Det hebraiske sprog, et semitisk sprog, er jødernes sprog. Akademiet for det hebraiske sprog er den vigtigste institution for hebraisk og arbejder med sprogplanlægning, ordforrådsudvikling og normering af moderne hebraisk.

Historisk baggrund

Hebraisk blev talt af israelitterne i Bibelens tid. Efter at Juda blev erobret af Babylonien, blev mange jøderne taget til fange i Babylon, hvor aramæisk kom til at spille en større rolle i daglig tale og administration. Som følge heraf forsvandt hebraisk gradvist som hverdagssprog, men det fortsatte som skriftsprog og liturgisk sprog for jødiske religiøse tekster og studier.

Genoplivning og moderne status

I slutningen af 1800-tallet og begyndelsen af 1900-tallet opstod en bevægelse for at genoplive hebraisk som talt sprog. Central i denne bevægelse var bl.a. Eliezer Ben‑Yehuda, som aktivt fremmede brugen af hebraisk i hjemmet, skolen og medierne. I det 20. århundrede besluttede mange jøder, især immigranter til det der senere blev staten Israel, at gøre hebraisk til talesprog igen. Sproget blev det officielle landsprog i Israel ved statens oprettelse i 1948, og i dag er hebraisk det dominerende sprog i offentlig administration, uddannelse, medier og daglig kommunikation.

Genoplivningen af hebraisk regnes ofte som et enestående sprogligt fænomen — det er et af de få døde sprog, der er blevet genoplivet og udbredt som levende nationalsprog.

Sprogvarianter gennem tiden

Hebraisk omfatter flere historiske varianter:

  • Bibelhebraisk — sproget i Det Gamle Testamente.
  • Mishnaisk hebraisk — brugt i Talmud og jødiske rabbiniske tekster.
  • Medieval hebraisk — påvirket af arabisk og brugt i filosofiske, videnskabelige og religiøse værker.
  • Moderne israelsk hebraisk — det levende hverdagssprog, som udviklede sig i slutningen af 1800‑ og begyndelsen af 1900‑tallet og fortsætter med at udvikle sig i dag.

Sprogets struktur og skrift

Hebraisk skriveretningen er fra højre mod venstre, og skriftsystemet bruger et alfabet bestående primært af konsonanter (det såkaldte abjad). Vokaler kan markeres med tegn (niqqud) i religiøse, pædagogiske eller poetiske tekster, men i moderne almindelig skrift undlades de ofte, og læseren genkender vokaler ud fra kontekst. Det moderne alfabet stammer fra den såkaldte kvadratskrift (ofte kaldet "ashuri").

Grammatikken i moderne hebraisk adskiller sig fra bibelhebraisk: bøjningsmønstre er blevet forenklede på visse områder, ordstilling og funktioner har ændret sig, og der er indført nye ord og vendinger, ofte som følge af kontakt med andre sprog.

Ordforråd og påvirkninger

Moderne hebraisk har udvidet sit ordforråd betydeligt. Mange nye ord er skabt af Akademiet for det hebraiske sprog, men der er også udbredt påvirkning og lån fra andre sprog, især engelsk, men også fra yiddish, arabisk, russisk og andre sprog, fordi Israel har været et land med immigranter fra mange forskellige steder.

Hebraisk i skriftlige kilder

Bibelen blev oprindeligt skrevet på bibelhebraisk, indeholder dele på bibelaramæisk og har også tekster på koinæisk græsk. Disse tekster har bevaret og formidlet sproget gennem århundreder og er vigtige kilder til studiet af historisk hebraisk.

Anvendelse i dag

Hebraisk er i dag førstesprog for millioner af israelere og bruges i alle samfundslag: i skoler, i medier, i videnskab, teknologi og kultur. Sproget fungerer også som bindeled for jøder i forskellige lande, både i religiøse sammenhænge og i besøgende eller immigranters bestræbelser på at lære eller forstå deres kulturelle arv.

Samlet er hebraisk et sprog med en lang historisk kontinuitet og en bemærkelsesværdig moderne revitalisering, hvilket gør det til et særligt interessant eksempel på sprogudvikling over tid.