Tornerose er en ballet i en prolog og tre akter. Marius Petipa og Ivan Vsevolozhsky har skrevet historien til balletten. Den er baseret på Charles Perraults eventyr "Tornerose i skoven" fra 1697. Tchaikovsky skrev musikken. Marius Petipa tegnede dansene. Tornerose blev opført første gang på Mariinskij-teatret i Sankt Petersborg i Rusland den 15. januar 1890. Carlotta Brianza dansede prinsessen og Pavel Gerdt dansede prinsen, med Marie Petipa som den lilla fe og Enrico Cecchetti som Carabosse. Den blev første gang opført i Europa i en forkortet udgave af Ballets Russes i London den 2. november 1921. Catherine Littlefield designede den første komplette Sleeping Beauty i USA og præsenterede forestillingen den 12. februar 1937 på Academy of Music i Philadelphia med Philadelphia Ballet.


 

Handling (kort resumé)

Balletten følger hovedtrækkene i Perraults eventyr. I prologen fejres den nyfødte prinsesse Aurora ved et dåbs- og festgilde, hvor feerne giver hende gaver. Den onde fe Carabosse, som ikke var inviteret, forbander Aurora til at dø efter at have stukket sig på en spindel, men den gode Lilla Fe mildner forbandelsen, så Aurora i stedet falder i en dyb søvn, der varer hundrede år, indtil hun vækkes af en prins' kys.

I første akt møder vi den unge Aurora ved hendes sekstende fødselsdag; her indgår den berømte "Rose Adagio", hvor prinsessen byder flere bejlere op i et krævende pas de deux. I anden akt findes scenerne, hvor Aurora falder i søvn, og i tredje akt vågner hun igen efter prinsens ankomst og kys, hvorefter en storslået bryllupsfest afslutter balletten.

Komposition og koreografi

Pyotr Ilyich Tchaikovskij skrev et rigt orkestreret og dramatisk partitur, der anses som et af hans mest fuldendte værker for ballet, efterfulgt af Svane søen og før Nøddeknækkeren. Tchaikovskijs musik støtter fortællingens dramatiske kurver og indeholder adskillige melodier og tematiske motiver, som synliggør karakterer og stemninger.

Marius Petipas koreografi forener klassisk baletteknik med sceniske tableauer og store corps-de-ballet-scener. Petipas arbejde stiller store krav til både teknik og sceneopbygning og indeholder adskillige variationer for solodansere, duetter og større ensemblenumre. Petipas originalkoreografi er i det væsentlige bevaret gennem notationssamlinger (ofte omtalt som Sergeyev-samlingen), hvilket har gjort autentiske genskabelser mulige.

Musikalske og sceniske højdepunkter

  • Rose Adagio (fra akt I) – et af ballettens mest kendte og teknisk krævende øjeblikke, hvor Aurora balanserer i slow motion og accepterer bejlernes buketter.
  • Grand Pas de deux og brudeballetlet (akt III) – storslåede variationer og ensemblepas, som afslutter fortællingen i en stor festscene.
  • Vision Scene og orkestrale karakterstykker – Tchaikovskijs orkestrering skaber klare farver og dramatiske øjeblikke, der ofte høres i uddrag i koncerter og på plader.

Premiere, tidlige opførelser og senere betydning

Premieren 15. januar 1890 på Mariinskij-teatret i Sankt Petersborg blev et vigtigt øjeblik i klassisk ballethistorie. Castet bestod af nogle af datidens mest fremtrædende dansere: Carlotta Brianza (Aurora), Pavel Gerdt (prinsen), Marie Petipa (Lilla Fe) og Enrico Cecchetti (Carabosse). Forestillingen blev rost for Tchaikovskijs musik og den overdådige produktion, og balletten kom hurtigt til at stå som et hovedværk i den klassiske repertoireskole.

Gennem det 20. århundrede blev Tornerose både forkortet og adapteret i mange versioner; en forkortet udgave blev præsenteret af Ballets Russes i London i 1921, mens Catherine Littlefields opførelse i Philadelphia i 1937 var den første komplette amerikanske iscenesættelse. Flere rekonstruerede udgaver, baseret på de bevarede notater fra Petipas tid, har siden gendannet meget af den oprindelige koreografi.

Roller, varighed og praktiske krav

  • Hovedroller: Aurora (Tornerose), Prins Désiré (prinsen), Carabosse (den onde fe), Lilla Fe (den gode fe).
  • Varighed: En fuld opførelse varer typisk omkring 2½–3 timer inklusive pauser, afhængigt af version og iscenesættelse.
  • Scenetekniske krav: Forestillingen kræver stor orkesterbesætning, omfattende kostumer og scenografi samt et stort korps af dansere og adskillige solister.

Arv og betydning

Tornerose regnes som et klimaks i den klassiske balletteknik og et hovedværk i Petipas og Tchaikovskijs samarbejde. Musikalsk har stykket haft stor indflydelse og lever videre både i ballettens fulde form og i uddrag, som ofte opføres i koncerter. Koreografisk repræsenterer det den højklassiske tradition med klare linjer, store ensembleformationer og virtuos solodans, og stykket er fortsat en fast bestanddel af det internationale balletrepertoire.

På grund af værkets kompleksitet og ambitiøse krav til både dansere og produktion er Tornerose stadig et mål for store operahuse og balletkompagnier, når de vil vise den klassiske tradition i sin mest overdådige form.