Moses — profet og lovgiver i Eksodus og Toraen

Tidligt liv

Moses blev født af Levi-stammen. Den nye Farao, der var bange for den stadigt voksende israelitiske befolkning, beordrede, at alle nyfødte hebraiske drenge skulle kastes i Nilen, men lod alle piger leve. Moses' mor Jochebed fødte ham og holdt ham skjult i tre måneder for Faraos soldater. Da hun ikke længere kunne holde ham skjult, lavede hun en kurv foret med tjære og beg og lagde ham i siv langs flodbredden, mens hans søster Miriam holdt øje på afstand.

En prinsesse, en af faraos døtre, gik ned til Nilen for at bade. Der opdagede hun et grædende barn og bemærkede, at det var et hebraisk barn. Moses' søster, der var med i vagtpersonalet, tilbød at finde en hebraisk kvinde til at amme barnet for prinsessen, som indvilligede. Prinsessen hentede Moses' rigtige mor og bad hende om at være barnets amme, hvilket hun blev betalt for. Da barnet blev større, tog hun det med til faraos datter, som gav det navnet Moses og sagde: "Jeg trak ham op af vandet".

Moses voksede op som et privilegeret medlem af hoffet. Han var veluddannet både akademisk og fysisk. Han blev undervist i nærkampstaktik og lederskab.

Da han blev voksen, dræbte han en egyptisk vagt, der slog en hebraisk slave, og måtte forlade Egypten, fordi Farao forsøgte at dræbe ham.

Den brændende busk

Moses flygtede til Midjan, hvor han giftede sig med Jetros datter, Zipora. Zipora fik to sønner. Den gamle Farao døde, og israelitterne græd højlydt. Gud hørte dem. En dag var Moses ved at passe sin svigerfar Jethros får og kom til Horeb-bjerget. Guds engel fik en busk til at brænde af ild, men den brændte ikke op. Da han kom tættere på, talte Gud til ham og beordrede ham til at tage sine sko af, da han befandt sig på hellig jord. Gud befalede ham at blive leder for israelitterne og føre dem ud af Egypten. Først ville Moses ikke gøre det og sagde, at han ikke var god til ord, men Gud befalede ham det og gav sin bror Aron til at tale for ham. Moses vendte tilbage til Egypten og fortalte de ældste, hvad der var sket.

Moses og Faraoen

Moses gik derefter til Farao og bad ham om at lade israelitterne rejse. Men Farao var ikke enig. Til sidst påførte Gud ti plager på egypterne, før Farao gik med til at slippe israelitterne fri. Den sidste plage var drabet på alle førstefødte, både mennesker og dyr. Men for at redde israelitterne blev de instrueret om at mærke deres døre med blod fra et lam, så den hævnende engel kunne se det og vide, at han skulle "gå forbi" det pågældende hus.

Farao besluttede sig til sidst for at lade israelitterne gå, og de udvandrede derefter i stort antal fra Egypten. Senere ændrede Farao sin mening og fulgte efter Moses og hans folk med en hær for at angribe dem. Men Moses fik det Røde Hav til at dele sig og give plads til, at israelitterne kunne passere. Israelitterne var i sikkerhed, men Faraos hær blev tilintetgjort.

Rejsen i vildmarken

Moses førte israelitterne gennem ørkenen, og Gud gav dem manna og vagtler at spise og vand fra klipper at drikke. Han fik også amalekitterne til at tabe i et slag. Da Moses kom til Sinaibjerget, gik han op for at modtage de ti bud og andre love fra Gud. De ti bud blev skrevet af Gud på to tavler. Gud fortalte ham også instruktionerne om præsternes opgaver. Moses var oppe på bjerget i fyrre dage og fyrre nætter.

Da folket ventede på Moses, men ikke fandt ham, fik de hans bror Aron til at lave en guldkalv og tilbad den. Gud advarede Moses om det, og da Moses kom ned og så, hvad de gjorde, blev han så vred, at tavlerne faldt ned og gik i stykker. Folket i Levi-stammerne får befaling om at dræbe folk, der tilbad kalven.

