Udsagnsord

Ordet "verb".

Ordet verbum kommer oprindeligt fra *were-, et proto-indoeuropæisk ord, der betyder "et ord". Det kommer til engelsk gennem det latinske verbum og det gammelfanske verbe.

Mundtlig sætning

I enkle sætninger kan udsagnsordet være ét ord: Katten sad på måtten. Verbet kan dog også være en sætning: Katten vil sidde på måtten.

Verbale sætninger kan være meget vanskelige at analysere: Jeg er bange for, at jeg snart skal af sted. Der synes at være tre verbale sætninger her, som betyder noget i retning af Beklager, jeg skal snart af sted.

Verbformer

På engelsk og mange andre sprog ændrer verberne deres form. Dette kaldes bøjning. De fleste engelske verber har seks bøjede former (se tabellen), men be har otte forskellige former.

Du bør bemærke, at nogle af verbalformerne ser ens ud. Man kan sige, at de har samme form. F.eks. har den simple nutid og den simple form af gå den samme form. Det samme gælder for fortid og datid og fortidsparticip. Men disse forskellige former kan have forskellige former i andre verber. F.eks. er det almindelige præsens af be normalt are, men den almindelige form er be. Også fortid af eat er ate, men fortidspartiklen er eaten. Når du slår et verbum op i ordbogen, er det som regel den simple form, du leder efter.

En sætning på engelsk skal have mindst ét verbum i primærform. Hver hovedsætning kan kun have ét verbum i primærform.

Typer af verber

Engelsk har to hovedtyper af verber: normale verber (kaldet lexikale verber) og hjælpeverber. Forskellen mellem dem er hovedsageligt i, hvor de kan placeres i en sætning. Nogle verber er i begge grupper, men der er meget få hjælpeverber på engelsk. Der er også to slags hjælpeverber: modale verber og ikke-modale verber. Tabellen nedenfor viser de fleste af de engelske hjælpeverber og et lille antal andre verber.

Der findes flere hjælpeverber:

• At gøre (gøre, gør, gjorde, gjorde)
• At være (am, er, er, er, var, var): Skaber en progressiv tid
• At have (have, har, har haft): danner en perfektum tid

Følgende verber er modale hjælpeverber.

• Kan
• Kunne
• maj
• Kan
• Skal

·          

• Skal

Hjælpeverber bøjes også til negation. Normalt gøres dette ved at tilføje not eller n't.

• Du burde ikke være her.
• Han er ikke hjemme.
• Vi er ikke begyndt endnu.

Anvendelse af hjælpeordet do

Nogle gange bruges udsagnsordet do sammen med andre udsagnsord. Det ændrer ikke rigtig betydningen, men det kan bruges til at give et stærkt udsagn.

• Jeg taler (nutid)
• Jeg tog af sted (Fortid)

Det bruges også i benægtelse, når der ikke bruges andre hjælpeverber.

• Jeg taler ikke (nutid)
• Jeg tog ikke af sted (Fortid)

Nogle gange kommer det før emnet. Det kaldes inversion og betyder som regel, at sætningen er et spørgsmål.

• Kan du tale? (Nuværende)
• Har du været der? (Fortid)

Mange andre sprog bruger ikke verbet do som hjælpeverbum. De bruger nutid for do og datid for do og datid eller perfekt for did.

Tidsrum, aspekt og stemning

Der er tre hovedsystemer i forbindelse med verberne: tid, aspekt og stemning.

Spændt

Tidsrum bruges primært til at angive, hvornår verbet sker: i fortiden, nutiden eller fremtiden. For at forklare og forstå tid er det nyttigt at forestille sig tiden som en linje, hvor fortid, nutid og fremtid er placeret.

Nogle sprog har alle tre tider, andre har kun to, og andre har slet ingen tider. Engelsk og japansk har f.eks. kun to tider: nutid og datid. Kinesiske og indonesiske verber viser ingen tid. I stedet bruger de andre ord i sætningen til at vise, hvornår verbet sker.

Aspekt

Aspekt viser os normalt ting som, om handlingen er afsluttet eller ej, eller om noget sker regelmæssigt. Engelsk har to aspekter: progressive og perfect. På engelsk vises aspekt normalt ved at bruge participium-verberformer. Aspekt kan kombineres med nutid eller datid.

Progressivt aspekt

Engelsk bruger gerundium-participle, normalt sammen med hjælpeordet be (og dets former am, is, are, was og were) til at vise det progressive aspekt.

• Jeg sover. (nutidsprogression)
• Han læste engelsk i går aftes. (fortidsprogression)
• Han skal i butikken i morgen (fremtidig progressiv)

Mange andre sprog, f.eks. fransk, bruger ikke progressive tider.

• Jeg har set ham to gange. (nutid)
• Jeg havde boet der i tre år. (perfektum i fortid)

Past perfect kan bruges til at udtrykke et uopfyldt håb, ønske osv.

• Han havde tænkt sig at bage en kage, men løb tør for mel.
• Hun havde ønsket at købe en gave til ham, men han nægtede.

Efter if, wish og would rather kan past perfect bruges til at tale om tidligere begivenheder, som aldrig er sket.

• Hvis bare jeg var blevet født stående!
• Jeg ville ønske, du havde fortalt mig det før.
• Jeg ville foretrække, at du var gået et andet sted hen.

