Rudolf Höß | højtstående medlem af den nazistiske Schutzstaffel

Livet

Höss blev født i Baden-Baden, Tyskland, den 25. november 1900. Hans forældre var Franz Xaver Höss og Lina Höss. Han var den ældste af tre børn og var den eneste søn. Höss' familie var meget katolsk.

I sin selvbiografi fortæller Höss, at han kortvarigt blev kidnappet af sigøjnerne, da han var barn.

Höss' far var en tidligere tysk officer, der havde tjent i Tysk Østafrika (en tysk koloni, der omfattede det nuværende Burundi, Rwanda og en del af Tanzania). Efter at have forladt hæren drev han en te- og kaffeforretning. Han opdragede sin søn ud fra en streng katolsk tro og med militær disciplin. Han havde besluttet, at Höss skulle blive katolsk præst. I Höss' tidlige barndom fik han konstant fortalt om synd, skyld og behovet for at gøre bod.

Höss begyndte at vende sig mod religion som ung teenager. Det skete, efter at han havde skriftet til en præst (han fortalte præsten, hvad han havde gjort forkert). I den katolske tro er "skriftemålets segl" ubrydeligt. Det betyder, at en præst aldrig må fortælle nogen, hvad en person har sagt i en skriftemål. Höss fortalte, at han begyndte at bryde sig om religionen, da præsten fortalte Höss' far om noget, Höss havde sagt i en skriftemål. Kort efter døde Höss' far, og Höss begyndte at bevæge sig i retning af et militærliv.

Da Første Verdenskrig begyndte, gjorde Höss kortvarigt tjeneste på et lazaret. Derefter fik han som 14-årig lov til at gå ind i sin fars og bedstefars gamle regiment, den tyske hærs 21. dragonregiment. Som 15-årig kæmpede han med den osmanniske sjette armé ved Baghdad, ved Kut-el-Amara og i Palæstina. Mens han var udstationeret i Tyrkiet, steg han til rang af Feldwebel (sergent). Som 17-årig var han den yngste underofficer i den tyske hær. Mens han var i hæren, blev han såret tre gange og fik malaria. Han blev tildelt Det Osmanniske Riges Gallipoli-stjerne, Jernkorset af første og anden klasse og andre dekorationer.

Nazistisk karriere

Efter Tysklands kapitulation i november 1918 afsluttede Höss gymnasiet. Snart sluttede han sig til de nationalistiske paramilitære grupper, der var ved at blive dannet. Først meldte han sig til det østpreussiske frivillighedskorps. Derefter sluttede han sig til Freikorps Rossbach i landene omkring Østersøen, Schlesien og Ruhrområdet. Höss deltog i de væbnede terrorangreb på polakker under de schlesiske opstande (da polakkerne forsøgte at løsrive sig fra tysk kontrol). Han deltog også i terrorangreb på franske statsborgere under besættelsen af Ruhrområdet (da Ruhrdalen i Tyskland blev besat af Frankrig og Belgien).

Höss meldte sig ind i nazistpartiet i 1922 efter at have hørt Adolf Hitlers tale i München. Höss stod i spidsen for mindst ét politisk mord og tilbragte seks år i fængsel for det.

Den 31. maj 1923 slog Höss og medlemmer af Freikorpset (tyske frivillige soldater) en lokal skolelærer ved navn Walther Kadow ihjel i Mecklenburg i Tyskland. De gjorde det, fordi Martin Bormann ønskede det. Bormann blev senere Hitlers privatsekretær. Bormann troede, at Kadow havde fortalt den franske besættelsesregering, at den nazistiske soldat Albert Leo Schlageter saboterede de franske forsyningslinjer. Schlageter blev arresteret og henrettet den 26. maj 1923. Kort tid efter dræbte Höss og flere medskyldige, herunder Bormann, Kadow af hævn. Efter at en af morderne havde tilstået over for en lokal avis i 1923 blev Höss arresteret og stillet for retten som leder af mordet. Höss sagde senere, at en anden mand i virkeligheden var ansvarlig, men på det tidspunkt accepterede Höss skylden som gruppens leder. Han blev dømt (den 15. eller 17. maj 1924). Hans dom lød på 10 år i Brandenburgs fængsel. Bormann blev idømt et års fængsel.

Höss blev løsladt i juli 1928 som led i en generel amnesti. Han sluttede sig til Völkisch-bevægelsen ("Artaman Ligaen"), en nationalistisk "tilbage-til-landet"-bevægelse, der gik ind for et rent liv på landet.

Den 17. august 1929 blev Höss gift med Hedwig Hensel (3. marts 1908 - 1989), som han mødte i Artaman League. Mellem 1930 og 1943 fik de fem børn: to sønner (Klaus og Hans-Rudolf) og tre døtre (Ingebrigitt, Heidetraut og Annegret).

