Moské | sted, hvor muslimer tilbeder

Arkitektur

Mange moskéer er berømte arkitektoniske værker. De er ofte bygget i en stil, der har været den samme i mange århundreder. Mange moskéer har bedehaller, kupler og minareter. De kan også have en gårdhave. Moskeer er ofte bygget med mønstrede vægge.

Moskeerne blev først bygget på den arabiske halvø. De muslimer, der byggede dem, brugte gamle arkitektoniske stilarter. De kombinerede også disse stilarter på nye måder. En stor indflydelse var de paladser, der blev bygget under de parthiske og sassanidiske dynastier i Persien. Sarvestan-paladset fra den sassanidiske æra er et godt eksempel herpå. Det har en buet indgang og en central kuppel. Disse træk fandtes allerede i Persien før islam.

Efter den arabiske invasion af Persien blev den nye stil, med dens sassanidiske indflydelse, brugt i den nye islamiske verden. Mange former for moskéer har udviklet sig i forskellige regioner i den islamiske verden. Vigtige moskétyper omfatter de tidlige abbasidiske moskéer, moskéer af T-typen og moskéerne med centralkuppel i Anatolien. I det 20. århundrede betalte mange lande, der blev rige på olie, for opførelsen af mange nye moskéer. Disse landes herskere hyrede ofte førende arkitekter til at designe disse moskéer. De omfattede også ikke-muslimer.

Arabisk plan

Mange af de tidlige moskéer har en kvadratisk eller rektangulær grundplan. De har også en bedehal og en lukket gårdhave. Dette er kendt som en arabisk plan. De første moskeer af denne type blev bygget under Umayyad-dynastiet.

Det flade tag på bønnehallen blev støttet af søjler. Der var behov for mange rækker af søjler for at støtte sådanne tage; dette kaldes "hypostyle arkitektur". En af de mest berømte hypostyle-moskeer er Mezquita de Córdoba i Spanien. Den er støttet af over 850 søjler.

I det varme middelhavsklima og klimaet i Mellemøsten tjente gården til at rumme det store antal tilbedere under fredagsbønnen. Hypostylmoskeer har ofte ydre arkader. De giver de besøgende mulighed for at nyde skyggen. Moskéer med arabisk plan blev hovedsagelig bygget under de umayyadiske og abbasidiske dynastier. Den arabiske plan var meget enkel, hvilket ikke gav mulighed for meget videreudvikling. Dette fik denne moskéstil til at falde i unåde.

Central kuppel

Osmannerne begyndte at bygge moskéer med centralkuppel i det 15. århundrede. Disse moskéer har en stor kuppel, der er centreret over bønnesalen. Der kan også være mindre kupler, som er placeret forskudt fra midten over bønnesalen eller resten af moskéen. Denne stil var stærkt påvirket af den byzantinske religiøse arkitektur med dens brug af centrale kupler.

Iwan

Iwan-moskeer er berømte for deres kuplede rum og iwans. Iwans er rum med et buet tag. De har en åbning i den ene ende. En eller flere iwans vender ud mod en central gårdsplads, der tjener som bedehal. Stilen er inspireret af den præislamiske iranske arkitektur. De fleste moskéer med denne stil findes i Iran.

 
Al Azhar-moskeen i Cairo, Egypten, har en hypostylehal  


Jami Ul Alfar-moskeen i Colombo, Sri Lanka, har en slående maurisk og kolonial arkitektur med en slikstribet facade.  

Dele af moskeer

Minareter

De fleste moskéer har minareter. Minareter er høje tårne. Normalt er de placeret i et af moskéens hjørner. Toppen af minareten er det højeste punkt i moskéen og normalt det højeste punkt i området omkring moskéen. Den højeste minaret i verden findes i Hassan II-moskeen i Casablanca i Marokko.

De første moskeer havde ingen minareter. De mest konservative islamiske grupper, som wahhabitterne, undgår stadig at bygge minareter. De betragter dem blot som en smart dekoration og unødvendig. Den første minaret blev bygget i 665 i Basra under den umayyadiske kalif Muawiyah I. Muawiyah tilskyndede til at bygge minareter, da de skulle være det samme som klokketårne på kristne kirker. På grund af dette brugte moskearkitekter klokketårnets form til deres minareter. Både minareten og klokketårnet tjener det samme formål - at kalde de troende til bøn.

