Nøddeknækkeren | klassisk ballet i to akter

Oprindelse

Nøddeknækkeren har sin oprindelse i den store succes med balletten Tornerose. Denne ballet blev opført på Mariinsky-teatret i Sankt Petersborg i Rusland i 1890. Petersborg, Ivan Vsevolozhsky, komponisten Tchaikovsky og koreografen Marius Petipa. Vsevolozsky troede, at endnu en ballet baseret på en børnehistorie ville blive lige så vellykket som Tornerose.

Han valgte Hoffmanns eventyr "Nøddeknækkeren og musekongen" fra 1816 som emne for den nye ballet. Denne historie var elsket af russerne. Han skrev en bearbejdning af Hoffmanns eventyr baseret på Alexandre Dumas' oversættelse. Han droppede meget af det oprindelige. Petipa tilpassede Vsevolozskijs historie til ballettens krav. Vsevolozsky pressede derefter Tchaikovsky til at skrive musikken til balletten. Tjajkovskij kunne ikke lide tilpasningen af Hoffmanns historie, men han gik med til at skrive musikken.

Petipa designede dansene. Han gav Tchaikovsky særlige anvisninger om, hvordan musikken skulle skrives. Han ønskede f.eks. et stort crescendo på 48 takter, når juletræet steg højere og højere i første akt. Han skrev, at musikken til "Sukkerblommefeens dans" skulle lyde som vanddråber, der plasker i et springvand.

I marts 1892 var musikken næsten færdig. Tjajkovskij tog "Sukkerblomstfeens dans", "Blomstervalsen" og andre numre fra balletten til den 20 minutter lange Nøddeknækkersuite. Den blev første gang spillet for det russiske musikalske selskab. Organisationens medlemmer elskede den. Nøddeknækkersuite spilles stadig i dag.

Tjajkovskij færdiggjorde musikken til balletten i april 1892. Prøverne begyndte i september 1892. Petipa blev syg, og hans assistent Lev Ivanov færdiggjorde danserne. Balletten blev opført første gang den 18. december 1892 på Mariinskij-teatret i Sankt Petersborg. Tjajkovskijs enaktsopera Iolanta blev spillet, inden tæppet gik op for Nøddeknækkeren. Forløbet sluttede i 1893 efter elleve forestillinger.

 
Titelbladet til Alexandre Dumas' oversættelse af eventyret med Clara, Fritz og Drosselmeyer på siden. Balletten var baseret på denne oversættelse.  

Senere

I 1919 opførte koreografen Alexander Gorsky en forestilling. Han skar sukkerfeen og hendes kavaler ud og gav deres danse til Clara og Nøddeknækkerprinsen. De blev nu spillet af voksne i stedet for af børn. En forkortet version af balletten blev opført første gang uden for Rusland i 1927 i Budapest's Royal Opera House.

I 1934 opførte Vasili Vainonen, koreograf for Kirov Ballet, en version af værket, som også var påvirket af kritikken af den oprindelige produktion. Han besatte også rollerne som Clara og prinsen med voksne dansere, ligesom Gorsky havde gjort det. Vainonens version påvirkede flere senere opsætninger. Kendskabet til koreografien spredte sig, fordi mange dansere rejste til Vesten efter den russiske revolution.

Den første komplette opførelse uden for Rusland fandt sted i England i 1934. Den blev opført af Nicholas Sergeyev på Vic-Wells Ballet. Der blev brugt en version af Petipas originale koreografi. Der har været årlige opførelser af balletten siden 1952.

 

Plot

Balletten foregår i Tyskland i begyndelsen af det 19. århundrede. Tæppet går op for en juleaftensfest i huset Silberhaus. Gæsterne ankommer. Børnene får deres gaver og danser derefter rundt i rummet.

Døren åbnes. En mærkelig lille mand ved navn Drosselmeyer kommer ind i rummet. Han er legetøjsfabrikant. Han er også Clara Silberhaus' gudfar. Han har fire dansende dukker med til børnene og en særlig overraskelse til Clara. Det er en nøddeknækker. Hun elsker den, men hendes bror Fritz ødelægger den ved et uheld. Hun lægger nøddeknækkeren i sin dukkeseng for at blive rask.

