AlegsaOnline.com

Nationalisme: definition, typer og historisk overblik

Udforsk nationalisme: klare definitioner, hovedtyper og historisk overblik om identitet, selvbestemmelse og politiske konsekvenser.

Forfatter: Leandro Alegsa

15-12-2025

Nationalisme er en tankegang, der siger, at nogle grupper af mennesker, f.eks. etniske grupper, bør have frihed til at styre sig selv. Nationalister mener, at den bedste måde at opnå dette på og undgå kontrol eller undertrykkelse fra andre er, at hver gruppe har sin egen nation. Nogle nationalister mener, at dette er den bedste måde at redde små og svage grupper, der er truet af blandingen af etniske grupper.

Den anden definition af nationalisme er: "identifikation med ens egen nation og støtte til dens interesser, især til udelukkelse eller skade af andre nationers interesser".

Typer af nationalisme

Etnisk nationalisme: Identitet og ret til selvbestemmelse bygger på fælles afstamning, sprog, kultur eller etnicitet. Denne form kan være ekskluderende over for dem, der ikke opfattes som en del af gruppen.
Borgerlig (civisk) nationalisme: Bygger på fælles statsborgerskab, love og politiske værdier frem for blodsbånd. Her er medlemskab af nationen i princippet åbent for alle, som accepterer dens regler og værdier.
Kulturel nationalisme: Fokus på fælles kultur, sprog, traditioner og historie uden nødvendigvis at gøre etnicitet til det centrale kriterium.
Religiøs nationalisme: Nationens identitet knyttes tæt til en bestemt religion eller religiøse normer.
Ekspansionistisk eller chauvinistisk nationalisme: En aggressiv form, hvor nationens interesser prioriteres på bekostning af andre stater og befolkninger; kan føde imperialisme eller militarisme.
Postkolonial og antikolonial nationalisme: Nationalistiske bevægelser, der søger uafhængighed fra kolonimagter; spillede en central rolle i 1900-tallets afkolonisering.

Historisk overblik

Nationalismens rødder kan spores til oplysningstiden og blev forstærket af Den franske revolution i slutningen af 1700-tallet, hvor idéer om folkesuverænitet, nationale rettigheder og fælles identitet vandt frem. I 1800-tallet blev nationalisme en drivkraft bag samlingsprocesser (fx Tysklands og Italiens samling), samt ved opbygning af nye nationalstater i Europa.

I det 20. århundrede var nationalisme både en frigørende kraft (i form af afkolonisering og nationale befrielsesbevægelser) og en destruktiv kraft (i form af ekstrem nationalisme, fascisme og nazisme). Efter 2. verdenskrig førte ideer om menneskerettigheder og internationalt samarbejde til forsøg på at begrænse aggressiv nationalisme, men national identitet forblev central i politik og kultur.

I de senere år har globalisering, migration og regionalt samarbejde (fx EU) skabt nye spændinger: nogle steder styrkes kosmopolitiske og supranationale institutioner, andre steder vokser populistisk og ekskluderende nationalisme. Sekter af nationalisme viser sig også i krav om løsrivelse eller selvstyre (fx Skotland, Catalonien, Kurdistan og tidligere Jugoslavien).

Kritik, modsætninger og konsekvenser

Modsætningen til nationalisme er internationalisme og antinationalisme, som lægger vægt på samarbejde mellem folk og stater, universelle rettigheder og grænseoverskridende solidaritet.

Nationalisme kritiseres ofte for at kunne føre til:

Eksklusion, diskrimination eller xenofobi over for minoriteter og indvandrere.
Imperialistiske konflikter og krige, når nationale interesser sættes over internationale aftaler.
Undertrykkelse af interne minoriteters rettigheder, hvis staten stræber efter homogenitet.

Samtidig erkendes nationalisme også som en vigtig faktor i opbygning af fællesskab, demokratisk deltagelse og selvbestemmelse, særligt for folk, der historisk har været undertrykte eller koloniserede.

Nationalisme i samtiden

I dag er nationalisme et komplekst fænomen med både positive og negative sider. Debatten handler ofte om, hvordan man kan kombinere respekt for nationale identiteter med beskyttelse af menneskerettigheder, håndtering af migration og engagement i internationalt samarbejde. For politikere, borgere og organisationer er udfordringen at finde løsninger, der fremmer inklusion, sikkerhed og retfærdighed uden at give plads til diskrimination eller aggressiv isolationisme.

Modsætningen til nationalisme er internationalisme og antinationalisme.

Friheden leder folket (Eugène Delacroix, 1830) er et velkendt eksempel på nationalistisk kunst.

