Brødrene Karamazov | Russisk roman skrevet af Fjodor Dostojevskij

Baggrund

Fjodor Dostojevskij blev født i 1821 som søn af en militærlæge. Mens han var på ingeniørakademiet, døde hans far - efter sigende myrdet af sine egne tjenere. Selv om biograferne er uenige om, hvorvidt Dostojevskijs far virkelig blev myrdet eller ej, troede Dostojevskij tilsyneladende, at hans far var blevet myrdet, og det er endda muligt, at han følte skyldfølelse over det, som om det var ham selv, der havde myrdet sin far. Folk som Sigmund Freud hævder, at dette havde en indflydelse, da han skrev Brødrene Karamazov. Efter 17 års skolegang og familieliv i Moskva tilbragte han seks år i Sankt Petersborg som officer. Han tog sin afsked i 1844 og blev to år senere berømt med sin første udgivne bog, Fattigfolk. Den unge Dostojevskij begyndte at engagere sig i Petrasjevskij-kredsen - en politisk diskussionsgruppe af unge mennesker i Sankt Petersborg, som ikke brød sig om kejser Nikolaj I's styre. På grund af dette blev Dostojevskij arresteret og holdt fanget i otte måneder i fængslerne i Peters- og Paulusfæstningen. I mellemtiden blev han stillet for en retssag, mens han var væk, og han blev dømt til døden.

Den 22. december 1849 kl. 8 om morgenen lod man som om han blev ført ud sammen med tyve andre personer for at blive henrettet af en henrettelsespeloton på Semenovskij-pladsen i Sankt Petersborg. Den første gruppe fik i virkeligheden bind for øjnene og blev bundet, mens den anden gruppe så på. Denne forfærdelige skuehenrettelse fik en af fangerne til at blive sindssyg. Men så blev ordren pludselig ændret, og han fik katorga (arbejde i Sibirien) i fire år. Dette havde stor indflydelse på hans liv. Herefter skulle han tjene militæret i sibirisk eksil.

Dostojevskijs fire år i fangelejr havde stor indflydelse på hans bog og hans liv. Han begyndte at lide af epilepsi, da han var i fængslet, og han ville få epilepsi resten af sit liv. Han viser, hvordan epilepsi føles gennem karakteren Smerdyakov. I fængslet begyndte han også at tro på Gud og at have religiøse og filosofiske tilbøjeligheder. Gennem karakteren Rakitin gør Dostojevskij grin med de "kloge mennesker", der hoppede fra den ene populære idé til den anden uden at bekymre sig om sandheden. I fængslet mødte han også Iljinskij, som var blevet sendt i fængsel for at have dræbt sin far. Næsten ti år efter at han mødte Iljinskij fandt Dostojevskij ud af, at Iljinskij var uskyldig og senere blev han løsladt, da den rigtige morder tilstod. Dmitrij Karamazov ligner Iljinskij på mange måder.

Kort før han skrev Brødrene Karamazov, døde hans egen søn, Alexei, også. Han skaber i Aljosja, hvordan hans søn muligvis kunne have været, og han afspejler sin egen sorg i scener, hvor kaptajn Snegriev mister Iljusja, eller hvor Zosima trøster en kvinde, der har mistet sin lille søn, Alexei.

Dostojevskij beskæftigede sig hele tiden med Guds retfærdighed og tanken om, at "hvis Gud ikke eksisterer, så er alt tilladt (tilladt)".

 
Noter til kapitel 5 i Brødrene Karamazov, den bog, som Dostojevskij havde forberedt hele sit liv.  

Resumé

Bog I: En families historie

Da han var ung, var Fjodor Pavlovitj Karamazov en vulgær og excentrisk mand, der kunne lide penge og kvinder for meget. Med sin første kone, Adelaida, fik han en søn, Dmitrij Karamazov. Fra sin anden kone, Sophia, fik han Ivan og Aljosha Karamazov. Karamazov er ligeglad med sine sønner, og de bliver alle opdraget af venner og familie. Dmitrij, der er soldat, kommer tilbage, da han er 28 år gammel, for at tage en arv, som hans mor havde efterladt ham. Karamazov vil have arven til sig selv, og de bliver vrede og slås med hinanden. Den kolde, kloge Ivan bliver tilkaldt for at stoppe deres skænderi, og den blide, venlige Aljosha, som også bor i byen, kommer til hjælp. Aljosha studerer i et kloster sammen med den ældre Zosima. Dmitry og Fyodor er enige om, at den ældre Zosima måske kan hjælpe med at stoppe deres kamp, og Aljosha siger, selv om han føler sig bekymret for mødet, at han vil arrangere det.

Bog II: En ulykkelig sammenkomst

Fjodor Karamazov er vulgær, sarkastisk og hånende på mødet og forsøger at gøre alle vrede og ubehagelige med sin snak og sine historier. Aljosja er meget ked af det og flov. Den ældre Zosima er imidlertid rolig, høflig og endda venlig over for ham, selv når Karamazov håner (gør grin med) ham og siger til ham, at han skal være ærlig over for sig selv.

Dmitry kommer for sent, og mødet bliver hurtigt til et stort skænderi mellem far og søn. De er ikke kun vrede på hinanden på grund af penge: de er begge forelsket i Grushenka, en smuk kvinde, der bor i byen. Mens de skændes, bøjer den ældre Zosima sig pludselig for Dmitrij og siger: "Tilgiv mig!" Dmitri er meget chokeret, og senere forklarer Zosima til Aljosja, at han ved, at Dmitri vil få meget store lidelser. Midt i deres skænderi går den ældste også ud for at give råd til en masse mennesker, bl.a. fru Khokhlakov, hvis krøblinge datter Lise bliver ved med at grine af den akavede Aljosha. Han trøster også en kvinde, hvis treårige søn er død. Dette er sandsynligvis et ekko af Dostojevskijs sorg over sin døde søn.

Bog III: Sensualisterne

For fire år siden blev Fjodor Karamazov far til en fjerde søn, Smerdyakov. Smerdyakovs mor var en retarderet og stum (ude af stand til at tale) kvinde kaldet "Stinkende Lizaveta". Lizaveta døde, da hun fødte Smerdyakov, og han blev Karamazovs tjener. Smerdyakov vokser op og får en mærkelig og ondskabsfuld personlighed og har epilepsi. Selv om Karamazov altid behandler ham som en tjener, er han dog ikke dum. Han kan lide at tale om filosofi med Ivan og er snart enig i mange af Ivans ideer, især ideen om, at sjælen ikke lever evigt, og at der derfor ikke findes hverken godt eller ondt.