Festen slutter, og alle forlader stedet. Clara og hendes familie går i seng. Clara kryber tilbage til værelset. Hun skal være sikker på, at hendes nøddeknækker hviler roligt. Pludselig begynder mus at løbe rundt i rummet. Dukkerne, tinsoldaterne og alle de andre legeredskaber vækkes til live for at bekæmpe musene.

Juletræet rejser sig højere og højere. Nøddeknækkeren hopper ud af dukkesengen for at kæmpe mod musekongen. Da Nøddeknækkeren er i fare, redder Clara hans liv ved at kaste sin tøffel efter musekongen. Musekongen løber ud af rummet sammen med alle de andre mus.

Nøddeknækkeren bliver en menneskelig prins. Clara og Nøddeknækkerprinsen begiver sig gennem den sneklædte skov til det magiske slikland. Den smukke sukkerfe hersker over dette land. Hun byder de to børn velkommen og beordrer derefter sine undersåtter til at danse for dem. Der vises danse om kaffe, te og chokolade. Der præsenteres mange andre danse. Balletten slutter med, at alle danser en vals.

 
Marius Petipa skrev librettoen til balletten og tegnede dansene.  

Struktur

• Ouverture

Akt I: Tableau 1

• Scene nr. 1 (Juletræet)
• Nr.2 marts
• Nr.3 Børnenes galop og forældrenes dans
• Nr.4 Dansescene (Drosselmeyer ankommer)
• Nr.5 Scene og bedstefar danser
• Scene nr.6 (Clara og Nøddeknækkeren)
• Scene nr.7 (Kampen)

Akt I: Tableau 2

• Nr.8 Scene (En fyrreskov om vinteren)
• Nr.9 Snefnuggenes vals

Anden akt: Tableau 3

• Scene nr. 10 (Riget af slik)
• Scene nr.11 (Clara og Nøddeknækkerprinsen)
• Nr.12 Divertissement:

a.Chocolate (spansk dans)

b.Kaffe (arabisk dans)

c.Tea (kinesisk dans)

d.Trepak (russisk dans)

e.Rørfløjternes dans

f. Mor Gigogne og klovnene

• Nr.13 Blomstervals
• Nr.14 Pas de Deux (Sukkerblommefeen og prins Coqueluche)
• Nr.15 Final Waltz og Apotheosis

 

Modtagelse

Kritikken af balletten var blandet. En del mente, at den var en ædel komposition med eksemplariske temaer og følelser, men mange mente noget andet. Russiske balletomaner kunne godt lide dygtige voksne dansere, og den store rollebesætning af børn blev kritiseret. En person klagede over, at balletten var "produceret med børn for børn". Selv de voksne dansere kom under beskydning. En person mente f.eks., at danseren, der spillede dukken i første akt, var "pæn", mens en anden person mente, at hun var "intetsigende".

En kritiker klagede over, at balletten var smagløs, fordi figurerne i 2. akt lignede mad fra et konditori. En anden klagede over, at Ivanovs "Snefnuggenes vals" var taget fra balletter af Petipa. Tjajkovskij syntes imidlertid, at iscenesættelsen var meget smuk, så smuk at hans øjne blev trætte af at se på den.

Nogle mennesker var overraskede over, at Tjajkovskij havde noget med balletten at gøre. De syntes, at Nøddeknækkeren var tåbelig. De var flove over, at den store komponist havde haft en finger med i spillet. Den første aften kaldte zar Alexander III imidlertid Tjajkovskij ind i den kongelige loge for at lykønske ham med musikken.

Aviserne var delte om ballettens værdi. Petersburg Gazette skrev "denne ballet er det mest kedelige, man nogensinde har set ... langt fra, hvad balletmusik burde være". Petersburg News-sheet skrev: "Det er svært at sige, hvilket nummer der er det største, for alt fra start til slut er smukt." The New Age skrev, at Tjajkovskijs orkesterskrivning var et genialt værk. En balletelsker mente, at Nøddeknækkeren var den største af de tre balletter, som Tchaikovsky havde skrevet.

