Freud udviklede en teori om det menneskelige sind (dets organisation og funktion). Han havde også en teori om, at menneskelig adfærd både er en betingelse for og et resultat af, hvordan sindet er organiseret.
Dette fik ham til at foretrække visse kliniske teknikker til at forsøge at helbrede psykiske sygdomme. Han teoretiserede, at personligheden udvikles af en persons barndomsoplevelser.
Tidligt arbejde
Freud begyndte at studere medicin på universitetet i Wien som 17-årig. Han blev læge i 1881 som 25-årig og blev privatpraktiserende neurolog af økonomiske årsager.
Freud håbede, at hans forskning ville give et solidt videnskabeligt grundlag for hans terapeutiske teknik. Målet med freudiansk terapi eller psykoanalyse var at bringe undertrykte tanker og følelser til bevidsthed for at befri patienten fra at lide af forvrængede følelser.
Klassisk set bringes ubevidste tanker og følelser til bevidsthed ved at tilskynde patienten til at tale i fri association og til at tale om drømme. I november 1880 blev Breuer tilkaldt for at behandle en meget intelligent 21-årig kvinde (Bertha Pappenheim) for en vedvarende hoste, som han diagnosticerede som hysterisk. Han fandt ud af, at hun, mens hun plejede sin døende far, havde udviklet en række forbigående symptomer, herunder synsforstyrrelser og lammelser og sammentrækninger af lemmer, som han også diagnosticerede som hysteriske.
Breuer begyndte at se sin patient næsten hver dag, efterhånden som symptomerne tog til og blev mere vedholdende. Han fandt ud af, at når hun med hans opmuntring fortalte fantasihistorier, blev hendes tilstand bedre, og de fleste af hendes symptomer var forsvundet i april 1881. Efter hendes fars død i samme måned forværredes hendes tilstand imidlertid igen. Breuer noterede, at nogle af symptomerne til sidst gik spontant tilbage, og at fuld helbredelse blev opnået ved at få hende til at huske de begivenheder, der havde fremskyndet forekomsten af et bestemt symptom. Denne bedring er omstridt.
Freud foreslog som bekendt, at ubevidste erindringer om seksuelt misbrug i barndommen var roden til psykoneuroser. Patienterne var imidlertid generelt ikke overbevist om, at Freuds kliniske procedure indikerede et faktisk seksuelt misbrug. Han rapporterede, at selv efter en formodet "gengivelse" af seksuelle scener forsikrede patienterne ham eftertrykkeligt om, at de ikke troede på dem.
Kokain
Som medicinsk forsker var Freud en tidlig bruger og fortaler for kokain som et stimulerende og smertestillende middel. Han skrev flere artikler om stoffets antidepressive egenskaber, og han blev påvirket af sin ven og fortrolige Wilhelm Fliess, som anbefalede kokain til behandling af "nasal refleksneurose".
Freud mente, at kokain ville virke som en kur mod mange lidelser, og han skrev en vel modtaget artikel "On Coca", hvor han forklarede kokainens fortrin. Han ordinerede det til sin ven Ernst von Fleischl-Marxow for at hjælpe ham med at overvinde en morfinafhængighed, som han havde fået under behandlingen af en sygdom i nervesystemet. Freud anbefalede også kokain til mange af sine nære familiemedlemmer og venner.
Der begyndte at komme rapporter om afhængighed og overdoser fra mange dele af verden. Freuds medicinske omdømme blev noget plettet på grund af denne tidlige ambition. Desuden udviklede Freuds ven Fleischl-Marxow et akut tilfælde af "kokainpsykose" som følge af Freuds recepter, og han døde nogle få år senere. Freud følte stor beklagelse over disse begivenheder.
Det ubevidste
Freud argumenterede for betydningen af det ubevidste sind for forståelsen af bevidst tænkning og adfærd.
Det ubevidste blev imidlertid ikke opdaget af Freud. Psykologihistoriker Mark Altschule konkluderede: "Det er svært - eller måske umuligt - at finde en psykolog eller psykiater fra det nittende århundrede, som ikke anerkendte den ubevidste tanke som værende ikke blot virkelig, men af største betydning". Freuds fremskridt bestod ikke i at afdække det ubevidste, men i at udtænke en metode til systematisk at studere det ubevidste.
Freud kaldte drømme for "den kongelige vej til viden om det ubevidste i det mentale liv". Det betød, at drømme illustrerer det ubevidste sinds "logik". Freud udviklede sin første topologi af psyken i Drømmetydning (1899), hvori han foreslog, at det ubevidste eksisterer, og beskrev en metode til at få adgang til det. Det førbevidste blev beskrevet som et lag mellem den bevidste og ubevidste tanke; dets indhold kunne man få adgang til med en lille indsats.
En nøglefaktor i det ubevidstes funktion er "undertrykkelse". Freud mente, at mange mennesker fortrænger smertefulde erindringer dybt ned i deres ubevidste sind.
Psykoseksuel udvikling
Freud håbede, at hans model var universelt gyldig, og vendte sig derfor mod den gamle mytologi og etnografi for at finde sammenligningsmateriale. Freud kaldte sin nye teori for Ødipuskomplekset efter den berømte græske tragedie Ødipus Rex af Sofokles. "Jeg fandt i mig selv en konstant kærlighed til min mor og jalousi over for min far. Jeg anser nu dette for at være en universel begivenhed i barndommen." Freud sagde. Freud søgte at forankre dette udviklingsmønster i sindets dynamik. Hvert stadium er en udvikling hen imod voksen seksuel modenhed, der er kendetegnet ved et stærkt ego og evnen til at udskyde tilfredsstillelse (jf. Tre essays om seksualitetsteorien).