Dmitry forklarer Alyosha, at da han var soldat, var han vred over, at den smukke Katerina blev ved med at ignorere ham, og han forsøgte at forføre hende ved at sige, at han ville give hende 4.500 rubler, som hendes far havde brug for til at betale sin gæld, hvis hun kom til hans hus. Da hendes far forsøger at begå selvmord på grund af gælden, kommer hun til Dmitris hus om natten, som han bad hende om. Han er imidlertid så forbavset og imponeret over hendes selvopofrelse, at han bare giver hende pengene uden at forsøge at forføre hende. Chokeret knæler Katerina ned og bøjer sig for ham "som en simpel russisk kvinde" og løber ud. Senere, da en slægtning giver hende en masse penge, tilbyder hun at gifte sig med Dmitry, og de bliver forlovet. Men da de kom til Karamazovs by, forelskede han sig i stedet i Grusjenka, og han stjal endda 3.000 rubler fra Katerina for at holde en vild fest med Grusjenka. Han beder Aljosja om at fortælle Katerina, at han ikke længere kan være forlovet med hende, og han beder også Aljosja om at skaffe 3.000 rubler fra sin far, så han kan betale Katerina tilbage. Aljosja indvilliger desværre. Han går til sin fars hus, hvor han diskuterer om Gud med Ivan. Midt i deres diskussion kommer Dmitrij pludselig løbende ind og "... det så ud til, at hele helvede var brudt løs..." Han tæsker sin far og truer med at slå ham ihjel en dag. Aljosja hjælper sin sårede far og tager hen for at besøge Katerina i fru Khokalovs hus.

Da han går derhen, bliver han chokeret over også at se Grusjenka der. Grusjenka havde netop lovet Katerina, at hun ikke ville gifte sig med Dmitrij, men i stedet gifte sig med en elsker, som hun havde for længe siden. Katerina er så glad, at hun råber ud, at Grusjenka er en "...kær engel", og at hun "har bragt mig tilbage til livet og gjort mig lykkelig". Katerina kysser endda Grusjenkas hænder og læber og "...opførte sig som om hun var forelsket i Grusjenka". Men Grusjenka fornærmer pludselig Katerina og siger, at hun måske alligevel bliver hos Dmitrij. "...lige nu tænkte jeg ved mig selv: "Og hvad nu hvis jeg bliver lun på ham igen, ham Mitya, siden jeg blev lun på ham en gang, og det varede næsten en hel time? Måske går jeg lige nu hen og beder ham om at komme og bo hos mig..." ... Så lunefuld (omskiftelig) er jeg altså." Hun taler også ondsindet om Katerinas besøg hos Dmitri om natten og græder: "...at besøge herrer efter mørkets frembrud for at forsøge at sælge (sælge) din charme for penge? Det ved jeg jo alt om." Det gør Katerina så vred, at hun får et hysterisk anfald. Da Aljosja går ud af huset, giver en tjenestepige ham et brev fra Lise. Lise skriver, at hun elsker ham og ønsker at gifte sig med ham. Aljosja griner "stille og sødt", mens han læser brevet, og idet han beder for alle de triste mennesker, han elsker, falder han i en fredelig søvn.

Bog IV: Pinsler

Zosima, der ved, at han snart skal dø, taler til munkene og Aljosha om tro, kærlighed og godhed. Han siger også, at mennesker ikke skal være fordømmende, og "...frem for alt skal du huske - vær ikke stolt!" Han siger også: "Had ikke... Hold aldrig op med at forklare evangelierne til folket... Vær ikke grådig (grådig)... Hav ikke hamstret... Hav tro og forsvar dens banner. Løft det, løft det højt."

Aljosha tager til fru Khokhlakovs hus for at besøge Katerina. Undervejs ser han en gruppe drenge kaste sten efter en anden lille dreng, som stolt og voldsomt kæmper tilbage. Da drengen løber væk, forsøger Aljosha at tale med ham, men drengen slår ham med en sten og bider ham i fingeren. Aljosha er bekymret og ked af det.

Han bliver overrasket over at se Ivan sammen med Katerina, og han indser, at de elsker hinanden meget højt. Han forsøger at få dem til at være ærlige over for sig selv og indse deres egne følelser, men de er for stolte til at gøre det. Ivan mener hånligt, at hans kærlighed ikke er vigtig, og at Katerina har brug for Dmitry i sit liv, ikke ham. Katerina, som er blevet meget såret på grund af Dmitry, tror, at hun aldrig kan blive lykkelig, og at alle vil forråde hende til sidst, så hun forsøger stolt at ofre sig selv for andre mennesker. Ivan går.

Katerina fortæller Aljosja, at Dmitrij slog og ydmygede en mand ved navn kaptajn Snegriev foran sin lille søn, og hun bad ham om at "meget taktfuldt, meget fintfølende, som du og kun du kan gøre... forsøge at give ham disse to hundrede rubler." Aljosja går med til det. Han tager til kaptajn Snegrievs hus og finder ud af, at han lider endnu mere, end de vidste: han var ekstremt fattig, hans børn var syge, hans kone var gal, og Dmitrij's vrede ydmygelse af ham havde også taget hans ære fra ham. Det går også op for ham, at hans søn, Iljusja, var drengen, der vredt bed ham i fingeren, og nu ved han, at Iljusja gjorde sådan, fordi han var Dmitris bror: og fordi en sten ramte Iljusja i brystet, er han blevet meget syg. Aljosja forsøger at give de 200 rubler til kaptajn Snegriev. Først er han overlykkelig, men han er for stolt til at tage imod dem, og da han smider pengene ned, løber han grædende væk.

Bog V: For og imod

Aljosha spiser frokost med sin bror Ivan på en restaurant, og Ivan forklarer ham, hvorfor han ikke kan tro på Gud: "Hør: Hvis alle skal lide for at købe evig harmoni med deres lidelser, hvad har børn så med det at gøre? Det er helt uforståeligt, hvorfor de skal lide, og hvorfor de skal købe harmoni med deres lidelser." Han siger, at det at elske Gud ville være som en tortureret mand, der elsker sin torturbøddel. Aljosja minder Ivan om Kristus, og Ivan siger i et berømt kapitel i bogen et prosadigt, som han har fundet på, og som hedder Storinquisitoren.

