De ti bud (dekalog): oprindelse, betydning og bibelhenvisninger

De ti bud i Femte Mosebog kapitel 5: vers 1-22 NKJV

5 Da kaldte Moses hele Israel sammen og sagde til dem: "Hør, Israel, de Anordninger og Lovbud, som jeg i dag taler til jer, for at I kan lære dem og omhyggeligt holde dem. ² Herren vor Gud har sluttet en pagt med os på Horeb. ³ Herren indgik ikke denne pagt med vores fædre, men med os, dem, der er her i dag, alle vi levende. ⁴ Herren talte med jer ansigt til ansigt på bjerget fra ildens midte. ⁵ Jeg stod dengang mellem Herren og jer for at forkynde jer Herrens ord; for I var bange for ilden, og I gik ikke op på bjerget. Han sagde:

⁶ "Jeg er Herren din Gud, som førte dig ud af Ægypten, af trællehuset.

⁷ "I skal ikke have andre guder for mit åsyn.

⁸ "Du må ikke lave dig et udskåret billede, et billede af noget, der er i himlen ovenpå eller på jorden nedenunder eller i vandet under jorden;⁹ du må ikke bøje dig for dem eller tjene dem. For jeg, Herren din Gud, er en nidkær Gud, der straffer fædrenes misgerning på børnene til tredje og fjerde generation af dem, der hader mig,¹⁰ men viser barmhjertighed over for tusinder af dem, der elsker mig og holder mine bud.

¹¹ "Du må ikke tage Herren din Guds navn forfængeligt, for Herren vil ikke holde den uskyldig, der tager hans navn forfængeligt.

¹² "Hold sabbatsdagen og hold den hellig, sådan som Herren din Gud har pålagt dig. ¹³ I seks dage skal du arbejde og udføre alt dit arbejde,¹⁴ men den syvende dag er Herren din Guds sabbat. På den skal du ikke udføre noget arbejde: hverken du, din søn eller din datter, din mandlige eller kvindelige tjener, din okse eller dit æsel eller noget af dit kvæg eller din fremmede, som er inden for dine porte, for at din mandlige og kvindelige tjener kan hvile ligesom du. ¹⁵ Og husk på, at du var slave i Ægypten, og at Herren din Gud førte dig ud derfra med stærk hånd og udstrakt arm; derfor har Herren din Gud befalet dig at holde sabbatsdagen.

¹⁶ Ær din far og din mor, som Herren din Gud har pålagt dig, for at du kan leve længe og få det godt i det land, som Herren din Gud vil give dig.

¹⁷ "Du må ikke myrde.

¹⁸ "Du må ikke begå ægteskabsbrud med en andens ægtefælle.

¹⁹ "Du må ikke stjæle.

²⁰ "Du må ikke bære falsk vidnesbyrd mod din næste.

²¹ "Du må ikke begære din næstes hustru, og du må ikke begære din næstes hus, hans mark, hans træl, hans trælkvinde, hans okse, hans æsel eller noget andet, der tilhører din næste.

²² "Disse ord talte Herren med høj røst til hele jeres forsamling på bjerget midt i ilden, skyen og det tykke mørke, og han tilføjede ikke mere. Og han skrev dem på to stentavler og gav dem til mig.

Disse bud er oversat fra oldhebraisk til grundlæggende engelsk, så de valgte ord betyder måske ikke nøjagtigt det samme for os, som de betød for hebræerne. Der findes en række forskellige fortolkninger af disse bud:

Billeder

Den romersk-katolske forståelse af buddet om ikke at lave "noget billede eller nogen lignelse af noget af det, der er i himlen oventil" betyder, at "lignelser" må bygges og bruges, så længe genstanden ikke tilbedes som et idol.

Den østlige ortodokse kirke har en meget lignende holdning. Den østlige ortodoksi lærer, at inkarnationen af en usynlig Gud som et synligt menneske, Jesus, gør det i orden at bruge flade billeder i gudstjenesten (se Ikonoklasme).

De fleste andre kristne tillader statuer af religiøse figurer, forudsat at de ikke "æres". De findes ikke almindeligvis i protestantiske kirker, men kan findes i nærheden eller på museer. Historiske figurer eller buster kan bruges til undervisningsformål. Glasmosaikvinduer kan indeholde afbildninger af ærede historiske eller bibelske personer.

Jødedommen i sine forskellige former indtager normalt en position et sted mellem den protestantiske og islams synspunkt. Synagoger ville ikke have nogen statuer i dem. Billeder af Gud er forbudt overalt.