Før de fem obligatoriske daglige bønner kalder en muezzin de troende til bøn fra minareten. I mange lande som Singapore, hvor muslimer ikke er i flertal, er moskéer blevet forhindret i at spille højlydt opkaldet til bøn. Det største problem er brugen af elektronisk forstærkning af bønnekaldet, som nu er meget udbredt i moskéer.

Domes

Kuplerne var ofte placeret direkte over den største bønnesal. De repræsenterer det univers, som Allah har skabt. I begyndelsen var disse kupler små. De fyldte kun en lille del af taget i nærheden af mihrab'en. Senere indtog de hele taget over bønnesalen. Kupler har normalt form som en halvkugle. Mogulerne i Indien populariserede løgformede kupler i Sydasien og Persien. Nogle moskéer har flere kupler ud over den store hovedkuppel. De andre kupler er ofte mindre.

Kupler ville hjælpe imamen med at blive hørt, da lydbølgerne ville hoppe ind og ud af kuplen og gøre stemmen højere.

Bederum

Alle moskéer har en bedehal, som også kaldes musalla. Normalt er der ingen møbler i den, bortset fra bedemåtter eller tæpper. Disse er nødvendige, da den islamiske bøn normalt foregår på knæ.

Nogle moskéer har arabisk kalligrafi og koranvers på væggene for at hjælpe tilhørerne med at fokusere på islams skønhed og dens helligste bog, Koranen, samt som dekoration.

Qiblah-væggen er normalt på den anden side af indgangen til bønnehallen. Denne væg er specielt dekoreret. I en korrekt beliggende moské vil den være placeret vinkelret på en linje, der fører til Mekka. Folk beder i rækker parallelt med qiblah-muren. De arrangerer sig således, at de vender sig mod Mekka. I qiblah-muren, som regel i midten, er mihrab'en, en niche eller fordybning, der viser retningen mod Mekka. Mihrab'en er det sted, hvor imamen leder de fem daglige bønner.

Vask (wudhu)

Alle mennesker skal vaske sig, før de beder. Moskeerne har ofte springvand eller andre faciliteter til at vaske sig i deres indgangspartier eller gårdspladser, så folk kan udføre vaskeritualet før bønnen. I meget små moskéer kan de tilbedende bruge toiletterne til deres rituelle vask eller wu'du. I traditionelle moskéer er der ofte en bygning specielt beregnet til vask. Denne er ofte placeret i midten af gården. I bedesalene må folk ikke bære sko af stort set samme grund.

Moderne funktioner

Moderne moskéer bør appellere til det samfund, de betjener. Derfor kan der også være andre faciliteter til rådighed i moskéen, f.eks. sundhedsklinikker, biblioteker og sportshaller.

Det indre af moskeer

Der kan være dekorative fliser, puds eller farvede mosaikker på væggene. Der er ingen billeder eller statuer.

 
En simpel moské i den australske outback adskiller sig fra de storslåede designs i ældre islamiske samfund. Bourke-kirkegården, New South Wales.  


Den store moské i Aleppo, Syrien. Den tårnlignende struktur er minareten.  

Religiøse funktioner

Bønner

Voksne muslimer forventes at bede fem gange om dagen. De fleste moskéer har formelle bønner til hver af disse tidspunkter. Hvis det er vanskeligt at udføre bønnen, f.eks. for syge mennesker, gøres der undtagelser.

I moskéer afholdes der også en særlig bøn, kaldet jumuah. Det sker en gang om ugen. Det er en form for sabbat og erstatter fredagsbønnen i moskeen. De daglige bønner kan udføres hvor som helst. Det forventes dog, at muslimer afholder deres fredagsbøn i moskeen.

Når en muslim dør, afholdes der normalt en begravelsesbøn. Den holdes udendørs i en gård eller på et torv tæt på moskeen. Alle de tilstedeværende troende, herunder imamen, deltager i bønnerne. Under formørkelser afholdes der i moskéer særlige bønner, der kaldes formørkelsesbønner.

Der er to store helligdage (Eids) i den islamiske kalender. På disse dage er der særlige bønner i moskéerne om morgenen. Større moskéer vil normalt holde dem for deres egne samfund samt for folk fra mindre lokale moskéer. Moskeer, især i lande, hvor muslimer er i flertal, afholder også Eid-bønner udenfor i gårdspladser eller på byens torve.

Ramadan arrangementer

Der er mange begivenheder i ramadanen, islams helligste måned. Under ramadanen skal muslimer faste om dagen. Moskeerne arrangerer iftar-middage efter solnedgang. Disse finder sted efter dagens fjerde obligatoriske bøn. En del af maden gives af medlemmer af fællesskabet, hvilket skaber natlige potluck-middage. Det er påkrævet, at fællesskabet bidrager til disse middage. Af denne grund kan moskéer med mindre samfund måske ikke afholde iftar-middage dagligt.

