Le Sacre du Printemps (Forårets ritual): Stravinskij, Nijinsky & 1913
Le Sacre du Printemps (1913): Stravinskijs banebrydende musik og Nijinskys primitive koreografi, premiere i Paris der skabte tumult — et revolutionerende balletmestersværk.
Forårets ritual (Le Sacre du Printemps) er en ballet i to dele. Den blev skrevet til sæsonen 1913 i Paris for Sergei Diaghilvs Ballets Russes kompagni.
Komponist og musik
Musikken er komponeret af Igor Stravinskij. Værket markerer et afgørende brud med romantikkens harmoniske sprog og indfører en ny, rå modernisme præget af komplekse rytmer, skarpe dissonanser og kraftfulde orkestreringer. Stykket er skrevet til stort orkester og indeholder overraskende klangfarver og uventede accenter; et af de mest berømte øjeblikke er den høje, protesterende fagotsolo i begyndelsen, som straks signalerer noget fremmed og primitivt.
Le Sacre du Printemps er opdelt i to hoveddele, ofte omtalt på fransk som:
- Partie I — L'Adoration de la Terre (Forårets tilbedelse af jorden)
- Partie II — Le Sacrifice (Offeret)
Værkets musikalske særpræg er især rytmikken: skiftende taktarter, polymetre, gentagne ostinater og pludselige dynamiske spring. Disse elementer gjorde stykket revolutionerende og har haft stor indflydelse på 1900-tallets musikudvikling – fra komponister til filmmusik og moderne koreografi.
Koreografi, scenografi og kostumer
Dansene blev koreograferet af Vaslav Nijinsky. Nijinskijs koreografi brød med klassisk balletteknik: bevægelserne var kantede, jordnære og ofte ukoordinerede i forhold til klassiske idealer, idet han søgte en form, der kunne fremkalde indtrykket af et archaisk og religiøst ritual. Ifølge samtiden var dansens udtryk primitivt og til tider grotesk – et bevidst kunstnerisk valg for at understrege stykkets tema.
Scenografien og kostumerne blev designet af Nicholas Roerich og var inspireret af oldslaviske, folkelige og symbolske motiver. Farver, masker og kulisser understregede billedet af en hedensk fejring af forårets kraft.
Stravinskij selv var ambivalent over for koreografien; han klagede over, at Nijinsky ikke havde samme forståelse for musikkens «rudimenter», og samarbejdet mellem komponist og koreograf var derfor ikke uden spændinger.
Premiere og reception i 1913
Balletten blev opført første gang af Diaghilevs Ballets Russes på Théâtre des Champs-Élysées i Paris den 29. maj 1913. Generalprøven havde mødt positiv omtale blandt kritikere og inviterede gæster, men premieren udløste voldsomt oprør i salen: nogle tilhørere blev rasende over ballettens brud med traditioner, mens andre forsøgte at forsvare den nyskabende kunst.
Optøjerne skyldtes flere faktorer: den radikale musik og koreografi, provokerende scenebilleder, kulturelle og æstetiske modsætninger i publikum samt et intenst medieklima. Ifølge samtidige kilder var det dog en bestemt optræden — Marie Piltz' fremstilling af den ofrende jomfru — der dæmpede tumulten og gav publikum noget at fokusere på. De efterfølgende opførelser fik langsomt en mere afdæmpet og eftertænksom modtagelse, men ballettens tekniske og dramatiske krav gjorde, at den i det første år kun blev opført seks gange.
Efterliv, genopsætninger og indflydelse
Balletten blev genoptaget i 1920 af Ballets Russes, men inden da var Stravinskijs musik allerede blevet opført i koncerthuse som selvstændigt orkesterværk. Nijinskijs oprindelige koreografi gik i høj grad tabt efter premieren; til genopsætningen i 1920 tegnede Leonide Massine nye danse, som Stravinskij godkendte, fordi originalkoreografien ikke længere var tilgængelig i fuldt omfang.
