20. århundrede.