Indtræden i SS

Höss blev medlem af SS den 1. april 1934, da Heinrich Himmler opfordrede alle nazistiske mænd til at melde sig ind i SS. Höss blev medlem af SS-Totenkopfverbände (Dødens Hoved-enheder) samme år. Han kom til at beundre Himmler så meget, at han troede, at alt, hvad Himmler sagde, var "evangelium". Han foretrak endda at vise Himmlers billede på sit kontor i stedet for Hitlers.

Höss blev overført til koncentrationslejren Dachau i december 1934. Her havde han stillingen som Blockführer ("blokleder"), hvilket betød, at han havde ansvaret for en barak med fanger. I 1938 blev Höss forfremmet til SS-Hauptsturmführer (kaptajn) og blev assistent for Hermann Baranowski i koncentrationslejren Sachsenhausen.

Höss blev medlem af Waffen-SS i 1939, efter at Nazi-Tyskland havde invaderet Polen. Höss var god til sit arbejde, og hans chefer foreslog, at han skulle forfremmes (få et bedre job). Ved afslutningen af sin tjenestetid havde Höss ansvaret for fangernes ejendele.

Auschwitz-kommandoen

Den 1. maj 1940 blev Höss udnævnt til kommandant for Auschwitz, som var en kombination af koncentrationslejre og udryddelseslejr. Höss havde kommandoen over lejren i tre og et halvt år. I løbet af denne periode ændrede han den oprindelige lejr til et enormt kompleks (gruppe af lejre) kaldet Auschwitz-Birkenau. Höss tog til Auschwitz, fast besluttet på "at gøre tingene anderledes" og udvikle en mere effektiv lejr end lejrene i Dachau og Sachsenhausen, hvor han havde arbejdet før. Höss boede i Auschwitz i en villa med sin kone og fem børn.

De første indsatte i Auschwitz var sovjetiske krigsfanger og polske fanger, herunder bønder og intellektuelle. Omkring 700 af disse fanger ankom til Auschwitz i juni 1940; de nazistiske vagter fortalte dem, at de ikke ville overleve mere end 3 måneder.

Auschwitz omfattede i sin største form tre store lejre:

• Auschwitz I: Det administrative center for hele komplekset
• Auschwitz II (Auschwitz-Birkenau): Udryddelseslejren, hvor folk blev sendt til at blive dræbt med det samme
• Auschwitz III (Monowitz): Tvangsarbejdslejren, hvor fangerne blev tvunget til at udføre slavearbejde for I.G. Farben og senere andre tyske virksomheder

Der var også mange mindre "underlejre" i nærheden. Auschwitz-komplekset blev bygget på omkring 8.000 hektar, som var blevet ryddet for alle, der boede der.

I juni 1941 mødtes Höss med SS-kommandant Heinrich Himmler i Berlin. Himmler fortalte Höss, at Hitler havde givet ordre til den endelige løsning - at dræbe hele det jødiske folk. Himmler havde valgt Auschwitz som det sted, hvor Europas jøder skulle udryddes. Han valgte Auschwitz "[fordi] det var let tilgængeligt med jernbane [tog] og også fordi det store område gav plads til foranstaltninger, der sikrede isolation." Det betød, at Auschwitz var stort nok til, at folkemordet på jøderne kunne holdes hemmeligt. Himmler beskrev projektet som et "hemmeligt rigsanliggende". Höss sagde senere, at "ingen fik lov til at tale om disse sager med nogen person, og at alle lovede på sit liv at holde den yderste hemmeligholdelse".

Höss begyndte at afprøve og perfektionere teknikker til massemord den 3. september 1941. Hans eksperimenter gjorde Auschwitz til den lejr, der ville dræbe flest fanger under Holocaust. Höss fortalte senere, at der på en almindelig dag i Auschwitz ankom to til tre tog med hver 2.000 fanger hver dag i perioder på fire til seks uger. Fangerne blev læsset af i dødslejren Birkenau. De fanger, der var stærke, sunde og arbejdsdygtige, blev marcheret til barakker i enten Birkenau eller en af de andre Auschwitz-lejre. Fanger, der var ældre, meget unge, syge eller ude af stand til at udføre tvangsarbejde, blev dræbt i gaskamre, som var forklædt som brusebade. I begyndelsen blev små gasningsbunkere placeret dybt inde i skoven for at holde dem hemmelige. Senere blev der bygget fire store gaskamre og krematorier i Birkenau for at gøre det lettere for nazisterne at dræbe flere mennesker hurtigere.

Teknisk set [var] det ikke så svært - det ville ikke have været svært at udrydde endnu større antal.... Selve drabet tog mindst tid. Man kunne skaffe sig af med 2.000 [mennesker] på en halv time, men det var afbrændingen, der tog al den tid. Aflivningen var let; man havde ikke engang brug for vagter til at drive dem ind i kamrene; de gik bare ind i forventning om at tage brusebad, og i stedet for vand tændte vi for giftgas. Det hele gik meget hurtigt.