Han brugte Ødipuskonflikten til at påpege, hvor meget han mente, at mennesker ønsker incest og må undertrykke dette ønske. Ødipuskonflikten blev beskrevet som en tilstand af psykoseksuel udvikling og bevidsthed.
Freud troede oprindeligt, at seksuelt misbrug af børn var en generel forklaring på neurosernes oprindelse, men han opgav denne såkaldte "forførelsesteori". Han bemærkede, at han fandt mange tilfælde, hvor tilsyneladende erindringer om seksuelt misbrug i barndommen var baseret mere på fantasi end på virkelige begivenheder.
I slutningen af 1890'erne begyndte Freud, som aldrig opgav sin tro på den seksuelle årsag til neuroser, at fremhæve fantasier bygget op omkring Ødipuskomplekset som den primære årsag til hysteri og andre neurotiske symptomer. På trods af denne ændring i hans forklaringsmodel har Freud altid anerkendt, at nogle neurotikere faktisk var blevet seksuelt misbrugt af deres fædre. Han omtalte udtrykkeligt flere patienter, som han vidste var blevet misbrugt.
Freud mente også, at libido udviklede sig hos individer ved at ændre sit objekt, en proces, der kaldes sublimering. Han hævdede, at mennesker er født "polymorft perverse", hvilket betyder, at et hvilket som helst antal objekter kan være en kilde til nydelse. Han hævdede endvidere, at mennesker, efterhånden som de udvikler sig, bliver fikseret på forskellige og specifikke objekter gennem deres udviklingsstadier - først i det orale stadium (eksemplificeret ved et spædbarns nydelse ved at amme), derefter i det anale stadium (eksemplificeret ved et lille barns nydelse ved at tømme sine tarme) og derefter i det falliske stadium.
Freud hævdede, at børn derefter gennemgik en fase, hvor de var fikseret på moderen som et seksuelt objekt (kendt som Ødipuskomplekset), men at barnet til sidst overvandt og undertrykte dette ønske på grund af dets tabubelagte karakter. Det undertrykkende eller hvilende latensstadium i den psykoseksuelle udvikling kommer før det seksuelt modne genitale stadium i den psykoseksuelle udvikling.
Id, ego og super-ego
I sit senere arbejde foreslog Freud, at den menneskelige psyke kunne opdeles i tre dele: Id, ego og superego. Freud diskuterede denne model i essayet Beyond the Pleasure Principle fra 1920 og uddybede den fuldt ud i The Ego and the Id (1923). Id'et er den impulsive, barnlige del af psyken, der opererer efter "nydelsesprincippet" og kun tager hensyn til det, den har lyst til, og ser bort fra alle konsekvenser.
Udtrykket Ego kom ind i det engelske sprog i slutningen af det 18. århundrede. Ego er latin og betyder "jeg". Det forsøger at skabe balance mellem Id'ets begær og virkeligheden. Det forsøger at handle på måder, der vil give fordele på lang sigt, snarere end at bringe sorg.
Udtrykket Id ("det" eller "tingen") repræsenterer de primitive drifter til at besidde, erobre, dominere og opnå nydelse. Det kan ses meget tydeligt hos små børn, som endnu ikke har lært at maskere deres følelser.
Overjeget er psykeens moralske komponent, som skelner klart mellem rigtigt og forkert og ikke tager hensyn til særlige omstændigheder.
Det rationelle Ego forsøger at finde en balance mellem Id'ets upraktisk hedonisme og Super-egoets lige så upraktisk moralisme; det er den del af psyken, som normalt afspejles mest direkte i en persons handlinger.
Når Egoet er overbelastet eller truet af sine opgaver, kan det anvende forsvarsmekanismer, herunder benægtelse, undertrykkelse og fortrængning. Teorien om egoets forsvarsmekanismer har fået empirisk validering, og især fortrængningens karakter blev et af de mere heftigt debatterede områder inden for psykologien i 1990'erne.
Drivkræfter på liv og død
Freud mente, at mennesket blev drevet af to modstridende centrale begær: Livsdriften, som kaldes "Eros" (overlevelse, formering, sult, tørst og sex) og dødsdriften (Thanatos).
Freud erkendte først dødstrangen i sine senere år og udviklede sin teori om den i Beyond the Pleasure Principle.
Freud anerkendte tendensen til, at det ubevidste har tendens til at gentage ubehagelige oplevelser for at desensibilisere eller afstøde kroppen. Denne tvang til at gentage ubehagelige oplevelser forklarer, hvorfor traumatiske mareridt forekommer i drømme, da mareridt synes at være i modstrid med Freuds tidligere opfattelse af drømme udelukkende som et sted for nydelse, fantasi og begær.
På den ene side fremmer livsdrifterne overlevelsen ved at undgå ekstreme ubehageligheder og enhver trussel mod livet. På den anden side fungerer dødsdriften samtidig i retning af ekstrem nydelse, som fører til døden. Freud behandlede de begrebsmæssige dualiteter af nydelse og ubehag samt sex/liv og død i sine diskussioner om masochisme og sadomasochisme. Spændingen mellem livsdrift og dødsdrift repræsenterede en revolution i hans måde at tænke på.
