Ustaše

Oprettelse af Ustaše-organisationen

Den kroatiske politiker Stjepan Radić blev skudt i oktober 1928 og døde en måned senere. Alexander I, konge af Jugoslavien, indførte et kongeligt diktatur i januar 1929 og gjorde alle politiske partier ulovlige. Ante Pavelić forlod landet for at tage til Wien. Han og Gustav Perčec, en tidligere østrig-ungarske oberstløjtnant, etablerede kontakt med en organisation af makedonske politiske emigranter. De to grupper blev enige om at koordinere deres politiske aktiviteter for at opnå fuld uafhængighed for Makedonien og Kroatien. På det tidspunkt mødtes Pavelić i hemmelighed med lederen af den ulovlige interne makedonske revolutionære organisation (IMRO), Ivan Mikhailov, en erklæret fjende af Jugoslavien, og indgik en aftale med ham om at samarbejde mod den jugoslaviske stat.

På grund af disse omstændigheder dømte retten til statens bevarelse i Beograd Pavelić og Perčec til døden den 17. juli 1929. De eksilerede begyndte at organisere støtte til deres sag blandt den kroatiske emigration i Europa, Nordamerika og Sydamerika. Ustaše-organisationen var lille i antal og var organiseret efter militære mønstre. De bekæmpede jugoslavisk statsdannelse ved hjælp af terror.

Ustaše-organisationens ideologi

Ustaše-ideologien havde sine rødder i den kroatiske nationalisme fra det 19. århundrede. Ustaše's ideologiske system var hovedsagelig baseret på Ante Starčevićs traditionelle rent kroatiske nationalisme. Om den skrev W. Safran

Men en anden vision af den kroatiske identitet, som var tæt knyttet til den katolske kirke og Vatikanet og blev ledet af den tidligere seminarist Ante Starcevic, blev den ideologiske forløber for Ustase. Starcevic og hans tilhængere fremhævede den vestlige katolske, kroatiske kulturs store resultater, mens den serbiske kultur blev fremstillet som orientalsk og mindreværdig.

Starčevićs racisme blev yderligere uddybet af Ustaša Ivo Pilar [under pseudonymet L. von Südland]. Hans bog blev oversat til kroatisk i 1943 af Pavelićs regime som en af grundsætningerne for hans Ustaše og hans uafhængige stat Kroatien. Samtidig lånte Ustaše fra den traditionelle kroatiske nationalisme, Hitlers nationalsocialisme, Mussolinis fascisme og endda fra det kroatiske bondepartis program. Ustaše stræbte efter et etnisk "rent" Kroatien og så de serbere, der boede i Kroatien og Bosnien-Hercegovina, som deres største hindring. På denne linje erklærede Ustaše-ministrene Mile Budak, Mirko Puk og Milovan Žanić i maj 1941, at målet for den nye Ustaše-politik var et etnisk rent Kroatien. De bekendtgjorde også offentligt strategien (den 22. juli 1941 ) for at nå deres mål, som lignede de blodigste religionskrige: "En tredjedel skal blive katolsk, en tredjedel skal forlade landet, og en tredjedel skal dø!"

Ustaše forfulgte serberne, som var ortodokse kristne. De var tolerante over for de bosniske muslimer og hævdede, at muslimerne i virkeligheden var etniske kroater, der konverterede til islam under den osmanniske tyrkiske besættelse af Bosnien. Staten ombyggede endda et tidligere museum i Zagreb til brug som moské. Bevægelsens grundlæggende principper blev fastlagt af Pavelić i hans pamflet "Principles of the Ustaše Movement" fra 1929.

Ustašes problem med den nazistiske ideologi var, at kroaterne ikke var slaver og blev betragtet som overlegne efter nazistiske standarder. Ustaše-ideologien skabte derfor en teori om kroaternes pseudo-gotiske oprindelse for at hæve deres status på den ariske rangstige.