 
Nøddeknækkeren blev opført første gang i 1892 på Mariinsky Teatret i Sankt Petersborg i Rusland. Dette fotografi viser teatret før 1917  

Post-Premier

Ballettens første opførelse sluttede i januar 1893. Da den russiske revolution brød ud i 1917, blev mange balletdansere arbejdsløse. De rejste til Europa. De talte med deres nye venner i Europa om Nøddeknækkeren. Der blev opført nogle udvalgte stykker her og der. I 1940 brugte Walt Disney noget af musikken i sin film Fantasia. I 1944 blev Nøddeknækkeren opført af William Christensen på San Francisco Ballet, den "allerførste helaftensopførelse" juleaften. W.Christensen blev kaldt den amerikanske ballets bedstefar, født (1902-2001) i Brigham City, Utah. Han havde etableret San Francisco Ballet i 1938. Senere grundlagde han balletafdelingen ved University of Utah i 1951, den første af sin art, og Ballet West i 1963. Mr. C's skabelse har 75 års jubilæum i sæsonen 2019-2020. I 1954 iscenesatte George Balanchine Nøddeknækkeren i New York City. Folk kunne lide den. Da den blev vist på tv i 1957 og 1958, blev balletten mere berømt end nogensinde før. Balanchines tv-nøddeknækker havde nok sjov i den til folk, der ikke havde set en ballet, og nok dans i den til at behage de balletelskere, der så den. I 1960'erne begyndte små balletkompagnier at producere Nøddeknækkeren, fordi den kunne indbringe en masse penge og dermed holde kompagniet i gang.

 

Moderne tider

I dag er Nøddeknækkeren blevet opført og set af mange mennesker over hele verden. Jennifer Fisher påpeger, at det er "den mest populære og oftest opførte ballet i verden". I Nordamerika er den en årlig begivenhed mange steder. Forældre og børn deltager i opførelsen af balletten og danser i den. Uddannede ballerinaer danser side om side med børn, der kun er ved at lære at danse. Forældre arbejder på kostumer og kulisser. Lokale berømtheder spiller små roller.

Der har været mange tilpasninger af balletten i årenes løb. I USA findes der f.eks. hula-, steppedans-, reggae-, kørestols-, danse-med-, is- og drag-versioner. I Canada har der været tilpasninger til hockey. Produkter som f.eks. nøddeknækkerdukker, sæbe, madvarer og tøj sælges i teatrene før forestillingen.

Balletelskere sætter spørgsmålstegn ved den nuværende fordummelse (forenkling) af Nøddeknækkeren for at gøre den tilgængelig for masserne. De grunde til, at balletten oprindeligt ikke var populær i Rusland (de mange børnedansere, den ujævne historie), synes at være grundene til, at balletten er blevet en stor succes i Nordamerika. Amerikanerne kan godt lide at se deres børn på scenen, og historien minder meget om de historier, som amerikanerne elsker, når man fra klods til klods bliver rig. Nogle mennesker klager dog over stereotyperne af børn i første akt (drenge er uartige, piger er søde) og også over stereotyperne af arabere og kinesere i anden akt.

 
Ved den første forestilling optrådte den 17-årige Sergei Legat som Nøddeknækkeren, den 12-årige Stanislava Stanislavovna Belinskaya som Clara og en uidentificeret barnedanser som en peberkagemand.  

Musik

Instrumentering

Tjajkovskij skrev Nøddeknækkeren for et orkester bestående af strygere, træblæsere, messingblæsere og slagtøj. Til dette orkester tilføjede han en celesta til "Sukkerblommefeens dans" i 2. akt og børneinstrumenter - trommer, trompeter, bækkener, fuglekvidder, fløjter og en rangle - til julefrokosten i 1. akt. Instrumenterne blev specielt bestilt og stemt efter Tchaikovskys ordre. Skralden kan høres i orkestergraven, når Fritz knækker nødder i første akt, og de andre instrumenter kan høres, når drengene laver en masse larm, mens Clara trøster den knækkede Nøddeknækker.

Tjajkovskij håbede, at børnene ville spille på instrumenterne på scenen, men de havde svært ved at holde sammen med orkestret. På grund af de vanskeligheder, som børnene havde, besluttede Tjajkovskij, at de kunne spille frit. Han bad dem ikke om at holde sig til den skrevne musik. Efter den første aften sendte Tjajkovskij sin tak og kurve med slik til børnene fra den kejserlige balletskole.

