Nonnernes ballet er den første ballet blanc og den første romantiske ballet. Scenen er en kort, men dramatiseret episode i tredje akt af Giacomo Meyerbeers store opera Robert le Diable, som havde premiere i november 1831 på Paris-operaen i Paris. Koreografien (som nu er gået tabt) tilskrives enten Filippo Taglioni eller Jean Coralli, og usikkerheden om ophavet illustrerer, hvor lidt af den oprindelige iscenesættelse, der er bevaret.
Den korte ballethistorie handler om afdøde nonner, der rejser sig fra deres grave i en klosterruin for at forføre ridderen Robert le Diable. Balletten slutter, idet de hvidklædte nonner igen synker tilbage i jorden. Scenen er især kendt for sin visuelle effekt: hvide kostumer, lange skørt og slør samt et sygeligt, svævende bevægemønster, som skaber indtryk af spøgelsesagtige væsener. Balletten blev delvist skabt som en demonstration af Paris-operaens nyinstallerede gasbelysning, som muliggjorde dramatiske lys- og skyggevirkninger, tågedis og pludselige op- og nedtoninger af scenelyset for at fremhæve de skræmmende og overnaturlige effekter.
I Ballet af nonnerne spillede Marie Taglioni abbedisse Helena. Selvom premiereaftenen blev skæmmet af enkelte tekniske uheld, satte Taglioni sit uudslettelige præg på balletverdenen med rollen. Hendes dansestil—let, næsten svævende, med vægt på armføring og en ny brug af pointeteknik—gav hende et ry for æterisk skønhed og moralsk renhed, og hun blev hurtigt symbol på den romantiske ballerina.
Betydning og eftermæle
Nonnernes ballet regnes i dag for et vendepunkt i balletkunstens historie. Selvom hele forestillingen kun var en episode i en større opera, bidrog den til at sætte fokus på et nyt scenisk ideal: den hvide, svævende ballerina som et overnaturligt væsen. Denne æstetik — senere kaldet "ballet blanc" — dannede forbillede for senere store romantiske balletter som La Sylphide (1832) og Giselle (1841), hvor lignende kostumer, lys- og dansestile spillede en central rolle.
Teknisk og iscenesættelsesmæssigt havde scenen også betydning: brugen af gaslys åbnede for nye sceniske muligheder, kostumer i let materiale og længere skørter ændrede publikums opfattelse af ballerinaens bevægelser, og den fokuserede på pointe og illusion mere end den tidligere, mere atletiske opfattelse af dans. At koreografien er gået tabt betyder dog, at vi i dag kun kender forestillingen via samtidskritikere, skitser, kostumebeskrivelser og aftryk i senere værker — og derfor ofte taler om dens indflydelse snarere end kan vise en nøjagtig rekonstruktion.
Arven fra Nonnernes ballet ses både i balletteknik og i populærkultur: den hvide ballerina er blevet et varigt ikon, og Marie Taglionis rolle cementerede hendes ry som en af historiens mest betydningsfulde ballerinaer. Forestillingen understreger også, hvordan opera, sceneteknik og koreografi i begyndelsen af 1800-tallet smeltede sammen og skabte nye kunstneriske muligheder, som formede ballettens udvikling i årtier frem.