Islam forbyder enhver form for afbildning af Allah (Gud) eller personer, herunder Muhammed. Derfor er deres bygninger generelt dekoreret med kalligrafi, men aldrig med afbildninger af levende væsener.

Jehovas Vidner kritiserer brugen af alle de ovennævnte ting samt brugen af korset.

Amish-folket forbyder enhver form for billeder, f.eks. fotos.

Ukorrekt brug af Guds navn

Dette kan forstås som forbandelse eller brug af blasfemi, som omfatter Guds navn. Mange sprog har udtryk for vrede eller forfærdelse, der indeholder ordet "Gud". Desuden "sværger folk ofte til Gud" for at forsøge at overbevise andre om, at de taler sandt. En anden forseelse kan være at sige, at "Gud bad mig" om at gøre noget, selv om han ikke gjorde det. Det egentlige navn på Gud i Det Gamle Testamente var YHWH, som nogle gange udtales Yahweh eller Jehova. Fromme jøder afholder sig fra at bruge dette navn eller endog ordet Gud, som de erstatter med G_d. Dette er for at undgå at bruge Guds navn på en måde, der kan bryde dette bud.

Sabbatsdag

Jøderne fejrer sabbaten (Shabbat) fra solnedgang fredag til de tre stjerner på himlen lørdag aften, som er den syvende dag i ugen på den jødiske kalender.

I Det Nye Testamente gjorde Jesus ting, som gjorde sabbatsbuddet anderledes end de ni andre. Jesus syntes at reducere kravene, i modsætning til nogle andre bud, hvor han gjorde dem stærkere. Jesus blev ofte kritiseret for at helbrede på sabbaten eller for at gøre andre ting. Han sagde, at "sabbaten blev skabt for mennesket, og ikke mennesket for sabbaten". At gøre godt på sabbaten syntes at blive rost og praktiseret af Jesus. På den måde var han ulydig over for nogle af de strenge fortolkninger, der var blevet almindelige på hans tid.

De fleste kristne fejrer sabbatten søndag for at mindes Jesu opstandelse på den første dag i ugen i den jødiske kalender.

Nogle konservative kristne er "sabbatarianere" (de fleste af dem følger de reformerte traditioner). Sabbatarianere mener, at den første dag i ugen eller Herrens dag er den nye sabbat, fordi det fjerde bud aldrig er blevet fjernet. De siger også, at sabbatsloven blev givet, da verden blev skabt. Den kom før de ti bud blev givet.

Andre mener, at sabbaten forbliver en hviledag lørdag, mens søndag er en dag for tilbedelse, med henvisning til Apostlenes Gerninger 20:7: Disciplene samledes på den første dag i ugen for at bryde brødet og høre apostlen Paulus' prædiken. Jesus viste sig også for sine tilhængere på "ugens første dag", mens de gemte sig.

Syvende Dags Adventistkirken og nogle andre mener, at skikken med at mødes til gudstjeneste om søndagen stammer fra hedenskab, især Sol Invictus og Mithraismen (hvor solguden blev tilbedt om søndagen). I stedet holder adventisterne lørdag som sabbat som et minde om Guds skaberværk og tror på, at ingen af de ti bud nogensinde kan ødelægges. Syvendedags-sabbatarianere hævder, at den syvendedags-sabbat blev holdt af de fleste kristne grupper indtil det 2. og 3. århundrede, men på grund af modstand mod jødedommen efter de jødisk-romerske krige blev den oprindelige skik gradvist erstattet af søndag som gudstjenestedag.

Forhold til gifte

At "være falsk i forhold til ægteskabet", kaldet utroskab, er når en gift person har seksuelle relationer med en anden person end sin ægtefælle. At have sex uden for ægteskabet er utugt og er også synd. Det fordømmes andre steder i Bibelen, men ikke specifikt i de ti bud. Jesus lærte sine tilhørere, at den ydre handling af utroskab ikke sker uafhængigt af hjertets synder: "Fra menneskers indre, fra deres hjerter, kommer onde tanker, uægteskab, tyveri, mord, ægteskabsbrud, grådighed, ondskabsfuldhed, svig, frækhed, misundelse, misundelse, blasfemi, arrogance, dårskab. Alle disse onder kommer indefra og besudler." I Det Nye Testamente siger Jesus: "Men jeg siger jer, at enhver, som ser på en kvinde for at begære hende, har allerede i sit hjerte begået ægteskabsbrud med hende."

