Igor Stravinskij

De tidlige år

Igor var det tredje af fire børn, alle drenge. Som barn tilbragte han vintermånederne i Sankt Petersborg og somrene på landet, hvor flere af hans slægtninge på moderens side havde store ejendomme.

Igor var ikke særlig god i skolen, men han gik ofte til de operaer, som hans far Fjodor optrådte i. Fyodor var operasanger med en fin basstemme. Han sang på operahuset i Kiev og senere på Mariinskij-teatret i Sankt Petersborg. Igor gik også til balletter og hørte endda Tjajkovskij dirigere i 1893, i slutningen af hans liv.

Stravinskij studerede i en periode jura på universitetet i Sankt Petersborg, men opgav det i 1906. Derefter giftede han sig med en af sine kusiner. De fik snart en søn og en datter.

Igor spillede i mellemtiden siden sin skoletid klaver og fik undervisning i harmoni og kontrapunkt. Han nød at improvisere, og han begyndte at interessere sig for at komponere. Han skrev nogle korte klaverstykker og viste dem til komponisten Nikolai Rimskij-Korsakov, en vens far, som han viste dem. Rimskij-Korsakov sagde til ham, at han burde fortsætte med at få privatundervisning i musik i stedet for at gå på konservatoriet. Kort efter døde Stravinskijs far. Igor tog hen for at bo hos Rimskij-Korsakov. Han mødte mange musikalske mennesker der, og Rimskij-Korsakov lærte ham at skrive til de forskellige instrumenter. I 1905 begyndte han at tage privatundervisning to gange om ugen hos Rimskij-Korsakov, som han kom til at betragte som en anden far. Disse lektioner fortsatte indtil Rimskij-Korsakovs død i 1908.

Tidlig karriere

I 1908 døde Rimskij-Korsakov. Stravinskij mødte balletdirektøren Sergei Diaghilev. Diaghilev ønskede at opføre nye operaer og balletter. Han havde brug for en komponist til at skrive musikken og så, at Stravinskij måske var den ideelle person. Han bad ham om at skrive musik til en ballet kaldet Ildfuglen, som var et russisk eventyr. Stravinskij skrev den på Rimskij-Korsakovs landsted og færdiggjorde den i Sankt Petersborg. Balletten blev opført første gang på Paris Opéra den 25. juni 1910 af Ballets Russes, som var meget berømte i Europa. Mikhail Fokin var koreografen. Den er fortsat et af Stravinskijs mest berømte stykker musik. En del af musikken bliver ofte opført i en koncertsal uden dansen. Denne version kaldes en "suite" (bogstaveligt talt "en samling af danse"). Den viser hans kærlighed til russisk folkemelodi.

Succesen med Ildfuglen gjorde Stravinskij verdensberømt. Hans musik var især kendt i Europa og i Paris, hvor Ballets Russes havde base. Det næste værk, som Stravinskij skrev til dem, var Petrouchka. Det var historien om en marionet, der bliver levende. Det blev opført i Paris den 13. juni 1911 og blev lige så berømt som Ildfuglen. Også denne musik bliver ofte opført som et koncertstykke. Stravinskij lavede også et arrangement af tre af dansene for klaver solo. Det er meget svært at spille og kræver en virtuos pianist.

Stravinskij var ved at blive kendt blandt musikere. Blandt hans venner var Debussy og Ravel. Han mødte Schönberg i Berlin og var meget imponeret over hans værk Pierrot Lunaire. Han tilbragte meget af sin tid med sin familie i Schweiz, hvor han havde fred og ro til at komponere.

Den 29. maj 1913 blev Stravinskys nye ballet Forårets ritual opført på Théâtre des Champs-Elysées i Paris. Det var en absolut sensation. Nogle elskede den, og andre hadede den. Der opstod et stort slagsmål i teatret, og politiet blev tilkaldt. Folk råbte så meget, at ingen kunne høre musikken. Stravinskij blev syg bagefter og brugte nogle uger på at komme sig. Da balletten blev opført igen, var folk mere rolige og lyttede til musikken. Der var masser af nye idéer i musikken: hårde akkorder og meget komplicerede rytmer. Musikken i Forårets ritual havde en stor indflydelse på udviklingen af musikken i det 20. århundrede.

Stravinskys næste idé til en ballet var Les noces, der på fransk betyder "Brylluppet". Stravinskij tog tilbage til Rusland for at samle nogle ting, der kunne hjælpe ham med at komponere den. Da han vendte tilbage til Schweiz, begyndte Første Verdenskrig.

Krigsårene

Stravinskys familie tilbragte det meste af deres tid i Schweiz under krigen. Han manglede penge, fordi der ikke var flere indtægter fra de russiske godser. Ballets Russes kunne ikke længere optræde i Paris. Stravinskij brugte meget tid på at arbejde på Les Noces. Han færdiggjorde det i 1917 og spillede det for Diaghilev. Der gik yderligere seks år, før den blev opført. Stravinsky valgte til sidst at arrangere den for fire klaverer, slagtøj, kor og vokalsolister. Den blev opført på Théâtre de la Gaîté Lyrique den 13. juni 1923.

Da Schweiz var neutralt i krigen, kunne Stravinsky rejse. Han tog til Italien, hvor han mødte Gerald Tyrwhitt (som senere blev Lord Berners) og Prokofiev. Han skrev Reynard og Rag-Time. Han optrådte i Amerika med Ballets Russes.