Storinquisitoren er en historie om, hvordan Jesus i det 16. århundrede kommer til en by i Spanien. Han begynder at helbrede syge mennesker, men en meget magtfuld kardinal sætter ham i fængsel. Om natten siger kardinalen til Jesus, at menneskers frie vilje er dårlig og umulig. "Du overvurderede dem ... Mennesket er svagt og foragteligt." Han taler om, at det var forkert af Jesus at afvise (sige nej) til Satans tre fristelser. Han siger, at mennesker med fri vilje normalt er for svage til at have en stærk tro, og at de fleste mennesker vil blive fordømt for evigt. På grund af dette, siger han, forsøger kirken at give folk sikkerhed i stedet for frihed. Han slutter sin tale med at sige vredt: "... hvis nogen nogensinde har fortjent vores ild, er det dig, og jeg vil have dig brændt i morgen. Dixi!" Han venter på, at hans fange skal sige noget. Men pludselig, stille og roligt, går Jesus hen til den gamle mand og "kysser ham blidt på hans gamle, blodløse læber. Og det er hans eneste svar." Storinquisitoren, der er chokeret, lader Jesus gå ud og siger, at han aldrig må komme tilbage. Jesus går. Da Aljosja spørger: "Hvad med den gamle mand?" Ivan svarer: "Kysset gløder i hans hjerte ... Men den gamle mand holder fast i sin gamle idé."

Da Ivan afslutter sin historie, siger han: "...alt er tilladt, men vil du så også vende mig ryggen?" Men Aljosja går hen til ham og kysser ham blidt på læberne. Ivan bliver rørt og siger, at Aljosha tog det fra sit digt. Ivan går, og Aljosja går tilbage til Zosima, som er døende.

Bog VI: En russisk munk

Aljosha hører Zosimas sidste lektion om kærlighed og tilgivelse til alle, hvor hun siger, at mennesker ikke skal dømme hinanden, men have tillid til Gud. Han siger, at Aljosja minder ham om sin storebror, som døde, da han var ung. Da Ældre Zosima var ung, havde han været en vild og ugudelig mand i hæren. Han havde udfordret en anden mand til en duel på grund af en pige. Inden duellen blev hans hjerte imidlertid forandret, og efter at den anden mand havde skudt mod ham, skød han ikke med sin pistol mod den anden person. Han forlod hæren og gik kort efter ind i klosteret. Han taler om, hvor meget han elsker Bibelen, og om, hvordan folk alle bør elske hinanden. Da han er færdig med sin tale, går han pludselig ned på gulvet, åbner armene, som om han omfavner (krammer) verden, "beder og kysser jorden - som han havde lært andre at gøre - stille og glad overgav han sin sjæl til Gud". Zosimas sidste lektion er meget forskellig fra Ivans argumenter, og historien om den skyldige mand, der angrer (fortryder), bliver fri og får tilgivelse, er næsten en modsætning til historien om storinquisitoren, hvor en uskyldig mand bliver sat i fængsel og dømt. Zosima dør lykkelig, og hans sidste handling er et symbol på alt det, han lærte i sit liv.

Bog VII: Aljosha

De fleste mennesker tror, at fordi Zosima var så hellig, vil hans krop ikke forfalde, og der vil ske et mirakel. Det chokerer alle, da Zosimas krop begynder at lugte dårligt og forfalde meget hurtigt efter hans død. Hans fjender siger groft sagt, at det betyder, at Zosima ikke var en helgen, men en ond person i forklædning: f.eks. forsøger den barske fader Ferapont på vanvittig vis at få dæmoner til at gå ud af Zosimas værelse. Aljosja er meget, meget chokeret og føler sig endog vred over, at Gud kunne lade en så klog, hellig og god mand som Zosima blive så ydmyget. Han føler sig tvivlsom og trist og siger uden at tænke sig om ja, da Rakitin får ham til at besøge Grusjenka. Rakitin og Grusjenka ønskede begge at Aljosja skulle være "syndig" ligesom dem. Men i stedet for at hans renhed bliver besudlet (beskidt), bliver Aljosja og Grusjenka trøstet af hinanden. De bliver venner: De bliver venner: Grusjenka får Aljosha til at få tro og håb igen efter Zosimas død, og Aljosha hjælper den forvirrede Grusjenka åndeligt. Den nat ser han Zosima i en drøm, og Zosima fortæller ham, at han har gjort en god gerning for Grushenka. Han vågner op stående og går udenfor, falder ned og kysser jorden, ligesom Zosima døde: "Han vidste ikke, hvorfor han omfavnede jorden, hvorfor han ikke kunne kysse den nok, hvorfor han længtes (ville) kysse den hele... Han kyssede den igen og igen, gennemvædet (gjorde den våd) med sine tårer, og lovede (lovede) at elske den altid, altid... Han var en svag ung mand, da han faldt på jorden, og han rejste sig som en stærk og beslutsom kæmper. Han vidste det...Og aldrig, aldrig derefter (herefter) ville Aljosja glemme det øjeblik."

Bog VIII: Mitya

Dmitry forsøger på alle mulige måder at betale Katerina de penge, som han har stjålet fra hende. Ingen vil låne ham pengene, og han har intet at sælge. Til sidst går han hen til Grusjenkas hus, og da han opdager, at hun ikke er der, skynder han sig hen til sin fars hus. Der bliver han fanget af Gregory, en gammel tjener, og i panik slår han Gregory og efterlader ham blodig og bevidstløs. Han går tilbage til Grusjenkas hus og bliver chokeret, da han hører, at Grusjenka er gået tilbage til sin gamle elsker. Han beslutter sig for, at han må begå selvmord, men vil gerne se Grushenka en sidste gang, før han gør det. Men da han opsøger Grusjenka, er hendes "rigtige elsker" i virkeligheden en fjollet, gammel og grim polak, der snyder i kortspil. Da Grusjenka ser ham snyde og hører de grove og onde ting, han siger, indser hun, at hun faktisk elsker Dmitri og ikke polakken. Da han fornærmer hende, låser Dmitry ham inde på værelset. De begynder en vild fest med frugt og vin, som han har købt for de tusindvis af rubler, han på mystisk vis pludselig har fået, og han og Grushenka planlægger deres fremtid sammen. Dmitry er stadig bekymret for at betale Katerina tilbage, og han er bange for, at Gregory skal dø. Pludselig styrter nogle betjente ind og anholder ham. Fjodor Karamazov er blevet myrdet, og de tror, at Dmitrij har gjort det.

Bog IX: Forundersøgelse

Politiet udspørger Dmitry og er meget mistænksomme over for ham, fordi han pludselig har fået så mange penge, og fordi alle sagde, at han havde blod på hænderne, så snart han kom ud af sin fars hus. De siger, at han skal stilles for retten. Dmitrij siger, at de penge, han havde, var kommet til på den måde: da han havde stjålet penge fra Katerina, havde han kun brugt halvdelen af dem og syet resten hemmeligt i en lille pose, og da han havde hørt, at Grusjenka var stukket af med polakken, havde han besluttet sig for bare at bruge resten af dem i en vild fest, inden han begik selvmord; men ingen tror ham, og han bliver sat i fængsel.