Drab eller mord

Der findes forskellige oversættelser af dette bud; de hebraiske ord לא תרצח oversættes enten med "du må ikke dræbe" eller "du må ikke myrde". Ældre protestantiske oversættelser af Bibelen, dem der er baseret på Vulgata og romersk-katolske oversættelser oversætter det normalt med "Du skal ikke dræbe". Den katolske kirke mener, at fare for menneskers liv eller sikkerhed er en dødssynd, som bryder det femte bud. Desuden tror den katolske kirke ikke på en forskel mellem mord og manddrab på samme måde som loven gør. Med undtagelse af drab i selvforsvar (en form for manddrab i mange landes lovgivning) og drab i krig mener den katolske kirke, at alle andre former for drab eller forsøg på drab er en overtrædelse af det femte bud. Usikker kørsel kan også føre til utilsigtet drab. Jødiske og nyere protestantiske versioner har tendens til at bruge "Du skal ikke myrde". Der er forskellige meninger om, hvilken oversættelse der er mest tro mod originalen.

De mange eksempler i Det Gamle Testamente på drab, der er sanktioneret af Gud, citeres til forsvar for det synspunkt, at "mord" er mere korrekt. Desuden er det hebraiske ord for "dræbe" "הרג" - "harog", mens det hebraiske ord for "myrde" er "רצח" - "retzach", som findes i de ti bud "לא תרצח" - "lo tirtzach".

Stjæle

Mange teologer (som f.eks. den tyske gammeltestamentlige forsker A. Alt: Das Verbot des Diebstahls im Dekalog (1953))) antyder, at buddet "du skal ikke stjæle" oprindeligt var beregnet mod at stjæle mennesker - bortførelser og slaveri. Dette ville være det samme som den jødiske fortolkning af udsagnet som "du skal ikke kidnappe" (f.eks. som anført af Rashi). Civillovgivningen i de fleste lande opregner mange typer af tyveri. Disse omfatter indbrud, underslæb, plyndring, røveri, butikstyveri eller bedrageri. Strafferne afhænger af værdien af det stjålne, og om der blev anvendt vold for at tage det.

Nogle steder blev der dødsstraf for at stjæle heste. Det skyldes, at det kunne medføre fare eller endog døden for hestens ejer, som ikke længere kunne foretage de nødvendige rejser. Krybskytteri er ulovlig drab på vilde dyr. Især i moderne tider stjæles penge ofte ved at snyde eller ved at føre falske bank- eller gældsoptegnelser. I det 21. århundrede kan dette gøres ved hjælp af computere. Dette kaldes "hvid kriminalitet".

Nogle samfund har forsøgt at sige, at ingen ejendom er "privat", men at alt tilhører hele samfundet. Hvis dette nogensinde blev gennemført i praksis, ville det gøre det umuligt at stjæle, men det er ikke blevet praktiseret fuldt ud nogen steder.

Falsk vidne

At "afgive falsk vidneudsagn" ville omfatte at lyve i retten, hvilket kaldes mened. At fortælle falsk sladder, der skader nogen, er noget lignende. Nogle mener, at dette bud omfatter al løgn. Det er at afgive en falsk erklæring med fuldt overlæg. Andre tillader en hvid løgn. Nogle jødiske lærere sagde, at ikke al løgn er falsk vidnesbyrd (mened). De siger, at løgn nogle gange er "tilladt eller endog anbefalelsesværdigt". Dette ville omfatte at ændre sandheden for at være beskeden eller for at undgå at skade nogen. Den hellige Augustin mente, at nogle løgne kunne tilgives, og at der faktisk var tilfælde, hvor det var det rigtige at lyve. Han siger, at løgne, som ikke skader nogen og gavner nogen, kan tilgives. Disse skal dog bruges med stor forsigtighed.

Forskellig nummerering

Bibelen tæller ikke buddene. Forskellige religiøse grupper har nummereret dem på forskellige måder. Jøderne, efterfulgt af de kristne protestanter, afslutter det første bud med "Du skal ikke have andre guder end mig" som ovenfor. Katolikker og lutheranere afslutter det første bud med "Jeg vil forbarme mig over tusinde slægter over dem, der elsker mig og holder mine love." og adskiller i deres to sidste bud begæret efter en mands hustru fra begæret efter andre ting, han ejer.

