Lus
Lus (ental: lus) er vingeløse insekter, der lever i håret. De er alle ydre parasitter på alle fuglearter og de fleste pattedyrsordener. De findes ikke hos monotreme og nogle få eutheriske ordener, nemlig flagermus (Chiroptera), hvaler, delfiner og marsvin (Cetacea) og pangoliner (Pholidota). Der findes mere end 3 000 forskellige arter; tre af dem er klassificeret som menneskelus.
Beskrivelse
Lus tilbringer hele deres liv på værten. De er tilpasset til at holde tæt kontakt med værten. Disse tilpasninger afspejles i deres størrelse (0,5-8 mm), kraftige ben og kløer, som er tilpasset til at klamre sig fast til hår, pels og fjer. De er også vingeløse og fladtrykte.
Lus lever af hudrester (epidermal), fjerdele, talgsekretion og blod. Lusenes farve varierer fra lys beige til mørkegrå, men hvis den lever af blod, kan den blive betydeligt mørkere.
Et luseæg kaldes almindeligvis en nitte. Lus fastgør deres æg til værtens hår med specialiseret spyt, hvilket resulterer i et bånd, der er meget vanskeligt at skille uden specialiserede produkter. Levende luseæg har tendens til at være blege hvide. Døde luseæg er mere gule. Lus er meget irriterende og er svære at fjerne, men ikke umulige. Processen kaldes nit-picking og udføres ofte med en tætte tandsiddende metalkam. Til mennesker findes der anti-insektshampoo.
Klassifikation
Ordenen er traditionelt blevet opdelt i to underordener: sugende lus (Anoplura) og tyggende lus (Mallophaga). Der er nu anerkendt fire underordener:
- Anoplura: sugende lus, herunder hoved- og kønslus
- Rhyncophthirina: parasitter hos elefanter og vortesvin
- Ischnocera: fuglelus
- Amblycera: tyggelus, en primitiv orden af lus
- Amblycera: hoppelus har meget stærke bagben og kan hoppe en afstand på en meter
Det er blevet foreslået, at ordenen er indeholdt i underordenen Troctomorpha af Psocoptera. Det betyder, at lus kan have udviklet sig fra fritlevende arter af denne gruppe.
Lus og mennesker
Mennesker er unikke, fordi de er vært for tre forskellige arter af lus: hovedlus, kropslus (som hovedsageligt lever i tøj) og kønslus. DNA-forskellene mellem hovedlus og kropslus er et bevis for, at mennesket begyndte at bære tøj omkring 70.000 f.Kr.
Nylige DNA-beviser tyder på, at kønslus spredte sig til menneskets forfædre for ca. 3,3 millioner år siden fra gorillaernes forfædre ved at dele den samme seng eller andre fællesområder med dem, og at de er tættere beslægtet med lus, der er endemiske hos gorillaer, end med andre lusearter, der angriber mennesker.
Galleri
· 
Den tyggende lus Damalinia limbata findes på angorageder. Hanlusen (til højre) er typisk mindre end hunlusen (til venstre), hvis bagkropsrand er mere afrundet end hos hanlusene.
· 
Skitse af en lus, af Robert Hooke, 1667.
· 
Trichodectes canis, den bidende hundelus
