Forårets ritual (Le Sacre du Printemps) er en ballet i to dele. Den blev skrevet til sæsonen 1913 i Paris for Sergei Diaghilvs Ballets Russes kompagni.

Komponist og musik

Musikken er komponeret af Igor Stravinskij. Værket markerer et afgørende brud med romantikkens harmoniske sprog og indfører en ny, rå modernisme præget af komplekse rytmer, skarpe dissonanser og kraftfulde orkestreringer. Stykket er skrevet til stort orkester og indeholder overraskende klangfarver og uventede accenter; et af de mest berømte øjeblikke er den høje, protesterende fagotsolo i begyndelsen, som straks signalerer noget fremmed og primitivt.

Le Sacre du Printemps er opdelt i to hoveddele, ofte omtalt på fransk som:

  • Partie I — L'Adoration de la Terre (Forårets tilbedelse af jorden)
  • Partie II — Le Sacrifice (Offeret)

Værkets musikalske særpræg er især rytmikken: skiftende taktarter, polymetre, gentagne ostinater og pludselige dynamiske spring. Disse elementer gjorde stykket revolutionerende og har haft stor indflydelse på 1900-tallets musikudvikling – fra komponister til filmmusik og moderne koreografi.

Koreografi, scenografi og kostumer

Dansene blev koreograferet af Vaslav Nijinsky. Nijinskijs koreografi brød med klassisk balletteknik: bevægelserne var kantede, jordnære og ofte ukoordinerede i forhold til klassiske idealer, idet han søgte en form, der kunne fremkalde indtrykket af et archaisk og religiøst ritual. Ifølge samtiden var dansens udtryk primitivt og til tider grotesk – et bevidst kunstnerisk valg for at understrege stykkets tema.

Scenografien og kostumerne blev designet af Nicholas Roerich og var inspireret af oldslaviske, folkelige og symbolske motiver. Farver, masker og kulisser understregede billedet af en hedensk fejring af forårets kraft.

Stravinskij selv var ambivalent over for koreografien; han klagede over, at Nijinsky ikke havde samme forståelse for musikkens «rudimenter», og samarbejdet mellem komponist og koreograf var derfor ikke uden spændinger.

Premiere og reception i 1913

Balletten blev opført første gang af Diaghilevs Ballets Russes på Théâtre des Champs-Élysées i Paris den 29. maj 1913. Generalprøven havde mødt positiv omtale blandt kritikere og inviterede gæster, men premieren udløste voldsomt oprør i salen: nogle tilhørere blev rasende over ballettens brud med traditioner, mens andre forsøgte at forsvare den nyskabende kunst.

Optøjerne skyldtes flere faktorer: den radikale musik og koreografi, provokerende scenebilleder, kulturelle og æstetiske modsætninger i publikum samt et intenst medieklima. Ifølge samtidige kilder var det dog en bestemt optræden — Marie Piltz' fremstilling af den ofrende jomfru — der dæmpede tumulten og gav publikum noget at fokusere på. De efterfølgende opførelser fik langsomt en mere afdæmpet og eftertænksom modtagelse, men ballettens tekniske og dramatiske krav gjorde, at den i det første år kun blev opført seks gange.

Efterliv, genopsætninger og indflydelse

Balletten blev genoptaget i 1920 af Ballets Russes, men inden da var Stravinskijs musik allerede blevet opført i koncerthuse som selvstændigt orkesterværk. Nijinskijs oprindelige koreografi gik i høj grad tabt efter premieren; til genopsætningen i 1920 tegnede Leonide Massine nye danse, som Stravinskij godkendte, fordi originalkoreografien ikke længere var tilgængelig i fuldt omfang.

I de følgende årtier har Le Sacre du Printemps oplevet utallige fortolkninger og genopførelser. Musikken er blevet et fast indslag i det moderne orkesterrepertoire og bliver hyppigt spillet i koncerter uden scenisk opførelse. Værkets rytmiske og klanglige nybrud har inspireret komponister, koreografer, filmskabere og koreografisk forskning gennem hele 1900- og 2000-tallet.

Et kendt eksempel på musikkens udbredelse i populærkulturen er brugen af uddrag i Walt Disneys version i den animerede film Fantasia (1940), hvor Walt Disney lod dele af Stravinskijs score ledsage dramatiske natursekvenser med dinosaurer og vulkaner.

Værkets varighed og betydning

Et typisk opført Le Sacre du Printemps varer omkring 35 minutter, men varigheden kan variere afhængigt af tempi og fortolkning. I dag betragtes værket som et af de mest indflydelsesrige i 1900-tallets musikhistorie – både som musikalsk nyskabelse og som eksempel på scenisk modernisme, hvor musik, dans og billedkunst udfordrer konventioner og publikumets forventninger.

Selvom Nijinskijs originale danse i vid udstrækning gik tabt, lever ånden i hans og Stravinskijs samarbejde videre i de mange rekonstruktioner og nyskabelser, som fortsat sætter Le Sacre du Printemps på repertoiret verden over.