Ustaše (også kaldet Ustashas eller Ustashi) var en kroatisk racistisk, terroristisk og nazi-lignende bevægelse, grundlagt i eksil af Ante Pavelić i slutningen af 1920'erne. Bevægelsen stod bag terroraktiviteter og politisk vold i 1930'erne og tidligt 1940'erne. Under beskyttelse og med støtte fra det fascistiske Italien og Nazi-Tyskland oprettede og styrede Ustaše fra 1941 en marionetstat, Den Uafhængige Stat Kroatien (Nezavisna Država Hrvatska, NDH), over store dele af det tidligere Jugoslavien, efter at Jugoslavien var blevet besat af de aksemagter. Ved slutningen af Anden Verdenskrig blev Ustaše bevægelsen militært besejret og mange af lederne fordrevet eller fanget af de jugoslaviske partisaner.

Ideologi og organisatorisk opbygning

Ustaše var en ekstremt nationalistisk, antikommunistisk og autoritær bevægelse med en ideologi, der kombinerede elementer af fascisme, ultranationalisme og etnisk-racistisk politik. Bevægelsens målsætninger omfattede en "rensning" af områder for at skabe en etnisk homogen kroatisk stat. Organisationen havde paramilitære enheder og politiske organer, og dens ledere søgte tæt samarbejde med aksemagterne for at realisere deres program.

NDH og de systematiske forbrydelser

NDH blev fra 1941 til 1945 styret af Ustaše som en marionetstat. Myndighederne vedtog diskriminerende love og gennemførte en brutal politik mod serbere, jøder, roma og andre befolkningsgrupper. De hovedtræk ved Ustaše-regimets kriminalitet omfatter:

  • Systematisk forfølgelse og massehenrettelser af etniske og religiøse mindretal.
  • Oprettelse af koncentrations- og udryddelseslejre, hvor mange blev tortureret, sultet og myrdet (det mest berygtede eksempel er Jasenovac-komplekset).
  • Tvungen omvendelse til katolicismen, deportationer og konfiskation af ejendom.
  • Anvendelse af paramilitære grupper og politistyrker til terrorkampagner mod civile.

Antallet af ofre for Ustaše-politikken er omdiskuteret og varierer mellem forskellige kilder. Historikere angiver, at titusinder af jøder og roma blev dræbt, mens antallet serbere, der blev dræbt eller fordrevet, ifølge forskellige vurderinger løber op i titusinder til hundredtusinder. Tallene er genstand for løbende forskning og debat, og præcise tal varierer afhængigt af kilde og metode.

Før og efter krigen

Før krigsudbruddet var Ustaše aktive i eksil med sabotage og politisk vold mod kongeriget Jugoslavien. Under krigen havde bevægelsen tætte forbindelser til de italienske og tyske besættelsesmyndigheder, som gjorde det muligt at føre deres politik i praksis.

Da den tyske og italienske besættelsesmagt kollapsede i 1944–45, forsøgte mange Ustaše-medlemmer at flygte. Nogle blev fanget, stillet for retten og dømt for krigsforbrydelser; andre flygtede via såkaldte ratlines til lande i Sydamerika og Mellemøsten. Ante Pavelić flygtede i eksil og døde i 1959.

Eftermæle og historisk debat

Ustaše-regimets forbrydelser efterlader en dyb og langvarig arv i regionen. Emnet er politisk og følelsesladet, og fortolkninger af omfanget og betydningen af forbrydelserne spiller fortsat en rolle i moderne politisk debat i de tidligere jugoslaviske republikker. I mange lande i regionen er benægtelse eller glorificering af Ustaše bevægelsen forbudt eller stærkt kritiseret, og historikere fortsætter arbejdet med at dokumentere og forstå omfanget af forbrydelserne.

At forstå Ustaše indebærer både at erkende deres ideologiske rødder og at fastholde den historiske dokumentation af de overgreb, der fandt sted under deres styre – et vigtigt skridt i arbejdet med erindring, forsoning og retfærdighed i efterkrigstidens Europa.