Ustaše-flaget i deres uafhængige stat Kroatien (1941-1945)

Terroristiske aktiviteter

På Janka Puszta-uddannelsesfaciliteten i Ungarn uddannede IMRO-terrorister Ustaše-agenter i bombefremstilling og konspirative aktiviteter. Ustaše anvendte denne viden til øjeblikkelig brug og udførte omkring et halvt dusin mord på jugoslaviske embedsmænd eller pro-serbiske civile. De udførte et dusin bombeangreb på tog, herunder Orientekspressen, og andre offentlige mål i løbet af de første fire år af deres eksistens. Dette fik den jugoslaviske regering til at klage til Folkeforbundet og tvang Ungarn til at lukke Janka Pusta Ustaše-træningslejren. Intern magtkamp og opdagelsen af, at Perčecs elskerinde var en jugoslavisk politiinformant, vil føre til, at Perčec myrdes af Pavelić i 1933.

Ustaše modtog de fleste midler fra Mussolini, som også forsynede gruppen med et italiensk hovedkvarter, der skiftede beliggenhed, hver gang det lykkedes Jugoslavien at opspore det. Der blev oprettet lejre til træning af terrorister og sabotører i Italien, især i Brescia og Borgotaro. Der blev forsøgt et væbnet oprør i 1933, da Ustaše, bevæbnet af italienerne, forsøgte at invadere Jugoslavien ved at krydse Adriaterhavet i motorbåde. Det lykkedes ikke, men den manglende succes var sandsynligvis medvirkende til beslutningen om at myrde kong Alexander I af Jugoslavien.

Der blev gjort to forsøg, og det sidste forsøg lykkedes. Alexander blev myrdet i Marseille den 9. oktober 1934 sammen med den franske udenrigsminister, Louis Barthou. I kølvandet på mordet tog Mussolini afstand fra Ustaše, og gruppen gik dybt ned i undergrunden. Den usædvanlige mangel på væbnet beskyttelse af den jugoslaviske konge og den generelle lempelighed i sikkerhedsforanstaltningerne, da det var velkendt, at der allerede var blevet begået et attentat mod Alexander, er en dyster hyldest til Pavelićs organisatoriske evner. Han havde tilsyneladende været i stand til at bestikke en højtstående embedsmand i Surete General. Politipræfekten i Marseille, Jouhannaud, blev efterfølgende fjernet fra sit embede.

Attentatmanden var Vlada Georgief Cernozemski, en bulgarer, som allerede havde dræbt to medlemmer af det bulgarske parlament i Sofia. Hans medskyldige blev arresteret og idømt livsvarigt fængsel. Pavelic blev dømt til døden af Frankrig, men det lykkedes ham at flygte.

Jugoslavien rejste anklager mod Ungarn og Italien for Folkeforbundet i november 1934 og fremlagde beviser for, at Italien og Ungarn åbent havde konspireret mod landets suverænitet. Folkeforbundet drøftede ikke den italienske sammensværgelse mod Jugoslaviens nationale suverænitet. Desuden nægtede Italien at udlevere Pavelić og Kvaternik til enten Frankrig eller Jugoslavien, og Ungarn bar hovedparten af anklagerne.

Efter mordet blev Ustaše-aktiviteterne fuldstændig forhindret. Et stort antal Ustaše-medlemmer blev fanget og arresteret i Italien, Tyskland og Ungarn. Italien internerede mange ustaše i Lipari-lejren, hvor mange døde. Janka Puszta Ustaše-lejren blev ransaget af ungarsk politi, som arresterede nogle af dem. Ustaše fra Tyskland flygtede til Schweiz, Frankrig og England.

Den udbredte forargelse over mordet på Alexander og Barthou førte til de første internationale bestræbelser på at bekæmpe terrorisme siden Sankt Petersborg-protokollen fra 1904. Spørgsmålet blev taget op af Folkeforbundet, som vedtog konventionen om forebyggelse og straf af terrorisme i 1937.