I de følgende årtier har Le Sacre du Printemps oplevet utallige fortolkninger og genopførelser. Musikken er blevet et fast indslag i det moderne orkesterrepertoire og bliver hyppigt spillet i koncerter uden scenisk opførelse. Værkets rytmiske og klanglige nybrud har inspireret komponister, koreografer, filmskabere og koreografisk forskning gennem hele 1900- og 2000-tallet.
Et kendt eksempel på musikkens udbredelse i populærkulturen er brugen af uddrag i Walt Disneys version i den animerede film Fantasia (1940), hvor Walt Disney lod dele af Stravinskijs score ledsage dramatiske natursekvenser med dinosaurer og vulkaner.
Værkets varighed og betydning
Et typisk opført Le Sacre du Printemps varer omkring 35 minutter, men varigheden kan variere afhængigt af tempi og fortolkning. I dag betragtes værket som et af de mest indflydelsesrige i 1900-tallets musikhistorie – både som musikalsk nyskabelse og som eksempel på scenisk modernisme, hvor musik, dans og billedkunst udfordrer konventioner og publikumets forventninger.
Selvom Nijinskijs originale danse i vid udstrækning gik tabt, lever ånden i hans og Stravinskijs samarbejde videre i de mange rekonstruktioner og nyskabelser, som fortsat sætter Le Sacre du Printemps på repertoiret verden over.
Kostume, der blev brugt i ballettens opførelse i Paris i 1991, baseret på Nicolas Roerichs design.
Stravinskys musik
Musikken varer ca. 40 minutter og er opdelt i to dele. Den har undertitlen "Pictures from Pagan Russia". Stravinskij fik den idé at komponere musik, der handlede om landbefolkningen fra gamle dage i Rusland, som dansede et frugtbarhedsritual. Det vil sige: en ceremoni, som skulle bringe held og lykke til næste års høst. I denne gamle russiske dans bliver en ung pige udvalgt til at danse og danse, indtil hun dør. Hun er offeret. Hun bliver ofret til forårsguden.
Hvordan Stravinsky skrev partituret
Maleren Nicholas Roerich talte med Stravinskij om ideen til denne ballet i 1910. Stravinskij begyndte at skrive musikalske idéer ned, mens han stadig arbejdede på sin ballet Ildfuglen. Derefter arbejdede han på Petrushka. I 1912 kunne han koncentrere sig om The Rite of Spring. Alle disse balletter blev komponeret til Sergei Diaghilevs Ballets Russes.
Første forestilling
Forårets ritual blev opført første gang af Ballets Russes den 29. maj 1913 på Théâtre des Champs-Élysées i Paris. Dirigenten var Pierre Monteux. Publikum var chokeret over den primitive form for dans og de uregelmæssige rytmer og mærkelige orkesterklange og usædvanlige akkorder. Nijinskijs koreografi var så forskellig fra den klassiske ballet. Nijinsky fandt det vanskeligt at arbejde sammen med Stravinsky og vanskeligt at arbejde med musikken.
Carl Van Vechten beskrev scenen som følger:
"En vis del af publikum var begejstret for det, som de anså for et blasfemisk forsøg på at ødelægge musikken som kunstart, og de blev grebet af vrede og begyndte meget snart efter, at tæppet var gået op, at råbe kattekald og komme med hørbare forslag til, hvordan forestillingen skulle fortsætte. Orkestret spillede uhørt, undtagen lejlighedsvis, når der indtraf en lille stilstand. Den unge mand, der sad bag mig i loven, rejste sig op under ballettens forløb for at kunne se bedre. Den voldsomme spænding, som han arbejdede under, afslørede sig i øjeblikket, da han begyndte at slå rytmisk på mit hoved med sine næver. Jeg var så oprevet, at jeg ikke mærkede slagene i nogen tid".
Marie Rambert hørte nogen i galleriet råbe: "Un docteur ... un dentiste ... deux docteurs ... deux docteurs ...". Den anden opførelse (4. juni) var heldigvis mindre begivenhedsrig, og ifølge Maurice Ravel kunne man faktisk høre hele værket.