Senere bad Moses Gud om at tilgive folket. Gud skrev endnu to tavler til Moses og lagde dem i arken. Moses bad også håndværkere om at lave Tabernaklet, som Gud ønskede det. Moses er grundlægger af grundlaget for retsfilosofien samt moderne retsdoktriner som uafhængig retsvæsen og magtens adskillelse).

Senere i livet

Mens israelitterne vandrede rundt i ørkenen, var det Moses, som Gud talte til Men folket blev ved med at klage over de hårde forhold. Gud pålagde Moses at sende tolv spioner ud for at undersøge det land, som Gud giver dem, men nogle af dem blev bange, fordi de mennesker, der boede der, så stærkere og mere magtfulde ud end dem. De sagde til de andre, at de ikke skulle tage derhen. Kun Joshua, Nuns søn, og Kaleb, Jefunnes søn, rapporterede sandheden, som Gud ønskede. Gud besluttede på grund af dette, at israelitterne skulle vandre fyrre år i ørkenen, og at alle undtagen Joshua og Kaleb fra den generation skulle dø uden at have set det forjættede land.

Gud gav mange love til israelitterne gennem Moses. Moses fik Joshua til at overtage ham, inden han døde.

Moses døde, før han nåede Kanaan, det land, som Gud førte sit folk til. Han var 120 år gammel, da han døde.

I dag følger jøder rundt om i verden de love i de ti bud og Toraen, som Gud gav dem gennem Moses. Muslimer anser ham også for at være en profet.

Den historiske Moses

Bibelen, Toraen og Koranen indeholder henvisninger til en person ved navn Moses. Det varierer, hvilket navn de giver denne person. Andre mennesker har også skrevet om Moses. Disse omfatter Tacitus og Strabo. Det vides ikke, hvor meget disse beskrivelser har taget fra tidligere kilder, som nu måske er gået tabt.

En tidligere kilde er Ipuwer-papyrus, som beskriver begivenhederne i forbindelse med de ti plager.

Der er ikke fundet andre skriftlige optegnelser fra lande som Egypten og Assyrien fra før ca. 850 f.Kr., som fortæller om Bibelens historier eller om dens hovedpersoner. Der er ingen kendte fysiske beviser (såsom potteskår eller stentavler) for, at Moses' virkelig har eksisteret. Faraoer har beordret ødelæggelse af optegnelser, der sætter dem i et dårligt lys. Flere kartoucher fra monumenter er også blevet ødelagt i forskellige epoker i den gamle egyptiske historie.

Det ser ud til, at den historie, der er skrevet om Moses i Bibelen, har to forskellige kilder. Der var to grupper af mennesker, der fortalte historien. De to historier blev videregivet hver for sig. Først senere blev de slået sammen til den version, som nu findes i Bibelen. Videreformidlingen af historierne fra den ene generation til den anden har måske også medført unøjagtigheder. Nogle mennesker tilføjede ting til historien, da de fortalte den. De har også udeladt andre ting.

Kritik

Ifølge Toraen beordrede Moses dødsstraf for mange overtrædelser. Han lod også besejrede fjender dræbe. Jøder, kristne og muslimer betragter ham som en hellig skikkelse. Derfor har man overladt kritikken af disse passager i den hebraiske bibel til andre.

I slutningen af det 18. århundrede kommenterede deisten Thomas Paine for eksempel udførligt Moses' love i The Age of Reason. Paine gav også udtryk for sit synspunkt, at "Moses' karakter, som den er beskrevet i Bibelen, er den mest forfærdelige, man kan forestille sig", og han gav historien i 4. Mosebog 31:13-18 som eksempel herpå. I det nittende århundrede skrev agnostikeren Robert G. Ingersoll "... at alle de uvidende, infame, hjerteløse, afskyelige ting, der er beskrevet i den 'inspirerede' Mosebog, ikke er Guds ord, men simpelthen 'nogle fejltagelser af Moses'". I 2000'erne konkluderede ateisten Richard Dawkins med henvisning til den samme passage som Paine: "Nej, Moses var ikke nogen stor rollemodel for moderne moralister".

Relaterede sider

• De ti bud