Tarantella er en energisk og livlig folkelig italiensk dans og musikform, typisk i 6/8-takt og med meget hurtig puls. Navnet stammer fra byen Taranto i Italien. Ifølge folketroen skulle den, når nogen blev bidt af en tarantelspinder, bruges som en rituelt helbredende dans for at "drive giften ud". Under dansen steg personens ophidselse ofte, og i beskrivelser kan det ligne en trance- eller besættelsestilstand.

Oprindelse og myte

Fortællingerne om tarantella og den tilhørende "kur" kaldes samlet for tarantismo. I Syditalien — især i Apulien (Puglia) omkring Taranto — udviklede disse forestillinger sig fra middelalderen og voksede i popularitet i 1600‑ til 1800‑tallet. I dag mener forskere, at mange af symptomerne var psykosomatiske eller kulturelt betingede reaktioner snarere end rene forgiftningstilfælde: den egentlige edderkops gift er kun svagt aktiv for mennesker, og mange beretninger tolkes som sociale ritualer eller en måde at give udtryk for følelsesmæssig nød.

Musikalske kendetegn

Takt og rytme: Tarantella er normalt skrevet i 6/8 (to grupper af tre) og spilles i et meget hurtigt tempo — ofte mærket som allegro, presto eller vivace. Rytmen er drivende og insisterende, med en jævn, lindrende puls, der kan understøtte både spring, spins og hurtige fodarbejder.

  • Typiske instrumenter: tamburello (italiens klemme-tamburin), mandolin, guitar, violin, harmonika/accordion og forskellige slagtøjseffekter.
  • Form: korte, repeterende figurer og brusende mellemspil, ofte bygget op til et klimaks.

Dansen

Selve dansen kan variere regionalt: i nogle områder danses den som et par- eller gruppe-dans med hurtige fodtrin, hop og snurrende bevægelser; i andre fremstår den som en individuel, tranceagtig optræden. Der findes mange lokale variationer — for eksempel napoletana, pugliese og calabrese — som har forskellige trin og karakter.

Tarantismo og kirken

Nogle studier peger på, at ritualerne i visse perioder blev tolereret eller endda opmuntret som en form for social ventil, mens religiøse autoriteter kunne være skeptiske. Det har også været foreslået, at tarantella gav folk en "tilladelse" til at dyrke dans i en tid, hvor kirken kunne sætte begrænsninger for offentligt fest- og danseudfoldelse.

I klassisk musik og nyere tider

Nogle komponister blev fascinerede af den energiske rytme og skrev stykker med titlen eller stemningen "Tarantella". Mendelssohn lader sig i finalen af sin symfoni nr. 4 (den italienske) inspirere af muntre italienske danserytmer — finalen er for eksempel en saltarello/folkedans i meget livligt tempo, som deler karaktertræk med tarantellaen. Chopin skrev en berømt Tarantelle (Op. 43) for klaver, og Liszt skrev flere stykker med tarantellakarakter, blandt andet i sine italienskinspirerede værker.

I dag optræder tarantella både i folkemusikmiljøer, ved bryllupper og festivaler og i koncerter, hvor både traditionelle ensembler og klassiske musikere hylder formen. Den lever videre som symbol på syditaliensk livsglæde og musikalsk intensitet.