George Balanchine (Sankt Petersborg, 22. januar 1904 - New York, 30. april 1983) var en balletdanser og koreograf. Hans far var georgier og hans mor var russer. Han bliver ofte omtalt som en af det 20. århundredes mest indflydelsesrige koreografer.

Tidlig uddannelse og Europa

Balanchine modtog sin danseuddannelse ved den kejserlige balletskole i Sankt Petersborg (senere Vaganova-skolen) og begyndte sin professionelle karriere ved Maryins­ky-teatret. I 1924 sluttede han sig til Sergei Diaghilevs Ballets Russes i Vesteuropa, hvor han både dansede og begyndte at skabe koreografier, der viste hans tidlige interesse for klar form, musisk begreb og stram teknik.

Flytning til USA og institutioner

I 1933 inviterede den amerikanske kunstforkæmper Lincoln Kirstein Balanchine til USA. Sammen grundlagde de School of American Ballet i 1934, og i 1948 var Balanchine medstifter af New York City Ballet (NYCB), hvor han tjente som balletmester og huskoreograf i mange år. For NYCB skabte han et repertoire og en træningsmetode, der satte standarden for amerikansk ballet.

Stil og kunstnerisk tilgang

Balanchines stil beskrives ofte som neoklassisk: han skar ind til det væsentlige i både koreografi og scenografi, lagde vægt på præcision, hastighed og klar linjeføring og satte musikken i centrum. Hans koreografier frigjorde ofte dansen fra stram fortælling og fokuserede i stedet på form, rytme og de arkitektoniske muligheder i kroppen – især kroppens linjer og samspillet mellem solister og corps de ballet.

Samarbejdet med Stravinsky

Balanchine samarbejdede i årtier med komponisten Igor Stravinsky. Samarbejdet var både frugtbart og langtvarigt: 39 af hans balletter blev koreograferet til musik af Stravinsky. Dette partnerskab betød et særligt fokus på rytme, komplekse musikstrukturer og en modernistisk sans, som i høj grad prægede Balanchines mest karakteristiske værker.

Udvalgte værker

  • Apollo (1928) – et tidligt gennembrud, skabt for Ballets Russes og senere revideret af Balanchine.
  • Serenade (1934) – skrevet til elever fra School of American Ballet og et tidligt eksempel på hans neoklassiske stil.
  • The Four Temperaments (1946) – kendt for sin stramme struktur og intense ensemblearbejde.
  • Symphony in C (1947) – et klart eksempel på hans musikalske koreografi og lineære æstetik.
  • Agon (1957) – et moderne, rytmisk værk til musik af Stravinsky.
  • Jewels (1967) – en trilogi (Emeralds, Rubies, Diamonds), ofte kaldt den første "plotløse" ballet i stor skala.

Indflydelse og eftermæle

Balanchines indflydelse på ballet er enorm. Gennem sin undervisning, sit repertoire og sine institutioner formede han generationer af dansere og koreografer og bidrog til at etablere USA som et af ballettens centre i det 20. århundrede. Hans værker opføres stadig internationalt, og hans tilgang til musikalitet og ren koreografisk form fortsætter med at inspirere både klassiske og moderne skoler.