Nøddeknækkeren pas de deux er en af de mest berømte scener i balletten Nøddeknækkeren, en duetscene mellem Sukkerblommefeen og prins Coqueluche. Balletten havde sin premiere den 18. december 1892 på Mariinsky Teatret i Sankt Petersborg i Rusland. Musikken er skrevet af Tjajkovskij, og koreografien til netop dette pas de deux blev udarbejdet under ledelse af Lev Ivanov efter instruktioner fra Marius Petipa. Rollen som Sukkerblommefeen blev ved premieren danset af Antonietta Dell'Era, mens prinsen blev danset af Pavel Gerdt. Pas'en opføres ofte også uden for hele balletten og bruges hyppigt i balletkonkurrencer og gallaforestillinger.
Strukturen i pas de deux er traditionelt opdelt i fire sektioner (eller bevægelser): først en ceremoniel entrée ofte kaldet Andante maestoso, derefter en variation for den mandlige danser — oprindeligt en livlig Tarantella — tredje sektion er ballerinaens variation, den berømte "Dance of the Sugar Plum Fairy", skrevet med et særligt klart, klokkelignende klangideal, og til sidst en hurtig og brillant coda, hvor begge dansere demonstrerer teknisk virtuositet. I nogle moderne opsætninger kan rækkefølgen og indholdet af variationerne variere, men den grundlæggende fire-delte form er den mest udbredte.
Musik og instrumentering
Tjajkovskijs orkestrering til pas de deux’en rummer både storromantisk klang og finere, gennemsigtige sonoritet. Til den indledende Andante maestoso ønskede Marius Petipa en "kolossal effekt", og Tjajkovskij svarer med masser af bund og dramatik: blandt andet nedadgående skalaer i cellogrupper og et virkemiddel af kontrasterende træblæsere og messing, der kulminerer i et kraftfuldt afsnit for basuner. Til ballerinarollen introducerede Tjajkovskij et nyt og karakteristisk klangfarvemiddel — celesta — som giver den klingende, næsten eventyrlige klang, der i dag ofte forbindes direkte med "Dance of the Sugar Plum Fairy". Ud over celesta anvendes træblæsere som obo og basklarinet forskellige steder i satsen for kontrast og farve. Det musikalske tema i Andante maestoso har endvidere træk, som minder om Tjajkovskijs dødstemaer i hans femte og sjette symfoni, hvilket giver musikken en monumental og dramatisk undertone.
Koreografi, sceneeffekter og historiske tekniktricks
Koreografien veksler mellem langsomme, elegante partnersekvenser og tekniske solos, hvor ballerinaen viser pointearbejde, raffinerede balancefigurer og små, sprøde spring. Prinsens variation er virtuost accelererende og kan i nogle versioner være udført som en Tarantella eller en anden bravurvariation afhængig af opsætningen. Det originale sceneshow omfattede også et teknisk trick: en lille platform på spor kaldet en reika, som blev betjent under scenegulvet for at skabe indtrykket af, at Sukkerblommefeen svævede eller var "lettere end luft". I den oprindelige Nøddeknækkeren stod Sukkerblommefeen på et tørklæde lagt på reikaen, og prinsen trak i tørklædet, mens platformen blev ført hen over scenen — et efektfuldt midlertidigt studie i scenemagi. I moderne opsætninger anvendes ofte mere diskrete eller teknisk sikre metoder (fx skjulte lift-systemer eller digitale effekter), men princippet om at skabe en illusion af lethed bevares.
Betydning og moderne fortolkninger
Sukkerblommefeens pas de deux er blevet et ikonisk musikalsk og koreografisk øjeblik i den klassiske balletkanon. Dels fungerer det som en højdepunktsscene i Nøddeknækkeren, dels som et yndet solistshowcase i konkurrencer og koncerter. Stykket varer typisk omkring 8–10 minutter i fuld version, afhængig af tempi og eventuelle korte omarbejdelser, og har gennem tiden været genstand for mange tolkningsmæssige variationer — fra meget traditionelle, top-formelle iscenesættelser til mere nutidige, iscenesættelsesmæssigt eksperimenterende fortolkninger. Mange berømte ballerinaer og dansekompagnier har sat deres personlige præg på rollen, men det musikalske kendetegn — ikke mindst celestaens klingende farve — gør, at melodien forbliver umiskendelig uanset koreografisk vinkel.
Samlet set kombinerer Nøddeknækkeren-pas de deux’en storslået orkestrering, raffineret pointe- og partnerteknik samt historisk scenemag i en lille dramaturgisk perle, der fortsat begejstrer publikum verden over.