Den komplicerede musik og de voldsomme dansetrin fik nogle til at buhe. De begyndte at råbe og fløjte. De skændtes, og andre, der kunne lide det, skændtes igen. Så begyndte nogle mennesker at slås. Til sidst blev politiet tilkaldt. Stravinksy var meget vred og løb ud af teatret. Forestillingen var en skandale, men det gjorde faktisk folk nysgerrige, og snart blev balletten meget berømt. Den blev opført seks gange den sæson, og der var ikke flere afbrydelser under de andre forestillinger.
Temaer
Forårets ritual er opdelt i to dele, og hver del har flere afsnit:
- Del 1: Tilbedelse af jorden
I indledningen hører vi, at foråret er på vej. En fagot begynder helt alene på en meget høj tone. Efterhånden kommer andre instrumenter til, indtil det lyder som insekternes mylder og andre forårslyde.
I The Auguries of Spring - Dances of the Young Girls hører vi to akkorder, der spilles sammen, og hver akkord er i en anden toneart. Denne akkord, der er i to tonearter på én gang, bliver præget af strygerne og otte horn. En gyngende melodi høres på engelskhorn.
Dette fører til The Game of Capture, hvor vi hører en piccolotrompet (en lille trompet) spille en hurtig melodi med fløjtende tunge.
Round-dances of Spring er en countrymelodi for høje og lave klarinetter efterfulgt af en langsom dans for strygere og træblæsere. Musikken gentages derefter med enorm høj intensitet, snart efterfulgt af stille fløjtetriller.
I Games of the Rival Tribes bruges pauker, lave messingblæsere og horn til at beskrive de rasende stammer.
Processionen af den vise er den vise mands (den vise) indtog. Den bygger op til et stort klimaks.
Adoration of the Earth-The Sage er et kort stykke meget stille musik, der fører til
Dance of the Earth, som fører første del til en vild afslutning.
- Del 2: Ofringen
I indledningen beskrives natten. Masser af akkorder i flere tonearter på én gang fører til en melodi i strygerne.
De unge pigers mystiske cirkler. Det er her, at en pige bliver udvalgt til at dø. Seks solobratscher spiller melodien, og der høres en altfløjte. Trompeter og horn med dæmper afbryder cirklerne. Derefter fører elleve tunge dunk på strygere og trommer til...
Forherligelse af den udvalgte. Dette er en stor, spændende dans med larmende horn og pauker og stortromme.
Fremkaldelse af forfædrene. De ældste (de vise gamle mænd) ankommer til majestætiske akkorder på blæsere og messingblæsere.
Forfædrenes rituelle handlinger. Vi hører stille, tikkende akkorder og en duet for engelskhorn og altfløjte. Derefter trompeter og horn og til sidst klarinetter.
Den udvalgtes offerdans. Den "udvalgte" danser sig selv til døde. Musikken er meget energisk, med meget uregelmæssige rytmer og taktart, der skifter næsten hver takt. Værket slutter med et stort klimaks.
Musikalske karakteristika
Stravinskys musik har mange komplekse harmonier med dissonante klange. Der er passager med polyrytmer (flere rytmer på én gang) samt polytonalitet (musik i flere tonearter på én gang). Taktsignaturerne skifter hele tiden, og han bruger ofte ostinati (gentagne mønstre).
Stravinskij ønskede, at hans musik skulle beskrive frigørelsen af masser af energi. De fleste komponister ville have gjort dette ved at bruge mange slagtøjsinstrumenter. Men selv om der er brug for to spillere til paukerne, er der ikke mange andre slagtøjsinstrumenter. I stedet bliver hele orkestret en slags slagtøjsinstrument. Desuden lyder musikken ofte som russisk folkemusik.
