Sabbat i kristendommen | dagen for hvile og tjeneste til Gud

Forskellige synspunkter

De fleste kristne fejrer sabbatten søndag for at mindes Jesu opstandelse på den første dag i ugen i den jødiske kalender. De siger, at der er en analogi mellem forpligtelsen til den kristne gudstjenestedag og sabbatsdagsforordningen. Disse to regler er dog ikke bogstaveligt talt identiske. De siger, at denne forordning ikke længere er gyldig, fordi Gud har erstattet sin gamle skabelse med en ny. Derfor er forpligtelsen til at holde sabbatten ikke den samme for kristne som for jøder. De siger, at der er eksempler i Det Nye Testamente og i andre skrifter, der er bevaret fra de første århundreder.

Nogle konservative kristne er "sabbatarianere". De fleste af disse følger de reformerte traditioner. Sabbatarianere mener, at den første dag i ugen eller Herrens dag er den nye sabbat. Det skyldes, at det 4. bud aldrig er blevet ophævet, og at sabbatshygiejne under alle omstændigheder er en skabelsesordinans.

Andre mener, at sabbaten forbliver en hviledag om lørdagen, og at søndagen er forbeholdt tilbedelsesdagen. Med henvisning til Apostlenes Gerninger 20:7 kom disciplene sammen på ugens første dag (søndag) for at bryde brødet og høre apostlen Paulus' prædiken. Det er ikke første gang, at kristne samledes på en søndag; Jesus viste sig for de kristne på "ugens første dag", mens de var i skjul. Man kan fastholde dette argument, idet Jesus selv holdt sabbatten, om end ikke inden for de begrænsninger, der var pålagt af jødiske traditioner; farisæerne prøvede ofte Jesus ved at spørge ham, om visse opgaver var acceptable i henhold til loven. Dette synes at vise, at selv om sabbaten stadig var vigtig for jøderne, var søndagen en særskilt dag til tilbedelse og undervisning fra Skriften.

Syvendedagsadventisterne og andre kirker er uenige med nogle af disse synspunkter. De hævder, at skikken med at mødes til gudstjeneste om søndagen stammer fra hedenskabet, især Sol Invictus og Mithraismen (hvor solguden blev tilbedt om søndagen). Dette er derfor en udtrykkelig afvisning af buddet om at holde den syvende dag hellig. I stedet holder de lørdag som sabbat som et minde om Guds skaberværk i troen på, at ingen af de ti bud nogensinde kan ødelægges. Syvendedags-sabbatarianere hævder, at den syvende dags sabbat blev holdt af flertallet af kristne grupper indtil det 2. og 3. århundrede, af de fleste indtil det 4. og 5. århundrede og af nogle få derefter, men på grund af modstand mod jødedommen efter de jødisk-romerske krige blev den oprindelige skik gradvist erstattet af søndag som gudstjenestedag. Historien om disse ændringer er bestemt ikke helt tabt, uanset om man tror på en undertrykkelse af fakta gennem en sammensværgelse mellem hedninge i Romerriget og den katolske kirkes gejstlige.

Jøderne var blevet hadet i Romerriget efter de jødisk-romerske krige. Dette førte til kriminalisering af den jødiske sabbat. Hadet til jøderne fremgår tydeligt af koncilet i Laodicea (4. århundrede e.Kr.), hvor det i kanon 37-38 hedder: "Det er ikke tilladt at modtage portioner, der er sendt fra jødernes eller kætternes fester, eller at holde fest sammen med dem." og "Det er ikke tilladt at modtage usyret brød fra jøderne eller at deltage i deres ugudelighed." [1] I overensstemmelse med denne afvisning af jøderne kriminaliserede dette romerske koncil også den jødiske sabbat, som det kan ses i kanon 29 fra Laodicea-koncilet: "Kristne må ikke jødificere ved at hvile på sabbaten, men skal arbejde på denne dag, snarere ære Herrens dag; og hvis de kan, så skal de hvile derefter som kristne. Men hvis nogen findes at være judaizere, skal de udelukkes fra Kristus."

I Markusevangeliet 2:28 siger Jesus: "Menneskesønnen er herre også over sabbaten".