 
Moderne celesta  

Sugar Plum Fairy

Sukkerfeen er en figur i Nøddeknækkeren. Sukkerfeen danser kun i ballettens anden akt. Clara falder i søvn, og anden akt kan ses som Claras drøm. Roland John Wiley mener dog, at anden akt er en virkelighed formet af Drosselmeyer. Sukkerblommefeen er hersker over sliklandet. Hun byder nøddeknækkerprinsen og hans kærlighed Clara velkommen til sit land og beordrer festlighederne. Figuren danses af en prima ballerina (solodanser), selv om hun kun har lidt at danse. Hun får selskab af en mandlig danser i en pas de deux mod slutningen af balletten. Hendes nummer i denne pas de deux hedder "Dance of the Sugar Plum Fairy".

Dans af sukkerfeen

	Dans af sukkerfeen (Til venstre) Skitse fra 1892 af sliklandet, sukkerfeens hjem
Problemer med at lytte til denne fil? Se mediehjælp.

"Sukkerfeens dans" er et af de mest berømte numre i "Nøddeknækkeren". Det er skrevet for celesta. Dette instrument var nyt på det tidspunkt, hvor dansen blev skrevet. Det ligner et lille klaver, men det lyder som klokker. Tjajkovskij opdagede celestaen i Paris i 1891, da han var på rejse til USA. Hans forlægger købte en og lovede at holde købet hemmeligt. Tjajkovskij ønskede ikke, at Rimskij-Korsakov eller Glazunov skulle "få nys om den og ... bruge den til usædvanlige (anderledes, mærkelige) effekter før mig". Petipa ønskede, at Sukkerfeens musik skulle lyde som vanddråber, der plasker i et springvand. Tjajkovskij mente, at celesta var det rette instrument til at gøre dette. De oprindelige trin til dansen er ukendte. Antonietta Dell'Era var den første, der dansede rollen som Sukkerblommefeen. Figuren har meget lidt at danse, så Dell'Era indsatte en gavotte af Alphonse Czibulka i balletten. Derefter havde hun noget mere at lave.

Udtalelse fra en historiker

I sin biografi om Tjajkovskij påpeger John Warrack, at ballettens største svaghed er dens historie. Den tillod ikke Tchaikovsky at udvikle balletten musikalsk på samme måde som Svanesøen eller Tornerose. De få symfoniske passager, der findes i balletten (for det meste i første akt), er ikke de bedste, som Tjajkovskij skrev. Warrack mener, at ballettens "væsentlige karakter" findes i de enkelte numre. Det vidste Tjajkovskij, da han sammensatte Nøddeknækkersuiten for at promovere den komplette ballet. Fordi historien var så svag og ikke tillod en symfonisk udvikling, gav Tjajkovskij efter for sin smag for "smukthed" i de separate numre. Det er dette, der ifølge Warrack gør Nøddeknækkeren til en "genial underholdning".

I sin biografi om Tjajkovskij påpeger forfatteren David Brown, at Tjajkovskij ikke var tilfreds med Nøddeknækkeren og klagede til sine venner over, at det var svært at sætte eventyret i musik. Brown spørger, hvorfor Tjajkovskij nogensinde ville lade sig overtale til at acceptere eventyret som emne for en ballet. Han påpeger, at Svanesøen og Tornerose var "dramatisk kødfulde og dybt alvorlige", mens Nøddeknækkeren var "banal ... [og] meningsløs". Balletten har ingen egentlig kulmination, skriver han. Han spørger derefter: "Hvad handlede det hele egentlig om? Nøddeknækkeren er meningsløs i den dybeste forstand." Han beslutter, at balletten er den "mest ubetydelige" af alle komponistens modne teaterværker, og "dens dramatiske struktur er den mindst tilfredsstillende". Selvom Brown aldrig giver sin godkendelse af Nøddeknækkeren, mener han, at Tjajkovskij gjorde et bemærkelsesværdigt stykke arbejde på trods af "emnets forfærdelige begrænsninger".

 
Sukkerfeen og hendes kavaler tager deres buer i Den Kongelige Ballet