Efter marts 1937, da Italien og Jugoslavien underskrev en venskabstraktat, blev mange Ustaše i Italien udleveret til Jugoslavien.

Anden Verdenskrig

Invasion af Jugoslavien og oprettelse af den uafhængige stat Kroatien

Tyskland og Italien invaderede Jugoslavien den 6. april 1941. Den 10. april overtog den ledende Ustaša, Slavko Kvaternik, kontrollen over politiet i Zagreb og proklamerede i en radioudsendelse samme dag dannelsen af Kroatiens uafhængige stat (Nezavisna Država Hrvatska, NDH). Maček udsendte samme dag en erklæring, hvori han opfordrede alle kroater til at samarbejde med de nye myndigheder.

I mellemtiden forlod Pavelić og flere hundrede Ustaše deres lejre i Italien til Zagreb, hvor Pavelić dannede sin regering den 17. april. Han gav sig selv titlen "Poglavnik", - hvilket svarede til "Führer" eller "Headman" på engelsk. Pavelićs "uafhængige stat Kroatien" omfattede Kroatiens, Srem og Bosnien-Hercegovina - undtagen dele af den dalmatiske kyst og øer, som blev afstået til italienerne. Den faktiske kontrol over dette område varierede i størstedelen af krigen, efterhånden som partisanerne fik mere og mere succes, mens tyskerne og italienerne i stigende grad udøvede direkte kontrol over områder af deres interesse.

Alle, der modsatte sig og/eller truede Ustaše, blev forbudt. I begyndelsen af 1941 blev jøder og serbere beordret til at forlade visse områder i Zagreb.

Pavelić mødtes første gang med Adolf Hitler den 6. juni 1941. Mile Budak, der dengang var minister i Pavelićs regering, proklamerede offentligt statens voldelige racepolitik den 22. juli 1941. Maks Luburić, en af cheferne for det hemmelige politi, begyndte at bygge koncentrationslejre i sommeren samme år. Ustaše-aktiviteter i landsbyer i de dinariske alper førte til, at italienerne og tyskerne udtrykte bekymring. Allerede den 10. juli 1941 rapporterede Wehrmachtgeneral Edmund Glaise von Horstenau følgende til den tyske overkommando, Oberkommando der Wehrmacht (OKW):

"

Vores tropper skal være stumme vidner til sådanne begivenheder; det er ikke godt for deres ellers høje omdømme... Jeg får ofte at vide, at de tyske besættelsestropper til sidst ville blive nødt til at gribe ind over for Ustaše-forbrydelser. Det kan ske på et tidspunkt. Lige nu kunne jeg med de tilgængelige styrker ikke bede om en sådan indsats. En ad hoc-indgriben i enkelte tilfælde kunne få den tyske hær til at fremstå som ansvarlig for utallige forbrydelser, som den ikke kunne forhindre tidligere.

"

En Gestapo-rapport til Reichsführer SS Heinrich Himmler, dateret den 17. februar 1942, fastslog følgende:

"

Den øgede aktivitet i banderne [af oprørere] skyldes hovedsageligt de grusomheder, som Ustaše-enhederne i Kroatien har begået mod den ortodokse befolkning. Ustaše begik deres gerninger på bestialsk vis, ikke kun mod mænd i den værnepligtige alder, men især mod hjælpeløse gamle, kvinder og børn. Antallet af ortodokse, som kroaterne har massakreret og sadistisk tortureret til døde, er omkring 300.000.

"

De italienske tropper i felten havde konkurrerende territoriale krav med deres Ustaše-allierede og havde fra starten samarbejdet med tjetnikeenheder, der opererede i de sydlige områder, som de kontrollerede. Hitler forsøgte at insistere på, at Mussolini skulle få sine styrker til at samarbejde med Ustaše, men højtstående italienske kommandanter, som f.eks. general Mario Roatta, ignorerede sådanne ordrer.