Budpassagen i 2. Mosebog indeholder mere end ti vigtige udsagn, der er 14 eller 15 i alt. Selv om Bibelen selv angiver antallet som "10" ved hjælp af den hebraiske sætning ʻaseret had'varim - oversat som de 10 ord, udsagn eller ting - forekommer denne sætning ikke i de passager, der normalt præsenteres som værende "de ti bud". Forskellige religioner opdeler buddene forskelligt. Nedenstående tabel viser disse forskelle.

Bemærkninger:

I nogle kirker læser man de ti bud som en del af gudstjenesten. Dette efterfølges normalt af en bøn, hvor man beder om tilgivelse. Nogle gange bruges i stedet for den længere oplæsning et resumé af loven, som Jesus gav. Du skal elske Herren, Gud, af hele dit hjerte og din næste som dig selv. Man mener, at den første del opsummerer de fem første bud og den sidste del de fem sidste bud. Dermed er pligten over for både Gud og andre mennesker angivet.

Generelt anerkender andre religioner end de nævnte (jødedom, kristendom og islam) ikke de ti bud som etiske standarder. Mange af dem (buddhisme, hinduisme, jainisme osv.) har dog lignende love eller principper. I det ateistiske Sovjetunionen var den moralske kodeks for kommunismens opbygger et sæt regler, der lignede De Ti Bud.

Med "de ti bud" menes normalt den liste, der er nævnt i 2. Mosebog 20 og 5. Mosebog 5. Et andet sæt bud er angivet i 2. Mosebog 34. En historie begynder i 2. Mosebog 31:18. Der skabes stenene med buddene skrevet på dem. 2 Mosebog 32,19 fortæller, hvordan stenene bliver knust. Buddene i 2. Mosebog 34 kaldes nogle gange "rituelle dekalog". Det skyldes, at de handler om religiøse ritualer og ikke om moralske befalinger.

Johann Wolfgang von Goethe og nogle andre mente, at Anden Mosebog er en kombination af flere forskellige tekster. Disse mennesker mente, at budene i 2. Mosebog 20 og 5. Mosebog 5 viser et senere sæt af de ti bud. De siger, at de ti rituelle bud i 2. Mosebog 34 var de oprindelige ti bud. De siger, at de moralske bud kom senere.

Buddene har påvirket jødisk etik og lovgivning og gennem jødedommen og kristendommen også vestlig etik og lovgivning siden Romerriget. Historisk set er monumenter med buddene blevet opstillet uden for domstolene. I begyndelsen af det 21. århundrede er nogle af dem blevet anfægtet eller fjernet som en krænkelse af religionsfriheden.

De kristne er ikke helt enige om formålet med budene. I Bjergprædikenen siger Jesus, at han kom for at "opfylde" loven og ikke for at ødelægge den. Han styrker buddene om mord og ægteskabsbrud. Han siger også, at hans efterfølgeres retfærdighed skal være højere end "de skriftkloge og farisæernes". De var meget strenge i deres overholdelse af de ti bud.

Paulus siger i sit brev til de romerske kristne, at formålet med loven er at vise os, hvor syndige vi er. Den fungerer som en "skolemester", der skal føre os til Kristus for at blive frelst. Reformationens ledere sagde, at dette betyder, at det at overholde de ti bud ikke kan gøre os hellige i Guds øjne. Kun troen på Jesus kunne gøre det. Men efter at have fundet frelse gennem tro sagde de fleste reformatorer, at vi skulle overholde loven. Nogle ekstreme reformatorer sagde, at vi kunne bryde dem, da det kun var vores tro, der betød noget, ikke vores handlinger. Denne lære kaldes "Antinomianisme" (mod loven). Nogle moderne kristne siger, at vores eneste lov i dag er kærlighedens lov. Andre siger, at den "moralske" lov fra Det Gamle Testamente stadig gælder for kristne i dag. De siger, at alle de ti bud gentages et eller andet sted i de bøger i Det Nye Testamente.

Film

Der har været to berømte film med titlen De ti bud. De blev begge instrueret af Cecil B. DeMille. Den første var en stumfilm fra 1923, og den anden fra 1956, med Charlton Heston i hovedrollen som Moses, var den film, der indtjente flest penge det år.

I animation

I anime-serien Seven Deadly Sins, en japansk manga og anime af mangaka Nakaba Suzuki, er der en gruppe af karakterer kaldet de ti bud. Disse personer har alle en titel og en overnaturlig evne, der er opkaldt efter hvert bud.