Djævelen (Satan): Oprindelse, betydning og religiøse skildringer
Djævelen (Satan): Udforsk oprindelse, betydning og religiøse skildringer — fra Lucifer og shaitan til myter, symbolik og religiøs samtidsbetydning.
I nogle religioner fremstilles djævelen som en ond ånd eller et overnaturligt væsen, der forsøger at skabe fristelser og problemer for mennesker og derved fjerne dem fra Gud eller fra det gode. Mange bruger også ordene "djævelen" eller "Satan" om den mest magtfulde af disse ånder. Ordet "djævel" stammer fra det græske ord "diabolos", som betyder "en, der taler bag ryggen" eller "bagtalende" — en anklager eller bagtaler, hvis formål er at ødelægge et ry eller en tilværelse. Det Nye Testamente bruger "diabolos" som en titel for Satan, og derfor blev "The Devil" et andet navn for Satan på engelsk.
Etymologi og navne
Der findes mange navne og betegnelser for det onde væsen i forskellige sprog og traditioner. På hebraisk forekommer ordet satan (שָׂטָן), som betyder "modstander" eller "anklager" — ofte brugt som en titel: "ha-satan" (den anklagende). På arabisk bruges shayṭān (ofte skrevet "shaitan" på dansk translitteration) om en ond ånd eller frister. Ordet "diabolos" fra græsk (latin diabolus) understreger rollen som bagtalende anklager eller bedrag. Disse forskelle i navne afspejler både sproglige forskydninger og forskellige teologiske opfattelser i jødedom, kristendom og islam.
I jødedommen
I Det Gamle Testamente optræder både figuren som anklager i neviim og i visse visdomstekster og beretningen om slangen i skabelsesberetningen. Den hebraiske fremstilling af satan er ofte mindre antropomorf end i senere traditioner: i nogle passager optræder satan som en himmelsk funktionær, der prøver eller anfægter mennesker som led i Guds retssag, snarere end som en fuldstændig selvstændig ond hersker. Derudover findes folkelige forestillinger om dæmoner og ond ånd, som i mellemøstenlige folketro kan være tæt forbundet med begreber som slanger og fristelse.
I kristendommen
I kristen tradition udviklede forestillingen om djævelen sig til en mere konkret personificeret modstander af Gud. I middelalderlig og senere teologi identificeres han ofte med en faldet engel, som i populærfortællingen kaldtes Lucifer — et navn der stammer fra den latinske oversættelse af et poetisk billede ("morgenstjernen") i enkelte bibeltekster. Traditionen fortæller, at denne engel gjorde oprør mod Gud, blev besejret og smidt ud af himlen sammen med de engle, der fulgte ham. Bibelske tekster som i Det Nye Testamente og visse tolkninger af ældre skrifter har været grundlaget for denne fortælling, men der er også stor variation i, hvordan troende og teologer forstår detaljerne: nogle ser fortællingen bogstaveligt, mens andre forstår den symbolsk som et billede på ondskabens oprør og menneskelig stolthed.
I islam
I Koranen optræder figurer som shayṭān (ofte sammenkædet med Iblis) som fristeren, der forsøger at få mennesker til at begå fejl og synder. Iblis omtales som en jinn, ikke en engel, ifølge mange tolkninger, og hans oprør mod Guds befaling til at ære mennesket er en central myte om, hvorfor han mistede sin status. I islam har djævelen rollen som frister og vildleder, og troende opfordres til at søge Guds beskyttelse mod hans påvirkning.
Kulturelle skildringer og kunst
Djævelen har været et stærkt motiv i litteratur, billedkunst, teater og film i århundreder. Fra middelalderlige moraliteter og renæssancens tryk til Dante Alighieris overlevering i "Den guddommelige komedie" og John Miltons episke "Paradise Lost" — hvor Satan ofte skildres med stor personlighed og kompleksitet — til moderne film og populærkultur, hvor djævelen kan være alt fra en åbenlyst ond skikkelse til en mere nuanceret antihelt. Folkelig kunst og legender om djævelskøb, fristelser og pagt med djævelen har også haft stor indflydelse på kultur og moralforestillinger i Europa og andre steder.
Symbolik, teologi og moderne fortolkninger
- Symbol på ondskab: Mange teologer og filosoffer betragter djævelen som en personificering af ondskab, fristelse eller menneskets indre skygger frem for en konkret overnaturlig person.
- Teologiske diskussioner: Der er forskel på, hvor meget magt man tillægger djævelen. Nogle traditioner ser ham som underlagt Gud og som et redskab i Guds prøvelse af mennesker; andre ser ham som en mere selvstændig modstander.
- Psykologisk og sociologisk perspektiv: Moderne fortolkninger peger på, at forestillingen om djævelen også kan fungere som et redskab til at forklare og ydregøre indre konflikter, kollektiv frygt og moralpanik.
- Samtidskultur: I dag optræder djævelen både i religiøs praksis, i subkulturer (fx ritualer, satanisme i forskellige former) og som et stærkt symbol i populærkulturen, hvor figuren ofte bruges til at udforske spørgsmål om frihed, oprør, skyld og magt.
