De Forenede Staters historie 1789–1849: Antebellum, ekspansion og konflikt

Den føderalistiske æra

Det er perioden fra 1789 til omkring 1801, hvor det føderalistiske parti kontrollerede den amerikanske regering.

I 1789 blev Washington valgt som USA's første præsident. Forfatningen gav kun en vag beskrivelse af, hvad en præsident skulle være. Washington definerede præsidentposten og forlod sit embede efter to perioder. I Washingtons embedsperiode var der et Whiskey-oprør, hvor landbønder forsøgte at forhindre regeringen i at opkræve skatter på whiskey. I 1795 vedtog kongressen Jay-traktaten, som gav mulighed for øget handel med Storbritannien til gengæld for, at briterne opgav deres forter ved de store søer. Storbritannien blandede sig dog stadig i USA, f.eks. ved at lade amerikanske søfolk gå ind i den britiske flåde (tvinge amerikanske søfolk til at gå ind i den britiske Royal Navy).

John Adams besejrede Thomas Jefferson ved valget i 1796 og blev USA's anden præsident. Dette var det første amerikanske valg, der stod mellem to politiske partier. Under Adams blev den amerikanske flåde oprettet den 30. april 1798. Den erstattede den tidligere kontinentale flåde, som var blevet opløst i 1785. Ved udgangen af 1798 havde den amerikanske flåde 14 skibe, og der blev bygget flere. Adams pressede på for og underskrev de kontroversielle Alien and Sedition Acts.

Ved valget i 1800 besejrede Jefferson Adams ved valget. En af de vigtigste ting, han gjorde som præsident, var at foretage Louisianakøbet fra Frankrig, hvilket gjorde USA dobbelt så stort. I 1800 var der blevet underskrevet 24 traktater med ni europæiske magter.

Jefferson-perioden

Det er perioden fra 1800 til 1815, som omfatter to præsidenter fra det demokratiske-republikanske parti, Thomas Jefferson og James Madison. De kaldes almindeligvis Jeffersonian Republicans. I denne periode blev landet næsten fordoblet i størrelse med Louisiana-købet fra Frankrig. Dette var til gengæld en af årsagerne til krigen i 1812, hvor Storbritannien forsøgte at generobre sine tidligere amerikanske kolonier. <!Æra af gode følelser - http://www.ushistory.org/us/23a.asp -->

En æra af gode følelser

I 1816 stillede det føderalistiske partis kandidat Rufus King op mod den demokratisk-republikanske kandidat James Monroe. Monroe fik 183 valgmandsstemmer mod Kings 34. Det var sidste gang, at det føderalistiske parti opstillede en kandidat. Kongresvalget i 1818 gav de demokratisk-republikanske partier et flertal på 85 %. Monroe sad i to perioder fra 1817 til 1825. På grund af det ene politiske partis dominans kaldes denne periode ofte "de gode følelsers æra". Men partiet var dybt splittet på dette tidspunkt. Mange af Alexander Hamiltons føderalistiske politikker blev vedtaget i denne periode, og Monroe fortsatte mange af Madisons økonomiske politikker. Tre af dem var især en nationalbank, beskyttende toldsatser og føderal finansiering af infrastrukturen.

To-parti-system

Etpartisystemet med samarbejde mellem politikere i en æra af gode følelser varede kun omkring et årti. Det blev afløst af et nyt topartisystem, som stadig eksisterer i dag. De politiske partier påtog sig opgaven med at skabe koalitioner mellem mange forskellige grupper med forskellige interesser. Dette nye system brød med det protektionistiske system, der var baseret på personlige loyaliteter. USA's grundlæggere havde aldrig forestillet sig et system baseret på politiske partier, men i 1830'erne var de blevet det vigtigste system i amerikansk politik.

Præsidentvalget i 1824 havde ingen kandidat fra det føderalistiske parti. Der var fem kandidater, og Andrew Jackson vandt valgmandsvalget med 99 stemmer. På andenpladsen efter Jackson kom John Quincy Adams med 84 stemmer og på tredjepladsen William H. Crawford, der fik 41 stemmer. Da ingen fik et klart flertal af valgmandsstemmerne, skulle beslutningen efter det tolvte ændringsforslag træffes af Repræsentanternes Hus.

Husets formand var Henry Clay, en anden af de fem kandidater til præsidentvalget i 1824. På trods af at hans delstats lovgivende forsamling instruerede ham om at stemme på Jackson, dannede Clay en koalition for at vælge Adams til præsident. Ved den første afstemning vandt Adams flertallet af stemmerne. I første omgang accepterede Jackson beslutningen nådigt. Men efter at Adams blev præsident, udnævnte han Clay til sin udenrigsminister. Dette gav anledning til råb om en "korrupt handel" mellem Clay og Adams. Jacksons politiske kampagne i 1828 for at gøre en ende på korruptionen i regeringen begyndte straks derefter for at sikre, at Adams ville blive præsident i én periode.