Bog X: Drengene

I mellemtiden har Aljosha fundet venner med de skoledrenge, der havde kastet sten efter Iljusja, og får dem til at blive venner igen. Aljosha hjælper Ilyushas familie, og alle drengene elsker ham meget højt. Han bliver venner med Kolya, en dreng, der er ca. to år ældre end Ilyusha, som er stolt og "nød uhyre meget" at kommandere de yngre drenge rundt. Kolya er meget imponeret over Aljosja og siger: "... der er kun én person i verden, der kan fortælle Kolya Krasotkin, hvad han skal gøre", hvilket betyder Aljosja; han råber endda: "Åh, Karamazov, vi bliver meget nære venner. Og skal jeg fortælle dig, hvad jeg bedst kan lide ved dig? Det er, at du behandler mig lige som en ligeværdig. Men vi er ikke ligeværdige - du er langt overlegen (bedre end mig)!" Kolya er meget klog og ved det, men da han taler med Aljosja om, hvad han mener om livet, ser Aljosja hurtigt, at hans "filosofi" bare er en masse idéer blandet sammen fra Rakitin; Aljosja lytter dog respektfuldt til ham og fortæller ham klart og tydeligt, hvad han mener om livet. En læge, som Katerina har sendt, kommer og siger, at Iljusja vil dø, og Kolja begynder til sidst at græde højt ved synet af sin syge, ulykkelige ven.

Bog XI: Ivan

Aljosha besøger Grusjenka, som har ændret sig åndeligt. Selv om hun stadig er hidsig og stolt, er der en ny blidhed i hende. Han besøger også Lise, som er blevet meget hysterisk. Hun siger, at hun ikke vil giftes med ham, og hun griner og græder ofte uden grund. Hun siger, at hun hader verden og ønsker at dø. Da han går, smækker hun døren om fingrene og hvisker: "Jeg er et modbydeligt, modbydeligt, modbydeligt (ondt), foragteligt væsen". Aljosja møder Ivan og fortæller Ivan, at han ved, at Ivan tror, at han er involveret i mordet på hans far, og siger: "Det var ikke dig, der dræbte far ... det var ikke dig, ikke dig! Gud har sendt mig for at fortælle dig dette." Overrasket og foruroliget skynder Ivan sig vredt væk.

Ivan har besøgt Smerdyakov, som bliver ved med at sige, at han ved, at Ivan i hemmelighed ønskede, at Fjodor Pavlovitj Karamazov skulle dø. Han føler sig bekymret og skyldig og opsøger Katerina, som viser ham et brev, som Dmitry skrev, da han var fuld, og hvori han truede med at dræbe sin far og få de 3.000 rubler. Ivan beslutter sig for, at Dmitry har dræbt sin far, indtil han igen besøger Smerdyakov - og Smerdyakov indrømmer åbent, at han har dræbt Fjodor Pavlovich. Smerdyakov siger også, at han var i stand til at gøre dette på grund af Ivans ideer om, at "alt var tilladt". Ivan er forfærdet og så skyldig, at han ser en djævel, der bliver ved med at håne ham, og til sidst bliver han vanvittig den dag Smerdyakov hænger sig selv.

Bog XII: Fejlslag i retfærdigheden

Den næste dag blev retssagen mod Dmitry Karamazov indledt i retten. Katerina fortæller historien om Dmitry, der hjælper sin far og giver hende penge uden at sige noget dårligt om ham. Den kloge advokat Fetyukovich får alle vidnerne, der mener, at Dmitry er skyldig, til at se dumme ud. Dmitrys sag ser ud til at gå godt, indtil Ivan kommer og siger, at han har myrdet sin far, hvilket gør alle forvirrede. Så springer Katerina forfærdet op og skriger, at Ivan er uskyldig, og viser alle det brev, som Dmitry skrev til hende, og gør dermed det stik modsatte af hendes første vidneudsagn. Umiddelbart efter dette føler hun sig så skyldig og ked af at have "forrådt" Dmitry, at hun går i hysteri. Anklageren, Ippolit Kirrillovich, siger, at Dmitry er skyldig, ikke skør, og at han har begået den værste synd - en søn, der dræber sin egen far. På den anden side siger advokaten Fetyukovich, at der ikke er noget reelt bevis for, at Dmitry er skyldig, og at Fjodor Pavlovitj Karamazov aldrig var en rigtig far for Dmitry; han siger også, at den eneste måde for Dmitry at starte et nyt liv på er at blive løsladt. Næsten alle tror, at Dmitri er uskyldig, har ondt af ham og tror, at han vil blive løsladt. Men juryen siger, at han er skyldig, og han bliver sat i fængsel for at vente på sin eksil til Sibirien.

Epilog

Efter retssagen tager Katerina Ivan med hjem til sig og plejer ham. Aljosha beder hende om at besøge Dmitry, som har besluttet at flygte, og hun indvilliger. Hun tager hen til Dmitry, og de tilgiver hinanden. Grushenka kommer pludselig ind og bliver chokeret over at se Katerina. Katerina beder hende også om at tilgive hende, men Grushenka siger vredt nej. Katerina skynder sig væk, og Aljosha, der har set det hele, tager til Ilyusjas begravelse - han er død. Der holder han en tale til skoledrengene om kærlighed og tilgivelse og beder dem huske denne dag for altid, og bogen slutter forhåbentlig med, at drengene jubler: "Tre hurra for Karamazov!"

 

Hovedpersoner

Alexei (Aljosha) Fjodorovitj Karamazov

For hovedartiklen, se Aljosha Karamazov.

Også kaldet: Aljosjka, Aljosjenka, Aljosjtjka, Alxeichick, Lyosha, Lyoshenka

Dostojevskij kalder ham "helten" i Brødrene Karamazov. I begyndelsen af bogen beskriver Dostojevskij ham:

Læseren kan måske forestille sig, at min unge mand var sygelig, ophøjet, en undermålet (lille), puny (tynd), bleg og svælgende drømmer. Lige det modsatte var tilfældet: Aljosja var dengang et billede af sundhed, en robust (stærk), rødkindet, klarøjede nittenårig dreng med røde kinder. Han var også meget smuk og slank, over gennemsnitshøjde, med mørkebrunt hår, et regelmæssigt om end ret langt ansigt og skinnende mørkegrå, bredtstillede øjne, som gav et eftertænksomt og roligt (roligt) blik.

