Hittitterne var et gammelt folk fra Anatolien, der talte et indoeuropæisk sprog. De etablerede et kongerige med centrum i Hattusha i det nordlige centrale Anatolien fra det 18. århundrede f.Kr. Deres sprog, kaldet hettitisk, er blandt de ældste dokumenterede indoeuropæiske sprog og kendes fra tusindvis af kileskrifttekster fundet i arkiverne ved Hattusha og andre centre.
På sit højdepunkt dækkede Hittiterriget det meste af det nuværende Tyrkiet og Syrien. Det var under Suppiluliuma I (~1350–1322 f.Kr.) og Mursili II (~1321–1295 f.Kr.) at riget nåede sin største magt og udstrækning. Hittitterne havde skiftende forhold til nabomagter — ofte i form af både krig og alliance — blandt andet med det gamle Egypten i syd og det assyriske rige i Mesopotamien. Et af deres mest berømte dokumenter er en af de tidligst bevarede internationale fredstraktater: den traktat, som Hattusili III indgik med Ramses II af Egypten i 1258 f.Kr.; denne traktat kendes fra kopier bevaret i både hettitisk og egyptisk versioner og viser en høj grad af diplomati og skriftlig international lov.
Hattusha — hovedstaden
Hattusha (ofte stavet Hattusa) lå ved moderne Boğazkale og var en stærkt befæstet by med massive bymure, indgange dækket af løve- og menneskefigurer, paladser, templer og administrative bygninger. Byens arkiver med kileskrift på lertavler har givet stor indsigt i administration, religion, lovgivning, myter og korrespondance med andre kongedømmer. Tæt ved Hattusha findes klippehelligdommen Yazılıkaya med rige relieffer af gudeskikkelser, som vidner om den religiøse praksis og pantheon hos hittitterne.
Samfund, lov og religion
Hittittisk samfund var hierarkisk med en konge i toppen, fulgt af adel, embedsmænd, håndværkere, bønder og slaver. Kongens magt var stor, men han måtte samarbejde med højerestående embedsfolk og præster. Hittitterne udstedte love og traktater; deres lovtekster viser en pragmatisk tilgang til straffe og erstatninger frem for dødsstraf i mange tilfælde. Religionsmæssigt dyrkede de en blanding af lokale anatoliske guder og guddomme lånt fra Syrien og Mesopotamien. Stormguden (ofte kaldet Teshub) og solgudinden fra Arinna var centrale, og ritualer, ofre og orakelsvar spillede en stor rolle i både statslige og private anliggender.
Krig, diplomati og teknologi
Hittitterne er kendt for deres militære organisation og tidlige anvendelse af stridsvogne og bueskytter. De førte felttog mod Egypten og andre riger, men dyrkede også omfattende diplomati: they used Akkadian as the lingua franca of international correspondence, and they concluded treaties, vassalaftaler and marriage alliances. På det tekniske område var de dygtige metalhåndværkere; hettitter og deres håndværksmestre arbejdede med bronze og var blandt de tidlige brugere af jern, hvilket gav dem fordele i våbenproduktion — selvom opfindelsen af jernsmedning ikke entydigt kan tilskrives dem.
Faldet og eftertiden
Efter ca. 1180 f.Kr. kollapsede det centraliserede hittitiske kongerige — en del af den bredere sammenbrudsbølge i den sene bronzealder. Årsagerne var sammensatte og omfatter interne oprør, indrykninger fra fremmede grupper (ofte benævnt "havfolkenes" bevægelser i kildetekster), økonomiske problemer og muligvis klimatiske og demografiske forandringer. Efter rigets sammenbrud opstod en række mindre, uafhængige polisstater og kongedømmer i Anatolien og det nordlige Syrien, ofte kaldt "ny-hettiske" eller neo-hettitiske bystater; nogle af disse overlevede indtil det 8. århundrede f.Kr., indtil de blev indlemmet i større imperier som Assyrien.
Arkæologi og forskningshistorie
Hattusha og andre hittitiske lokaliteter er blevet udgravet siden 1900-tallet. Arkæologiske fund — bygningsværker, steler, klippeskulpturer og især de mange kileskriftstekster — har gjort det muligt at rekonstruere både politiske begivenheder og dagliglivet. Den tjekkiske lingvist Bedřich Hrozný spillede en central rolle i forståelsen af hettitisk ved at påvise i 1915, at sproget var indoeuropæisk, hvilket ændrede opfattelsen af oldtidens sproghistorie. Efterfølgende udgravninger og forskning, både internationale og tyrkiske, har løbende udbygget vores viden om hittitterne.
Arv og betydning
Hittitterne efterlod sig en rig kulturel arv i form af love, traktater, myter (blandt andet Hittittiske versioner af myter som Kumarbi-cyklussen), arkitektur og kunst. Deres diplomatiske praksis og skriftlige dokumenter giver værdifuld indsigt i internationale relationer i bronzealderen. Spor af hittitisk indflydelse kan ses i efterfølgende anatoliske og mellemøstlige kulturer, og deres historier fortsætter med at fascinere både forskere og offentligheden.
Samlet set var hittitterne en central og dynamisk kraft i det østlige Middelhavsområde i bronzealderen — et rige med komplekse institutioner, levende religiøse traditioner, betydelige tekniske færdigheder og indflydelsesrige diplomatiske forbindelser.