Instrumentering
Forårets ritual bruger et meget stort orkester med nogle usædvanlige instrumenter. Der er næsten 100 mennesker, der spiller stykket. Her er en liste over de anvendte instrumenter:
- træblæsere: piccolo, 3 fløjter (3. fordobling piccolo 2), altfløjte, 4 oboer (4. fordobling engelskhorn 2), engelskhorn, klarinet i Es og D, 3 klarinetter i B-dur, A (3. fordobling basklarinet 2), basklarinet, 4 fagotter (4. fordobling kontrafagot 2), kontrafagot
- messingblæsere: 8 horn i F (7. og 8. fordobling af Wagner-tubaer i B-dur), trompet i D, 4 trompeter i C (4. fordobling af bas-trompet i Es-dur), 3 basuner, 2 tubaer
- slagtøj: pauker (2 spillere, med mindst 5 trommer, herunder en piccolo-pimpano), stortromme, bækkener, tamtam, crotales (antikke bækkener) i As og B, triangel, tamburin, guiro
- strygere: violiner i, ii (16), (14), bratscher (12), violoncelli (10), kontrabasser (8)
Dansen
| En fauns eftermiddag (1912) |
Nijinskijs koreografi blev anset for at være næsten lige så chokerende som musikken. Ideen er: En stamme ofrer hvert år om foråret en ung jomfru for at behage deres guder og sikre, at afgrøderne vokser godt. Danserne indtager en duetået holdning (position); deres bevægelser er tunge. De bevæger sig sammen i grupper, og deres bevægelser er som et ritual. De ligner en primitiv stamme, der udfører et ritual. Ritualet bevæger sig hen imod ofringen af pigen. Forårets ritual er et bindeled mellem klassisk ballet og moderne dans.p395
Rekonstruktion af balletten
Nijinskijs koreografi er ikke særlig godt bevaret, men der er i de senere år gjort forsøg på at rekonstruere hans forestilling ved hjælp af kostumer og scenografi, der ligner de originale fra 1912. Royal Ballet i London har en compact disc, der diskuterer Bronislava Nijinska's anvisninger for dansen i en moderne (efter anden verdenskrig) opsætning af balletten.
Fantasia
Forårsriten blev endnu mere populær, da Walt Disney brugte noget af musikken i sin animationsfilm Fantasia i 1940. Den bruges i filmen til at beskrive det tidlige liv på planeten Jorden med dinosaurer, der strejfer omkring.
Spørgsmål og svar
Sp: Hvad er forårets ritual?
A: Forårets ritual (Le Sacre du Printemps) er en ballet i to dele skrevet til Sergei Diaghilevs Ballets Russes kompagni i Paris i 1913.
Spørgsmål: Hvem har skrevet musikken til balletten?
Svar: Igor Stravinskij skrev musikken til balletten.
Spørgsmål: Hvem koreograferede den?
A: Vaslav Nijinsky koreograferede den og brugte en stil, der ikke var traditionel balletform, men noget, han forestillede sig som et primitivt ritual.
Spørgsmål: Hvem har designet kulisser og kostumer?
A: Nicholas Roerich har designet scenografien og kostumerne.
Spørgsmål: Hvornår blev den opført første gang?
A: Den blev opført første gang af Diaghilevs Ballets Russes på Theatre du Champs-ةlysées i Paris den 29. maj 1913.
Spørgsmål: Hvordan reagerede folk på den første opførelse?
A: Premieren blev mødt med tumult og oprør, som kun blev stilnet af Marie Piltz' optræden som den ofrende jomfru. De efterfølgende opførelser blev modtaget med stigende anerkendelse, men på grund af de store vanskeligheder kunne den kun opføres seks gange.
Spørgsmål: Blev denne ballet nogensinde genoptaget?
A: Ja, der var en genoplivning i 1920 af Ballets Russes, hvor Leonide Massine omdesignede Nijinskys danse, som derefter blev godkendt af Stravinskij, da de var blevet glemt. I 1940 brugte Walt Disney noget af musikken til at ledsage et animationsfilmafsnit, der skildrer skovlende dinosaurer og ulmende vulkaner i Fantasia.
Søge