Ophavsret

Historien om ophavsret

Ophavsretten blev oprindeligt skabt til bøger. Før man lavede trykkerier, kunne bøger kun kopieres i hånden, hvilket tog lang tid at lave. Men da der blev lavet trykpresser, kunne bøger kopieres hurtigere og lettere. Derfor blev nogle bøger kopieret af folk, som ikke selv ejede bogen. Så lovgiverne gav kun ejerne ret til at kopiere.

Da teknologien blev bedre med tiden, begyndte ophavsretten at dække andre typer medier som billeder, lyd og film. Almindeligvis blev der vist en advarsel om krænkelse af ophavsretten i begyndelsen af mediet for altid at advare publikum om at undgå at overtræde loven om ophavsret.

Hvem ejer ophavsretten?

I de fleste lande har forfattere automatisk ophavsret til ethvert værk, de laver eller skaber, så længe de ikke overdrager ophavsretten til en anden person.

I de fleste lande er det ikke nødvendigt at registrere ophavsretten, og nogle lande har ikke engang procedurer for registrering af ophavsrettigheder. Men hvor der er mulighed for registrering, registrerer mange forfattere den alligevel, især for værker, der sælges for penge. Det skyldes, at registreringen er med til at bevise, at ophavsretten til et værk tilhører en bestemt ophavsmand.

Hvis en forfatter bliver betalt for at lave et værk for en anden, vil den person, der betaler for at lave værket (f.eks. forfatterens arbejdsgiver), ofte få ophavsretten i stedet for forfatteren selv. Hvis en person, der arbejder for en virksomhed, Microsoft, f.eks. skaber et nyt computerprogram på sit arbejde, vil Microsoft-virksomheden have ophavsretten. Det er meget almindeligt, at virksomheden i stedet vil registrere ophavsretsregistreringen for at undgå, at deres ansatte kan gøre krav på deres værker.

Varigheden af den ophavsretlige beskyttelse

Lovgivningen om ophavsret beskytter normalt indehavere af ophavsret efter deres levetid. I nogle lande, f.eks. Canada og New Zealand, er værker beskyttet i 50 år efter ophavsmandens død. I andre lande, som USA og Det Forenede Kongerige, gælder beskyttelsen i 70 år efter dødsfaldet. Når den ophavsretlige beskyttelsesperiode er udløbet, er det skriftlige dokument, musikstykket, bogen, billedet eller det andet kreative værk offentligt tilgængeligt. Det betyder, at ingen ejer ophavsretten, og at alle frit kan kopiere, bruge og ændre dem uden at skulle bede om tilladelse eller betale ejeren.

Retfærdig anvendelse

Der findes en undtagelse fra reglerne om ophavsret, som kaldes fair use. Det betyder, at folk kan kopiere en meget lille mængde af et værk for at bruge det i anmeldelser eller forskningsrapporter.

Et eksempel på fair use er, når avisskribenter citerer flere sætninger fra et ophavsretligt beskyttet dokument for at fortælle historien. Et andet eksempel på "fair use" er, når en universitetsprofessor citerer flere sætninger fra en ophavsretsbeskyttet bog i en anmeldelse af bogen eller i en forskningsrapport.

Ophavsret i forskellige lande

Forskellige lande har forskellige love om ophavsret. De fleste af forskellene handler om:

• hvorvidt regeringens arbejde er omfattet af ophavsretten eller ej,
• hvor meget længere ophavsretten varer efter ophavsmandens død eller efter at værket er blevet skabt eller offentliggjort, og
• hvad der er fair use, og hvad der ikke er fair use.

På grund af disse forskelle kan et bestemt værk være ophavsretligt beskyttet i ét land og offentligt beskyttet i et andet.

Problemer med ophavsret

Kreativitet

Nogle mennesker hævder, at ophavsretslovgivningen gør det lettere for folk at skabe nye værker og finde på nye idéer. Hvis forfatterne får penge for den tid, den indsats og de penge, de har lagt i det, vil de senere få lyst til at lave flere værker og tjene flere penge.

Men andre mener, at ophavsretslovgivningen gør det sværere at være kreativ. Uden ophavsret kunne andre mennesker genbruge eksisterende værker, og det forhindrer ophavsretsloven ofte.

Udgiver kontrol

Hvis en forfatter ønsker at sælge et værk, er det ofte nemmest at give ophavsretten til et forlag. Forlaget vil stå for alt salget og til gengæld for denne service beholde en del af pengene. Men forlaget har mange forskellige ting at sælge, og de ønsker måske ikke at sælge det værk, som forfatteren har lavet. Forfattere har ofte meget svært ved at finde et forlag, der er villigt til at sælge deres værk.

Men uden et forlag kan det være endnu sværere for en forfatter at sælge sit værk. På mange markeder ejer nogle få store forlag ophavsrettighederne til næsten alt, hvad der er tilgængeligt, og butikkerne vil ikke sælge værker, der er udgivet af små forfattere selv. Mange mennesker siger, at ophavsretslovgivningen hjælper de store forlag med at bevare kontrollen og holder mindre forfattere ude af markedet. (Anticommons tragedie).

Åbn indhold

Som en løsning på disse problemer har grupper af forfattere fundet frem til idéen om åbent indhold. Med åbent indhold giver forfatterne alle lov til at kopiere, ændre og forære eller sælge deres værker væk eller sælge dem, så længe de følger visse regler. Disse regler er forklaret i en licens for åbent indhold. Nogle af de mulige regler for åbent indhold er følgende:

1. Hvis en person ændrer værket, eller hvis en person laver et nyt afledt værk baseret på det, skal han/hun give den oprindelige forfatter kredit (han/hun skal sige, hvem der har skrevet det).
2. Hvis en person udgiver det ændrede eller afledte værk, skal vedkommende lade andre bruge det under den samme frie licens.
3. I nogle licenser kan en person ikke sælge værket eller bruge det til at tjene penge.

Udtrykket for åbent indhold kaldes nogle gange Copyleft.

Relaterede sider

• Patent