Racistisk forfølgelse

Ustaše indførte racelove efter samme mønster som nazityskland. Disse love var rettet mod jøder, romaer og serbere, som kollektivt blev erklæret som fjender af det kroatiske folk. Serbere, jøder, romaer og antifascistiske kroater og bosniakker, herunder kommunister, blev interneret i koncentrationslejre, hvoraf den største var Jasenovac-komplekset, hvor mange blev dræbt af Ustaše-militser. Det nøjagtige antal ofre er ikke kendt. Antallet af myrdede jøder er ret pålideligt: omkring 32.000 jøder blev dræbt under Anden Verdenskrig på NDH's område. Der var omkring 40 000 færre sigøjnere (jugoslaviske romaer) efter krigen. Antallet af serbere, der døde, svinger mellem 300 000 og 700 000.

Historiebøgerne i Den Socialistiske Føderative Republik Jugoslavien angav 700.000 som det samlede antal ofre i Jasenovac. Ifølge Simon Wiesenthal Center (der citerer Encyclopedia of the Holocaust) dræbte Ustasa-terrorister 500.000 serbere, fordrev 250.000 og tvang 250.000 til at konvertere til katolicismen. De myrdede tusindvis af jøder og sigøjnere."

Jasenovac Memorial Area, der i øjeblikket ledes af Slavko Goldstein, fører en liste med 59.188 navne på Jasenovac-ofrene, som blev indsamlet af regeringsembedsmænd i Beograd i 1964. Den tidligere leder af mindeområdet, Simo Brdar, anslog, at der var mindst 365 000 døde i Jasenovac.

Beograd Museum of the Holocaust har udarbejdet en liste med over 77.000 navne på Jasenovac-ofrene. Det blev tidligere ledet af Milan Bulajić, som støttede påstanden om i alt 700.000 ofre. Museets nuværende administration har udvidet listen yderligere til at omfatte lidt over 80.000 navne. Under retssagen mod Adolf Eichmann i 1961 vidnede Alexander Arnon (sekretær for det jødiske samfund i Zagreb) om behandlingen af jøder i Jugoslavien under krigen. Alexander Arnons vidneudsagn omfattede et skøn over 600.000 dræbte i koncentrationslejren Jasenovac.

Under Anden Verdenskrig gav forskellige tyske militærledere forskellige tal for antallet af serbere, jøder og andre, der blev dræbt på den uafhængige stat Kroatiens område. De cirkulerede tal på 400.000 serbere (Alexander Lehr); 350.000 serbere (Lothar Rendulic); mellem 300.000 (Edmund Glaise von Horstenau); mere end "3/4 af en million serbere" (Hermann Neubacher) i 1943; 600-700.000 indtil marts 1944 (Ernst Fick); 700.000 (Massenbach).

Koncentrationslejre

Den første gruppe af lejre blev oprettet i foråret 1941. De omfattede:

• Danica, nær Koprivnica
• Side
• Jadovno, nær Gospić
• Kruščica, nær Vitez og Travnik i Bosnien
• Đakovo
• Loborgrad, i Zagorje
• Tenja, nær Osijek

Disse seks lejre blev lukket i oktober 1942. Jasenovac-komplekset blev bygget mellem august 1941 og februar 1942. De to første lejre, Krapje og Bročica, blev lukket i november 1941. De tre nyere lejre fortsatte med at fungere indtil krigens afslutning:

• Ciglana (Jasenovac III)
• Kozara (Jasenovac IV)
• Stara Gradiška (Jasenovac V)

Der var også andre lejre i:

• Gospić
• Jastrebarsko, mellem Zagreb og Karlovac - Jastrebarsko-koncentrationslejren for børn
• Kerestinec, nær Zagreb
• Lepoglava, nær Varaždin

Antallet af fanger:

• Fra 300.000-350.000 op til 700.000 i Jasenovac
• Omkring 35.000 i Gospić
• Ca. 8.500 i Pag
• Omkring 3.000 i Đakovo
• 1.018 i Jastrebarsko
• Omkring 1.000 i Lepoglava