- Dostojevskij, fra Brødrene Karamazov, bog I, kapitel fem, s.32

Han er speciel på grund af sin meget dybe tro på Gud, sin uselviskhed og sin kærlighed til alle mennesker. Han nægter (ikke) at dømme folk og er ofte meget følsom over for andre menneskers følelser. Han er blid, beskeden (ikke stolt) og meget venlig, men aldrig tåbelig eller naiv, og derfor kan næsten alle lide og stole på ham. "Gaven til at få folk til at elske ham var iboende i ham; han vandt folks hengivenhed direkte og ubesværet; det var en del af hans natur." Dmitri kalder ham "kerubben"; Fjodor Pavlovitj Karamazov "... var kommet til at elske sin søn dybt og oprigtigt; faktisk var hans følelser for Aljosja af en sådan art, som en mand som ham aldrig kunne have forventet at have for nogen." Han siger til Aljosja: "...alene med dig føler jeg mig i visse øjeblikke som et anstændigt menneske...", og at Aljosja er hans "eneste sande søn...den eneste, jeg ikke er bange for". Ivan siger, at han kan lide Aljosja, fordi han har stærke overbevisninger og er en af de eneste mennesker, han taler virkelig oprigtigt med. Mens Ivan er forfærdet over børns lidelser og siger, at det er en af grundene til, at han ikke kan tro på Gud, hjælper og elsker Aljosja aktivt børn, som Kolja og Iljusja. Han er nærmest et symbol på kærlighed og tilgivelse og repræsenterer den åndelige del af menneskeheden. Han påvirker skoledrengene og lærer dem det, som Zosima lærte ham.

Dmitry (Mitya) Fyodorovich Karamazov

Også kaldet: Dmitri, Mitka, Mitenka, Mitri Fyodorovich

Han beskrives som "ustyrlig som dreng og som ung mand... uansvarlig (ikke ansvarlig), voldelig, lidenskabelig (med stærke følelser), ustyrlig, utålmodig...". Han har Aljosjas gode hjerte, men sin fars sensualitet. Han er normalt styret af sine stærke følelser, som da han løber vanvittigt efter Grushenka, selv efter at han havde forlovet sig med og oprigtigt endda elsket Katerina. Han er et symbol på mennesket og dets kamp mellem det gode og det onde (onde), og især på den kropslige del af mennesket. Anklageren i bogen siger: "...Dmitrij Karamazov repræsenterer Rusland direkte, som det er i dag...hun er der helt og aldeles, vores gamle moder Rusland; vi kan lugte hende! Åh, ligesom ham er vi sådan et ... oprigtigt folk; vi er en forbløffende blanding af godt og ondt; vi elsker oplysning og Schiller, men vi elsker også at rase og storme på værtshuse og at rive skægget ud af vores fordrukne drikkekammerater." Han bliver et bedre og stærkere menneske til sidst, og det viser forfatterens tro på håb for menneskeheden.

Ivan (Vanya) Fjodorovitj Karamazov

Også kaldet: Vanka, Vanechka

Ivan, som er bror til Aljosha og har samme mor, Sofia, er måske en af de mest komplicerede personer i historien. Han er en yderst klog studerende (det er sandsynligt, at han i romanen repræsenterer den intellektuelle del af menneskeheden), og han er stolt og fyldt med tvivl. Dmitrij kalder ham "tavs som graven". Han kan ikke tro på Gud, eller mener, at hvis Gud findes, må han være en meget ond Gud, som er ligeglad med mennesker. Han siger, at "alt er muligt" - der findes ikke noget "godt" eller "dårligt". Han væmmes dog ved sin fars liv, som logisk set er rigtigt i henhold til hans overbevisning. Han er for stolt til at følge sin egen lykke ved at handle på sin egen kærlighed til Katerina. Hans endelige galskab viser romanens afvisning af hans trosforestillinger. Det sørgelige problem med Ivan er, at "hans hoved ikke er i harmoni med hans hjerte": med sine følelser elsker han Guds verden, selv om han med sin fornuft ikke kan acceptere den. Ivan har både en stærk retfærdighedssans, ligesom Aljosja, og er ulykkelig over børns lidelser; men i modsætning til Aljosja, der aktivt bliver venner med og hjælper børn, gør Ivan ikke noget ved det. Det er uklart, hvad der vil ske med ham: men romanen slutter så muntert, at det tyder på, at han sandsynligvis vil finde en eller anden form for åndelig forløsning.

 

Andre tegn

• Fjodor Pavlovitj Karamazov

Far til Dmitry, Ivan, Alyosha og sandsynligvis Smerdyakov. Lysten, vulgær, løgnagtig, grov, og uden at bekymre sig om hvem han sårer, er han ekstremt egoistisk og bekymrer sig kun om sine egne ønsker. Han er mere bange for Ivan end for Dmitri, men han kan lide Aljosja, selv om han kan lide at drille og skræmme ham. Han bekymrer sig ikke meget om sine sønner eller sine koner. Joyce Carol Oates beskriver ham som "... en vis pervers (mærkelig) blanding (mix) af det nedværdigede og det åndelige, en genial komisk skabning, der ikke kan sætte sig ned og drikke uden at stille spørgsmålstegn ved meningen med livet." Men sammen med hans lystfuldhed er der også en overraskende enkelhed i ham:

"Som hovedregel er folk, selv de onde, meget mere naive og enfoldige, end vi antager (tror). Og det er vi også selv."

• Agrafena (Grushenka) Alexandrovna Svetlova

Også kaldet: Grusha, Grushka

Hun blev forrådt som ung af en elsker og kommer til byen og får næsten alle byens mænd til at blive forelsket i hende. Dmitri og Fjodor Karamazov elsker hende og hader hinanden på grund af hende. I bogen står der "... retfærdigvis må det siges, at hun var meget, meget smuk, og hendes skønhed var den typiske russiske skønhed, som inspirerer (skaber) lidenskab hos så mange mænd... Hun var toogtyve år, og hun så præcis ud på sin alder." Hun er f.eks. meget klog. Hun sparer penge meget godt op, er stolt og faktisk meget renere, end de fleste tror. Hun kan lide at torturere både Dmitry og hans far for sjov, for at grine af dem og for at få hævn for den smerte, hun fik af sin første elsker; hun kan også være ret grusom, som da hun løj for Katerina og sårede og fornærmede hende. Men en skjult blidhed, oprigtighed og venlighed inden i hende åbner sig og begynder at vokse, efter at hun bliver ven med Aljosha. Aljosha sagde: "Jeg forventede at finde en ond sjæl ... Men i stedet har jeg fundet en sand søster, en skat, en kærlig sjæl ..."