Det jacksonianske demokratis æra

Andrew Jackson blev valgt til præsident i 1828. Han fik næsten 70 % af valgretstemmerne og over 60 % af valgdeltagelsen. Dette skyldtes i høj grad Jacksons popularitet som "Old Hickory", helten fra slaget ved New Orleans. Hans militære karriere havde omfattet tjeneste i revolutionskrigen, krigen i 1812 og Seminole-krigene. Jackson nød også godt af den opfattede korrupte handel mellem Adams og Clay til at udvide sin politiske base.

Under sit præsidentembede grundlagde Jackson det parti, der begyndte at kalde sig "American Democracy" (det amerikanske demokrati). Ændringer i valgreglerne og de politiske kampagner bidrog også til, at man følte, at landet var ved at blive mere demokratisk, end det havde været indtil da. Af begge grunde blev denne æra kaldt Jackson-demokratiet. Selve perioden var fra 1828 til 1840'erne, men dens indflydelse varede meget længere. Det var en periode med demokratiske reformer af afstemninger og ændringer i den føderale regerings struktur. Nogle historikere ser den som en selvmodsigelse, da den også forsvarede slaveriet, fordrivelsen af indianere vestpå og det hvide overherredømme. Jacksons politik i sine to perioder kan bedst beskrives som laissez-faire.

Det Demokratiske Parti

Hans demokratiske parti stod for en mindre og mere enkel regering, der ikke skulle blande sig i økonomien eller regulere erhvervslivet. De var imod religiøs indblanding i regeringen, især i form af afholdenhed, abolitionisme og officiel overholdelse af sabbaten. Jackson og hans demokrater ønskede at holde statens udgifter til et minimum.

Demokraterne blev under Jackson og hans efterfølger Martin Van Buren meget bedre organiseret. De skabte en struktur med lokale, statslige og nationale afdelinger, som kontrollerede organiseringen af medlemskab samt deres valgforsamlinger og politiske kongresser. De hævdede populært set at være et græsrodsparti, men blev i virkeligheden kontrolleret fra Washington. De fremstillede sig selv som forsvarer af den almindelige mand mod Whig-partiets "aristokrater". De startede et byttesystem, hvor partiloyalitet blev belønnet med regeringsjobs. Efter krigen i 1812 gav forfatningsændringer flere mænd mulighed for at stemme ved at fjerne kravet om at skulle eje ejendom. Under Jacksons præsidentperiode kunne næsten alle hvide mænd stemme. I 1812 var det kun halvdelen af staterne, der valgte deres valgmænd ved et præsidentvalg ved folkeafstemning. I 1832 valgte alle stater undtagen South Carolina deres præsidentvalgmænd ved folkeafstemning. Demokraterne var hurtige til at drage fordel af disse ændringer.

Krisen om ugyldighed

Jacksonian Demokraterne kæmpede mod den anden bank i USA. De ønskede at fjerne bankierernes politiske indflydelse på den nationale økonomi. De hjalp landmænd og plantere ved at tage indianernes jord fra indianerne og gøre billig jord tilgængelig for nybyggere. Men det gav dem ikke støtte fra alle planterne i Sydstaterne. Nogle, der hovedsageligt var centreret i South Carolina, mente, at den jacksonianske egalitarisme kunne true selve slaveinstitutionen. Dette førte til Nullifikationskrisen i 1832-1833. Landmænd og plantere havde håbet, at når Jackson blev valgt, ville han reducere de upopulære toldsatser, som gavnede nordlige fabrikanter og skadede økonomien i Sydstaterne. South Carolina vedtog en nulstillingsforordning, som erklærede de føderale toldsatser fra 1828 og 1838 ulovlige inden for South Carolinas grænser. De begyndte også at rejse midler til et militær for at forsvare sig selv.

I november 1832 sendte Jackson en flåde bestående af syv flådefartøjer og et krigsskib til Charleston. Han kaldte statens handling for "oprør og forræderi". Selv om andre stater i sydstaterne måske sympatiserede med South Carolina, kaldte de statens handlinger for forfatningsstridige. South Carolina gav til sidst efter og fjernede sine indvendinger mod toldtariffen. Som svar herpå fik Henry Clay i 1833 et lovforslag igennem kongressen, der sænkede tolden trinvis for alle, der var over 20 %. Så i sidste ende havde South Carolina vist, at det kunne tvinge sin vilje igennem over for Kongressen ved at modsætte sig en føderal lov.