Forbindelser med den katolske kirke

Ustaše havde den holdning, at østlig ortodoksi, som for dem var et symbol på serbisk nationalisme, var deres største fjende. Ustaše anerkendte aldrig eksistensen af et serbisk folk på Kroatiens eller Bosniens område. De anerkendte kun "kroater af østlig tro". De kaldte også bosniske muslimer for "kroater af islamisk tro" (sidstnævnte ville de tvinge til at konvertere til kristendommen), men de havde en stærkere etnisk modvilje mod serbere.

Nogle tidligere præster, for det meste franciskanere, deltog selv i grusomhederne. Miroslav Filipović var en franciskanermunk (fra Petrićevac-klosteret), som sluttede sig til Ustaša-hæren den 7. februar 1942 i en brutal massakre på 2730 serbere fra de nærliggende landsbyer, herunder 500 børn. Filipović blev chefvagt i koncentrationslejren Jasenovac, hvor han fik tilnavnet "Fra Sotona" af lejrens fanger. Han blev hængt for sine krigsforbrydelser i sin franciskanerkåbe.

Under hele krigen opretholdt Vatikanet fulde diplomatiske forbindelser med Ustaša-staten (og gav Pavelić audiens), med sin pavelige nuntius i hovedstaden Zagreb. Nuntioen blev orienteret om bestræbelserne på religiøse konverteringer til den romersk-katolske tro. Efter Anden Verdenskrig var slut, blev de ustaše, som det var lykkedes at flygte fra jugoslavisk territorium (herunder Pavelić) smuglet til Sydamerika. Det er almindeligt dokumenteret, at dette skete gennem rottelinjer, der blev betjent af medlemmer af organisationen, som var katolske præster og tidligere havde sikret sig stillinger i Vatikanet. Medlemmer af det illyriske kollegium San Girolamo i Rom var angiveligt involveret i dette: brødrene Krunoslav Draganović, Petranović og Dominik Mandić.

Ustaše-regimet havde sendt store mængder guld, som det havde plyndret fra serbiske og jødiske ejere under Anden Verdenskrig, til schweiziske banker. Af de i alt 350 millioner schweizerfrancs blev ca. 150 millioner beslaglagt af britiske tropper; de resterende 200 millioner (ca. 47 millioner dollars) nåede dog Vatikanet. Der er påstande om, at de stadig opbevares i Vatikanbanken. Dette blev rapporteret af den amerikanske efterretningstjeneste SSU i oktober 1946. Dette spørgsmål er temaet for en nyligt anlagt gruppesag mod Vatikanbanken og andre.

Adolf Eichmann-vidnet Alexander Arnon vidnede om den romersk-katolske kirkes holdning på det tidspunkt: [2]

Desværre var der ingen protester. Kroatien var helt klart en katolsk stat. Ikke engang den katolske kirke i Zagreb sagde et eneste ord mod deportationerne og jødernes lidelser.

E. Fratini og D. Cluster skrev i deres bog The entity: Fem århundreder af hemmelig Vatikanets spionage:

Ærkebiskoppen af Zagreb, Monisgor Alojzije Stepinac, ydede katolsk støtte til Ante Pavelics pro-nazistiske regering, kendte lige fra starten til massakrerne og udryddelsen af serbere, jøder og sigøjnere og var en af grundpillerne i bestræbelserne på at hjælpe nazistiske og kroatiske forbrydere til at flygte til Sydamerika efter Anden Verdenskrig.

Ærkebiskop Stepinac sagde også dette den 28. marts 1941 i forbindelse med Jugoslaviens tidlige forsøg på at forene kroater og serbere: "Alt i alt er kroater og serbere to verdener, nordpolen og sydpolen, og de vil aldrig kunne forenes, medmindre det sker ved et Guds mirakel. Skismaet (den østlige ortodoksi) er den største forbandelse i Europa, næsten større end protestantismen. Her er der ingen moral, ingen principper, ingen sandhed, ingen retfærdighed, ingen ærlighed."