• Pavel Fyodorovich Smerdyakov

Stilfærdig, snu. Smerdyakov er søn af en idiotisk kvinde ved navn "Stinkende Lizaveta", hvorfra hans navn stammer. Han blev opdraget af tjenestefolkene Martha og Gregory og blev senere Fjodor Karamazovs kok. Han har epilepsi og er meget ondskabsfuld, nogle gange viser han sin ondskab åbenlyst, og andre gange lader han som om han er meget ydmyg og bange. Han spiller nogle gange guitar for Maria, værtindehaverens datter. Han har stor respekt for Ivan, og Ivan's tro har stor indflydelse på hans mord på hr. Karamazov. Han er Ivans "skygge", og han sætter alle Ivans hemmelige tanker og ønsker i værk. Han hænger sig senere.

Smerdyakov er næsten Ivans "dobbeltgænger" til tider; da Aljosja spørger ham høfligt, om han ved, hvor Dmitrij er, svarer han koldt: "Det er ikke, som om jeg var hans vogter" (s. 269). Et par sider senere siger Ivan: "'Du er altid ved at trykke på det! Hvad har jeg med det at gøre? Er jeg min bror Dmitris vogter?"" (s. 275) Senere, da Fjodor Pavlovitj i fuldskab taler om, hvordan han gjorde Aljosjas mor, Sofja, ulykkelig ved at fornærme hendes Gud, minder Ivan ham vredt om, at Sofja også var hans mor. Fjodor udbryder overrasket:

"Din mor?....Hvad mener du? Hvilken mor taler du om? Var hun?....Ja, for fanden! selvfølgelig var hun også din!....Undskyld mig, jeg tænkte på Ivan....Han, han, han, han!" Han stoppede. Et bredt (bredt), fordrukken, halvt sanseløst grin bredte sig over hans ansigt. (p. 164)

Det er muligt, at han troede, at Ivan var Lizaveta's søn - måske forvekslede han endda Ivan med Smerdyakov selv.

• Katerina (Katya) Ivanovna Verkhovstev

Også kaldet: Katka, Katenka

En ekstremt stolt, smuk og følsom ung kvinde, som er Dmitris forlovede. Hun har et bleg ovalt ansigt, funklende sorte øjne og er meget høj - endnu højere end Grushenka. Hun forsøger at lade som om hun er en martyr, og ved at være meget loyal og lide meget, ønsker hun at få alle til at se ondskaben hos de mennesker, der er omkring hende. Hun elsker Ivan, men indrømmer det ikke, selv ikke over for sig selv, før i slutningen af romanen.

• Zosima (Zossima, Zimovy)

Den venlige, kærlige, "ret muntre" og kloge ældre mand, som er Aljosjas mentor og lærer, før han dør. Hans ægte og oprigtige godhed viser de andre menneskers fejl - selv den meget gode Aljosha er flov og akavet i nærheden af Lise og sin far, mens Zosima er stille, venlig og rolig. Han ser folk klart og tydeligt. Aljosja bliver påvirket af hans lære og bruger den til at undervise de skoledrenge, han bliver venner med. Det er sandsynligt, at hans karakter er inspireret af Sankt Tikhon af Zadonsk. Dostojevskij skrev til digteren A. Maikov: "Til dig alene gør jeg denne tilståelse... Jeg vil portrættere (afbilde) den virkelige Tikhon af Zadonsk, som jeg for længe siden modtog i mit hjerte med ægte glæde." Da han første gang skrev Brødrene Karamazov, var navnet "Tikhon" inde, og blev senere erstattet af "Elder Zosima".

• Katerina Ospovna Khokhlakov (Madame Khokhlakov)

En rig dame i byen, en veninde af Karamazovs og Katerina. Hun er lidt egoistisk og overfladisk og bekymrer sig meget om sin datter, Lise. Hun parodierer ubevidst det, som den ældre Zosima alvorligt siger om, at folk ikke kan dømme hinanden, ved at sige muntert om Dmitrij,

"Lad dem frifise [Mitya] - det er så humant (venligt), og det ville vise, hvilken velsignelse reformerede (ændrede) domstole er... Og hvis han bliver frikendt, så lad ham komme direkte fra domstolen til middag med mig, og jeg vil have et selskab af venner, og vi vil skåle for de reformerede domstole. Jeg tror ikke, at han vil være farlig; desuden vil jeg invitere mange venner, så han altid kan blive ført ud, hvis han gør noget. Og så kan han måske blive fredsdommer eller noget i en anden by, for dem, der selv har været i problemer, er de bedste dommere. Og desuden, hvem lider ikke ... nu om dage?" (p. 703)

• Liza (Lise) Khokhlakov

Fru Khokhlakovs kønne, men drilagtige og forkrøblede datter. Hun er forelsket i Aljosha og bliver forlovet med Aljosha, men beslutter sig for ikke at gifte sig med ham. Hun bliver mere og mere hysterisk og ønsker at lide. Selvom folk som Dmitrij bliver åndeligt nye på grund af deres lidelse, er Lises "lidelse" fjollet og egoistisk - som da hun forsøger at smække døren i på sin negl. Ivan siger, at han "kan lide Lise", men er meget foragtelig over for den "helvedes killing".

• Mikhail Osipovich Rakitin

En ung studerende, som Aljosha betragter som sin ven, men som i hemmelighed ikke kan lide Aljosha. Han er irritabel og sarkastisk, tror ikke på Gud og kan lide at bruge moderne filosofiske teorier, idet han siger, at han er socialist og siger ting, som Nietzsche sagde. Han er irriteret over Aljosha's reelle renhed og forsøger at præsentere ham for Grusjenka i håb om, at hun vil ryste hans religiøse tro.

• Nikolai Ivanov Krasotkin (Kolya)

En modig, stolt og klog dreng, der bliver venner med Aljosha, efter at Iljusha bliver syg.