Nationalisme i venstre-højre politik

Mange af de tidlige socialister var også nationalister. De tidligste former for nationalisme havde masser af socialistiske træk. I denne periode mente de politiske tænkere, der mente, at etniske grupper ikke skulle undertrykkes af andre etniske grupper, også, at "almindelige mennesker", samfundets rygrad, som arbejdere og bønder, ikke skulle undertrykkes af højere sociale klasser som f.eks. rige mennesker. De mente, at det er forkert, at nogen lever i stor velfærd, som er skabt af andres hårde arbejde eller undertrykkelse af andre. Alle sociale klasser bør arbejde sammen og have et fælles mål, der sigter mod alles bedste. Disse mål kan kaldes "national interesse". National interesse er et ideal og ikke altid let at finde. Der er forskellige måder at nå nationale interesser på, f.eks. gennem politik.

Nationalisterne begyndte at støtte og beundre almindelige mennesker^[] , især bønder, som i modsætning til de højere klasser blev betragtet som ukorrupte, galante og retfærdige. For eksempel havde normale folk ofte en mere original og lokal etnisk kultur end de høje klasser, hvis kultur blev betragtet som mere rodløs. Nationalromantikken var i høj grad baseret på idealet om det ukorrupte folk.

Socialismen og nationalismen voksede sammen, men de er også blevet sat i modsætning til hinanden i nogle teorier. Den mest kendte modsætning mellem disse ideologier var i Sovjetunionen. Den sovjetiske propaganda gjorde nationalisme til et skældsord, der blev forbundet med modsatte ideologier som kapitalisme, liberalisme, imperialisme eller fascisme. Men selv i Sovjetunionen og andre kommunistiske eller socialistiske lande var der stadig nationalisme i stor udstrækning (selv om den ikke blev kaldt sådan)^[] . De mest kapitalistiske lande, som f.eks. USA, var mere patriotiske end nationalistiske. De nordiske lande, som var blandt de mest rene nationalstater (lande, der følger det nationalistiske princip), var ikke særlig kapitalistiske eller højreorienterede; de var bygget på den socialdemokratiske idé, som er venstreorienteret. Først efter at de nordiske lande blev mere multikulturelle, blev deres politik mere højreorienteret.

I dag har nationalismen ikke en fælles holdning til de politiske områder, der ligger uden for dens grundlæggende mål, som f.eks. venstre-højre-politik. Nationalisme kan imidlertid være en del af en større politisk ideologi eller dagsorden, som kan være venstreorienteret eller højreorienteret eller noget, der ligger uden for denne klassificering.

Nationalisme er stadig normalt forbundet med mål, der modstår et stærkt hierarki mellem sociale klasser i samfundet. Nationalistiske mennesker er normalt mere eller mindre imod de stærkeste former for kapitalisme, som de mener giver for megen magt til rige mennesker og store virksomheder.

Nationalisme og imperialisme

Nationalismen spillede en vigtig rolle for at gøre en ende på koloniherredømmet. Nationalismen spredte sig til kolonierne og fik deres befolkninger til at ønske uafhængighed. Nationalismen fik også folk i metropolstaterne (lande, der koloniserede andre lande) til i højere grad at acceptere andre folks ønske om at styre sig selv. Nationalisterne mener dog, at afslutningen på koloniseringen af Afrika ikke blev gjort godt nok. De mener, at der ikke ville være så mange konflikter i Afrika, hvis de afrikanske nationer havde været opbygget på en nationalistisk måde (så hver etnisk gruppe er sin egen nation). Efter at imperialisterne forlod deres afrikanske kolonier, blev de nye nationer bygget op med grænser, der ikke var de samme som de etniske grænser. De nye nationer blev nationer med mange etniske grupper, som ikke ønsker eller ikke kan leve fredeligt i samme samfund med de andre.

Relaterede sider

Patriotisme

Spørgsmål og svar

Q: Hvad er nationalisme?

A: Nationalisme er ideen om at fremme en bestemt nations interesser.

Q: Hvad omfatter det at fremme en bestemt nations interesser for det meste?

A: At fremme en bestemt nations interesser omfatter for det meste massernes interesse i deres eget lands eller hjemlands suverænitet.

Q: Hvad mener nationalister er den bedste måde at få deres interesser igennem på og undgå kontrol eller undertrykkelse fra andre?

A: Nationalister mener, at den bedste måde at realisere deres interesser på og undgå kontrol eller undertrykkelse fra andre er, at hver gruppe har sin egen nation.

Q: Hvad er den anden definition af nationalisme?

A: Den anden definition af nationalisme er "identifikation med ens egen nation og støtte til dens interesser, især til udelukkelse af eller skade for andre nationers interesser".

Q: Hvad kan nationalisme referere til?

A: Nationalisme kan referere til en sindstilstand i forhold til et sociopolitisk fænomen, der udspringer af den bevidsthed, som deles af folk (nationale) i et bestemt land eller område.

Q: Hvad er det modsatte af nationalisme?

A: Det modsatte af nationalisme er internationalisme og anti-nationalisme.

Q: Hvorfor mener nogle nationalister, at det at have sin egen nation er den bedste måde at redde små og svage grupper på?

A: Nogle nationalister mener, at deres egen nation er den bedste måde at redde små og svage grupper på, som trues af sammenblandingen af etniske grupper.