Honning er en fødevare, som honningbier fremstiller af nektar. Bierne omdanner nektar ved at blande det med enzymer i maven, bringer det tilbage til bistadet og lægger det i en honningrede, hvor vandindholdet reduceres ved ventilation, indtil det bliver tykt nok til at blive forseglet. Honning er sød og kan bruges i stedet for sukker, men har en mere kompleks sammensætning: hovedsageligt sukkerarter (især fructose og glukose), en lille andel vand (typisk 15–20 %), enzymer som invertase, diastase og glucoseoxidase samt spor af vitaminer, mineraler og antioxidanter. Kemisk er honning en overmættet væske, og når temperaturen falder eller når forholdene ændres, kan sukkeret krystallisere, så den bliver halvfast.

Fremstilling og biavl

Processen i bikuben omfatter forarbejdning af nektar af bierne, gentagen mund-til-mund-overførsel og udluftning ved hjælp af vinger, så vandet fordampes. Når honningen har den rette konsistens, forsegler bierne cellerne med voks. Ved høst skærer eller slynger biavleren voksernes låg af og tager honningen ud, derefter siles og evt. opvarmes eller pasteuriseres afhængigt af ønsket produkt. Erfaren biavlere flytter desuden ofte deres bistader, så bierne har adgang til bestemte blomsterarter — bierne går normalt ikke mere end tre kilometer fra bistadet for at finde nektar.

Typer, smag og tekstur

Ligesom vin findes der mange slags honning med forskellige smagsnuancer, farver og teksturer. Man skelner ofte mellem monofloral (fra én dominerende blomsterkilde) og polyfloral/blomsterhonning (fra mange kilder). Nogle almindelige typer kommer fra bier, der samler nektar fra f.eks. kløver, og kløverblomst giver en mild, lys honning, der ofte krystalliserer forholdsvis hurtigt. Farven og smagen påvirkes af blomsterarten; akacie giver en lys, langsomt krystalliserende honning, mens lyng- eller boghvedehonning kan være mørkere og kraftigere i smagen. Andre kendte varianter er f.eks. manuka (med særlige antibakterielle egenskaber), lyng, og honning fra træers blomster.

Krystallisering og opbevaring

Krystallisering er en naturlig proces: fordi honning er overmættet med sukker, kan glukose skilles ud og danne faste krystaller. Dette påvirker ikke kvaliteten. For at gøre krystalliseret honning flydende igen, kan beholderen stå i et lunkent vandbad (maks. 40–45 °C) indtil sukkret er opløst. Undgå mikrobølgeovn, da den kan ødelægge smag og næringsstoffer. Opbevar honning tørt i en lufttæt beholder ved stuetemperatur — køleskab fremmer krystallisering og høj luftfugtighed kan føre til gæring, hvis vandindholdet er for højt.

  • Tips til opbevaring: Luk tæt, tør og mørk plads, undgå direkte sol og høj varme.
  • Hvis honningen er meget flydende kan det skyldes højt vandindhold; risiko for gæring stiger, hvis vandindholdet overstiger ca. 18–20 %.
  • Kvaliteten bevares længe — korrekt opbevaret har honning næsten ubestemt holdbarhed.

Sikkerhed og sundhed

Honning har mange traditionelle og dokumenterede anvendelser: som sødemiddel i mad, til at lindre hoste, og i visse tilfælde til sårbehandling pga. antibakterielle egenskaber (især visse typer som manuka honning). Pasteurisering og opvarmning kan dog reducere enzymer og nogle af de gavnlige egenskaber, mens rå honning ofte bevares ubehandlet.

Der er dog også sikkerhedsaspekter at være opmærksom på:

  • Babies: Honning må aldrig gives til spædbørn under 1 år på grund af risiko for infant botulisme fra sporer af Clostridium botulinum.
  • Toksisk honning: Honning fra bier, der har brugt blomster fra oleander, rhododendron, visse laurbærblomster og azaleaer kan indeholde grayanotoksiner (den såkaldte "mad honey"). Symptomerne omfatter svimmelhed, svaghed, svedtendens, kvalme og opkastning, og i svære tilfælde kredsløbspåvirkning. Erfaring fra biavlere og korrekt placering af bistader minimerer risikoen.
  • Allergiske reaktioner hos følsomme personer kan forekomme, især ved pollenallergi.

Kulturelle og sproglige noter

Honning har historisk haft stor symbolsk værdi: den nævnes første gang i Anden Mosebog og forbindes ofte med behagelige ting — "Landet med mælk og honning". Den omtales også i Koranen, hvor den ligesom i andre traditioner forbindes med både godt og helbredende egenskaber. Ordet honning stammer fra det gamle engelske "hunig".

Samlet set er honning en kompleks naturgave: et alsidigt sødemiddel med kulturhistorisk betydning, varierende smagsprofiler afhængigt af blomsterkilden, og både gavnlige egenskaber og nogle sikkerhedsforbehold, som det er vigtigt at kende.