Le Spectre de la Rose: Kort ballethistorie om Nijinsky og drømmen

Oprindelse

I 1911 håbede Ballet Russes producer Sergei Diaghilev at kunne præsentere Nijinskijs ballet L'Après-midi d'un faune (engelsk: Afternoon of a Faun). Den var ikke klar til at blive opført, så han havde brug for en anden ballet til at tage dens plads. Denne ballet var forfatteren Jean-Louis Vaudoyers idé. I 1910 havde han sendt en idé til en ballet til Ballets Russes scenograf og kostumedesigner Léon Bakst. Hans idé var baseret på Le Spectre de la rose, et vers af Théophile Gautier, og Aufforderung zum Tanz, et værk for klaver af Carl Maria von Weber. Diaghilev kunne lide Vaudoyers idé. Han mente, at den let kunne erstatte Faune. Han satte straks Vaudoyers idé i gang med at udvikle den. Diaghilev kunne lide idéen om en ballet baseret på Gautiers Spectre, fordi den kunne knyttes til hundredåret for Gautiers fødsel.

Musik

I 1819 skrev Carl Maria von Weber et værk for klaver med titlen Aufforderung zum Tanz. Han skrev også et program til dette værk om en ung mand og en kvinde, der mødes, danser og skilles til et bal. Den stille musik i Aufforderung's indledning fører til nogle smukke (og travle) valsemelodier, inden værket slutter med indledningens musik. I 1841 orkestrerede Hector Berlioz Aufforderung. Denne version af musikken blev brugt til en kort ballet i Webers opera Der Freischütz på Paris-operaen. Det var Berlioz' version, der blev brugt til balletten Le Spectre de la rose.

Dance

Michel Fokine færdiggjorde dansen i løbet af tre eller fire prøver. Han skrev senere, at balletten næsten var en improvisation. Grace Robert skriver i The Borzoi Book of Ballets, at Spectre er en pas de deux, men ikke den slags pas de deux, der ser tilbage på det 19. århundredes komplekse teknik og virtuositet. I stedet er det en fremadrettet, moderne dans med kontinuerlig bevægelse og udtryksfuldhed.

Fokine droppede den klassiske ballets port de bras (position af armene), da han designede danserne til Nijinsky. Han brugte i stedet svungne, rankeagtige bevægelser af armene og fingrene. Nijinsky blev i denne ballet en androgyn figur, der viste maskulin kraft i benene og feminin delikatesse i armene. Nogle af hans bevægelser, skriver Ostwalt i Nijinsky: A Leap into Madness, "gav karakteren en feminin aura (en usynlig kraft)".

Nijinskys kostume

Nijinskys silkeelastiske kostume var designet af Léon Bakst. Kostumet var dækket af rosenblade af silke. Nijinsky blev syet ind i kostumet til hver forestilling. Efter hver forestilling rettede garderobemesteren kronbladene op med sit krøllejern. Nijinskys sminke var en vigtig del af kostumedesignet. Romula de Pulszky, der senere blev hans kone, skrev, at han lignede "et himmelsk (himmelsk) insekt, hans øjenbryn forestillede en smuk bille". Ostwald skriver, at Nijinskys kostume lignede en ballerinas. Nogle gange blev kronblade løse og faldt ned på scenen. Nijinskijs tjener Vasili samlede kronbladene op og solgte dem som souvenirs. Det siges, at han byggede et stort hus ved navn Le Château du Spectre de la Rose med overskuddet fra salget af kronbladene.

Nijinskys spring

Balletten blev berømt for Nijinskys spring gennem et af de to store vinduer bag på scenen. Højden af springet var dog en illusion. Nijinsky tog fem springende skridt fra midten af scenen og sprang gennem vinduet på det sjette skridt. Sokkelbrættet under vinduet var meget lavt, hvilket gav illusionen af, at springet var højere, end det var. Bag kulissen fangede fire mænd Nijinsky i luften og lagde varme håndklæder på ham. Ingen så Nijinsky lande. Det så ud som om han ville flyve videre i al evighed. Illusionen blev hjulpet på vej af dirigenten i orkestergraven, som holdt den næstsidste akkord. Derved fik springet en fornemmelse af stor længde og højde.

Historien om balletten

Tæppet går op for et pigeværelse. Den unge pige kommer ind i rummet klædt i en hvid hue og en kjole. Hun er kommet hjem fra sit første bal. Hun holder en rose som et minde fra aftenen. Hun falder ned i en stol og falder i søvn. Rosen falder ned fra hendes fingre på gulvet. Rosens ånd ses ved vinduet. Han træder ned på gulvet og nærmer sig den unge pige. Hun sover stadig, men rejser sig og danser med ham. Han fører hende tilbage til stolen, kysser hende og springer så ud gennem vinduet og ud i natten. Den unge pige vågner og rejser sig. Hun samler den rose op, som hun tabte, og kysser den. Gardinet falder.

Første aften og hvad folk syntes

Spectre blev opført første gang den 19. april 1911 af Diaghilevs Ballets Russes i Théâtre de Monte Carlo i Monte Carlo. Tamara Karsavina dansede Den unge pige og Nijinsky dansede Rosen. Grace Robert skriver, at Spectre var en "øjeblikkelig succes". Diaghilev var overrasket; han mente, at Spectre var en bagatel, der ikke var værd at bemærke, men den lille ballet blev en af Ballets Russes' mest elskede produktioner.

Efter Nijinsky

Mange dansere forsøgte at matche Nijinsky som The Rose, men det lykkedes ikke. Balletten var trods alt designet til Nijinskys helt særlige talenter. Den unge pige er blevet kaldt "ballettens glemte kvinde", og som tiden gik, blev rollen rutinepræget. I midten af det 20. århundrede var Spectre ikke blevet andet end en stuntballet: folk betalte kun for at se springet gennem vinduet.

Spectre var en af de første balletter, som Rudolph Nurejev dansede i Vesten, efter at han forlod Rusland. Det var til tysk tv i 1961. Han dansede første gang The Rose på scenen (24 gange) i New York City for Joffrey Ballets Diaghilev-program i 1979. Spectre var den sidste ballet, som Nurejev og Margot Fonteyn dansede sammen. Det var i juni 1979, da ballerinaen var 60 år. Han dansede The Rose in Paris i 1981 og 1982 og dansede sidst rollen i august 1987 i London Coliseum med Nancy Ballet.

Balletten blev første gang vist i Australien i 1936, da den var en del af Monte Carlo Russian Ballet-programmet. I 1962 dansede Margot Fonteyn The Young Girl som en del af sin turné i Australien i 1962. I 2006 præsenterede The Australian Ballet balletten som en af tre balletter, der viste Fokines værk.