Afsluttende bemærkninger
Fortællinger om djævelen varierer meget mellem traditioner og historiske perioder. For nogle er han en virkelig, personlig fjende af det gode; for andre er han et kraftfuldt symbol på menneskets evne til at vælge ondt. Forståelsen af djævelen afspejler ofte bredere religiøse, kulturelle og psykologiske synspunkter på ondskab, ansvar og frelse.
Et almindeligt billede af djævelen, rød, med horn og en hale
Kristendom
Ifølge kristendommen ønskede Djævelen at være en guddom ved siden af Gud og være uafhængig af Gud. Derfor begyndte en krig i himlen, og englene kæmpede. Efter at Djævelen tabte kampen og blev smidt ud af himlen, begyndte han at gøre dårlige ting på jorden. Han vil have folk til at tilbede ham i stedet for Gud. Nogle gange forsøger han at narre folk ved at give dem falske løfter.
De andre engle, der blev kastet ud af himlen, blev onde ånder kaldet dæmoner. De adlyder Djævelen og hjælper ham med at gøre onde ting.
Johannes' Åbenbaring siger, at Gud vil straffe Djævelen og hans dæmoner ved at kaste dem i en ildsø, der brænder i Helvede. Dette vil ske i fremtiden.
Nogle kristne opfatter Djævelen som indbegrebet af kaos og død. De mener, at Djævelen er det fjerneste, man kan komme væk fra Gud. Gud, som er Djævelens modsætning, står for livet og Djævelen for døden. Jo tættere man kommer på Djævelen, jo tættere kommer man på døden og vil ikke blive genoplivet.
I islam
I islam er der ikke kun én djævel, men der er flere djævle, som støtter Satan. Djævlene er usynlige og frister mennesker og djinns til at synde. Mennesker og djinns, som følger djævlernes vilje, kaldes også djævle.
Kunst
Kunstnere tegner billeder af Djævelen, der viser ham som grim og ond. Men ingen ved, hvordan han i virkeligheden ser ud. Normalt er han en ånd, som ingen kan se, men han kan få sig selv til at ligne en rigtig person for at narre folk. Mange moderne afbildninger af djævelen fremstiller ham som et rødt menneskelignende væsen med horn og en spids hale, der bærer en rød høtyv eller trefork.
Djævelen og andre religioner
Ikke alle religioner tror på djævelen. Nogle former for buddhisme tror f.eks. ikke på djævelen. Jødedommen har Satan, men tror ikke, at Satan er Djævelen, men kun en engel. I Wicca forkaster man også begrebet Djævelen og dæmoner, simpelthen fordi den skabende energi i Wicca-traditionen hverken er positiv eller negativ. Ifølge wiccanerne: "Det er os, der bruger denne energi til godt eller ondt. Derfor er konsekvensen af denne handling vores fulde ansvar, ikke et ondt overnaturligt væsen." Wiccas horngud Cernunnos blev forvekslet med den kristne djævel, fordi han havde horn (i antikken blev hornene, da de var falliske, forbundet med virilitet (frugtbarhed)), og blev snart symboler i de gamle europæiske religioner. Han blev allerede tilbedt af hedenske religioner, før kristendommen kom til Europa og de britiske øer. Mange satanister tror kun på djævelen eller Satan som en metafor og ikke som et virkeligt væsen eller en person. I Bahá'í-troen mener man ikke, at djævelen som et ondskabsfuldt, overnaturligt væsen eksisterer. Disse udtryk optræder dog i Bahá'í-skrifterne, hvor de i stedet bruges som metaforer for menneskets lavere natur.
Spørgsmål og svar
Spørgsmål: Hvad er djævelen?
A: Djævelen er en ond ånd eller et overnaturligt væsen, der forsøger at skabe problemer for mennesker og fjerne dem fra Gud.
Q: Hvor kommer ordet "djævel" fra?
Svar: Ordet "djævel" kommer fra det græske ord "diabolos", som betyder "en person, der fortæller løgne for at skade dig".
Spørgsmål: Hvordan omtales Satan i Det Nye Testamente?
A: I Det Nye Testamente omtales Satan som "diabolos". Denne titel blev derefter oversat til engelsk som "The Devil" (Djævelen).
Spørgsmål: Er der forskellige personer i Det Gamle Testamente, der har med ondskab at gøre?
A: I Det Gamle Testamente nævnes der både en slange og en shaitan, som kan være to forskellige personer. Shaitan betyder på hebraisk "modstander" eller en fjende eller modstander.
Spørgsmål: Hvordan optræder shaitan i andre religioner?
Svar: I islam optræder shaitan som et dyr og forsøger at få folk til at gøre forkerte ting.
Spørgsmål: Hvem var Lucifer oprindeligt ifølge kristendommen?
A: Ifølge kristendommen var Lucifer oprindeligt en engel i himlen, som nægtede at elske mennesker så meget, som hans far Gud havde instrueret ham, og derfor gjorde han oprør mod himlen. Efter en hård kamp blev han besejret og smidt ud af himlen sammen med nogle andre engle, som hjalp ham.
Søge