Sociale reformer

En række reformbevægelser begyndte i denne periode efter 1815. Den forbedrede økonomi efter krigen i 1812 skabte en ny klasse af mennesker, som havde tid og økonomiske ressourcer til at engagere sig i sociale bevægelser. Nye trykteknologier øgede antallet af publikationer, herunder om emner som f.eks. afskaffelse. Bedre transportmuligheder betød, at foredragsholdere lettere kunne bevæge sig fra sted til sted. En afholdsbevægelse begyndte omkring 1819. En religiøs bevægelse, som undertiden kaldes den anden store vækkelse, fejede gennem landet i denne periode. Fælles temaer gik igen i de fleste af disse reformbevægelser. Et af de vigtigste var troen på, at folk havde evnen til at vælge mellem rigtigt og forkert. For eksempel var slaveri forkert. Udtrykket "slave" blev brugt til at vise alt, hvad der blev anset for at være forkert i samfundet. Fulde mennesker var "slaver" af alkohol, arbejdere var "slaver" af fabriksejerne, og kvinder var "slaver" af mænd. Det var også almindeligt, at de, der troede på anti-slaveribevægelser, også troede på kvinders rettigheder, religiøse reformer og afholdsreformer. Folk var tilbøjelige til at slutte sig til lokale organisationer, fordi der ikke var nogen stærke politiske ledere, der var fortalere for disse sager. Der var ingen nationale kirkelige organisationer, der kunne lede disse sager. Reformbevægelserne gik uden om de politiske og religiøse systemer, i hvert fald indtil 1840'erne. Bevægelserne selv, som f.eks. den abolitionistiske bevægelse, var ikke helt enige og havde interne uenigheder om, hvad der skulle gøres, eller hvordan man skulle gribe det an.

Slaveri i tiden før Bondestemningen

Slaveriet var hovedsageligt koncentreret i Syden i 1830. Slaverne blev brugt på små gårde og store plantager. De blev også brugt i byerne som husarbejdere og som arbejdskraft i forskellige industrier. Slaver blev anset for at være ejendom, fordi de var sorte. De blev holdt som slaver ved hjælp af en konstant trussel om vold. De måtte ikke glemme, at de var slaver, selv om de boede hos deres herrer. Mange slaveejere holdt virkelig af deres slaver, men de så dem aldrig som deres ligeværdige. Men den største procentdel af sydstatsborgerne ejede ikke slaver. De fleste sydstatsborgere arbejdede på deres egne gårde, men alligevel forsvarede de mærkeligt nok slaveriet som institution. Mange var vrede over de store plantageejeres rigdom og magt, men håbede samtidig på, at de en dag kunne slutte sig til dem. Mens de fattige sydstatsborgere blev set ned på af de rige plantageejere, kunne de selv se ned på de sorte som en mindreværdig gruppe.

Bomuld var blevet den største afgrøde. Men plantagerne dyrkede også majs, ris, sukkerrør og tobak. Der var måske 50 slaver eller færre i gennemsnit på plantagerne, men de største plantager havde hundredvis af slaver. Ud over markarbejde var slaverne også dygtige til håndværk som smedning, tømrerarbejde og mekanik. Slaverne lavede mad til familien, opdragede børnene og udførte alt arbejde i hjemmet. De var altid under opsyn og skulle arbejde, når de ikke sov. Husholdningssklaver havde stort set intet privatliv. Små hvide børn knyttede sig tæt til deres sorte barnepiger. Men efterhånden som de voksede op, blev de opdraget til at lære, hvordan slaver skulle behandles.

Det agrare Syd

I denne periode blev bomuldsplantagerne meget rentable i Syden. Fremskridt som f.eks. bomuldsrensningsmaskinen, maskinvæve og symaskinen skabte en efterspørgsel efter bomuld. Den blev eksporteret fra Sydstaterne til New England og England. Plantageejerne havde brug for mere jord og flere slaver for at kunne dyrke mere bomuld. De var især interesserede i at ekspandere til nye territorier. De havde brug for flere slaver, og efter forbuddet mod import af afrikanske slaver til USA steg priserne. Småbønder fandt det rentabelt at sælge deres slaver til de store plantageejere. Rigdom i Sydstaterne afspejlede ofte, hvor mange slaver en plantageejer ejede. Slaverne gav dem politisk magt og prestige.

Det industrielle nord

Tekstilindustrien startede den industrielle revolution i Norden. Andre fremskridt inden for fremstillingsindustrien var inden for maling, møbler, papir og glas. Mellem 1814 og 1865 voksede befolkningen med en faktor fire. Produktionen steg til tolv gange, og prisen på forarbejdede varer steg til otte gange så meget som før. Størstedelen af denne vækst fandt sted i New England. Floder leverede strøm til møllerne. I Pennsylvania blev der udvundet kul og jernmalm. Landbruget var fortsat en vigtig industri i Norden. Skolerne sørgede for uddannelse gav en boglig forsyning af arbejdere og opfindere. Store havne og skibe sørgede for transport til udenlandske markeder. Jernbaner og vandtransport som Erie-kanalen leverede også varer og tjenesteydelser længere mod vest. En konstant tilførsel af indvandrere leverede en stor del af den arbejdskraft, som drev industrierne i Nordstaterne. I denne periode begyndte en række sociale bevægelser, herunder anti-slaveri, at få mærkbare virkninger på samfundet. I 1831 opstod mere radikale former for abolitionistiske bevægelser.

Amerikanske præsidenter