 

Vigtige temaer

I Brødrene Karamazov kæmper folk mellem religiøs tro og tvivl. Da Fjodor Karamazov spørger: "Er der en Gud eller ej?" Ivan svarer: "Nej, der findes ingen Gud." Fjodor vender sig til Aljosja: "Aljosja, findes Gud?" Aljosja svarer bestemt: "Gud eksisterer." Dostojevskij skriver i sin bog, at et liv i tro er højere, bedre, renere og lykkeligere end et liv i tvivl, koldt, smertefuldt og forvirrende. Zosima og Aljosja elsker mennesker og er et symbol på troen, mens Dostojevskij viser, at han mener, at tvivlen er dårlig ved Ivans galskab og Smerdyakovs mord. Dostojevskij viser også i kapitlet "Storinquisitoren", at selvom troen måske ikke kan løses med logik, er der noget i den, der er dybt, bevægende og umuligt at forklare med ord - som i Jesus og Aljosjas kys eller i Zosimas nedbøjning til jorden. Den søger også om den frie vilje: Ivan siger, at den frie vilje er en tung byrde, mens Zosima og Aljosja er enige om, at den frie vilje er en glæde og en gave fra Gud til menneskene. Et andet vigtigt tema er tilgivelsen: Zosima siger, at alle skal tilgive og elske, og Aljosha dømmer eller kritiserer aldrig mennesker. Zosima siger, at folk skal tilgive hinanden frit, fordi menneskers synder er så forbundet med hinanden, at alle har et vist ansvar for hinanden, som da Dmitri uden at tænke meget over det griber fat i kaptajn Snegrievs skæg og trækker ham, hvilket i sidste ende fører til Iljusjas død. Folk som Ivan bryder sig ikke om denne idé: han bliver ved med at insistere på, at han ikke har noget ansvar for andres synder, og da han endelig bliver tvunget til at acceptere det, bliver han sindssyg.

Selv om Dmitry heller ikke dræbte sin far, ønsker han i første omgang at lide for at finde fred og et nyt liv. Begge brødre føler sig skyldige, som om det var dem, der dræbte deres far. Aljosjas stærke ansvarsfølelse får den ældre Zossima til at bede ham om at "gå ud i verden", for han har et arbejde at udføre der. Dostojevskij mente, at mennesker bør være "gift" med verden omkring dem, for, hævder han, alle er en del af Guds skabelse.

Storinquisitor

Guds eksistens har længe bekymret folk: findes der en Gud eller ej? Dostojevskij mente åbenbart, at der var en.

Han skrev i sine bøger de to modsatte sider af spørgsmålet: fra Ivan, den ateistiske intellektuelle intellektuelle, og fra den ældre Zosimas synspunkt. Forfatteren kaldte den del, hvor Ivan og den ældre Zosima hver især taler om deres tro, for "romanens kulminationspunkt" (Breve, 7567, 859). Dostojevskij skrev i sin notesbog om Storinquisitoren: "Disse blokhoveder har aldrig selv forestillet sig (tænkt på) en så kraftig afvisning af Gud, som findes (er) i Inquisitoren og det foregående kapitel (kapitlet før det), hvortil hele bogen vil tjene som svar.... I hele Europa har der ikke været og findes der ikke et så stærkt udtryk fra et æstetisk synspunkt som mit."

I bogen er Ivans argument, at der ikke er nogen retfærdighed i verden. Han er meget utilfreds med menneskers lidelser på jorden og siger: "Jeg må have gengældelse (retfærdighed), ellers vil jeg ødelægge mig selv. Og ikke gengældelse i en fjern (langt væk) uendelig tid og rum, men her på jorden, og det kunne jeg selv se." Men der findes ingen absolut retfærdighed i verden. Så Ivan siger, at der kun er to ting, der kan være sande: Enten er Gud ikke virkelig, eller også må han, hvis han er virkelig, være en uretfærdig og uklog Gud.

Ivan har heller ikke glemt Jesus Kristus. Da Aljosja udbryder: "Men... du spurgte, om der i verden fandtes 'et eneste væsen, der kunne tilgive'. Nå, det er der. Og han kan tilgive alle for alting, fordi han selv gav sit uskyldige blod for alles synder og for alles skyld. Du glemte at nævne (tale om) Ham..." Ivan svarer med historien om Storinquisitoren. I Storinkvisitoren viser Ivan Aljosja, hvad han mener er det forkerte ved Jesus' styre og et muligvis bedre, "mere retfærdigt" styre.

Læserne skrev straks breve til Dostojevskij, efter at bog fem om Storinquisitoren var blevet offentliggjort med stor bekymring, og Dostojevskij svarede: "...min helts blasfemi vil blive triumferende tilbagevist (besvaret) i næste nummer, som jeg nu arbejder på med frygt, bæven og ærbødighed, da jeg anser min opgave (job) for at være . . en borgerlig gerning." Men da bog seks, Dostojevskijs "svar" på Storinquisitoren, blev udgivet, var han meget mere bekymret: ""Jeg ved ikke, om det lykkedes mig. Jeg regner selv med, at jeg ikke var i stand til at udtrykke en tiendedel af det, jeg ville ... Jeg skælver for den i denne forstand: vil den være svar nok? . . . . Jeg har skrevet den med stor kærlighed." D.H. Lawrence mente, at "vi kan ikke være i tvivl om, at Inquisitoren udtaler Dostojevskijs egen endelige mening om Jesus".

Ældre Zosima

Den ældre Zosimas ord, før han dør, er tydeligvis Dostojevskijs "svar" til Ivan. Den ældre Zosima tror på en venlig og retfærdig Jesus, som elsker mennesker meget højt og holder så meget af dem, at han døde for dem.

Om lidelse siger den ældre Zosima, at eftersom Gud er venlig og retfærdig, kommer al lidelse fra mennesket. Men da alles liv hænger sammen, siger ældste Zosima, kan vi ikke give nogen skylden: "Alt er som et hav, alt flyder og blandes; en berøring et sted sætter bevægelse i gang i den anden ende af jorden". I stedet for at kræve retfærdighed siger han, at alle bør begynde at ændre og tilgive hinanden. I stedet for at sige, at "ingen er skyldige", siger han, at "alle er ansvarlige".

Ifølge ældste Zosima er lidelsens smerte en forbigående ting - den vil ikke vare ved. Han henviser til Jobs Bog og siger,

Men hvordan skulle [Job] kunne elske de nye børn, når de første børn ikke længere er der, når han har mistet dem? Hvordan kan han, når han husker dem, blive helt lykkelig med de nye børn, uanset hvor kære de nye børn end måtte være? Men han kunne, han kunne. Det er det store mysterium i menneskelivet, at gammel sorg (tristhed) gradvist (med tiden) går over i stille øm glæde. Alderdommens milde sindsro (ro) træder i stedet for ungdommens oprørte (vilde) blod.