Stemning

Endelig vises den engelske stemning nu normalt ved hjælp af modalverber. Tidligere havde engelsk et komplet stemningssystem, men det er næsten helt forsvundet. I konjunktivstemningen bruges nu den almindelige form. Der findes også en form af be, der bruges i konditionaler for at vise, at noget ikke er sandt (f.eks. hvis jeg var en fugl, ville jeg flyve til Californien).

Sætningsdele, der passer til verber

Visse dele af en sætning kommer naturligt før eller efter verberne, men det er ikke altid det samme for alle verber. De vigtigste sætningsdele er: subjekt, objekt, komplement og modificator.

Emner

Næsten alle engelske sætninger har subjekter, men sætninger, der er påbud (kaldet imperativer), har normalt ingen subjekter. Et subjekt kommer normalt før et verbum, men det kan også komme efter hjælpeverber. I de følgende eksempler er subjektet understreget, og det primære verbum er skrevet med fed skrift.

• Vi har brug for dig.
• Maden var god.
• Den lille dreng med rødt hår sover.
• Kan du se bilen?
• Kom her. (uden emne)

Genstande

Mange verber kan efterfølges af et objekt. Disse udsagnsord kaldes transitive udsagnsord. Faktisk skal nogle verber have et objekt (f.eks. take), men nogle verber har aldrig et objekt (f.eks. sleep). Verber, der ikke tager et objekt, kaldes intransitive verber. Nogle verber kan endda have to objekter. De kaldes ditransitive verber. I de følgende eksempler er objektet understreget, og det primære verbum er skrevet med fed skrift.

• Jeg sover. (ingen genstand)
• Jeg tog bogen fra ham.
• Jeg gav ham bogen. (2 genstande)
• Jeg er glad. (ingen genstand)
• Jeg blev lærer. (supplement, intet objekt)
• Jeg sov i min seng (1 objekt)

Supplerer

Nogle verber kan eller skal efterfølges af et supplement. Disse verber kaldes forbindelsesverber eller kopula. I de følgende eksempler er komplementet understreget, og verbet er skrevet med fed skrift.

• Han er god.
• Han er en dreng.
• Hun blev syg.
• Hun blev leder.
• Det ser godt ud.

Modifikatorer

Verber kan modificeres af forskellige modificatorer, især adverbier. Bemærk, at verber generelt ikke har brug for modifikatorer; det er normalt et valg. I de følgende eksempler er adverbiet understreget, og verbet er skrevet med fed skrift.

• Drengen løb hurtigt.
• Det frit svingende reb ramte ham.

Verberne har også ofte en række andre modificatorer, herunder præpositioner.

Forskelle mellem verber og andre ord

Nogle gange kan et verbum og et andet ord have samme form. I disse tilfælde kan du normalt se forskellen ved at se på forskellige egenskaber ved ordene.

Verber vs. adjektiver

Nogle gange kan et verbum og et adjektiv have samme form. Det sker normalt med participier. F.eks. ser nutidspartiklen interessant og adjektivet interessant ud på samme måde. Verber er dog anderledes end adjektiver, fordi de ikke kan modificeres med meget, mere eller mest. Du kan f.eks. sige "Det er meget interessant", så du ved, at interessant er et adjektiv her. Men du kan ikke sige "Min lærer er meget interessant for mig i matematik", for i denne sætning er interessant et udsagnsord. Hvis du derimod ikke kan ændre verbet "være" til "synes" eller "blive", er det sandsynligvis et verbum.

• Han var isoleret / Han blev isoleret (isoleret er et adjektiv)
• Døren blev åbnet / *Døren blev åbnet (åbning er et verbum)

Verber vs. navneord

Gerundium-partiklen ligner nogle gange et navneord. Det gælder især, når den bruges som subjekt, som i det følgende eksempel:

• Det er godt for dig at løbe.

De vigtigste forskelle mellem disse verber og navneord er: modifikatorer, antal og objekt/komplement

Modifikatorer

Verber kan generelt ikke modificeres med adjektiver, og navneord kan generelt ikke modificeres med adverbier. Så i "Det er godt for dig at løbe regelmæssigt" er løbe et verbum, fordi det modificeres af adverbiet regelmæssigt.

Nummer

Verber kan ikke ændre antal, så hvis du kan gøre ordet til flertal, er det et navneord, ikke et verbum. F.eks. kan "denne tegning er flot" ændres til "disse tegninger er flotte", så tegning er et navneord. Men "det er sjovt at tegne træer" kan ikke ændres til "det er sjovt at tegne træer", så her er det et verbum.

Objekt/komplement

Mange verber kan have objekter eller supplementer, men det kan navneord ikke. Så i "det er svært at parkere bilen" er parkering et verbum, fordi det har objektet bilen som genstand. Men hvis du siger "der er ingen parkering", er parkering måske et navneord, fordi det ikke har et objekt.

Verber vs. præpositioner

Nogle verber er blevet til præpositioner. Igen deler de normalt form med deltagelsesord. Her er nogle eksempler:

• I betragtning af problemerne mener jeg ikke, at vi skal tage af sted.
• Vi har mange hjælpere, bl.a. John.
• Ifølge kortet er vi her.
• Han blev indlagt på hospitalet efter kampen.

Den største forskel mellem verber og præpositioner er, at verber har et subjekt. Selv om subjektet ikke er skrevet, kan du forstå, hvad det er. Præpositioner har ikke et subjekt.