Höss eksperimenterede med forskellige giftgasser. I første omgang brugte han bomuldsfiltre, der var gennemvædet af svovlsyre. Senere begyndte Höss at bruge cyanbrinte (blåsyre), som var fremstillet af pesticidet Zyklon B, efter at hans stedfortræder Karl Fritzsch havde testet det på en gruppe russiske fanger i 1941. Höss sagde, at når han brugte Zyklon B, tog det 3-15 minutter for fangerne at dø, og at "vi vidste, hvornår folk var døde, fordi de holdt op med at skrige".

Efter Auschwitz

Den 10. november 1943 blev Arthur Liebehenschel kommandant i Auschwitz. Höss overtog Liebehenschels sidste job som formand for Amt D I i Amtsgruppe D i SS-Wirtschafts-Verwaltungshauptamt (WVHA), som styrede koncentrationslejrene. Höss blev også gjort til stedfortræder (assistent) for Richard Glücks, inspektør for alle koncentrationslejre.

Den 8. maj 1944 vendte Höss tilbage til Auschwitz for at føre tilsyn med Aktion Höss. I Aktion Höss blev 430.000 ungarske jøder sendt til Auschwitz og dræbt på 56 dage. Selv det enorme anlæg, som Höss havde bygget, kunne ikke håndtere det enorme antal lig af ofrene. Lejrens personale måtte brænde tusindvis af lig i åbne ildgruber.

 
Rampen i Birkenau. Skorstene fra krematorierne II og III i horisonten  

Tilfangetagelse, rettergang og henrettelse

I krigens sidste dage bad Himmler Höss om at forklæde sig blandt tyske søfolk i flåden. Höss undgik at blive arresteret i næsten et år. Da han blev fanget af britiske soldater den 11. marts 1946 i Gottrupel, var han forklædt som gartner og kaldte sig Franz Lang. Hans kone, som frygtede, at hendes søn Klaus ville blive sendt til Sovjetunionen for at blive fængslet eller tortureret, havde fortalt briterne, hvor Höss befandt sig. De britiske soldater, der tog Höss til fange, blev ledet af Hanns Alexander, en ung jødisk mand fra Berlin, der blev tvunget til at flygte til England med hele sin familie under nazitysklands fremmarch. Höss benægtede i første omgang, hvem han var, indtil Alexander lagde mærke til hans vielsesring og krævede at se den. Höss nægtede at tage den af og sagde, at den sad fast på hans finger. Men da Alexander truede med at skære fingeren af ham, tog Höss ringen af. Den havde navnene "Rudolf" og "Hedwig" indgraveret i den. Efter at være blevet afhørt og slået med økseskafter af de britiske soldater, indrømmede Höss, hvem han virkelig var.

Höss mødte op ved Nürnbergprocessen den 15. april 1946, hvor han forklarede sine forbrydelser i detaljer. Affidavits (erklæringer under ed til retten), som Rudolf Höss afgav, mens han var fængslet i Nürnberg, blev også brugt i Pohl- og IG Farben-processerne.

I sin erklæring i Nürnberg den 5. april 1946 erklærede Höss:

Jeg havde kommandoen over Auschwitz indtil den 1. december 1943 og anslår, at mindst 2.500.000 ofre blev henrettet og udryddet der ved gasning og afbrænding, og at mindst en halv million døde af sult og sygdom, hvilket giver et samlet antal på omkring 3.000.000 døde. Dette tal svarer til ca. 70-80 % af alle de personer, der blev sendt til Auschwitz som fanger, mens resten blev udvalgt og brugt som slavearbejde i koncentrationslejrenes industrier. Blandt de henrettede og brændte var der ca. 20.000 russiske krigsfanger (som Gestapo tidligere havde fjernet fra krigsfangebure), som blev leveret til Auschwitz i Wehrmacht-transporter, der blev betjent af almindelige officerer og mænd fra Wehrmacht. Resten af det samlede antal ofre omfattede omkring 100.000 tyske jøder og et stort antal borgere (for det meste jøder) fra Holland, Frankrig, Belgien, Polen, Ungarn, Tjekkoslovakiet, Grækenland og andre lande. Vi henrettede omkring 400.000 ungarske jøder alene i Auschwitz i sommeren 1944.

