Les Sylphides (engelsk: The Sylphs) er en ballet koreograferet af Michel Fokine til musik af Frederic Chopin. Musikken blev orkestreret af bl.a. Stravinskij. Scenografi og kostumer er designet af Alexandre Benois.
Balletten blev opført første gang af Ballets Russes i Paris på Théâtre du Châtelet den 2. juni 1909. Nijinsky, Tamara Karsavina, Anna Pavlova og Maria Baldina spillede hovedrollerne. Balletten er ikke-fortællende. Den fortæller ikke en historie. Det er en række danse, der skal fremkalde atmosfæren og stemningen af en romantiskballet.
Les Sylphides blev udviklet ud fra en Fokine-ballet kaldet Chopiniana. Denne ballet blev opført i Sankt Petersborg den 21. marts 1908. Det var en række forestillede scener fra Chopins liv, der bl.a. omfattede et polsk bryllup og en polonaise i en balsal. Den blev revideret. Alle karakterer og enhver antydning af et plot blev droppet for i stedet at skabe en fremkaldelse af den romantiske ballet.
Den reviderede ballet (stadig kaldet Chopiniana) blev opført i Sankt Petersborg den 6. april 1908. Denne anden version var klædt i den lange hvide balletskjorte, der blev berømt af Marie Taglioni i La Sylphide. Chopiniana blev omdøbt til Les Sylphides, da den blev opført i Paris.
Les Sylphides indeholder generelt følgende musikalske numre:
- Preludier
- Nocturner
- Valses (waltzer)
- Mazurkaer
- Polonaiser
Oprindelse og udvikling
Les Sylphides opstod i et miljø, hvor Fokine ønskede at bryde med traditionelle, lineære fortællinger i ballet og i stedet skabe stemningsfulde, musikalske tableauer. Udgangspunktet var Chopins solo-klavermusik, som Fokine valgte for dens lyriske og poetiske kvaliteter. I overgangen fra Chopiniana til Les Sylphides blev den tidligere forestillings konkrete scener og karakterer fjernet til fordel for en samlet, næsten impressionistisk atmosfære — en ren ballet i form og feeling frem for i handling.
Musik og orkestrering
Selvom musikken er komponeret af Frederic Chopin, er den originale klavermusik blevet tilpasset for orkester af flere forskellige arrangører gennem årene. I forbindelse med Ballets Russes' opførelser orkestreredes udvalgte numre af forskellige komponister, og senere versioner har også benyttet alternative orkestreringer. Les Sylphides er derfor et eksempel på, hvordan Chopins intime klavermusik kan transformeres til en orkestral, ballettisk lydflade — altid med fokus på lyrik, frasering og en langsomt svævende rytme, der egner sig til den romantiske, "ballet blanc"-æstetik.
Koreografi og visuel stil
Fokines koreografi er præget af flydende armbevægelser, tekstur i gruppedans og en soulende, poetisk solo- og duetstil. Kostumerne — de lange hvide kjoler/tutus — og scenografiens dæmpede, måneoplyste landskaber skaber et drømmende, luftigt udtryk. Denne visuelle stil trækker direkte på den romantiske tradition og begrebet "sylph" (en luftånd), som understreger det uvirkelige og uhåndgribelige i forestillingen.
Premiere, modtagelse og betydning
Ved premieren i 1909 blev Les Sylphides bemærket for sin nyskabende, ikke-fortællende struktur og for sin kombination af Chopins populære melodier med avantgardistisk scenografi. Dens oprindelige ærindede var både at hylde den romantiske ballettradition og at foreslå en ny form for abstrakt, stemningsbaseret koreografi. Forestillingen fik hurtigt status som en central del af den klassiske repertoirekanon og er siden blevet opført af mange fremtrædende ballethuse verden over.
Arv og senere opførelser
Les Sylphides betragtes i dag som et af de tidligste og mest berømte eksempler på en ikke-narrativ (abstrakt) ballet. Balleten har inspireret senere koreografer og selskaber og indgår ofte som et stemningsskabende nummer i sæsonprogrammer. Fokines kombination af Chopins lyrik, Benois' scenografi og den elegante, romantiske koreografi har sikret Les Sylphides en varig plads i ballettens historie.
Variationer i orkestreringen og i det konkrete udvalg af Chopin-numre betyder, at hver opførelse kan få sin egen farve, men målet er altid det samme: at skabe en poetisk, musikalsk og visuelt sammenhængende helhed, hvor danserne fremstår som næsten overjordiske væsner — sylphs — i et flydende, romantisk rum.