Nogle moskeer holder også måltider om morgenen før daggry. Moskeerne inviterer ofte fattigere medlemmer af samfundet til disse måltider. Islam betragter det som en god gerning at give velgørenhed under ramadanen.

Større moskéer tilbyder undertiden særlige, valgfrie bønner. De finder sted efter dagens sidste obligatoriske bøn. I løbet af hver aftenbøn vil et medlem af fællesskabet, som har lært hele Koranen udenad, recitere en del af bogen. Det kan vare i op til to timer. Nogle gange skiftes flere af disse personer (ikke nødvendigvis fra lokalsamfundet) til at gøre dette på skift. I de sidste ti dage af ramadanen er større moskéer vært for programmer hele natten for at observere Laylat al-Qadr. Det er den nat, hvor muslimer mener, at den islamiske profet Muhammed først modtog Koranens åbenbaringer. Den nat, mellem solnedgang og solopgang, ansætter moskéerne talere til at undervise de tilbedende om islam. Moskeerne eller samfundet tilbyder normalt måltider på visse tidspunkter i løbet af natten.

 
Al-'Abbās-moskeen i Karbala i Irak besøges hvert år af millioner af shia-pilgrimme.  


En moské i Afghanistan  


Muslimer udfører salat i Umayyad-moskeen  

Politiske funktioner

I slutningen af det tyvende århundrede er flere og flere moskeer blevet brugt til politiske formål. Moderne moskéer i den vestlige verden ønsker at uddanne gode borgere. Detaljerne er meget forskellige fra moské til moské og fra land til land.

Interessevaretagelse

Lande med små muslimske befolkninger bruger moskeer som en måde at støtte borgerdeltagelse på. De er mere tilbøjelige til at gøre dette end de lande med muslimsk flertal i det store Mellemøsten. Amerikanske moskéer er værter for vælgerregistreringer og kampagner for borgerdeltagelse. I USA er muslimer ofte indvandrere eller børn af indvandrere. Moskeerne ønsker at interessere disse mennesker for politik. De ønsker også at holde dem informeret om spørgsmål, der vedrører det muslimske samfund. Folk, der regelmæssigt deltager i gudstjenesterne i moskéen, er mere tilbøjelige til at deltage i protester, underskrive andragender og involvere sig i politiske spørgsmål.

I andre dele af verden kan man stadig se en sammenhæng mellem politiske holdninger og moskébesøg. Efter bombeattentatet i al-Askari-moskeen i februar 2006 brugte imamer og andre islamiske ledere moskéer og fredagsbønner til at opfordre til ro og fred under den udbredte vold.

Fra slutningen af det 20. århundrede og frem til begyndelsen af det 21. århundrede er et lille antal moskéer også blevet en base for ekstremistiske imamer, der støtter terrorisme og ekstreme islamiske idealer. Finsbury Park-moskeen i London er en moské, der er blevet brugt på denne måde.

Sociale konflikter

Ligesom andre religiøse steder kan moskéer være centrum for sociale konflikter.

Babri-moskeen var centrum for en sådan konflikt frem til begyndelsen af 1990'erne, hvor den blev revet ned. Inden der kunne findes en løsning, blev moskeen ødelagt af omkring 200.000 hinduer. Det fandt sted den 6. december 1992. Moskeen blev bygget af Babur for at markere Rams fødested. Man mente, at den lå på et sted, hvor der tidligere lå et hinduistisk tempel. Konflikten om moskéen var direkte forbundet med optøjer i Bombay (det nuværende Mumbai) og bombeattentater i 1993, hvor 257 mennesker blev dræbt.

I februar 2006 blev al-Askari-moskeen i Irak alvorligt beskadiget ved et bombeangreb. Dette øgede de eksisterende spændinger. Konflikten mellem to muslimske grupper i Irak havde allerede ført til andre bombeangreb. Moskebombninger er imidlertid ikke begrænset til Irak. I juni 2005 dræbte en selvmordsbomber mindst 19 mennesker i en afghansk moské. I april 2006 var der to eksplosioner i Jama Masjid i Indien.

Efter angrebene den 11. september blev flere amerikanske moskéer angrebet. Disse angreb varierede fra simpelt hærværk til brandstiftelse.