Den 25. maj 1946 blev Höss udleveret til de polske myndigheder, og den øverste nationale domstol i Polen dømte ham for mord. Hans retssag varede fra den 11. til den 29. marts 1947. Under retssagen svarede Höss, da han blev anklaget for at have myrdet tre og en halv million mennesker: "Nej. Kun to og en halv million - resten døde af sygdom og sult." Höss blev dømt til døden ved hængning den 2. april 1947. Han blev henrettet den 16. april ved siden af krematoriet i den tidligere koncentrationslejr Auschwitz I. Han blev hængt i en galge, der var bygget specielt til hans henrettelse, på det sted, hvor lejrens Gestapo havde til hængning. I dag står der på en tavle, der markerer stedet, følgende:

Det var her, Gestapo-lejren var placeret. Her blev fanger, der blev mistænkt for at være involveret i lejrens underjordiske modstandsbevægelse eller for at forberede en flugt, afhørt. Mange fanger døde som følge af at blive slået eller tortureret. Den første kommandant i Auschwitz, SS-Obersturmbannführer Rudolf Höss, som efter krigen blev retsforfulgt og dømt til døden af den polske højesteret efter krigen, blev hængt her den 16. april 1947.

Höss skrev sin selvbiografi, mens han ventede på at blive henrettet. Den blev udgivet i 1956 som Kommandant i Auschwitz; autobiographische Aufzeichnungen og senere som Death Dealer: the Memoirs of the SS Kommandant at Auschwitz (blandt andre udgaver).

Efter drøftelser med Höss under Nürnberg-processen, hvor Höss vidnede, skrev den amerikanske militærpsykolog Gustave Gilbert:

I alle diskussionerne er Höss ganske saglig og apatisk, han viser en vis forsinket interesse for sin forbrydelses enorme omfang, men giver indtryk af, at det aldrig ville være faldet ham ind, hvis ikke nogen havde spurgt ham. Der er for meget apati til at efterlade nogen antydning af anger, og selv udsigten til at blive hængt stresser ham ikke unødigt. Man får det generelle indtryk af en mand, der er intellektuelt normal, men med den skizoide apati, ufølsomhed og mangel på empati, som næppe kunne være mere ekstrem hos en åbenlys psykotisk person.

Fire dage før han blev henrettet, undskyldte Höss sine forbrydelser i en besked til statsanklageren:

Min samvittighed tvinger mig til at afgive følgende erklæring. I min fængselscelles ensomhed er jeg kommet til den bitre erkendelse, at jeg har syndet alvorligt mod menneskeheden. Som kommandant i Auschwitz var jeg ansvarlig for gennemførelsen af en del af "Det Tredje Riges" grusomme planer om menneskeudryddelse. Dermed har jeg påført menneskeheden frygtelige sår. Jeg har forårsaget ubeskrivelige lidelser for især det polske folk. Jeg skal betale for dette med mit liv. Må Herren Gud en dag tilgive det, jeg har gjort.

Kort før sin henrettelse vendte Höss tilbage til den katolske kirke. Den 10. april 1947 modtog han bodssakramentet af broder Władysław Lohn, S.J. Den næste dag gav den samme præst Höss den hellige nadver som viaticum (eukaristien, der gives til en døende person).

 
Stedet, hvor Höss blev hængt, med plakette  


Höss på galgen umiddelbart før sin henrettelse  


Rudolf Höss ved den øverste nationale domstol i Polen, 1947  

Håndskrevet tilståelse

Höss' originale tilståelse med hans underskrift er udstillet i en glasmontre på United States Holocaust Memorial Museum i Washington, D.C. Bag tilståelsen er der et foto, der viser ungarske jødiske kvinder og børn, der går til et af de fire gaskamre i Birkenau-dødslejren den 26. maj 1944.

 

Datoer for rang og udmærkelser

Höss' SS-grader Dato Rang 20. september 1933 SS-Anwärter (kandidat) 1. april 1934 SS-Mann (menig) 20. april 1934 SS-Sturmmann (Lance corporal) 28. november 1934 SS-Unterscharführer (korporal) 1. april 1935 SS-Scharführer (sergent) 1. juli 1935 SS-Oberscharführer (stabssergent) 1. marts 1936 SS-Hauptscharführer (første sergent) 13. september 1937 SS-Untersturmführer (sekondløjtnant) 11. september 1938 SS-Obersturmführer (premierløjtnant) 9. november 1938 SS-Hauptsturmführer (kaptajn) 30. januar 1941 SS-Sturmbannführer (major) 18. juli 1942 SS-Obersturmbannführer (oberstløjtnant)

Priser og udmærkelser Jernkorset (1914) første og anden klasse Krigs- og fortjenstkors (med sværd) af første og anden klasse SS Long Service Award (12 år) Politiets pris for langvarig tjeneste (18 år) Gau-emblem for almindelig tjeneste (1925) Baltisk kors SA-sportsmærke (i bronze) Tysk sportsmærke (i bronze) Sårmærke (1914) i sølv Gallipoli-stjerne (Det Osmanniske Rige) Medalje for militær tapperhed fra Baden Østrigsk krigstjenestemedalje Æres Chevron for den gamle garde SS æresring SS-hæresværd SS Julleuchter