Da den russiske revolution brød ud i februar 1917, troede Stravinsky, at det ville være godt, men da bolsjevikrevolutionen fulgte efter, blev det klart, at han aldrig ville kunne vende tilbage til Rusland. Han skrev L'histoire du soldat (The Soldier's Tale). Den blev opført i Lausanne med Ernest Ansermet som dirigent. Der skulle have været flere forestillinger, men mange mennesker havde influenza. Da krigen sluttede, besluttede Stravinskij at flytte til Frankrig. Han skrev en ballet kaldet Pulcinella, som var baseret på musik af komponisten Pergolesi fra det 18. århundrede. Den blev opført på Opéra de Paris den 15. maj 1920. Igor blev i nogle år interesseret i musik fra slutningen af det 18. århundrede, og stilen i hans værker efter 1920 beskrives ofte som neoklassisk.

Frankrig

I 1920 flyttede Stravinskys familie fra Stravinsky til Bretagne, og året efter flyttede de til Biarritz. Stravinskij komponerede et stykke kaldet Symfonier for blæseinstrumenter. Det blev snart opført i London ved en koncert, som også omfattede Forårets ritual, under ledelse af Eugene Goossens i Queen's Hall. Han mødte en teaterdesigner ved navn Serge Soudeikine og forelskede sig vanvittigt i Vera, som senere skulle blive hans anden kone. I mellemtiden lå hans første kone, Katerina, på et sanatorium og led af tuberkulose. Vera og Stravinskij så hinanden så meget som muligt i de næste 18 år. I mellemtiden lykkedes det Stravinskys mor at komme ud af Rusland, og hun sluttede sig til Stravinskys familie i Biarritz. Stravinsky skulle forsørge en stor familie, og han besluttede, at han havde brug for at arbejde mere som dirigent og pianist i stedet for at komponere store værker. Han komponerede mindre stykker, bl.a. klaverversionen af tre danse fra Petrouchka. Senere, da hans søn var blevet voksen, komponerede han en koncert for to solopianoer til sig selv, som han kunne spille sammen med sin søn. Han komponerede ikke mere til Ballets Russes, men han komponerede Ødipus rex som en særlig hyldest til dem. Dette værk var en blanding af opera og oratorium. Teksterne var på latin og blev skrevet af Jean Cocteau. Det blev opført som en koncertforestilling. Selv om han ikke længere skrev for Diaghilev, accepterede han en invitation fra Ida Rubinstein til at skrive balletten Le baiser de la fée (Feens kys), som var baseret på musik af Tjajkovskij. Diaghilev blev irriteret, men så døde han i 1929, og Ballets Russes-kompagniet fortsatte ikke længere.

I 1926 havde Stravinskij, der var medlem af den russisk-ortodokse kirke, en dyb religiøs oplevelse, som påvirkede hans musik. Det bedste af disse religiøse værker er Salmesymfonien, som blev skrevet til Boston Symphony Orchestra's 50-års fødselsdag.

Stravinskij mødte violinisten Dushkin og komponerede en violinkoncert samt Duo concertante for violin og klaver, som de to musikere spillede sammen ved mange koncerter. Han blev mere og mere efterspurgt i USA og skrev flere værker til amerikanerne. Han blev tilbudt et job som professor på Harvard University. På dette tidspunkt var mange i hans familie syge. Så døde hans datter, hans kone døde og hans mor døde. Han var selv syg. I september 1939, lige da Anden Verdenskrig begyndte, var han så rask, at han kunne rejse til Nordamerika.

Amerikanske år

Stravinsky blev straks inviteret til at dirigere mange koncerter i Amerika. Vera ankom til Amerika fire måneder senere, og hun og Stravinsky blev gift i Bedford, Massachusetts. De ansøgte om amerikansk statsborgerskab og bosatte sig i Hollywood. Han manglede ganske få penge, og han tog imod enhver invitation til at komponere musik. Han tog endda imod en privat elev.

Stravinskij komponerede en messe. Den var ikke bestilt, han havde bare lyst til at komponere den. Den blev opført i La Scala i Milano i 1948 under ledelse af Ansermet. Derefter besluttede han sig for at komponere en hel opera på engelsk. Det blev The Rake's Progress. Den blev opført første gang i Venedig i 1951. Det er det bedste af hans værker i neoklassisk stil. Et andet værk fra denne periode er hans symfoni i C. Den viser en anden måde at komponere tonal musik på end de klassiske komponisters tonale værker.

Han mødte en musiker ved navn Robert Craft, som kom til at bo hos familien og hjalp Stravinskij med at sortere sine kompositioner og papirer. Han var overrasket over, at Stravinskij aldrig besøgte Schönberg, som kun boede et par gader væk. Efter Schönbergs død i 1951 opfordrede Craft Stravinskij til at lytte til Schönbergs seriemusik. Stravinskij begyndte snart at bruge serialisme i sine egne kompositioner. Craft rejste med Stravinskij og hjalp ham meget, f.eks. ved at dirigere nogle af koncerterne eller øve orkestrene, inden Stravinskij kom.

I 1962 blev han inviteret til Det Hvide Hus af præsident Kennedy. Samme år vendte han tilbage til Rusland for at besøge landet. Han havde ikke været der i næsten et halvt århundrede. Det var en stor succes, og folk i Sovjetunionen blev mere interesserede i Stravinskys musik. Det gjorde Stravinskij meget glad at vide, at russerne igen var interesserede i ham.

I løbet af sine sidste år blev han temmelig syg. Threni er en af hans sidste kompositioner. Det er en version af dele af Jeremias' klagesang for stemmer og orkester. Han komponerede andre religiøse værker, herunder Requiem Canticles. I 1969 flyttede han med sin familie til New York, hvor han døde to år senere.

Stravinskij blev begravet i Venedig i nærheden af Diaghilevs grav.