Jewish Defense League blev mistænkt for at planlægge at bombe King Fahd-moskeen i Culver City, Californien. Der var lignende angreb i Det Forenede Kongerige efter bombeattentaterne i London den 7. juli 2005. Uden for den vestlige verden blev Hassan Bek-moskeen i juni 2001 udsat for angreb. Ved angrebene deltog hundredvis af israelere, der var vrede på arabere på grund af et tidligere angreb.

Saudiarabisk indflydelse

Saudi-Arabiens engagement i opførelsen af moskeer rundt om i verden går kun tilbage til 1960'erne. I 1980'erne begyndte den saudiarabiske regering at betale for opførelsen af moskéer i lande rundt om i verden. Det anslås, at den saudiarabiske regering har brugt 45 mia. USD på moskeer og islamiske skoler i udlandet. Ain al-Yaqeen, en saudisk avis, rapporterede i 2002, at saudiske penge kan have hjulpet med at bygge op til 1.500 moskeer og 2.000 andre islamiske centre. Saudiske borgere har også givet mange penge til moskeer i den islamiske verden, især i lande, hvor de ser muslimer som fattige og undertrykte. Efter Sovjetunionens fald i 1992 modtog moskéer i Afghanistan penge fra saudiske borgere. King Fahd-moskeen i Culver City i Californien og det islamiske kulturcenter i Italien i Rom er to af Saudi-Arabiens største investeringer i udenlandske moskeer, da den tidligere saudiarabiske konge Fahd bin Abdul Aziz al-Saud gav henholdsvis 8 mio. og 50 mio. dollars til de to moskeer.

 
Moske i Cuiabá, Brasilien  

Regler og adfærd i moskeer

I en moské skal folk fokusere på at tilbede Allah. Derfor er der en række regler om korrekt opførsel i en moské. Nogle af disse regler er de samme over hele verden, f.eks. at man ikke må have sko på i bønnesalen. Andre regler er forskellige fra moské til moské.

Bederleder

Det anses generelt for at være godt at have en person, der leder bønnerne, men det er ikke strengt nødvendigt. Den person, der normalt leder bønnerne, kaldes imam. Han skal være en fri og ærlig mand. Han bør også være en autoritet, når det gælder om at besvare spørgsmål om religion. I moskéer, der er bygget eller vedligeholdes af regeringen, vælges imamen af herskeren. I private moskeer vælger samfundet imamen ved flertalsafstemning.

Kun mænd må lede bønner for mænd. Kvinder må lede bønner for menigheder, hvor der kun er kvinder til stede.

Deltagelse i en moské

Ud over vask er der andre regler, der også gælder for dem, der går ind i moskeen, selv om de ikke ønsker at bede der. Det er forbudt at have sko på i det tæppebelagte område i bønnesalen. I nogle moskeer er det også forbudt at bære sko i andre dele, selv om disse ikke er afsat til bøn.

Islam kræver, at de troende bærer tøj, der viser beskedenhed. Derfor skal både mænd og kvinder følge denne regel, når de går i en moské (selv om moskéerne ikke altid håndhæver reglerne). Mænd skal komme til moskeen i løst og rent tøj, der ikke viser kroppens form. På samme måde forventes det, at kvinder, der kommer i moskeen, bærer løstsiddende tøj, skjorter, bukser, der dækker til håndled og ankler, og dækker hovedet, f.eks. med en hijab. Mange muslimer, uanset deres etniske baggrund, bærer mellemøstligt tøj, der er forbundet med arabisk islam, til særlige lejligheder og til bønner i moskéer.

Moskeer er et sted for tilbedelse. Derfor bør de, der befinder sig i moskéen, udvise respekt for dem, der beder. Det er forbudt at tale højt eller diskutere emner, der kan være respektløse, i områder, hvor folk beder. Det betragtes også som uhøfligt at gå foran muslimer, der beder, eller på anden måde forstyrre dem.

Mænd og kvinder beder i forskellige dele

Islamisk lov kræver, at mænd og kvinder skal være adskilt i bønnehallen. Ideelt set bør kvinderne bede bag mændene. Den anden kalif Umar forhindrede på et tidspunkt kvinder i at gå i moskeen, især om natten, fordi han frygtede, at de ville blive drillet af mænd, så han tvang dem til at bede hjemme. Nogle gange blev en særlig del af moskeen afspærret for kvinder; f.eks. fik guvernøren i Mekka i 870 bundet reb mellem søjlerne for at skabe et separat sted for kvinder.