- Ældre Zosima, Brødrene Karamazov

Selv om Dostojevskij skrev om den ældre Zosimas svar som svaret på Ivans argumenter, forsvarer han kristendommen gennem hele bogen og gennem personerne selv. Ældre Zosima er lykkelig og respekteret, elsket og kærlig og dør fredeligt og glædeligt, men Ivan, der er så ulykkelig over menneskers retfærdighed, siger: "Jeg kunne aldrig forstå, hvordan man kan elske sin næste" og slår en bonde ned i sneen for at fryse. "Han vil fryse," tænkte Ivan, og han gik sin vej". Og til sidst driver hans rædsel ved tanken om, at han på en måde var sin fars morder, ham til vanvid. Den ældre Zosima er imidlertid meget anderledes; han velsigner og hjælper folk, selv når han er døende, og "Aljosja bemærkede næsten altid, at mange, næsten alle, gik ind til den ældre for første gang med ængstelse (frygt) og uro, men næsten altid kom ud med lyse og glade ansigter". Selv Ivan respekterer fader Zosima efter at have mødt ham og "modtager seriøst hans velsignelse, [og] kisser[er] hans hånd".

 

Stil

Fortælleren (den person, der fortæller historien) er unavngiven, og selv om han kender kulden og mørket i de emner, han skriver om, skriver han varmt og opfindsomt i en tone af alvorlig komedie. Selv om fortælleren nogle gange får lov til at være allestedsnærværende, taler han også om sig selv som "jeg", siger ting, der ikke har direkte forbindelse med handlingen, i en stil, som nogle har kritiseret. Det er muligt, at denne skrivestil skyldes den måde, Dostojevskijs bøger blev skrevet på: om dagen skrev han i hast ideer ned i sin notesbog, og om aftenen fik hans kone, Anna Snitkina Grigorjevna, der var stenograf, dem kopieret pænt ud:

Mens Dostojevskij dikterede, holdt han aldrig op med at gå rundt i rummet og trak sig endda i vanskelige (hårde) øjeblikke i håret ... Stilen med dens tredobbelte (tre gange) gentagelser, dens sætninger med punktum som i tale, dens ophobning (samling) af navneord og adjektiver med lignende betydninger, dens konstante (kontinuerlige) tilbageholdenhed afspejler denne uafbrudte gang i et begrænset rum. Fra dette tidspunkt kan rytmen i den dostojevskiske sætning defineres (forklares) som en vandrende bevægelse, hvor det talte ords åndedræt markeres i den skrevne stil.

- Jacques Catteau,

 

Indflydelse og modtagelse

Den kritiske modtagelse af Brødrene Karamazov har været ganske speciel og stærk. Dostojevskij udgav sine bøger i en række tidsskrifter, og hver enkelt fik folk til at diskutere og tænke meget over dem. Sigmund Freud kaldte den "den mest storslåede roman, der nogensinde er skrevet". Franz Kafka blev stærkt påvirket af Dostojevskijs værker.

Kritikeren Robin Feuer Miller skrev, at Brødrene Karamazov var Dostojevskijs "...sidste og vel nok største roman."

Virginia Woolf sagde: "Alene blandt forfattere har Dostojevskij magt til at rekonstruere de mest hurtige og komplicerede sindstilstande.... Dette er det stik modsatte af den metode(måde), som de fleste af vores romanforfattere har anvendt, for eksempel med tvang. De gengiver alle de ydre fremtoninger - manerer, landskab, påklædning og heltens virkning på sine venner - men trænger meget sjældent, og kun et øjeblik, ind i det tanketumult, der raser i hans eget sind. Men hele stoffet i en bog af Dostojevskij er lavet af sådant materiale.... Vi må slippe af med den gamle melodi, der så vedholdende (fortsætter) kører i vores ører, og indse, hvor lidt af vores menneskelighed der udtrykkes i denne gamle melodi."

Den 7. juni 1880, aftenen før sin berømte "Pusjkin-tale", skrev han ved midnat til sin kone: "Da jeg gik gennem salen i pausen, kom en masse mennesker, unge, gråskæg og damer, styrtende mod mig og udbrød: 'Du er vores profet'. Vi er blevet bedre mennesker, siden vi har læst Karamazovs". (Kort sagt, det gik op for mig, hvor enormt vigtig Karamazovs er.)" Næste aften, efter triumfen i hans tale, skrev han til hende: "Da jeg kom op på scenen, tordnede auditoriet af klapsalver.... Jeg bøjede mig og lavede tegn og bad dem om at lade mig læse - men forgæves: opstemthed(glæde), begejstring(alt sammen på grund af Karamazovs)!"

Det var dog ikke alle, der elskede Brødrene Karamazov. Tjajkovskij, en vigtig musikforfatter i Rusland, var interesseret i Brødrene Karamazov, men besluttede til sidst, at den var "uudholdelig", og at alle personerne var "skøre". Nogle mennesker som Henry James, Vladimir Nabokov og D. H. Lawrence var meget kritiske over for den (kunne ikke lide den). Lawrence sagde for eksempel, at han i Brødrene Karamazov ikke kunne lide "disse sygeligt indadvendte russere, der sygeligt svælger (svømmer) i tilbedelse (kærlighed) til Jesus, og derefter rejser sig op og spytter i hans skæg.... Det er alt sammen onani, halvt udpenslet, og man bliver træt af det. Man bliver træt af at få at vide, at Dostojevskijs Legenden om storinquisitoren "er den dybeste (dybeste) erklæring, der nogensinde er blevet fremsat om mennesket og livet." ... Jo mere Dostojevskij hidser sig op (ophidset) over den menneskelige sjæls tragiske (sørgelige) natur, jo mere mister jeg interessen. Jeg har læst Storinquisitoren tre gange, og kan aldrig huske, hvad den egentlig handler om." Han sagde også, at Brødrene Karamazov var for deprimerende, "fordi den desværre er mere trist og virkelighedstro. I begyndelsen havde det været en lummer romantik. Nu læser jeg Storinquisitoren endnu en gang, og mit hjerte synker lige igennem mine sko."

 

Læs mere

• Belknap, Robert L. The Genesis of The Brothers Karamazov : The Aesthetics, Ideology, and Psychology of Text-Making. Evanston, Illinois: Northwestern University Press, 1990.
• Strukturen i Brødrene Karamazov. Haag og Paris: Mouton, 1967.
• Dostojevskij, Fjodor. Forbrydelse og straf. Oversat af David McDuff. New York: Penguin Classics, 1993.
• Idioten. Oversat af Alan Myers. New York: Oxford University Press, 1998.
• Frank, Joseph. Dostojevskij. Princeton, New Jersey: Princeton University Press, 1996.
• Mochulsky, Konstantin. Dostojevskij: hans liv og værk. Princeton, New Jersey: Princeton University Press, 1967.
• Sutherland, Stewart R. Atheism and the Rejection of God (Ateisme og afvisning af Gud): Contemporary Philosophy and The Brothers Karamazov. Oxford: Blackwell, 1977.
• Terras, Victor (1981, 2002). En Karamazov-kompagnon. Madison, WI: University of Wisconsin Press.