Ustaše-militsen henretter fanger nær koncentrationslejren i Jasenovac

Efter krigen

Ved krigens afslutning fortsatte Ustaše med at kæmpe et kort stykke tid efter den formelle overgivelse af den tyske hærgruppe E den 9. maj 1945, og mange flygtninge forsøgte at flygte til Østrig. Pavelić formåede imidlertid med hjælp fra samarbejdspartnere blandt franciskanerne at flygte og gemme sig i Østrig og Rom og senere at flygte til Argentina.

De resterende Ustaše gik under jorden eller flygtede til Sydamerika og lande som Canada, Australien og Tyskland med hjælp fra de romersk-katolske kirker og deres græsrodstilhængere Nogle af dem fortsatte deres korstog mod Jugoslavien.

Med den uafhængige kroatiske stats nederlag ophørte bevægelsen med at eksistere. Ustaše blev også splittet i stridigheder på grund af den manglende oprettelse af en kroatisk stat. Ante Pavelić dannede den kroatiske befrielsesbevægelse, som tiltrak flere af den tidligere stats ledere. Vjekoslav Vrančić grundlagde en reformeret kroatisk befrielsesbevægelse og var dens leder.

Vjekoslav Luburić var med til at danne en organisation kaldet "Kroatisk national modstand" (Hrvatski narodni odpor). Denne blev den mest voldelige af de Ustaše-organisationer, der opstod efter Anden Verdenskrig. Luburić ledede organisationen i 25 år fra sit tilflugtssted i Spanien. Hans organisation var stærkt involveret i afpresning, mordforsøg, afpresning, flykapring, terrorbombninger og andre voldsforbrydelser. Efter hans død søgte hans efterfølgere på organisationens kommandopost efter kriminelle organisationer med forbindelser til La Cosa Nostra, den provisoriske IRA og den kroatiske mafia i San Pedro. Odpor blev forbudt i Tyskland på grund af terroraktiviteter og opererede (i USA og Canada) mellem legitime emigrantfunktioner og en grov underverden. Dens ledere forsøgte at distancere organisationen fra de handlinger, der blev begået af de såkaldte frafaldne elementer, som kaprede internationale flyvninger og afsonede fængselsstraffe for afpresning. Odpor omfavnede en radikal nationalistisk ideologi, som kun adskilte sig marginalt fra Ustaše-ideologien.

Odpor's mest spektakulære terroraktion var kapringen af TWA Flight 355 den 10. september 1976. Denne terroraktion blev planlagt af Zvonko Bušić, den daværende leder af den amerikanske afdeling af Odor. Han og fire andre kroatiske terrorister gennemførte kapringen. Bušić anbragte også en bombe på Grand Central Station i New York. Et forsøg på at demontere bomben endte med en eksplosion, som dræbte en politibetjent og sårede tre andre. Alle terroristerne overgav sig, og Bušić blev idømt fængsel på livstid. De fire andre terrorister blev idømt forskellige langvarige fængselsstraffe.

Blagoje Jovovic, en serber, skød Ante Pavelić nær Buenos Aires, Argentina, den 9. april 1957. Pavelić blev såret og døde senere.

En anden Ustaše-terrororganisation, den kroatiske revolutionære celle, Bruno Busic-afdelingen, bombede den 19. august 1981 R. S. Schullz' forlag i Percha ved Starnberg-søen i Tyskland. Gruppen, som hævder at have base i Paris, brugte et kilo schweizisk Mark 2-dynamit. De truede med at bruge yderligere to kilo i den følgende uge, hvis firmaet udgav Titos erindringer.

Relaterede sider

• Den uafhængige stat Kroatien
• Ante Pavelić
• Jasenovac-koncentrationslejren