Mange moskeer i dag sætter kvinderne bag en barriere eller en skillevæg eller i et andet rum. Moskeer i Syd- og Sydøstasien placerer mænd og kvinder i separate rum, da opdelingen blev bygget ind i dem for århundreder siden. I næsten to tredjedele af de amerikanske moskéer beder kvinderne bag skillevægge eller i separate områder, ikke i den store bønnesal; nogle moskéer giver slet ikke kvinder adgang. Selv om der er afdelinger kun for kvinder og børn, er den store moské i Mekka ikke opdelt i flere sektioner.

Ikke-muslimer i moskeer

Nogle få lærde inden for islamisk lov mener, at ikke-muslimer kan få adgang til moskeer, så længe de ikke sover eller spiser der. Tilhængere af Maliki-skolen af islamisk retspraksis er uenige. De siger, at ikke-muslimer slet ikke må få adgang til moskeer.

Forskellige lande har forskellige holdninger til spørgsmålet. Næsten alle moskéer på Den Arabiske Halvø og i Marokko tillader ikke-muslimer ikke at komme ind i moskéer. Hassan II-moskeen i Casablanca er en af de eneste to moskéer i Marokko, der i øjeblikket er åbne for ikke-muslimer.

I det moderne Saudi-Arabien er den store moské og hele Mekka kun åben for muslimer. På samme måde er Masjid al-Nabawi og byen Medina, der omgiver den, også forbudt for dem, der ikke praktiserer islam. For moskéer i andre områder er det mest almindeligt antaget, at ikke-muslimer kun må komme ind i moskéer, hvis de har fået tilladelse hertil af muslimer, og hvis de har en god grund til at gøre det.

I det moderne Tyrkiet har ikke-muslimske turister lov til at komme ind i alle moskéer, men de skal overholde reglerne om anstændighed. Besøg i en moské er kun tilladt mellem bønnerne; besøgende skal bære lange bukser og tage skoene af; kvinder skal dække hovedet; ingen billeder; højlydt snak er ikke tilladt. Det er ikke tilladt at referere til andre religioner (ingen kors på halskæder, ingen korsbevægelser osv.).

Der er dog også mange andre steder i Vesten og i den islamiske verden, hvor ikke-muslimer er velkomne i moskéer. De fleste moskéer i USA rapporterer f.eks., at de modtager ikke-muslimske besøgende hver måned. Mange moskéer i USA byder ikke-muslimer velkommen som et tegn på åbenhed over for resten af samfundet og for at tilskynde til omvendelse til islam.

Hunde

Hunde har normalt forbud mod at komme ind i moskéer, men den 24. september 2008 traf det muslimske lovråd i Storbritannien en særlig afgørelse, en såkaldt fatwa, som gav en blind muslim tilladelse til at tage sin førerhund med ind i moskéen.

 
Muslimer beder i den mandlige del af en moské i Srinagar, Jammu og Kashmir, Indien  


Interiør af Mezquita, en tidligere hypostylisk moské med søjler arrangeret i et gittermønster, i Córdoba, Spanien.  


Baitul Mukarram (Dhaka), Bangladeshs nationalmoské Strukturen ligner Kaaba i Mekka.  

Moskeer som vandrerhjem

Det er almindeligt, at en mindre moské tjener som herberg for muslimer på haj (pilgrimsrejse til Mekka). Nogle gange bruges moskéer til flygtninge eller som midlertidige hjem for hjemløse. Forpligtelserne over for naboer i islam er meget strenge og specifikke. I Koranen siger Muhammed, at den person, der hjælper andre i nødens stund, og som hjælper de undertrykte, den person vil Gud hjælpe på arbejdets dag (smertens dag). Der er andre bud, f.eks. at hjælpe de fattige og være sød mod folk. En vigtig del af det at være muslim, eller blot at være en del af moskeen, er at tage sig af folk, der har brug for hjælp. En moské er en social såvel som en religiøs gruppe.

En madrassa er lidt anderledes end en moské. En madrassa fokuserer på at undervise i islam, normalt for børn og unge mennesker.

 

Moskeer i Spanien

Da Spanien var under muslimsk kontrol, var nogle af de smukkeste bygninger moskeer. Efter 1491 var Spanien under kristen kontrol. De kristne rev dog ikke moskéerne ned. De satte blot et krucifiks i dem for at gøre dem til kirker. Disse moskeer havde indflydelse på renæssancearkitekturen (byggemåde) i Europa.

 
Mezquita de Córdoba var en moské. I dag er det Cordobas katedral.